SJANGDARMSTINA!
Aug. 2006.
Dengang vi drog af sted
Dengang vi drog af sted
Vor` piger ville med
Ja, vor` piger ville med
Det kan I ej tro-nej
Vi går TRA-LU-LA-LEJ,
Og hvis vi ikke falder,
Kommer vi nok hjem –HALØJ ;
Ja, var der ingen farer,
Så blev vi her hos jer
Men hele Danmarks Pia-r,
Hun stole nu på ”vås”
Så derfor skal der gås”
Som fanden var i mås
Hurra! Hurra! Hurra!
Men Køhler råbte straks,
Ja Køhler råbte straks.
Hvor fanden skal vi slås?
Ja for fanden ,vi vil slås
Dog er der ej en front.
Måske kun en på skrømt.
Han skimted just ved bakkedrag
Så skjønt et kvindeskørt
Ja, det er netop dette,
Der drive os af sted
For ellers kommer tyrken,
Gud hjælpe os jo med.
Så derfor skal der ”gås”
Som fanden var i mås.
Hurra!Hurra!Hurra!
For Haagen og vort land
Ja, haagen overalt
Vi kæmpe alle mand
Ja, vi kæmpe tand mod tand
Med draget stav ,han står
Han snakke ej, men slår
Til busken hist på bakken der
Hvor visne tidsler gror.
Gendarmen vil ej vide
At tjenesten er slut,
Og derfor vil han gå
Lig`` til grænsen, med salut.
Så derfor skal der ”gås.
Som fanden var i mås.
Hurra! Hurra! Hurra!
Vor kampsang fra Gendarmstien aug. anno 2006
Som vort gamle idol Dylan fra 68 så smukt siger: ”Knock, knock, knock on heavens door!” Han mente vel: ”Nok gået godt. Gået nok, ok. Åh himmel!”
Dette skal RÅBES UD:
VI TRE SMÅTSKÅRNE, ANTIMILITARISTER, AMATØRHISTORIKERE, SKABSSOCIAL-DEMOKRATER, HOSPITALSASPIRANTER, MYSTISKE KAOSPILOTER - GÅ HJEM, MEN FREMAD. Citat Olsen banden.
Det hjælper meget at råbe dette før en lang vandretur med venner. Først da bliver man en venlig og omgængelig vandrer.
Så gik vi dog på lette fjed den tunge gang på Dybbøl banke. Et flot museum først vi så .Så mindehøjtideligt. På slottet hist ved bakkens fod. Vi så og aned konfliktens rod. Så sørgeligt. Men gå vi måtte ad disse så velkendte danske tågebanker. Så mangen stolt og from soldat var her på marken faldet. Kun oberster og general på stene her berømmet var. Dog menig var til stede vel. Så utilstedeligt må det gå til i hine gamle dage. Vi skyndte os ad bakken ned, og der du stod.:
SJANGDARMSTINA!
Hun modtog os med smil og kram. Tillykke ja med Dannevang. Og så vi sang: ”Gudinde mild led os på dydens sti. Til fjerne mål foruden men. Må vi en pose lykke få at gøre med. Thi vor vandring er så såre lang. Den drik hun gav til afsked var så stærk. Som fjedre vi ad stien gled så ømt gelindtelig. Ja solen sang Gud hjælpe mig, mens skyerne dog gråne!
Et kort farvel. Vi ses igen Sjangdarmstina, mine drømmes mål. Så svigt mig ej. Umåleligt, guddommeligt. Du i døden vil mig lindre. Men natten trænge på med månelys og stjernespind. Stå op min ven, når lyset atter vinder hjem. Da tag gendarmtrøjen frem igen!
Og hvisk umiskendeligt på modersmål. Du ved Sjandramstinas hemmelighed?#¤&/(=##````)
GÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ! ÅH!
OBS: Dette kun fragmenter til et rigtigt a la Orvid romersk digtefterligning. Endnu 18 vers er på skrivebordet. Med oder og heksekunster. Hexameter rim og femfodsjamber med dårlig rytmik. Så kunne I måske mine sande venner hjælpe dermed. Den store form tiltaler mig. Så ret det ovenstående ind efter smag og behag og digt frimodigt videre.
Oh allerede så ømme versefødder, skønt turen knapt begyndt – SJANGDAMSTINA SÅ HJÆLP DOG - stigmatiseringen er nær.
Knock, knock, knock on heavens door!
Døde de forgæves i 64. De skreg på gud og fædreland ,mens de mistede livet blandt kammerater i en bunker nr. 10---------------20. Sønderskudt uden mulighed for flugt. Ja, al krig er tab af medmenneskelighed, nu som altid 1914,1940,1945,1990, 2001, 2002, 2003, 2006 - - -
Nu til 64. Monrad kunne ved forhandling have opnået en grænse ved Ejderen allerede i 1860erne. Stormagterne Eng. Ger. Fra. Rus foreslog ved en forhandling i London dette, men Monrad sagde: ”Nej”. Helstatsprincippet skulle stå fast. Slesvig og Holsten evig zusammen.
Knock ,knock, knock.
Sjangdarmstina trækker i magiske tråde. Mon hun leder os på rette vej. Nu da gudindesaften næsten er opdrukket ved det første hvil allerede! OH, så lang en vej til Rinkenes- til en mulig åben dør. Knock!
Men vi måtte gå og gå på må og få ad snoede stier. Ok jo! Men pludselig vi skimted byens lys så tæt. Var det mon Rinkenæst!
En så lang landsby skal man lede længe efter. En overtrafikeret hovedgade uden fodgængerovergange med en husrække på hver sin side af lastbiltrafikken. Grisetransporter mente Haagen, det var. De levende dyr ud , og de døde dyr hjem. Selv vi frivillige gendarmer kunne intet stille op. Gjangdarmstina, Gudinde. Oh , vis os en vej? Uheldigvis gik jeg på den forkerte side af syndfloden, adskilt fra mine to kampfælder, som så ofte før befandt sig på dydens rette fortov i sikkerhed hos Gjangdarmstina `s aura !
Hej! Råbte Haagen flot: Hvi du ikke overkommer til os på rette side i levende live. Da jeg sætte vil en bautasten til evig hvile. Påskriften må vel være. HERTIL OG IKKE LÆNGERE
(W) AMMEN.
Her tror jeg, Gjendarmstina igen greb ind. Jeg så som et drømmesyn Haagen i mosesdragt med hånd oprakt, standsede trafikken i begge retninger, så frelst jeg over det ødeste, dødeste trafikhav endte! Du milde Moses!!
Hele dagen forinden, havde været virkelig streng for mig. Jeg måtte løfte andres byrder, styre deres væskebehov, stå model til unyttige fotosituationer, ja, så gar servere en medbragt primitiv frokost nær en stinkende algepøl, før de var tilfredse. Som en anden Rasmus fra Rinkenæs sogn (Byens vartegn), havde jeg vandret mindst 5 km. ekstra for at genfinde mine to ledsagere, der var forsvundne under en gangtunnel ved Broager. Jeg ledte i syd og nord, dog ikke i øst og vest, da kræfterne de svinde. En enkelt sko måske var tabt på stiens stride veje. De derfor tilbage gik at finde det kære eje. Ja Haagen havde sin sko så løseligt på ryggen bundet. Jeg advarede derom så ofteligt, så pinsomt det vel blev at mangle en sådan bagatel på disse svære veje. Men han lo så kækt og uforsagt. Så ubekymret en naturens søn man længe lede må at møde. Men de var borte disse fordoms travevenner. På grøftekanten jeg mig satte ned med mine trætte bene.
En gammel 68er, pensionist, synligt bevægelseshæmmet, ensom, venneløs, uden fremtid - og tørstig, skræmt af dødens snarlige grusomhed ved en grøftekant nær Broager. Ulykkeligt, ja tragisk kedsommeligt!
Knock(nok)!
Jo! Byens kro kunne skimtes bag hustage. Dog så uendelig trist at skue. At tiltvinge sig mad og drikke der foruden mønt. Dertil var kræfterne for vege!
Men kirken da så vældigt højt på bakken lyste hvid og uskyldsren. Måske var der at finde trøst i min kvide. Bekend din synd, og du vil din sjæls ro atter genfinde. Her som hisset! Men ak! Kirkebakken ! Et uoverstigeligt bjerg for mine sidste kræfter. Da lad min sidste tåre væde det fattigste strå. Og i mit kød og mine tarme de stakkels orme et herligt måltid nå! Må dog en yndig stjerne lyse op på himlens blå. Ja som hjerteform jeg helst det så !Ja, som SJANGDARMSTINA!
Man kan næppe sætte sig ind i en døende soldats tanker. Jeg kan ikke. Kan Du Sjandarmstina? Ja! siger hun uden tøven: ”De græder over et spildt liv. Se blot på antallet af stjerner, der blinker sært”.
Knock,Knock,Knock on heavens door!
Rystende af kulde fremsagde jeg en gammel indianerhymne fra Irokeserne fra 1400.tallet.
Maen oeu loiupar,sa na saeu
Enue skvanansa tektra!m.v.
Irokeserne havde det med at et medlem af stammen, helst en ældre mandlig person skulle optræde modsat af alle andre i alle gøremål. F.eks. at gå baglæns, sove om dagen, græde når andre lo, kaste op før de spiste, elske kvinder bagfra. osv. På denne måde skabtes der harmoni i stammen, mente man. Det var nok en sådan rolle, jeg ufrivilligt her havde påtaget mig på turen. Grænseløst naivt gendarmeri!!
Nej!! Sagde en indre stemme (jo Sjangdarmstina) Ogiv din offerrolle. Træd i karakter. Gå ud i livet igen, opsøg din rette vej. Gå mod en bager. Der du livets brød og venner møder. Et frejdigt fift, som fra en ungdommelig bagersvend, lød som et ekko gennem den mennesketomme by. Det var Haagen, der stod med lækre kringler og wienerbrød om halsen. Det var, som Broager vågned op og gav fra sig af livets goder.
Et krisemøde var nødvendigt. På et neutralt sted; FØTEX `s kaffebar midt i Broager centrum, fik vi bekræftet hinanden hvem wirvar og mobiler. –nr-. Hvor skal vi sove i nat. Med hvem og hvorfor. Hvor skal vi hen. Hvornår????? Hvad er vor mission? Vor udrustnig, forsyninger. Strategi? Plan ABC.
En ny og optimistisk kurs blev sat.. Som besatte gik og gik vi videre og videre, snart langs skønne strande, snart i skovens dybe ro, hvor sangerhære bo, Så sjælsomt vi lytted endnu en gang til fuglens glade sang. Men altid på dydens smalle sti (tak SJANGDARMSTINA)Din trylledrik endnu virksom,s kønt fristelser var så imposante: Kondiløbere, slå dem ned. De forstyrrer grænsefreden. Cyklister man en kæp i hjulet kan, så hovedkulds de vælte, til moro for enhver der ser på disse fænomener. Gendarmens opgaver er populær i disse skønne dage Turisten strømme til så lysteligt, så ubegavet. Men gendarmtrøjen strammer til i vore sarte sjæle. Vi vil ej lege med. Vi ser:
SJANGDARMSTINA!!
Så pludselig i horisonten jeg skue et omrids af den kære by, Egernsund. Et klondike fra hine tider så lysteligt med tage, træer og spir. Here we are again 42 years later. Must my dream come through Let it be just like old days, hvor mange sprog sig blanded i skøn harmoni. Moin mig her. Moin mig der. Jeg smukt en Vesterbrodialekt også hørte .Det var Saturdag-night-fever-Jack, min ynglingskollega fra skolen. Han kunne helt tæmme en forsamling af de værste rødder med sine uforlignelige kopier af Storm P monologer. Alle skreg af grin, men han kunde blive ved til den lyse morgen. Både brobyggeriet og skolearbejdet blev nok hæmmet derved. Ak! skolen er væk, og broen rystede endnu, da vi gik over. Jeg så inderligt bedrøvet derved. Skyld, er det kun destruktion, livsglæde følge? Men hvor er Lørdags-Kaj, just ventende i baren med kolde beers, grinende kommenterende mit jyske travrige sind og sprog. Og så spiller han gudhjælpemig violin. En trampebonde. Men gi ham en hånd I jyske tranlamper! Han nærmest råbte det: ”Guitar, violin, håndstand på larvefødder - og måske samtidigt”. Her var ingen smalle steder. Vikaren måtte træde i karakter! The last nigth fever Jack say so!
We shall overcome, we shall overcome some day
Brobyggerne troede vel, det gjalt en snarlig genforening med familien. Black and white together var nok noget maling, som man kunne blande så, broen fik sin tiltænkte grå farve, Men jeg sang af hjertens lyst, så gutterne de græde. Hjemve en så fælles følelse vi havde. Det var med disse stærke minder, jeg mod byens hjerte skred. Var der endnu tilbage så lysteligt et sted, hvor trætte vandrere så mageligt må hvile og tørre sveden af, mens et måltid af de fine blev bragt i stuen ind? Af de homo småbrødre, der kroen drev. Så vimsende de om de gæster. Sled så kosteligt, men hjerteligt. Så ubetaleligt. Og Ingeborg du skønne, en service ej en sømand kan opnå. Når på skranken landed et skum af skipperøl. Et klap i numsen, du ku ta, selv fra brutale kunder, der af hjemlængsel led.
Wollen Sie jetzt alein zu hause gehen ? “Livraisoin, payable mensualite Totale liberti madomamma. “A, væl no jæm i æ køj” sluttede en vestjysk fisker “væl do mæ eller hva Ingeborg?” Hun afslog alle tilbud. Kun Saturday night fever-Jack, and I, a little mucician- boy from uptown, got a little gudenatkys, så himmelsk at, stjernerne de funkle som besat! Vi vakle hjemmmmm til skolen. Det er midnat.
Et fatamorgana!
Der var intet tilbage.42.år senere. Åh jo, broen stod som et uskønt monument for fortids menneskelige tekniske bedrifter. Intet tegn på livsglæden og musikkens væsen. Kun en lille skulptur af knuste glasskår og brukne teglsten ved havnepladsen vidnede om lidt liv
Tiden sletter spor, men ikke alle. Den gamle pølsemand ved havnen mente nok at kunne huske mig som vikar på den gamle skole, der jo nu var nedlagt. Han mente, at han gik i 1.klasse. Inspektor Mogensens spanskrør sad som striber i hans bevidsthed. Pris 12 pølser med brød og det hele 120 kr uden rabat! Vi spiste i stilhed. De to andre forstod måske den dybe skuffelse, mine tanker strejfede. Jeg spurgte dem ej. De spiste og tog sig en hyggelig på langs mavedasker på den grønne plæne. Mens de blunded så let, jeg hældte ud min sidste tår på græsset grønt. Hvæsende et sidste ord: ”Her må intet gro”.
Uden et eneste trøstende ord vadede vi over den lidt usikre bro, Egernsund—Gråsten. Det gungrede slemt, konstruktionen gav sig. Jeg kendte jo de folk, der havde bygget den. Med held vi slap over trods voldsom trafik og genfandt så snare:
SJANGDARMSTINA!
På vej gennem den lange by Rinkenæs skete der endelig noget. Min ene fod nægtede at gå videre. Vabler overalt! Heldigvis var det lige ud for den stedlige kro. Haagen skaffede forbinding, og med stor lægelig omsorg sørgede han og for, at tørsten via kromutter kunne tilfredstilles ad libitum, hvorved fodpinen var til at udholde. Samtidig havde han bestilt mild pleje på et nærliggende Bed and Breadfest Hospice. Mimregården hed det vist. Køhler stod nok lidt måbende omkring Haagens situationelle organisatoriske supertalent, idet Haagen samtidig kunne meddele, at han havde bestilt Herregårdsmiddag på kroen samme aften, og overfor den søde værtinde havde bedyret, at det var os, der styrede aftenens forløb på kroen. Det var os der danser med byens piger og tæver byens rødder. Så var det sat på plads, mente han .Det kom til at gå lidt anderledes, desværre!
Forinden vi ankom til byens udkant havde vi strabaseret en mandfolkefodtur igennem langs fjorden med vidt udsyn til alle sider. Så flot og let at overvåge for vi tre erfarne gendarmer. Køhler havde dog med overblik og ivrig kortlæsning forkortet turen med mindst 15 mil. Aldersreduktion kaldte han det vist! Naturens søn Niels Haagen havde ellers lagt en rute i ildmarch omkring Broagerland, der var tredobbelt så lang uden provianteringsmuligheder. Snart gik vi langs stranden i det tunge sand, snart på øde ujævne markstier. Trætheden begyndte at melde sig hos de svageste af os.I en sådan konstitution føltes det umuligt at udtrykke sig i digte og musik, for derved at tiltrække sig kvindelig omsorg og pleje. I så fald ville dette kræve enorme oratoriske evner, i dette ofte mennesketomme landskab. Der var langt imellem beboelser. Skiltet PRIVAT sås 1 KM. fra menneskelig kontakt. Men hvem vil have tre gendarmlignende vandere på visit i vore dage med deres grove sang ,og deres glubende trang til Øh! Måske er det fortid. Åkjær, Skjoldborg, E: Tang. De kunne det i det forrige århundredes begyndelse. Måske sov de hos landsbyens bedste tøs, mens folkeminderne lagrede sig i deres bevidsthed, hvoraf de forfatterskaber fødtes, der kunne få det til at knage i samfundets fuger og bånd. De skjønne dav, så læng, læng sin.
Knock – Knock - Knock------.
SJANGDARMSTINA.
OPLIV VORE POETISKE SJÆLE !!
EN AFTEN I RINKENES KRO!!
Just one night, but a wet night!!
Vi ankom I vældigt humør, restituerede som vi var efter Mimregårdens omhyggelige pleje, massage, akupunktur, mudderbade, healingstransformationer og en bevidsthedsudvidende the til sidst. Cowboy-outfit perfekt hos os alle tre. No guns! only personel courage! Vor skuffelse var stor, da vi opdagede, at kroen var næsten mennesketom. Nogle lokale må have ladet rygtet sprede om vor tilstedekomst No man, no women, no cry! fremstammede Køhler lettet, da han overskuede krostuen med sit skarpe blik Upstairs, no problem, lød prognosen. Så vi satte os ned og nød en en herregårdsmiddag af de store . Seks retter og drincks ad libitum. Køhler opserverede dog et par lokale sutter,der skjulte sig i barens mørkeste krog, gnækkende, forventnigs
fulde om et evt underholdende, voldeligt aftenforløb, hvor den allerede gedigne kæfert kunne få endnu et løft, når de lokale kæmper ankom.
DE TO SUTTERS SCENARIE!! (her en tegning)
Køhler, Haagen Opgave: Tegn med tændstikmænd de to sutters drømme hin aften i Rinkenæs kro:
Start med en tegning af en bar i nederste højre hjørne. Bare et bord er ok men følg nøje teksten!!
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
TUMULT!!
Du bastart, take this!
AVVVV! I am sorry AUUVV! Get up!
OHH! Så gi ham dog!!
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Flugten fra Rinkenæs.
Før fanden fik sko på , stod vi op! Tømmermænd er et ubekendt begreb i vor indbyrdes terminologi. Alle er i princippet friske kl.10.15. Strategen Køhler havde som sædvanligt en flugtplan klar afstemt efter natlige drømme: Et midlertidigt skjulested kunne være den gamle danske, nazikoncentrationslejr Frøslev. Et genialt træk. Haagen fik hurtigt Køhler forklædt som almindelig spion fra den kolde krig. Grå frakke, solbriller, falske papirer smuglet ud af byen via et offentligt transportmiddel. Planen var at hente en privatbil på Dybbøl banke. Stillet til rådighed af celle QZ. Herefter skulle han så opsamle Haagen og jeg, skjult i et buskads nær Rinkenæs hovedstrøg
Sneglende med 20 km. i timen med oplugte døre uden at vække opsigt skulle vi så kaste os ind i bilen Så derudaf 130 km i timen mod Frøslev. Kopi af en BOPA!! Tidsplanen holdt overhovedet ikke vand Køhler blev opholdt af en tilsyneladende illegal person nær Sønderborg med hvem han havde hemmelige planer Da ventetiden blev for lang for mig gik Haagen og jeg på kro til et slag kort og noget øl velvidende risikoen derved Men pludselig var han der med hvinende dæk, så vi steg stille og roligt ind på de bagerste sæder med milde bebrejdende blikke
Glemt var nattens episoder, hvor Haagen og jeg havde valset rundt med dansesalens møblement, da ingen damer var til stede, vel skræmte af de rygter der altid forud løbe hvorend vi træde et spor Gendarm så magtfuld en person tør ingen true.
SJANGDARMSTINA!!
LØS OS FRA VOR ED!!,
Vel ude af syne for eventuelle forfølgere, søgte vi ly i en afkrog nær Flensborg fjord Hagen fik smuglet sig en is til ,mens Køhler og jeg måtte betale fuld pris for en enkelt kaffe på en ikke helt åben restaurant .En ungmø måtte bestikkes med konversation .Vi skue dog et drama uden lige. En svanemor med unger små sig vejen overskride. Grønt græsset vel derovre var til ungerne i live Bilisten ej vil skønne på i disse travle tider. Kom hjem til far og mor og børn såvel i tide. Så glemt naturens er imens, vædierne de skride. KONFRONTATION. Men svanemor var uden tvivl. Hun må om avlen sig og sine værne med liv om det vil kræve En død så bitterlig. Et Skrig!
Så stolt et blik hos svanemor, der over vejen skr .
ide med sine diamanter. Det kolde blik, men uudsagt, på bilistens hinde hviler et splitsekund, hans fod mod bremsen. Så hårdt ,så nerverne de klirer. Så gud det ske igen. Et liv bevaret var, så ukosteligt. Den trods hun bød bilisten her, var det mon den også FRODE var nær. Da han mod alle odds trodsede nazismens hær. Måske alligevel.
Kæmp for alt , hvad du har kært, dø om så det gælder
Da er livet ej så svært, døden heller ikke!
De der gav deres liv ved Dybbøl , skal al ære følge, min ærefrygt , jeg ej dølje. Så gud da!
Du brave soldat ,der ofred liv til alle tider. Jeg kan ej så . Dog se en anden vej. Den helst jeg følge
DET ER DE URIMELIGE ØKONOMISKE ULIGHEDER, DER I VERDEN SKABER DE POLITISKE KONFRONTATIONER. MÅ VI DOG KUNNE UDLIGNE DEM.SOM MENNESKER HAR VI FÅET DENNE KLODE, SÅ LEV DOG, SÅ DEL DOG SÅ: VI ELSKER HINANDEN UANSET TROSSÆT OG:de sidste ord vi hørte knapt, før vi uniformen blev os afrevet. De nye unge må gå til med stærke læber at udsjunge. Den altid friske fremtid gro bag vore glemte grave
Fra en hengemt gendarms dagbog!
SÅLEDES TALTE GENDARMSTINA.
Køhler, rediger, kontroler, ret fejl. Der bliver ej mer! Så træt af at skrive. Korrekt jeg ej det magte
Send det i så sublim en form, at du selv ved det vil kendes. Øjenlåget strammer i, og nattens jammer komme. Til Haagen du må huske på i redigeret form at sende!
Hilsen WAMMEN
---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Fotoalbum:
Her løb kameraet "tør".
---oooOooo---