Landbruget i Stilling i efterkrigstiden
Ved Thomas Ole Hegelund
Stilling-egnen er præget af, at der ikke er større godser indenfor sognet. Den nære beliggenhed ved Skanderborg og slottet har præget omegnen og især Stilling sogn.
På et tidspunkt blev der oprettet flere husmandssteder. Desuden har jernbanens anlæggelse og flytningen af vejen mellem Skanderborg og Aarhus sikkert ført til en del udskiftning.
Derfor var der i sidste århundredes første del faktisk mange beskæftigede ved landbrug i sognet. De fleste gårde havde et par karle og måske også en ung pige i huset. Først da mekaniseringen i 1950-erne satte ind, øgedes efterspørgslen efter industriarbejdere. Mange flyttede fra landet til Skanderborg eller Aarhus eller selve Stilling. Efterhånden som denne udvikling malkede landbruget for arbejdskraft, begyndte det gamle landbosamfund at skride lidt fra hinanden.
Der var 2 foderstofforretninger, hvor man købte eller solgte sine varer. Enten andelsfoderstoffen lige nord for banen, hvor man jo meget praktisk kunne køre til med godsvogne eller Elgaards foderstof ved siden af Carlsens smedie. Her var et mødepunkt for landmændene.
Ellers udgjorde mejeriet Alhøj et dagligt mødested for mælkekuskene. Købmændene kunne så levere de varer, som var bestilt dagen i forvejen og sende dem ud til kunderne med mælkkusken.
Thorvald Pedersen henter mælk på Stilling Østergaard. Omkr. 1947.
På bagsmækken: Thomas Ole Hegelund, Birgit Pedersen og Niels Aage Sørensen.
Foto udl. af Birgit Nielsen.
Hvert år kunne mælkkuskene byde på de forskellige ruter, som så blev afregnet med en bestemt pris pr. kg. mælk. At få en mælkerute i licitation kunne betyde meget for den vindende. Sommetider var der så meget underbydning (hollandsk auktion), at det næsten ikke kunne betale sig for den vindende at køre ruten.
Da ingen af de bydende ejede et motorkøretøj, måtte hestene holde for dagligt i alt slags vejr med at køre rundt til de forskellige producenter og afhente sødmælk og returnere med valle, skummetmælk eller kærnemælk. Om vinteren ved glat føre skred hestene sommetider ud på de glatte veje. Så var der trængsel hos smed Carlsen, hvor hestene blev forsynet med brodder (brede, skarpe søn i lighed med pigdæk). Når det glatte vejr var overstået, måtte de omtalte søm igen trækkes ud og alm. hesteskosøm placeres igen. Det gav arbejde hos smeden, som også forsynede hestene med hestesko i passende størrelse afhængig af hovenes størrelse.
Mælkespandene var sædvanligvis fyldt op og har vel vejet 40 kg. De skulle løftes op med et snuptag på de ofte høje vogne og ligeledes løftes ned igen. Mælkekuskene ankom til mejeriet i en bestemt rækkefølge. Hvis en af mælkekuskene ikke kom på det rigtige tidspunkt, tog de andre pladsen til stor irritation for mejeristerne, som skulle indveje sødmælken og fylde dem op igen. Der skulle føres regnskab over den ind-og udvejede leverance. Kom der nu kludder i rækkefølgen, skulle man med våde hænder bladre i en stor bog for at få indført tallene på den rigtige side – der hvor leverandøren stod. Senere på dagen sad mejeribestyreren og mejeristerne og lavede regnskab for hver enkelt leverandør.
Ved generalforsamlingen blev der offentliggjort, hvor meget overskud, der var på mejeriets regnskab. Selv om der løbende blev afregnet for levering, var der næsten altid et overskud, som kunne fordeles efter generalforsamlingen. Dette overskud blev som regel udbetalt omkring oktober. Da de fleste medarbejdere på gårdene fik deres årsløn udbetalt pr. 1. november (skiftedag), var det en kærkommen sum at få til lønafregning. Nogle gange havde banken dog allerede fået option på tilgodehavendet, da disse beløb kunne stå som pant for et lån/kassekredit. Andre gange skulle der afregnes med foderstoffirmaerne.
Høsten var altid en travl tid. Man var selvfølgelig afhængig af vejret. Dette hang også sammen med, hvordan sommeren var forløbet. Passende regn og tørvejr i sommerens løb satte sit præg på høsten.
Jeg mindes året 1947, hvor det var ekstremt tørt. Kunstvanding fandtes ikke dengang. Høsten blev let på den måde, at der ikke var det sædvanlige høstudbytte. Tørken havde sat sit spor på markerne. Kålsommerfuglenes larver gnavede løs på kålroerne, som man dyrkede en del af den gang.
Giftstoffer til at bekæmpe dem med fandtes næsten ikke. Det eneste var DDT, som så blev brugt i en vis udstrækning uden den store, direkte effekt. Til gengæld holdt giftstoffet sig i jorden eller i grundvandet mange år efter!
Selvbinder. Peder Møller med Lise, Musse og Tulle. Omkr. 1940
Foto udl. af Knud Møller
Alle kræfter var igang for at få kornet høstet med selvbinder eller slåmaskiner. For de sidstes vedkommende skulle man rive kornet sammen og binde det i neg, der blev sat sammen for at tørre på marken. Landmænd, som høstede med selvbinder, kunne klare sig med at sætte negene sammen. Efter en passende tørretid kunne kornet læsses på vogne og køres hjem i laderne for at blive tærsket i vinterens løb til foder for svin, køer og heste.
Når det sidste læs så var kørt hjem, var der tid til at holde høstgilde. En komité på 3 mand, som var blevet pålagt ved sidste høstfest at sørge for indbydelse, reservering af kroen og få bestilt orkester, cyklede rundt for at fortælle, hvilken aften det skulle foregå.
Det var altid en aften, hvor alle kom i deres bedste tøj, renvaskede og veloplagte. Aftenen startede altid med fælles kaffebord. Robert Simonsens trio fra Skanderborg spillede Københavnermarch og 2 serveringsdamer kom ind til musikken – hver bærende 2 store kander kaffe i hver hånd.
Der blev sunget fra den stribede kongesangbog fra 1940, og måske var der underholdning ved lokale kræfter. Som et led i aftenens kaffebord blev det bekendtgjort, hvem der skulle stå for arrangementet næste år. Det skulle gerne være lidt spredt besat, så hele omegnen var repræsenteret i udvalget. Der var faktisk 100% tilslutning fra alle landbrug i sognet. Man skulle jo have støvet skyllet ned, som man sagde.
Høstfesttraditionen i Stilling kom først igang under 2. verdenskrig. Jeg ved ikke hvorfor. Tidligere gik man til høstfest i Hørning. Måske skyldes det, at Stilling kro oprindeligt var et afholdshotel. Da Valdemar Jensen overtog kroen, fik han spiritusbevilling. Det har nok hjulpet på omsætningen og interessen for at holde baller og fester på kroen.
Efter kaffebordet blev der spillet op til dans. Dels moderne dans og dels mere folkedanseagtig dans. Ind imellem trak man ud i krostuen for at få det omtalte støv skyllet ned.
Den lokale ungdom i Stilling, som ikke havde noget med høsten at gøre, trak langsomt ind på dansegulvet og fik lov til at deltage. Lærlingelønnen var ikke stor dengang. Så de benyttede chancen for af få lidt adspredelse. Kl. 24 holdt man officielt, men så blev der samlet ind til overdans. En hurtig optælling af det indsamlede beløb gav som regel en halv til en times yderligere dans. Så sluttede man også af med godnatvalsen, og alle kunne tage hjem. Næste dag var der normal arbejdsdag. Det var altid høstfest en hverdagsaften. Lørdagsballer var forbeholdt idrætsforeningen.
På et tidspunkt i 1960-erne var der ikke mere interesse for høstgilder. Flere af gårdene havde næsten ikke folk mere. Der var simpelthen ikke folk nok til at få arrangementet på benene.