Om Jørn Østergaard
- En Stillingdreng rejser ud -
ved Poul Erik Østergaard
Fotos udlånt af Poul Erik Østergaard og Erling Østergaard
Jørn Østergaard blev født i Vejlby ved Århus 20/4 1940. Han var nummer 2 af en børneflok på i alt 4. De øvrige 3 er Birthe født i 1938, Erling født i 1945 og jeg selv Poul Erik født i 1954.
Vores forældre Nielsine og Martin startede tilværelsen sammen på Turø ved Svendborg i 1937, hvor vores far var ansat på en frugtplantage. I 1939 købte de ejendommen Højholdt i Vejlby og boede der, til de fandt en lille ejendom i Stilling, Skanderborgvej 11, hvortil de flyttede i 1943.
Jørn er således vokset op i Stilling, og en af hans første erindringer er dengang englænderne bombede Universitetet i Århus. Han husker også, da tyskerne kapitulerede, for da så hans far og mor pludselig så glade ud – og Jørns mor græd af glæde, fordi krigen nu var ovre.
Jørn var ikke så glad for skolen og sprang realklassen over, i stedet kom han på efterskole i Beder. Han kom ud at tjene i en tidlig alder, og den første plads han havde, var i Solbjerg. Han havde på det tidspunkt en robåd, og den brugte han meget til at tage ud at fiske. Han kunne også finde på at ro til Stilling, hvis han havde en fridag.
Efter Solbjerg, fik han plads på en gård i Ry, senere nær Grenå og Randers. Dengang brugte man at gå til gymnastik i forsamlingshuset om vinteren, så mødtes alle karlene fra oplandsgårdene. Jørn var også blevet optaget af cyklingen og i slutningen af 50’erne købte han en brugt landevejscykel og begyndte at køre cykelløb i sommerhalvåret. Han blev ret god til det, men havde naturligvis ikke den fornødne tid til at dyrke det fuldt ud.
I 1959 var Jørn soldat, han var ved dragonerne i Holstebro. Efter soldatertiden kom han på idrætshøjskole ved Viborg, og derefter havde han job på et hønseri på Sjælland.
Tiden på idrætshøjskolen havde sat sig nogle spor i Jørn. De havde der en lærer, som havde været ude at rejse i ”det store udland” og han opfordrede de unge mennesker til at tage ud at se sig om. Med til at styrke udlængslen var, at vores morbror Emil havde været i Canada i 1½ år for at arbejde og var kommet hjem og fortalt om, hvor fantastisk det var.
Det var nu ikke Canada, der trak i Jørn. Han havde hørt om det fantastiske land New Zealand, og der ville han gerne hen. Det var dog ikke en ide, han indviede sine forældre i, for han vidste de ikke ville bryde sig om den tanke. Der krævedes også indrejse- og arbejdstilladelse til New Zealand dengang, og selv om det var lettere at få den i starten af 60’erne end i dag, så tog det sin tid. Jørn afsendte sin ansøgning, og da han i mellemtiden havde fået arbejdstilladelse i Canada, endte det med, at Jørn rejste til Canada i november 1963.
Han tilbragte 1½ år i Canada og Staterne, hvor han arbejdede på flere farme, i frugtplantager, og rejste rundt. Han ankom for øvrigt til Dallas dagen efter præsident Kennedy var blevet skudt. Han arbejdede sig vest over og arbejdede en vinter på et savværk på Vancouver Island. Her oplevede Jørn temperaturer ned til minus 40.
Medens han var i Canada kom arbejdstilladelsen til New Zealand, og da der var skibstrafik fra Vancouver til New Zealand, afrejste han herfra.
Jørn ankom til Auckland i New Zealand i 1965 og begyndte at se sig om efter et job. Han fik arbejde i en park i Hamilton, som ligger sydvest for Auckland. Her arbejdede han nogle måneder og følte sig godt tilpas med det. Der skulle dog ske noget mere, og han skulle jo også ud at opleve landet. Derfor købte han sig en cykel, et telt og lidt andet grej og så kørte han af sted syd over. Det var ikke almindeligt med cyklister dengang i New Zealand, så han vakte nogen opsigt hvor han kom frem.
Efter at have været på farten et par måneder, var Jørn nået til Sydøen og ud i en dal nær Motueka. Her gik der folk på en mark og hakkede mellem tobaksplanterne. Jørn hoppede af cyklen og spurgte, om de kunne bruge noget arbejdskraft. Formanden kiggede lidt på ham og spurgte så, om han kunne bruge et hakkejern. Nu var det noget der lignede et skuffejern, de brugte, men Jørn mente, at kunne han hakke roer, så kunne han vel også hakke tobak. Det gav han så en prøve på, og han var antaget.
Jørn kom aldrig videre end til denne dal. Efter en tid på tobaksfarmen, blev han selv formand. Et halvt år efter han var kommet dertil, ankom en englænder, Tom (som aldrig blev kaldt andet end Tweedy), og de to blev gode venner. Jørn blev også gode venner med sønnen på farmen, Michael, og sammen med ham gik han om vinteren på jagt efter opossums i bjergene. I de år var der gode penge i skindene.
Om efteråret skulle tobakken høstes, sorteres og forarbejdes, inden den blev solgt til tobaksindustrien. Til dette arbejde kom der hvert år nogle piger ned fra Auckland. Blandt disse piger var der 2, som Jørn og Tweedy fik et godt øje til, de hed Ruby og Anna, og det endte med giftemål. Ruby og Jørn blev gift i 1968.
Jørn og Ruby
De fik anvist en bolig på farmen – desværre lå den lidt tæt på floden, så den blev oversvømmet flere gange, medens de boede der.
Jørn havde fået lyst til at få sit eget, og det skulle helst være i dalen, men han ville gerne over på den modsatte side af floden. I begyndelsen af 1973 fik han chancen for at købe et stykke jord, der blev udstykket fra en større farm. Det drejede sig om 40 tdr. land, hvoraf de 30 lå i bakkerne, og de 10-12 stykker var flad, men ret sumpet jord. Nu var det ikke så let at låne penge, når man kom og hed Jørn Østergaard og ikke var et kendt navn i området. Han fandt dog en bank, der troede på ham og de lånte ham til jordkøbet. Hus måtte han vente med. I de kommende par år boede de fortsat på farmen, hvor de også begge arbejdede sideløbende med, at de begyndte at opdyrke deres egen jord. Der skulle drænes for at få et lidt større sammenhængende areal, et arbejde der stod på i ganske mange år. Der havde været dyrket tobak på jorden tidligere, så den licens kunne Jørn overtage, og det betød jo at han kunne dyrke den i samarbejde med den farm, han arbejdede på.
Efter en 2-3 år erklærede banken, at Ruby og Jørn nu havde betalt det stykke jord, hvor deres hus skulle ligge, og at de nu kunne låne til byggeriet, og i 1977 kunne de flytte ind i deres nye hus. Huset blev placeret halvvejs oppe i bakkerne, så nu var det slut med at blive oversvømmet af floden, og desuden er der en formidabel udsigt over dalen og bjergkæden på den anden side af floden.
Jørns og Rubys ejendom ved Ngatimoti
Jørn fortsatte en del år med at have noget arbejde omme på tobaksfarmen, men tobakken blev efterhånden udfaset – både her og hos Jørn selv – og nye afgrøder kom til. I en del år fra midt i 70’erne til midt i 80’erne var den store artikel boysenbær, som blev dyrket i store mængder i hele regionen. Andre afgrøder, Jørn har dyrket med stort held er rodfrugterne yams og kumara, desuden bønner og andre grønsager. Omkring 1990 slog han sig på udplantningsplanter ved siden af produktion af yams og bønner. Ruby var på det tidspunkt begyndt at stå på torvet i et par af de nærmeste byer, Motueka og Nelson, og der afsatte de ganske mange varer. En del blev også solgt på auktioner både i Christchurch og Westport.
Jørn gik på pension for 5 år siden, men dyrker jo fortsat sin køkkenhave og holder ellers konditionen ved lige med vægttræning og cykling (mest på en spinningcykel i kælderen).
Vores forældre besøgte Ruby og Jørn 2 gange, første gang var i 1976 og anden gang var i 1983. Jeg selv kom derud første gang i 1979 og har efterhånden været derude 6 gange, senest i april 2010, hvor jeg var til Jørns 70 år fødselsdag.
Ruby og Jørn har 2 drenge, Glen der er født i 1970 og Zane, der er født i 1973. Begge er gift, Glen fik sin Sarah i 2007, hvor jeg var med til bryllup, og Zane blev gift med Nancy i 2009.
Flere fotos:
Udsigt over Jørns og Rubys ejendom ved Ngatimoti.
Ruby sprøjter boysenbær.
Boysenbær vejes og pakkes. Glen, Zane og Jørn.
Et læs boysenbær gøres klar til auktion.
Zane, Ruby, Glen, Sarah og Jørn.
Cherish, Poul Erik Østergaard og Schalaika.
Red. LK. Korr. AaE. 16.1.2011.
---oooOooo---