Om købstaden Skanderborgs "Læbælte"

 

Lov og fortolkninger.

 

Fra Kaj Klostergaard har jeg modtaget følgende:

 

 

Stilling Brugsforening formentlig oprettet i forbindelse med dens beliggenhed inden for ” Læbæltet ”. Herom vedr. begrebet Læbæltet se: min bog "Vrold by og mark", side 156.

 

Thorvald Halkjær.

 

Læbælte iflg. Salmonsen:

 

Læbælte kaldes den i næringsloven af 29. dec. 1857 §§ 28, 54 55 og 57 ommeldte landstrækning omkring købstæderne, inden for hvilken der kun måtte drives enkelte arter af næringsbrug. De nævnte afstandsbestemmelser, der var den sidste rest i dansk lovgivning til værn for købstædernes næringsbrug, er ophævet ved lov nr. 46 11 feb. 1920. Se i øvrigt: Afstandsbestemmelser.

 

Dette er mit eget opslag.

 

 

Afstandsbestemmelser findes givne i

Næringsloven, vedrørende den Afstand fra den

nærmestliggende Købstad, inden for hvilken visse

Næringer ikke maa drives paa Landet. Allerede

tidlig bestræbte Købstæderne sig for at gøre al

Handel og Haandværk til en udelukkende

Købstadnæring. Vidnesbyrd herom findes i de gl.

Haandværkergilder og Lavsartikler, og hertil

sigtende Bestemmelser findes ogsaa optagne i den

ældre Lovgivning, saaledes navnlig i den

koldingske Reces af 1558. I de Privilegier, der

umiddelbart efter Suverænitetsakten blev givne den

borgerlige Stand 24. juni 1661, hedder det: Vi

(Kongen) ville ej heller, at nogen

Haandværks- ell. Embeds-Mand paa Landsbyen maa bo

undtagen Grovsmede, Tømmermænd, Murmestre,

Skindere, Skræddere, som sy Vadmel, og

Skomagere, som ikke gøre Sko at sælge til Forprang,

medmindre der kunde være belejlige Pladser paa

Landet, som Manufakturer med Vores Konses

bekvemmeligen kunde gøres, da skal dog det,

som saaledes forfærdiges, til Købstæderne føres

og der sælges eller udskibes«. I Christian V's

D. L. haandhæves ligeledes Købstædernes

udelukkende Ret til Haandværksdrift og Handel, og

i den flg. tid vedblev dette Forhold at være det

samme, kun at der efterhaanden aabnedes 

Adgang for nogle flere Haandværksmænd til at 

nedsætte sig paa Landet. Det tillodes saaledes

Vævere, Grovsmede og Hjulmænd, Slagtere,

Rugbrødsbagere og Ølbryggere at nedsætte sig, hvor

de vilde, paa Landet, uden Bevilling; andre

Haandværkere -- som Tømmermænd, Bødkere,

Teglbrændere, Pottemagere, Murmestre, 

Feldberedere og til Dels Skræddere og Skomagere -- 

kunde faa Bevilling til at nedsætte sig der, og

det samme gjaldt Sadelmagere, Glarmestre,

Hvedebrødsbagere, Rokkedrejere, Malere og

Reparationsurmagere, kun at de ikke maatte

nedsætte sig inden for 11 km's Afstand fra

Købstaden. Saaledes var i det væsentlige Tilstanden, da

Grl. 5. juni 1849 i sin § 88 hævdede den fri og

lige Adgang til Erhverv for alle. I den nærmest

flg. Tid blev der givet friere Regler for Driften

af Ølbryggerier, Bagerier og Møllebrug, og ved

den saakaldte Høkerlov af 8. marts 1856 aabnedes

der Adgang til Høkerhandel paa Landet i alt

Fald inden for 7,5 km's Afstand fra nærmeste

Købstad. Endelig bortfaldt med Næringsloven af

29. Decbr 1857 helt Købstædernes tidligere

Eneret paa Haandværksdrift og Handel. Der blev

ved denne aabnet alm. Adgang til at faa

Næringsbevis paa Landet saavel paa Haandværks- og

Fabrikdrift som paa Handel, og det blev tilladt

Landhaandværkerne lige saa vel som

Købstadhaandværkerne at arbejde for Købstadboerne -- 

kun blev der i Loven sat en vis Afstand fra

Købstaden, i hvilken Haandværk og Handel

almindeligvis ikke maa drives, Haandværk ikke inden 7,5

km´s Afstand og Handel (en Groshandel, Købmands- og

Detailhandel) ikke inden for 11 km's Afstand

(Høkerhandel og Marskandiserhandel i 7,5 km's

Afstand). Fra A. undtages den Haandværksdrift,

som hidtil havde kunnet øves paa Landet uden

Bevilling (se ovenf.), samt endvidere Møllebyggere, 

Murmestre, Tømmermestre, Hvedebrødsbagere, 

Snedkere, Glarmestre, Sadelmagere,

Skræddere og Skomagere. -- Guldslagere,

Guldtrækkere, Guldsmede og Bogtrykkere tillodes det

kun at løse Næringsbevis paa Landet efter en

gennem Indenrigsministeriet erhvervet kgl.

Bevilling, der ogsaa udfordres for

Brændevinsbrændere. Ved Næringsloven var der hjemlet

Indenrigsministeriet en temmelig vid Adgang til

at dispensere fra A., men denne

Dispensationsmyndighed hævedes ved L. 23. Maj 1873,

saaledes at Ministeriet fremtidig kun kan meddele

Dispensationer, hvor en i Henhold til den

tidligere gældende Bevillingsmyndighed meddelt

Bevilling maatte bortfalde, men Hensynet til

Stedets Beboeres Tarv maatte tale for dens

Fornyelse. Derimod kan Indenrigsministeriet

fremdeles efter Forslag fra vedk. Købstadkommunalbestyrelse 

bestemme, at Forbudsbestemmelserne

for den paagældende Købstads Vedk. helt skal

bortfalde eller i alt Fald indskrænkes, og i

Henhold hertil er der ogsaa af Indenrigsministeriet

for en Del Købstæders Vedk. efter Forslag af

Byraadene truffet Bestemmelse om, at de i

Næringsloven indeholdte Forbud mod, at

Haandværk og Handel drives inden for en vis Afstand

fra Købstaden, skal bortfalde. For Kbhvn's

Omegns Vedk. er Næringslovens A. sat ud af Kraft

ved L. 23. Febr 1866. -- Hvad Beregningen af

Afstanden angaar, er det i Næringsloven bestemt,

at den skal regnes i lige Linie fra Købstadens

Akseltorv ell., hvor intet enkelt bestemt

Akseltorv findes, fra et af Overøvrigheden bestemt

Punkt. Er der mellem Købstaden og det Sted

pa Landet, hvor Næringsbruget agtes drevet, et

Vand af i det mindste 625 m's Bredde, og der

ikke haves landfast Forbindelse med Købstaden

af mindre Længde end de i Loven fastsatte

Afstande, gælder Forbudsbestemmelserne ikke.

O. D.

Til Erhverv

Til forsiden