WILLYs ERINDRINGER.

 

Til Bornholms-siden

 

Gamle fotos fra avisen:

 

Willys oldeforældre

---

 

Willys bedstefar til højre.

 

 ---

 

Willys jul da han var barn

 

Willy er født i Skive d. 15.2.1929 og var den ældste af 6 søskende, og han er 17 år ældre end sin yngste lillebror.

Willys far var murerarbejdsmand, og hans mor havde morgenrengøring på kommunekontoret.

 

Pengene var små dengang, da Willys far tit var arbejdsløs om vinteren. De boede i eget hus, og på 1. sal var der også en lejlighed, og her var der lejefolk.

Allerførst boede Willys far og mor i et mindre hus, men da havde Willy kun sin bror. De andre søskende blev født i hus nr. 2.

 

Huset på Vindevej

 

Willys første jul, som han kan huske, er fra det første hus. Der var juletræ og små gaver. – Den bedste gave, Willy kan huske, var en brandbil, som en arbejdskammerat til Willys mor gav ham. Det var en stor gave dengang.

Middagen juleaften var flæskesteg og risengrød, men ingen mandelgave. Der var heller ikke så meget slik, men frugt – mest æbler.

Det bedste, Willy kan huske, er da hans mor bagte småkager, og dem, som fik lidt for meget, blev til smagsprøver.

 

Willy gik ikke på søndagsskole og kom derfor ikke til juletræ – heller ikke til fagforeningsjuletræ, og juletræ på skolen var der heller ikke.

 

I juleferien legede man med kammeraterne.  Willy var heller ikke i kirke i julen.

 

Hver sommer var Willy og hans søskende på ferie hos deres morfar.

 

 

Anders Nielsens ejendom i Gimsing ved Struer

 

 

Barndommens lege

 

Willy har også fortalt lidt om, hvad han legede som barn.

 

Vi starter med skoletiden, hvor Willys far og mor havde et hus på Skovbakken i Skive. Det lå i udkanten af byen, hvor der var en grusgrav og en skov i nærheden.

 

 

Huset på Skovbakken

 

I frikvarterene spillede man meget med kugler af ler. Man kunne selv lave dem af ler, der var ikke så mange penge at købe for.

 

Man spillede fodbold på skolen, men Willy havde ingen fodboldstøvler, så han købte et par brugte for 2 kr., men han kunne ikke spille med dem, for de var for små og klemte tæerne, så han spillede i stedet med sine træsko på. Om vinteren, når der var sne, sloges man med snebolde.

 

Efter skoletid om vinteren, kørte man på kælk. Derefter begyndte skiene at komme på mode, men der var jo ikke råd til at købe ski, så var der nogen, der kendte en, der lavede dritler til mejeriet til smør, og man fik lov til at tage nogle, der var kasserede. De var jo runde, så prøvede man at binde snore om, men det fungerede ikke rigtigt. Der var også nogle, der havde snesko, og så prøvede man at lave sådan nogle af et par brædder, men der skulle båndjern under, som kunne fås hos en jernhandler, men der skulle også reb til for at få det til at fungere, så det var lidt af et problem.

 

Om foråret legede man i skoven, lavede hytter og gynger og meget andet. Der kunne også fiskes Karup å, hvor fangsten mest var skaller, som Willys mor lavede frikadeller af.

Willys bror Svend og Willy havde kaniner, som de passede med mad og hentede roer til. De lavede også roelygter, som børn gjorde dengang. Nu er det jo græskar i stedet for roer.

De badede også nede i fjorden og legede med krabber og lavede gårde til dem og holdt dem som dyr. Willy har også været spejder, DUI. De så også mange gode film, men Willys problem var, at han ingen cykel havde, når de skulle på tur.

 

Willy, Irma og Svend

 

Willy arbejdede også som bydreng, da han var ca. 12 år. Pengene, han tjente, gik til hjælp til nyt tøj – ikke lommepenge. Willy kendte ikke til skolefødselsdage, måske var det de mere velhavende forældre, som holdt det.

 Også for Willy var barndommen og det med at lege forbi, da han var konfirmeret.

 

 

Konfirmation og ungdom

 

Willy blev konfirmeret i Skive kirke, og hans far og mor var med i kirke. Først var der problemerne med at skaffe tøjet. Man gik rundt i mange forretninger, men det var brunt, for krigen var brudt ud, så det var krigstøj. Gæster var der også, familien – den nærmeste. Man holdt det selvfølgelig hjemme dengang.. Gaverne fra Willys far og mor var tøjet, og fra gæsterne et telegram med 5 kr. – meget almindeligt dengang. Willy blev ikke fotograferet til sin konfirmation, og det gjorde jeg nu heller ikke.

 

Willy ville gerne have været skorstensfejer, men kom i stedet for i gartnerlære, for det gav lidt flere penge som lærling. I sin fritid gik han en gang imellem i biografen. Efter 2 år fortsatte Willy i et gartneri i Århus. Det var vinter med megen sne, og man havde rydningspligt, og det blev Willy, der kom ud med skovlen. Forholdene var meget dårlige, intet værelse med varme, så Willy tog en sæk og gik ud i drivhusene og lagde sig op ad varmerørene. En dag sagde han stop og meddelte, at han holdt op, og ejeren ville sende en sagfører på ham, fordi han havde en lærekontrakt.

 

Willy havde en kammerat, og de tog til Korsør, hvor de fik arbejde på Hotel Korsør som portier og nattevagt. I det øvrige Danmark – undtagen Bornholm – var der amerikanerne, som Willy og hans kammerat købte cigaretter af, som de solgte videre til hotellets gæster. De købte også lagener af amerikanerne, som de solgte til hotellet. Amerikanerne fik spiritus i stedet, som Willy og kammeraten købte i byen.

 

Efter et stykke tid blev Willy ked af hotelarbejdet og tog til Hobro som gartner og gjorde læretiden færdig. Der lærte Willy også Svend at kende. Han er fra Fyn, men arbejdede også i Hobro. I deres fritid gik de i biografen og i byen og ud at se på naturen. Sport har aldrig interesseret dem. De var begge glade for arbejdet der, da der var gode forhold.

 

Men en dag så de i en annonce i avisen, at et gartneri på Bornholm søgte et par eksperter til gartneriet, og det, mente de, var dem. De fik arbejdet og kom over til ”Solskinsøen”, godt nok om efteråret.

 

 

Brødrene Andersens gartneri ved Allinge

 

 

Svend og Willy gik jo i byen, til bal, og her lærte han mig at kende, og Svend lærte også en bornholmer-pige at kende. De blev gift og har været her siden, har haft guldbryllup, har fået 5 børn. Den yngste, Tina, arbejder i Helsingør sammen med Flemming, og Bertha og Svend har været vores venner gennem mange år.                                                                                

Fortalt til Gunver. 24.04.04.

 

Fotos fra Gunver og Willys album

Gunver og Willy

---

Gunver og Willy boede nogle år i Skive. Her ses deres hus omkr. 1951.

---

Derefter flyttede Gunver og Willy til Gilbertstr. 5 i Sandkås.

Her ses Gunver og Flemming.

---

Willys far og mors sølvbryllup. 1953.

Bagest: Willy, Gunver, Irma, Svend. I midten: Kaj-Åge, Ruth. Forrest: Paula, Maria, Marinus.

---oooOooo---