Johannes Jensen: Da jeg var bornholmsk hotelkarl
- Uddrag -
Afskrift fra bornholmsk - Bornholmeren 1985.
"Blanchs Hotel" i Allinge.
Det der med at hugge sten har der altid været problemer med. Dels fordi det var pukkelarbejde med ringe fortjeneste, og dels fordi der somme tider ikke var noget at lave. Det kneb med at afsætte stenene, fordi amter og kommuner hellere ville sende pengene til Sverige, da stenene var lidt billigere der. Så skidt med, at arbejderne skulle gå arbejdsløse med 3 kroner om dagen i understøttelse.
I en periode med arbejdsløshed fandt jeg på, at tage på hotel for at se, om der skulle være lidt penge i det, for turisterne der hørte jo til dem, der var en del bedre stillet end os andre, og der gik en del snak om gode drikkepenge sådan et sted. Derfor søgte jeg plads på "Blanchs Hotel". Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forbavset over, at jeg fik pladsen.
Jeg havde aldrig været på hotellet før. Men jeg kunne lidt sprog: engelsk og tysk til husbehov, og det var der næsten ingen andre af dem, der kørte for turisterne, der kunne. Godt nok syntes jeg ikke, det var ret meget at få en krone om dagen foruden kost og logi som fast løn, men der var jo de her store drikkepenge, som ejeren havde stillet mig i udsigt.
Blanchs Hotel i Allinge
Jeg skulle hente og bringe de her fine gæster, når de kom, og når de rejste hjem - foruden at køre dem her og der - og jeg forestillede mig, at nu ville pengene ligefrem komme til at rasle ned i lommerne på mig.
Der var en del "fine" gæster på hotellet. Der var en grevinde Moltke og en grev Danneskjold-Samsø foruden konsuler og grosserere. Mærkeligt nok havde ingen af dem selv bil med, så jeg kom til at køre med dem, og jeg må indrømme, jeg gjorde mig store forventninger med hensyn til drikkepenge. Sådan kom det nu ikke til at gå. Jeg kørte for grevinden til Rønne, hvor hun skulle se på keramik hos Michael Andersen. Derefter spiste hun middag på "Dams Hotel". Jeg fik det, de kaldte borgerlig middag i et lille værelse, mens hun spiste fin middag i restauranten. Hvem der betalte min middag - hun eller hotellet, det ved jeg ikke. Drikkepenge fik jeg ingen af.
Greven var jeg også ude at køre med, og da vi havde kørt rundt på øen både her og der, fik jeg skam en 25 øre, dan vi kom tilbage. Jeg var lige ved at spørge, hvad han skulle have tilbage.
Den eneste, jeg fik drikkepenge af den sommer, var en konsul Thygesen fra København. Jeg kørte ham til Rønne, da han skulle rejse, og så gav han mig 5 kr. Det var virkelig mange penge i 1937. Men en enlig svale gør som bekendt ingen sommer.
Den bedste erindring, jeg har om "Blanchs Hotel", er i maj måned inden turisterne kom. Det hele skulle gøres i stand, der skulle males og ferniseres gulv. Da kom Hjeld Hansen fra Svaneke og var der en hel måned. I fritiden spillede han i et orkester, og han underholdt på klaver, når vi var færdige med dagens malerarbejde.
Vi havde en englænder boende, og jeg fik besked på at køre ham til Jons Kapel, men det imponerede ham ikke synderligt. Det var det samme med Helligdommen - men da vi kom til Ols Kirke på hjemvejen, og han fik lidt at vide om kirkens historie, blev han meget interesseret, så vi måtte ind i bygningen og op ad trappen til loftet og skydeskårene. Efter køreturen fik jeg "hverken skam eller tak", som det hedder på bornholmsk. Altså endnu en dag uden drikkepenge.
Som tidligere nævnt kom jeg lidt brat fra min plads på "Blanchs Hotel". Det skyldtes sønnen på hotellet, som var receptionschef. Til ham skulle jeg aflevere nøglerne til de biler, der skulle køres til færgen næste morgen. En morgen blev jeg kaldt ind til hotelejeren, som beskyldte mig for at have lavet buler i en af bilerne. Jeg påstod, at det ikke kunne være mig, da nøglerne var låst inde på kontoret hele natten. Ikke desto mindre blev jeg fyret. Senere kom det frem, at det var hotelejerens søn, der engang i mellem lånte en bil til en natlig køretur, og i et tilfælde kørte han for tæt på et træ, og en anden gang var det klipperne ved Hammerodde fyr.
Johannes i hoteluniform.
---
"Dams Hotel" i Rønne.
Dams Hotel i Rønne
Kort tid efter søgte jeg arbejde på "Dams Hotel" i Rønne, som skulle være Bornholms fineste. Mærkeligt nok blev jeg også antaget der, men det var under lidt andre vilkår. Der var 3 hotelkarle, og den øverste antog og lønnede de 2 andre. Lønnen var den samme som på Blanchs Hotel, men jeg skulle meget tidligt op og pudse sko sammen med nummer 2. Jeg var bare nummer 3.
Jeg kom til "Dams Hotel" i april, men næste vinter opdagede jeg, hvad det var for et elendigt hummer, jeg havde at sove i. for når det var snevejr, lå der en snedrive på min dyne om morgenen. Derfor lejede jeg et værelse på "Vesterhus", og det gik meget godt, indtil hotelejeren opdagede, at han ikke kunne tilkalde mig om natten. Han ville dog ikke give mig et bedre værelse på hotellet, så jeg sagde farvel, men ikke tak!
Red. Leif Køhler Jensen.
---oooOooo---