Juleaften på Faurholt

    Omkring 1944-46 begyndte julen på Faurholdt, mit barndomshjem, for alvor midt i december. Mor, den unge pige og min Bedstemor, Ane, havde travlt med at bage småkager: Jødekager, brunkager, Pepittekranse, Vaniljekranse, Pebernødder samt koge Klejner. Der var hele tiden to–tre plader i ovnen i komfuret.

Der var ingen skriftlige opskrifter, Bedste havde dem i hovedet. Hvis de blev skrevet ned, blev de jo bare spredt for alle vinde, det var bedst at holde dem for sig selv. Der gik flere dage med at bage, og travlheden fortsatte i køkkenet med at lave julesul, medisterpølse, sortpølse, rullepølse og meget mere. Far havde jo været slagter og sørgede for råvarerne, der manglede skam ikke noget.

     En uges tid før jul ankom julegæsterne, fars tre søstre, onkel Hans og onkel Søren, fætter Walter og kusine Bente. Så kom der liv i huset. Spisebordet blev trukket ud med alle tre ekstra plader sat i, så det fyldte hele spisestuen og så blev der klippet og klistret julestads og der blev lavet konfekt og andre godter.

Inden gæsterne kom, havde mor sat grangrene bag alle billederne og smurt gips på grenene, så det så ud som sne. Der var kravlenisser rundt omkring i begge stuerne. Dengang var der masser af sne, så vi børn slædede dagen lang nede på marken, sammen med mange andre børn fra byen.

      Den 24. blev der lavet julemad det meste af eftermiddagen og spisebordet blev pyntet med lys og gran. Lige før vi skulle gå til bords, lavede tante ”Trille” et stort fad risengrød med smørklat og en stor grydeske i, og så gik vi børn med hende over i stalden, trak stigen til høloftet frem, åbnede loftslemmen og satte grøden op til nissen. Hvor var det spændende.

     Så gik vi til bords. Først gås med fed sovs, svesker, æbler og hvad der hører til, hvide og brunede kartofler. Så var der risengrød med kanel og smørklat – og naturligvis én mandel i. Hvem mon der fik den, der vankede jo mandelgave (en marcipangris) til den heldige.

Det tog en evighed før de voksne var færdige. Vi børn kunne næsten ikke vente længere, men der skulle tages af bordet og vaskes op, den unge pige (jeg tror hun hed Marta) havde fået fri, inden vi begyndte at spise, så mor og tanterne måtte først få det ordnet, før vi kunne danse om juletræet.

Grødfadet til nissen skulle jo også vaskes af, så vi var med tante ”Trille” ovre i stalden for at hente det. Da hun kravlede op ad stigen og tog fadet, var det helt tomt - tænk nissen havde spist det hele.

     Nu var alle klar til at danse om juletræ, Far og onklerne var gået ind i Bedstes stue for at tænde træet. Lidt efter gik fløjdørene op, og der stod træet med alle stearinlysene tændte. Hvor var det flot. Det gik helt til loftet, og stjernen i toppen ragede op i mellem lamperne i lysekronen. Vi tog hinanden i hænderne og gik rundt om træet, medens vi sang næsten alle julesalmerne og sangene, der var i hvert tilfælde mange.

     Pludselig bankede det hårdt på døren, og ind kom Julemanden. Han havde stort hvidt skæg, rød hue og en kåbe, der gik helt ned til gulvet. Han havde en sæk med gaver og en flettet kurv med. Kurven var magen til den, mor havde, med låg.

Nu var det pludselig ikke så rart mere, for han begyndte at udspørge os børn, om vi nu havde været flinke, og om vi pænt havde spist vores morgenmad? Det var ikke helt godt, for jeg havde vist ikke spist op den morgen, og det vidste han godt (mærkeligt).

Nå – vi blev enige om, at jeg nok skulle spise op for eftertiden og så åbnede han for kurven, og der i var der en hundehvalp, en Pekingeser, som var til Erik og mig. Derefter åbnede julemanden for sin sæk og delte gaver ud. Han skulle skynde sig videre og sagde farvel og glædelig jul, og væk var han.

Det var synd for tante ”Trille”, hun havde været ud et øjeblik og så slet ikke julemanden. Ærgerligt.

     Da vi havde fået pakket gaverne op, havde vi børn hele det store spisebord til at lege med vores legetøj på, og der var skåle med slik og kager, som vi bare kunne spise af. De voksne drak kaffe og snakkede, og de spillede vist også kort.

Vores lille hundehvalp kom til at hedde Ping.

Vagn Juul Rasmussen.