Lidt om Gurli.

 

Af gode grunde husker jeg næsten ingenting  fra Gurlis barndom, men visse ting fra hendes ungdom kommer somme tider frem på lystavlen.

Af de tre ældste søskende var Gurli absolut den, der bedst kunne snøre Muffe ,hvis der skulle opnås noget, så hun var spydspidsen, der skulle gøde jorden for de andre.

 

Da vi boede på Gramvej i Stilling 1937/1938, tjente Gurli på en gård i Hørning.

Jeg husker, at hun var lidt bange for at køre alene igennem Sønderskoven, den mellem Hørning og Stilling; hun havde kun en elendig batterilygte, som altid var i uorden trods Muffes hjælp, manglede batteri, eller andet var i udu.

Når jeg nogle gange hentede hende om søndagen, når hun havde fri ,så fik jeg tit tilbudt at spise  med ved bondens bord, men Gurli var flov over, hvor meget jeg spiste eller drak for meget saftevand, så det fik jeg så at vide på vejen hjem.

Jeg var lidt i tvivl, om det var Gurli eller Eva, der tjente ved en familie i Stilling, hvor manden gik under  navnet - Julens  Sorg- med rette, det var en familie der gerne ville ” give partiet”, men havde ikke råd, så stjal han af kassen til Julens Glæde.

Husker  at de måtte betale hendes løn ratevis, jeg tror at kunne huske, den var 35 kr. om måneden.

Gurli havde aldrig penge dengang, de flød bare igennem fingrene på hende, hun kunne give sin bare r. . væk, hvis den sad løs.

Hun tjente som kahytsjomfru på Århus-Kalundborg Ruten i en længere periode - -.tjente vist helt godt dengang, og ved Muffes mellemkomst købte hun en helt ny cykel ved Bil-Jensen i Stilling, husker den kostede 75 kr.. Det varede ikke særlig længe, inden den var væk. Hun påstod, den var rustet op på grund af alt det saltvand, de spulede dækket med;

Jeg tror faktisk, den blev solgt, når hun manglede penge, eller en eller anden havde lånt penge af hende.   Heller ikke dengang kendte hun ordet Nej.

 

En anden lille hændelse, som jeg også har omtalt i anden forbindelse, var engang jeg mødte hende i Skanderborg, hvor jeg fortalte, at jeg forgæves havde forsøgt at låne 40 kr. ved en anden person, som jeg skulle bruge til en skovsav, rev hun pungen op og gav mig de 40 kr. uden én eneste kommentar; jeg takkede selvfølgelig, men hun bad mig holde kæft.

 

En gang mens vi boede i Alken, solgte vi en kjole til hende, som hun aldrig brugte, men senere fandt vi ud af, at hun købte den bare, fordi hun vidste vi var på r…n.

 

Åh, hvor jeg mange gange ønskede, at Gurli ville ta´ en hammer og slå et hul i bordet, eller få et raserianfald for at komme til orde, men efter Johannes´ udsagn til mig, før han døde, skete der vist alligevel noget lignende et par gange.

 

Disse linier kunne jeg lige så godt havde skrevet før Gurli døde, hun er  den samme i min bevidsthed ,både før og efter hendes død.

Måske er det noget rørstrømsk når jeg tidligere har sagt og stadig mener, at hvis der findes et Paradis efter dette liv, så er Gurli der nu.

 

Henry.