Peder Møller, Søgård, Stilling
- Mindeord og Erindringer -
---
Mindeord meddelt af barnebarnet, præsten, Pia Nordin Christensen, der forrettede begravelsen af sin morfar.
Niels Peder Albert Møller eller bare - Peder Møller vores far, svigerfar, morfar, farfar og oldefar/ Danmarks ældste mand sov stille ind fredag aften, den 21. maj 2010.
Han blev næsten – næsten 106. Og så er det lidt som om, at så har man ikke rigtig lov til at være ked af det, og så er vi det bare alligevel! For han var vores, og han har bare altid været der. Den yngste generation kendte ham i sagens natur ikke så godt som de ældre - men vi var fælles om at være stolte af ham. For han var så sej! Og der var ingen, som han, der forbandt os med en svunden tid, og ingen, som han, der kunne tage os med i den - for han havde været der selv! Og han huskede som en elefant, når man fik trykket på de rigtige knapper.
- Huskede den første bil nogensinde, der kørte på landevejen mellem Århus og Skanderborg. Eller Skander-Borg, som han selv ville sige.
- Huskede da det hvide lys – elektriciteten kom til Skanderborg.
Peder Møller blev født i 1904 på Stilling Søgaard, slægtens stolthed. Han boede der i 100 år! Ikke 100 år, som udtryk for en evighed – men bogstavelig talt, han boede der i et hundrede år! De var 4 søskende. Han var eneste dreng, og tidligt overtog han reelt ansvaret for gården. Han havde et godt tag på det hele – især på dyrene!
Morfar levede meget mådeholdent. Men der manglede ikke noget. Alt blev gemt eller brugt. Engang mødte jeg ham omme i haven, hvor han samlede æbler til kvierne og til vinteren – i konkurrence med solsorten. ”Den vil også have de bedste”, sagde han tørt. Det var en rigtig gård med alt, hvad dertil hørte. Det var et Paradis, når vi som børn kom på besøg. Det var lige knap så paradisisk, dengang I var gårdens børn – for der skulle arbejdes skulle der – ”I er å til for noget”, sagde jeres far, når der skulle hjælpes til - og I liiige prøvede at trække den. Den gik ikke!!!
Man løb ikke om hjørner med Peder Møller! Det var en anden tid. Og han var hverken diplomat eller pædagog, som en af jer sagde. Men man havde respekt for ham.
Han og mormor overtog gården på det værst tænkelige tidspunkt i begyndelsen af trediverne, hvor alt var krise. Det var hårdt, men han var blevet godt gift, og de klarede det, de to – der var ikke noget, der syntes at kunne vælte ham, selv om vi i familien godt kan komme i tanke om et par enkelte gange, hvor der ellers nok var grund til det. Han var et meget praktisk menneske, der levede med naturens orden og accepterede det uundgåelige, når det ikke kunne være anderledes.
Da mormors kræfter slap op, viste han nye sider af sig selv. Han tog simpelthen over, hvor hun slap! Lærte - i en allerede dengang høj alder - at lave æblekage og bage boller. Han passede hende, så hun kunne blive derhjemme. Og ellers gjorde han som han plejede. Altid var han i gang – altid beskæftiget udenfor. Glad og godt tilpas.
I hans verden var der ro, renlighed og regelmæssighed. Det synes måske som en lille verden – men hold da op, hvor han trivedes i den og havde styr på den!
Han holdt meget af at tale med mennesker og interesserede sig altid for, hvor andre kom fra - og om der mon var fælles bekendte. Han fulgte med i, hvad der skete ude i verden. Men Peder Møllers egen verden: det var gården og familien og engang også de tillidsposter, han påtog sig. Næstformand for mejeriet, ”foderstoffen”, menighedsrådet. Han var i bestyrelsen for landboforeningen og hestevurderingsmand. Ja, da han kom på Baunegården, blev han overtalt til at blive næstformand i Brugerrådet og var det til, han blev 103, tror jeg. Han forvaltede sit pund og gjorde sin pligt!
Fødderne var solidt plantet i fed østjysk muld. Når man i disse år taler om rodløshed, identitetskrise og stress, så er det ord, det er helt umuligt at forbinde med Peder Møller. Han hvilede i sig selv. Der var en ro over ham. Ikke at han ikke havde temperament. Det skulle man ikke tage fejl af! Men det var sjældent, det tog ham. Det kan skyldes, at han ikke alene var en meget omgængelig men også bestemt herre, der i store træk var vant til at få det, som han ville have det!
Gammel – det var før Baunegården - noget de var ovre på den anden side af vejen! Han ville faktisk helst klare sig selv. Sådan var det til det sidste. Når det lod sig gøre var det ikke mindst takket være den helt rigtige hjælp fra børn og svigerbørn – og de sidste 5 år også fra Baunegården!
”Jeg har det godt”, sagde han altid, når man spurgte. Og det har han haft! Et langt og godt ægteskab, 5 dejlige børn og herligt mange børnebørn og oldebørn. Han så med fred i sindet tilbage på et langt og et godt liv.
Foto: Lene Storm. 2004.
---
Erindringer fortalt af Peder Møller – ved Knud Møller:
Som eneste søn i en søskendeflok på 4 børn, var det Peders pligter om sommeren – inden han skulle i skole – som det første at stå op kl. 05,00, dernæst at flytte 4 kvier ved søen, hvor nu vandskiklubhuset ligger og også fårene samme sted. Derefter skulle køerne trækkes i marken, de blev først koblet sammen ved gården, startende med fører-koen og 2 ved dens side, og herefter 3 køer i hver af de næste rækker. I marken blev de tøjret hver for sig, ofte helt ude ved Fregerslev skel. Når det var gjort, tog han træskoene i hånden og løb alt hvad han kunne hjemad, for han skulle være i skole kl. 07,00. Læreren stod i døren med vestelommeuret i hånden.
Peders skolegang startede i 1910 i den nybyggede skole på Århusvej 51. Grunden til skolen blev i øvrigt solgt fra Stilling Søgård af hans far i 1909, ifølge en udstykningsskrivelse fra dette år solgt til kommunen til byggeplads m.v. for en skole. Han mindes dog, hvordan han forinden skolealderen – lige overfor i den gamle rytterskole – morede sig sammen med lærer Jacobsens søn Svend Aage, som han ofte legede med, engang var listet op på loftet over skolestuen, hvor trappen op til det mørke loftsrum var en hævetrappe. Der var mellemrum mellem brædderne så drengene kunne pærre støv eller spytte ned i hovedet på eleverne. Det gik naturligvis ikke godt, for læreren gav dem en kraftig skældud og truede med at lukke trappen op under loftet, så der blev bælgmørkt. Der var to klasser, lille og store klasse. Lille klasse gik i skole 2 dage om ugen om vinteren og 4 om sommeren. Storeklasse omvendt.
En anden erindring er om ”TosseAnders”, som havde for vane, når han hentede avisen på stationen, at læse den på vejen hjem, Peder ventede da (sikkert kun en gang) bag hækken og lige som Anders gik forbi, stak han en pind gennem avisen.
Peder blev konfirmeret i Slotskirken i Skanderborg af pastor Christensen sammen med bl. a. Søren Ejner Pedersen fra Stilling Østergård. Flere af hans kammerater rejste til Amerika - nemlig 2 fra Stilling og 2 fra Fregerslev. En anden skolekammerat Hugo Siim, husker han i den forbindelse skulle, når de kom fra præst i Skanderborg, handle skråtobak som var meget svær at skaffe på den tid under 1ste verdenskrig.
Den fik de hos købmand Thomsen ved "Havet". Den var til folkene på Lynghøj Teglværk.
7 års skolegang i Stilling afløstes af et efterskoleophold i Kolt, det var om vinteren - stadig under krigen og uden logi. Til transporten fik han en cykel – den første – den var fra Pedersen & Jensen, ”Constant” i Skanderborg, og var med fast nav dvs. uden friløb. Den var svær at cykle på, og det skulle helst gå ned ad.
Moderen ville have ham til at grave have, men det nægtede han, det var kvindearbejde ligesom at malke køerne 3 gange om dagen, mente han. Søstrene skulle lære at sy, strikke og orkere samt lære klaverspil. Moderen holdt høns i Niels Jacobsens gamle stuehus. Stilling Søgård har oprindelig været 2 halvgårde, den anden halvgård blev i 1800-tallet flyttet ud, nu Stilling Vestergård, men bygningerne og jorden (nu Marinavej) blev i 1890 købt af hans far Jørgen Møller, og af ham selv i 1959 solgt til campingplads m.m.
I 1921-22 var han på et ½ års ophold på Testrup Højskole. Her lærte han om landbrug, og mente efterfølgende, at et landbrugsskoleophold var unødvendigt. Faderen havde været på Tune landbrugsskole, men sønnen mente ikke, at faderen havde haft større gavn af det.
Om branden på Stilling Nedergård i 1924 fortæller han, at han kørte og rev rugstubbe med en hesterive på bakken (i dag Søvænget), da han så røgen og ildskæret. Han skyndte sig til brandstedet og blev beordret til at hente vand fra dammen på Gl. Kirkevej med sin ajletønde. Men tønden var stavrassi (utæt), og han måtte derfor hente Marius Andersens, i Stilling Kirkegård (nu Abildgård, og tidligere Kokgård). Marius var ved at samle sine duer ind, for han var bange for, at hans gård også ville brænde. Man fyldte ajletønden via vandspande. Der var et sprøjtehus ved kirken med en håndsprøjte med slange.
(Engang Marius og Peder skulle køre sprøjten til en brand i Vitved, opdagede de til deres forfærdelse, da de ville rulle slangen ud, at den var mørnet og gået midt over. Som årsag angaves. At den var kørt over).
Efter branden på Nedergård, blev gården flyttet nogle meter nærmere byen op mod kirken, der hvor der før lå et gammelt aftægtshus, som havde have op til Stilling Kirkevej, hvor ”TosseAnders” boede.
Gl. Kirkevej var kirkevej i hans barndomstid, og han husker at der var 4 huse mere end de 4, der er der nu. Yderst mod Århusvej boede Maren Væver, deraf navnet Væverhaven (ved milepælen), i de næste boede husar Chresten og Frederik, der var fiskere, båden lå i skellet mellem Abildgård og Søgård, de brugte diget som sti til søen. Frederik var også ringer og graver ved kirken, og det sidste var fattighuset, som husede Krejbergmutter og BertMaren. Disse 4 huse er i dag én parcel. I det næste hus boede skrædder Ole, hans datter blev gift med Bindzus, og de flyttede ind. Skrædder Ole syede tøj til Peders 6 års fødselsdag. Så kommer Marinus Nielsens hus, som han købte af Christen Hansen. I det sidste hus på vejen boede Peter Nielsen (Per Nifinger), han var ejendomsmægler og solgte til Carlo og Solvej Mikkelsen omkring 1953. Overfor i den gamle rytterskole boede 2 gamle søskende Olga og Magnus Urup.
På gården havde hans far en personkane, som var til en enspænderhest. Børnene morede sig om vinteren med at køre kanen (uden hest) fra gården ned til søen. At komme op igen var ingen problem, for der var børn nok til at trække. Dengang holdt man også fri på gården 2. nytårsdag. Engang var karlen med til at køre kanen, han styrede den ved at stå bagest på mederne og med alle de børn, der kunne være på kanen.
Under 2. verdenskrig fik han lavet en arbejdsslæde til 2 heste, men måtte gemme den for tyskerne, de fik så i stedet personkanen. Da han fik den tilbage efter krigen, var den repareret efter for kraftig brug. Arbejdsslæden brugtes til at hente roer fra kulen med og også til at træne plagene til arbejdsheste. Han fortæller, at en plag engang sad fast i den bløde engbund i Illerup Ådal, hvor han havde en indhegning.
Zonen havde fået den op igen, men føllet gik igen i hullet, og man kunne ikke få den op igen, og man så den aldrig mere.
Engang han pløjede indhegningen med 3 jyske heste forspændt en engplov, som var lånt af gdr. Sommer i Mesing, var det nær gået galt for ham selv, for den af hestene der gik i plovfuren sank pludselig i, men kom heldigvis op igen ved de 2 andres hjælp.
I mange år var der kvier i indhegningen sommeren over, og når der skulle ses til dem, kom de ham gerne i møde, og der blev skubbet og gnubbet, og de ville absolut klappes.
Op til krigsudbruddet 1/9 1939 i Polen, kom der mange unge af jødisk herkomst til Danmark. I Stilling modtog man ca. 10. Dvs. at alle gårdejere i byen, husede en flygtning. Det startede med besøg af 2 ældre danske jøder fra København, som forsøgte at overtale bønderne til at have en ung hos sig. De skulle have kost og logi mod at arbejde på normal vis + lidt lommepenge i ny og næ. De havde ingen landbrugsuddannelse, og mange havde overhovedet ingen erfaring med husdyr. Peder havde en murerlærling fra Breslau, Herbert hed han. Den 9. april 1940 samledes alle ved kirken i Stilling, hvor man besluttede at flygte videre til Sverige. Efter krigen kom mange til Palæstina.
Herbert vendte tilbage engang i 1950erne på en gennemrejse, men traf desværre ikke nogen hjemme på gården.
Den 9. april 2010 blev Peder Møller spurgt, om han kunne huske den dag i 1940. Den stod helt klar i erindringen. De var endnu ikke stået op, men hørte flyvemaskinerne længe inden de kunne ses, de satte sig op i sengen og så snart flyene lavt hen over gården, der blev helt mørkt for maskinerne fløj tæt sammen. De kom så i stalden til morgenarbejdet, men maskinerne kom stadig, og køerne blev så bange, at de gik så langt bagud i båsene som muligt og trykkede sig. Jernbanestationen blev besat straks, alt var nøje planlagt forinden.
De kom også til i Søgården, men Peder forstod dem ikke, så man fik fat i Bindzus, som kunne oversætte tyskernes krav. De indkvarterede heste skulle soldaterne selv passe og fodre. De skulle hente foder på jernbanestationen, og ville låne en vogn af Peder, som ikke forstod deres spørgsmål, derfor Bindzus.
Da han som dreng gik bag den enfurede plov trukket af 2 jyske heste og pløjede på stykket, der også dengang afgrænsedes af jernbanen og Århusvej fra stationen i vest til Borums Bolighus i øst, på et sted omtrent hvor ejendommen Århusvej 35 nu ligger, stødte han på en offerøkse fra stenalderen, og lige i nærheden på Århusvej 41 fandt han en stenbro på ½ meter i bredden og ca. 3 m. i længden, sandsynligvis også fra stenalderen. På bakkerne og skrænterne omkring den tidligere hulvej (Cortinavej), der var den oprindelige landevej fra Skanderborg til Århus, inden chausseen blev bygget i 1800-tallet, har han passet får. Desværre måtte fåreholdet opgives på det tidspunkt, da det blev moderne af holde schæferhund. En stor del af forældrenes får blev bidt ihjel.
Selvbinderen, der kom som samlesæt fra USA..
Det var en begivenhed da man på gården fik den første selvbinder, den kom med jernbanen i store trækasser fra Amerika, og de måtte selv samle den. Der skulle 3 heste til at trække den. Om vinteren skulle der tærskes. Man havde en tærskemaskine trukket af heste i en hestegang, kraften overførtes via aksler og tandhjul. Den blev afløst af et nyt tærskeværk i 1924, da man fik elektricitet.
Han har også tærsket korn med en plejl. At han stadig mestrede denne svære kunst, bevistes ved De Jyske Ungskuers 100 års jubilæum, da han som 88 årig let hamlede op med de ”professionelle” aktører.
Bag gården, ned mod søen, var der humlehave, for forældrene bryggede selv mjød. Vand var dengang kun til at vaske sig i, påstod han.
Som 15 årig besøgte han en efterskolekammerat (i 1919) på Fyn, hvor de også drak hjemmebrygget øl. De var på Odense Kvægtorv – nu TV2. Sejlturen hjem over Lillebælt i den lille tjærelugtende færge, var ikke nogen behagelig oplevelse, mon det skyldtes øllet?
”Anlægget” i Stilling med badebro, skrænt og fodboldbane har hørt til ejendommen, hvorfra Laursen drev fiskehandel. Ejendommen gik fra bagerens have og helt ned til søen, Skrænten ned mod søen kaldtes ”Kridtbakken”. Ejendommen ejedes af Sigvald? Andersen. Enken drev den videre. Sønnen Folmer og datteren Dagny har begge tjent på Stilling Søgård i Jørgen Møllers tid. Endelig fortælles, at Alhøj lå i haven til Århusvej 24, og jorden blev kørt ned i Viggo Juuls eng.
Se omtalen af Peder Møller i UgeBladet 2004
Kor. AaE.
---oooOooo---