STILLING IMPRÆGNERING og MASTEFABRIK

Stilling Imprægneringsanstalt - og Mastefabrik blev etableret i begyndelsen af 40'erne af daværende ejer af Stilling Teglværk, Michael Christensen. Michael Christensen havde i nogle år drevet Stilling Teglværk fra den ejendom, som senere blev kendt som Eliot's ejendom for enden af Vinkelvej. I 1926-27 byggede Michael Christensen så det store hus på Vinkelvej 21 (murermester Knud Andersen) og flytter ind her, men da markedet for mursten i slutningen af 30'erne ikke var for godt, sælger han Stilling Teglværk til Ankjær Fischer, som er søn fra Gjern Teglværk, - og starter en produktion af ELMASTER.

Forinden havde han indhentet gode råd og oplysninger hos Buchreich's Imprægneringsanstalt i Silkeborg, som havde startet en tilsvarende produktion ca. et år tidligere.

Arbejdet med masterne foregik i den frie luft, på grunden Lynghøjvej (Randersvej) 31. Granerne blev afskallet (manuelt) og man forberedte masterne ved at suge saften ud af de yderste 8-10 cm af træet, hvorved der dannedes et undertryk.

I begyndelsen lå masterne udendørs, ved siden af hinanden på jorden - senere gik man over til at lægge dem i åbne kar. Hver mast blev forsynet med sugekopper i begge ender, og da der nu var undertryk i stammerne, kunne imprægneringsvæsken presses igennem træet og til sidst dryppe ud af topenden.

Imprægneringsvæsken var Baselit, et kemikalie, som bestod af krom, fluor og kobber. Det blev leveret i 50 kg sække, færdigblandet fra Tyskland, og skulle så opløses i vand til en "farin-agtig" konsistens.

Systemet kaldtes Bucheré systemet, men det duede ikke i frostvejr, og for at produktionen ikke skulle ligge stille om vinteren, købte Michael Christensen så en træuldsmaskine og begyndte at fremstille TRÆULD.

Intet gik til spilde. Den yderste bark blev jo allerede skrællet af masterne, (de først år med afbarket med håndkraft, senere fik man en afbarkningsmaskine) - og solgt til bl.a. Aarhus Kommune til afdækningsmateriale, og for at materialet til træulden skulle være helt fri for barkrester, blev det næste "lag" træ/ved, som spåner blæst over i en container og solgt til spånpladefremstilling på en fabrik på Djursland.

Denne separation kunne efterhånden foretages helt automatisk.Træuldsmaskinen var ret stor og krævede en 40 HK motor til at trække et svinghjul, som igen trak en cylinder, indvendig forsynet med knive. Træet blev skåret op i stykker af ca. ½ mtrs længde, og ved hjælp af automatisk fremdrift kørt igennem cylinderen, som med forsk. indstillingsmuligheder af knivene kunne trævle træulden til den ønskede finhed.

Den lidt grovere træuld blev brugt til emballering af f.eks. isenkram og lign., mens den fineste træuld bl.a. blev brugt til at stoppe i møbler. En af kunderne var genboen, Schillers Møbelfabrik. På den tid brugte man også træuld i madrasser; og nogle af os har vasket os med det i svømmehallen ! En anden produktion, som opstod på denne tid var FISKEKASSER, som i store mængder blev solgt til bl.a. Esbjerg Fiskerihavn.

Men det var masterne, som var mest interessant. Efter krigen var der behov for master overalt. Hele el-nettet skulle genopbygges og udvides, man brugte meget mere strøm og nye transformatorstationer dukkede op i landskabet.

Michael Christensen var en mand med visioner og ca. 1950 købte han 12.000 km² grund på Vestervej, ned mod Bassegården, og byggede et nyt produktionsanlæg her. Alt foregik stadig under åben himmel.

I 1955 dør Michael Christensen og firmaet føres videre af datteren Elly, sønnen Ejner og svigersønnen Børge Jørgensen. Omtrent på samme tid bliver det åbne Bucheré system forbudt, og Ejner Christensen tager derfor til en imprægneringsanstalt i Berleburg i Sydtyskland for at se på et nyt, lukket vacuumsystem, opfundet af den tyske dr. Geweke.

Systemet var som nævnt ganske nyt, hvorfor man i en årrække måtte betale royalty for at bruge det. I begyndelsen havde man 3 kar, og man imprægnerede nu ved at suge væsken igennem masterne.

Til at begynde med er der bare et tag over karrene, men først i 1960'erne bliver anlægget forsynet med loft og vægge og isoleret. Man får også installeret et varmeveksel system, så nu kunne det anvendes hele året, med mindre der var ekstraordinær hård frost .

Virksomheden havde nu gode år, med en årsproduktion på 3-5000 master, afhængig af længden. Man producerede i længder fra 6½ mtrs skråstivere til 14 mtrs højspændingsmaster. I begyndelsen var markedet opdelt lokalt, f.eks. havde Midtjysk Mastefabrik i Silkeborg hele Vestjylland, men dette ændrede sig, og Stilling Imprægneringsanstalt og Mastefabrik fik efterhånden en større del af markedet.

Man fik etableret gode forbindelse til de forskellige el. selskaber, bl.a. Østjysk El. i Odder og Arke i Aarhus, og det åbnede markedet til at omfatte hele Djursland, og siden, da Arke vandt licitationen om at forny nettet på Samsø fra jævnstrøm til vekselstrøm, skulle der alene bruges 4000 master i løbet af en 3-års periode. Til denne opgave blev der lavet aftale med Centralværkstedet i Århus om at fremstille specielle tømmervogne til masterne, og der blev opsat en læssekran på Stilling station. Et billæs svarede til 2 tømmervogne. Man kunne nu trække tømmervognene fra toget direkte ind på Aarhus-Kalundborg færgen til Samsø.

Da produktionen var på sit højeste beskæftigede man fast 6 mand + 1 løs medhjælp. De senere år omfattede produktionen også bygningstømmer, og utallige SPÆR er blevet banket sammen for enden af Vestervej, da byggeboomet ramte Stilling i slutningen af 70'erne.

Det var nemmere for tømrerne at arbejde på de frie arealer, og gøre spærene helt færdige, så de "havde" et hjørne af grunden, tæt ved savværket, som naturligvis også var flyttet til Vestervej.