DEN SORTE DAME OG RAS

 

Svend (Svenne) Pedersen fortæller historier fra skoletiden

Afskrift fra SKOLEHISTORIE(R)

 

Svend Pedersen eller Svenne gik i Stilling skole fra 1932 til 1940. I Svennes skolehistorier er de centrale personer førstelærer Rasmus Hansen

og forskolelærerinde Frk. Sørensen. To markante personer i Stilling Skoles historie, idet de begge har været ved skolen i omkring 30 år. Frk. Sørensen var forskolelærerinde fra 1915 til 1945. Rasmus Hansen var førstelærer fra 1923 til 1952.

 

Mødet med den sorte dame.

Den dag, jeg skulle begynde i skolen, fulgtes min broder, min kammerat Røde Svend og jeg derhen. Vi kunne jo nok selv have fundet vej, men det var nu rart nok, at en fulgte med. Men inden vi skulle af sted, sagde min far til mig, at jeg hellere måtte lade piben og slangebøssen blive hjemme den første dag. Så kunne vi altid se tiden an.

Vi kom så ind i skolen. Der var allerede samlet en masse børn. Vi kom ind i klasseværelset. Der stod så en stor dame med sort kjole og opsat hår, briller og broche. Døren blev lukket. Alle de voksne blev udenfor. Alle børnene i klasseværelset. Da var jeg parat til at gå hjem igen ! Men sådan gik det ikke. Den store dame i den sorte kjole trådte et trin op fra gulvet, op på en stor kasse med en sort væg bagved. Så siger damen:"Mit navn er Frk. Sørensen, velkommen i skole, nu skal vi så til at have det rigtig rart." Der blev så nævnt nogle ordensregler, så som, at vi skulle møde til en bestemt tid hver dag. Alene det var jo nok til at bringe uorden i hverdagen. Så kunne vi ikke komme ud at fiske, når vi havde lyst.

 

Om at regne forkert

Salmevers var ikke min livret. Dem har jeg altid haft svært ved at lære. Derfor mødtes jeg nogle gange med "den sorte dame" oppe i hendes lejlighed på første sal for at prøve at lære versene, når mine kammerater var gået hjem. Jeg sad på gulvet i cirka een time. Jeg måtte ikke sidde på en stol, skønt der dog fandtes stole i stuen. Jeg syntes, at jeg tilbragte halvdelen af min skoletid i første og anden klasse på frøken Sørensens gulvtæppe.

Når det så ikke gav noget resultat, brugte frøken Sørensen en anden metode. Den gik ud på, at den dreng, der ikke rigtig kunne regne eller skrive eller lære udenad, skulle over i pigerækken og sidde imellem to piger. Det var meget sjovere end at sidde oppe på gulvet. Nu var det jo sådan, at man jo ikke selv kunne bestemme, hvem man skulle sidde imellem. Det var altid lidt spændende hvor heldig, man var. Jeg nød at sidde mellem pigerne. Meningen var vel nok ikke, at man bedre kunne lære udenad - meningen var vel snarere, at man skulle blive lidt til grin i kammeraternes øjne. Men der regnede "den sorte dame" forkert. Det var ikke bare os, der ikke kunne regne !

 

Slangebøssen og piben

I 1936 kom jeg i 3. klasse inde hos Rasmus Hansen. Jeg var nu blevet 10 år, så nu var det vist på tide, at piben og slangebøssen kom med i skole. Mange af de større børn havde mistet både pibe og slangebøsse. De var indsamlet af Ras og lå i en skuffe i katederet.  Snart havnede mine også der. Somme tider kunne vi få fat i dem igen, men ellers måtte vi jo lave en ny slangebøsse igen. Det var værre med piben - den kostede jo penge. Man kunne selvfølgelig også lave sig en af en kastanie og røret fra en bjørneklo.

Vi fik tit en smøg i frikvarteret. Når vi skulle ind, kom Ras ud på trappen og klappede i hænderne. Jeg havde gerne et sted ovre i læbæltet, hvor jeg gemte min pibe. Det var der jo ikke altid tid til, og så måtte den ned i spejderbukselommen lige så varm, som den var. Og så var det med at håbe på, at Ras ikke fik nys derom.

 

Kæppen

Det var godt, hvis man var klippet kort ved ørene, eller at man ikke havde alt for store ører. Ras manglede tommelfingeren på højre hånd, men det forhindrede ham ikke i, at han med pegefinger og langemand kunne få fat i de små hår eller et øre. I værste fald brugte han kæppen. Den kendte alle, som dengang gik i Stilling Skole. Så var det med at få en bog eller et hæfte ned i spejderbukserne.

 

På arbejde

Når vi nærmede os eftersommeren, skulle Ras have vinterbrændsel ind i et rum oven på sit hønsehus. Brændslet var både til skolestuen og til privat brug. Den bestod af kløvet træ. Arbejdet foregik i skoletiden. Der var ikke plads til alle drengene på arbejdspladsen, så de, der ikke var med, var i almindelig skole. Jeg foretrak træet !

 

Arvid

Arvid var på mange måder en speciel fyr. Vi andre havde en skoletaske eller en rygsæk til vore bøger. Men Arvid, han havde altid de 2-3 bøger under den ene arm. Og skønt Arvid var den, der boede nærmest skolen, kom han ofte for sent.

Engang skulle Arvid sidde efter om eftermiddagen, da vi andre var gået hjem. Ras gik ind i privaten og låste døren ind til skolestuen. Der sad Arvid så, helt alene og glemt. Glemt i ordets bogstaveligste forstand. Det blev lidt hen på aftenen, inden Arvid kom i tanke om, at et vindue kunne lukkes op, så han kunne smutte hjem til Gl.Stilling. Da han kom hjem, spurgte faderen selvfølgelig, hvor han dog havde været. Arvid forklarede, at han skulle sidde efter, men at Ras vist havde glemt ham. Faderen, som var en ret lun fyr, sagde, at det var jo ikke så godt, men nu måtte han jo hellere se at møde i skolen inden Ras den næste morgen. Det gjorde Arvid, så da Ras indfandt sig, sad Arvid ved sin pult. Det kan nok være, at Ras fik røde ører, og Arvid kom ind til fru Ras og fik morgenmad. Og så fik han fri resten af dagen.  

 

Aprilsnar !

Engang, da vi nærmede os 1. april, holdt vi et lille møde for at finde ud af, om vi ikke skulle holde lidt fis med Ras. Det måtte jo ikke være for groft, for så kom kæppen jo i brug.

Vi enedes om, at der var gået en rude i stykker. Så da Ras kom ind i klassen, råbte vi i kor: "Der er en rude i stykker".  Der blev stille i klassen. Ras gik ned langs med vinduesrækken. Det var ovre hos pigerne, og de fniste lidt, så vi tænkte, at nu var det hele ødelagt. Men han anede ikke uråd, så vi ventede spændt på, hvad han ville gøre. Han gik ud i gangen. Og så råbte vi i kor: "Aprilsnar !!" - og vi ventede spændt. Til alles forundring kom han grinende ind i klassen. Det var ikke, hvad vi var vant til. Men måske havde Ras efterhånden vænnet sig til lidt af hvert.

 

Afskrift LN. Korrektur: AE. 6.12.2006.

 

 

 Til Erindringer

Til forsiden