Af et arbejdsliv i Stilling
- om Svend Aage Bachstein -
Afskrift fra Stilling-Gram Folkekirke
Høsten 1994
v. sognepræst Jens Ole Munch.
og - nederst på siden:
Peter Abildgaard:
"Oldefar! Hvorfor kunne de ikke lide de røde?" s. 77.
Sognet, som jeg oplever det til daglig - f.eks. sammen med dåbsfamilier - tager sig ret så forskelligt ud fra det, de ældre kan fortælle om. Det er måske ikke så overraskende, men nok, når det så viser sig, at et par lokale arbejdspladser af betydning hørte med til lokalsamfundet. Det var altså ikke nødvendigt at rejse så langt, som mange må gøre nu for at skaffe daglønnen. DSB og teglværket holdt en del beskæftiget.
Og en af dem, der har arbejdet på begge arbejdspladser og gerne fortæller om det, er Svend Aage Bachstein. Han er fra årgang 1901, og det hører med til begyndelsen på hans Stillingtid, at han i Galten kommer til at tjene sammen med en Stillingpige. Det er nemlig takket være hende, at han en dag, da han står uden arbejde, sætter sig på sin cykel og tager turen til Stilling, hvor han både får arbejde og stifter hjem.
DSB er i gang med anlægge dobbeltsporet gennem sognet, og til det kræves der vel en halv snes mand herfra. Da det er afsluttet, bliver der heldigvis ordentlig vinter, som kræver mandskab til snerydning af de nylagte spor. Da DSB ikke længere havde brug for så megen arbejdskraft, havde amt og kommune måske. Ellers gik man til kontrol. Det gav 18 kr. om ugen.
En anden og mere fast arbejdsplads blev så teglværket. Det var meget alsidigt arbejde, men skal der en titel på, må det nok blive som chauffør, Bachstein arbejdede mest. Ler til rødsten blev hentet på arealer ved Tvergaards (tæt ved Bjertrupvejen) og leret til tagsten fra Ruengaard. Sand til at blande op i leret blev hentet i Gram. Til de lette sten skulle der bruges savsmuld, som blev hentet i Hårby og Risskov. Til den brændselskrævende ovn blev der hentet snus-kul i Århus.
Under krigen hørte det med til arbejdet at fyre op i generatoren på bilen, inden der kunne startes, og man måtte beregne at have ekstra brænde med. Under en tur til Århus slap det alligevel op, men heldigvis lå der tørre grene i Hørningskoven, som skaffede varmen til de sidste par kilometer.
Bachstein har også taget del i selve brændingen på teglværket. Det foregik i en stor ovn, man kørte lerstenene ind i. Åbningen blev muret til, og brændslet kom ned ovenfra. Det gjaldt så om - langsomt - at hæve temperaturen og holde den nogenlunde konstant. D.v.s. der skulle fyres døgnet rundt, og her måtte Bachstein sommetider overtage vagten, når brænderen skulle holde fri. En brænding varede 8 dage.
Teglværket kunne også levere sten. D.v.s. Bachstein kørte ud med de nybrændte sten til byggepladserne - 1800 pr. læs - ligesom teglværkerne også supplerede hinanden. Det gav så kørsel til Slet, Laven og efter Horsens.
En levering af tagsten til Sophiendal kom også til at omfatte håndværksmæssig bistand. Der blev reklameret over, at stenene ikke passede. Bachstein måtte så afsted for at se på problemet, og han blev nødt til at beordre lægterne lagt om. De lå for tæt, og tømreren havde ellers lånt nogle sten at måle efter.
Også drænrør har Bachstein været med til at fremstille, men det var der meget arbejde med.
Teglværksovnen var et lunt sted for landstrygere på den kolde årstid. Her var både varme og ild til at koge mad over.
Da motorvejen skulle anlægges, måtte teglværket rives ned - en skæbne, der er overgået en række andre teglværker. Ud af et par hundrede i 1961 er der i 1990 kun ca. 25 tilbage, og her i Stilling var det det sidste af oprindeligt to. Fabriksfløjten lød ikke mere, og byen blev en snes arbejdspladser fattigere.
