Johannes´ erindringer 3: Arbejdet i brunkullene.
Afskrift af ”En arbejds-bi kommer til verden”. Uddrag.
I modsætning til den strenge vinter i 1942, så blev vinteren 1943 ret lempelig – og til min store overraskelse fik jeg besked fra Hedeselskabet om, at jeg godt kunne komme igen, da tilslutningen til nødhjælpsordningen ikke havde været stor nok.
Ankommet til Sønderjylland viste det sig, at jeg ikke kunne komme til at bo hos en landmand, men blev henvist til den halv-tyske Dora Achner fra Branderup kro. Belært af mine dårlige erfaringer sagde jeg: ”Nej tak!”, hvorefter jeg rejste til en stationsby vest for Herning, der hedder Kibæk. En kammerat fra Malling var kommet i arbejde i brunkulslejerne og boede der. Han havde skrevet til mig, at hvis det havde min interesse, så kunne jeg bare komme. Der kunne jeg sagtens få arbejde, for mange af dem, der kom, rejste dagen efter. De kunne simpelthen ikke klare det strenge arbejde.
Det var jo strålende udsigter, men jeg vovede det, for Bornholm var ikke sagen, og det var Dora Achner heller ikke.
Jeg husker tydeligt, at det var fastelavnssøndag, da jeg ankom til Kibæk. Det var ikke noget problem at finde Fru Pedersens pensionat, som jeg havde fået adressen på.
Jeg kunne godt få lov til at spise på pensionatet, men der var ikke plads til, at jeg kunne bo der. Ved fru Pedersens mellemkomst fik jeg anvist soveplads i den øverste ende af byen. Det var et almindeligt bræddeskur, der havde været brugt som hønsehus, men på grund af de mange brunkulsarbejdere var der flere penge i at leje det ud.
Det var modbydelig koldt, for det frøs 3-4 grader om natten. Mulighed for at vaske sig var der ikke, så det fik jeg lov at gøre nede på pensionatet, ude i vaskehuset.
Huset i Kibæk. Foto: Willy Jensen
Den følgende morgen skulle jeg følges med en af de arbejdere, der vidste, hvor de manglede folk, men da min cykel ikke var ankommet, fik jeg lov at låne min kammerats. Han kørte med en lastbil til et leje 12 km længere mod vest.
Det voldte ingen vanskeligheder at komme i arbejde. Der var nemlig et par stykker, der lige var smuttet, og det gik hurtigt op for mig, at det ikke var uden grund, for det her var ikke noget for slapsvanse.
Jeg kom på jordholdet, som skulle fjerne 6-7 m overjord for at frigøre kullene, der sædvanligvis lå i et 2 m tykt lag. De første 4-5 m var sand, men så kom det svære: noget, de kaldte klæg. Det var 2 m tykt, sort som kul, vandfyldt og sejt som gummi, hvorfor det klæbede til skovlen, som vi jævnligt måtte rense med en fladsnittet pind af facon som en spartel.
Da jeg ikke var i toptræning efter to måneders ledighed, var jeg dødtræt henad fyraften, og det var en 12-timers arbejdsdag. Desuden var jeg sulten som en ulv.
Da jeg ankom til mit hønsehus, faldt jeg hurtigt i søvn, til trods for at der lige ved siden af huset var en vindmølle, der med en klagende lyd pumpede vand til byens vandværk.
Næste morgen opdagede jeg, hvad jeg havde indladt mig på: Jeg var så øm, at jeg ikke kunne rejse mig, men måtte rulle mig sidelæns ud af sengen, og jeg gruede for, hvordan jeg skulle klare den kommende lange arbejdsdag. Min situation var nærmest at ligne ved en gammel, gigtsvag hest, der langsomt kommer i gang, og jeg døjede hele dagen – men jeg besluttede indædt, at jeg skulle holde ud – ellers var jeg henvist til at rejse hjem til arbejdsløshed.
Efter fire dage i hønsehuset fik jeg besked om, at jeg kunne komme til at bo på loftet hos byens slagter, der også drev pensionat, men det betød, at jeg skulle sige farvel til fru Pedersen, da slagteren betingede sig, at man også skulle spise der.
Den eneste fordel var, at der ikke var så koldt. Værelset var et lille rum, som jeg skulle dele med en anden, og min ”seng” viste sig at være en sammentømret kasse af rå brædder. Det halve af ”sengen” stak ud på gangen, der var ikke plads på anden måde.
Til daglig spiste vi i et rum ved siden af køkkenet, men i weekenden havde de andre, der var fra Malling-kanten, mulighed for at tage på familiebesøg, sådan at jeg var alene, og så blev jeg taget ind i spisestuen. Det var både godt og ondt, for den strenge indre-missionske atmosfære – med bordbøn og hver sit – virkede knugende. Lyspunktet var maden, for deres adgang til førsteklasses kød var ikke til at tage fejl af, men jeg følte lettelse, når spisningen var til ende, så jeg kunne sige: ”Tak for mad.” - og trække mig tilbage til mit lofts-hummer eller gå en tur i byen.
Efterhånden havde jeg været i arbejde en måned – de første 14 dage var et helvede – men efter den tid var mine muskler så hærdede, at ømheden var væk. Jeg var i fysisk form så god som nogensinde. De 12 timers daglige pukleri kunne ikke knække mig, men jeg oplevede, at andre brød sammen efter bare en formiddag.
Der kom to unge fyre fra Fyn. De var lige blevet hjemsendt fra militæret. Formanden placerede dem øverst på ”Tippen”, hvor de skulle holde det opgravede klæg væk fra transportøren.
Til trods for at de var 2, kunne de ikke klare det. Efter frokost begyndte klæget at hobe sig op, lidt før middag stod de i klæg til knæene – og da vi gik til middag, gik de ned ad skråningen – og vi så dem aldrig mere.
Efter middag blev jeg sendt derop, det havde jeg prøvet før – alene. Det var hårde betingelser, men man var nødt til at klare det - eller forsvinde!
Entreprenøren var fra Svendborg og sandsynligvis fuld af fup og svindel, i hvert fald fik vi aldrig noget overskud, selv om vi arbejdede på akkord. Rygterne ville vide, at vores tillidsmand var bestukket til at medvirke i svindelen, men hvad lov og ret angår så var det ”Det Vilde Vesten”.
Fagforeningerne stod magtesløse, for han var naturligvis ikke med i Arbejdsgiverforeningen, og for hver måned, hvor der skulle foreligge en opgørelse, så havde han altid en søforklaring, som vi ikke havde nogen beviser imod.
Jeg oplevede dog at konstatere et bevis på hans svindelnumre: Jeg skulle have de lovhjemlede feriepenge og gik ind på kontoret for at få dem, men jeg kunne se på opgørelsen, at der manglede over 50 kr. Da jeg gjorde indsigelse, erklærede han i en fræk tone, at hans udregning var rigtig.
Det kunne dog ikke dupere mig. Jeg fortalte ham, at jeg havde gemt alle lønningsposerne, talt dem sammen og ganget med den fastsatte procentsats, hvorfor jeg bestemt vidste, at der manglede over 50 kr. – Alligevel påstod han stadig, at beløbet passede!
”Det er i orden”, sagde jeg, ”Feriepenge er lovsikrede. I morgen kontakter jeg politiet, hvor jeg afleverer lønningsposerne – så vil du høre nærmere”.
Han stirrede arrigt på mig et øjeblik, hvorpå han åbnede skrivebordsskuffen og rakte mig det manglende beløb.
Denne episode fik til resultat, at jeg senere blev fyret!
Et stykke tid efter ferien besluttede entreprenøren, at der skulle tages overjord af i døgndrift, da vi ikke kunne afdække kullene hurtigt nok. Det betød ansættelse af flere folk, og at vi hver anden uge skulle arbejde om natten. Det blev en prøvelse, for efter midnat var vi så søvnige, at det en gang imellem sortnede for øjnene – men også her viste det sig, at man kan trænes op til meget.
Der blev også ansat en ny formand, som viste sig at være i familie med entreprenøren, og det var hans væsentligste kvalifikation, eftersom han var cigarhandler fra Herning.
Det gjorde nu ikke så meget, for arbejdet kunne vi sagtens klare selv, og da han var en flink mand at snakke med, gik det ganske udmærket.
De fleste af de nye folk, vi fik, var fra Svendborg, så vi havde på fornemmelsen, at han havde kontaktet sin hjemby. Gennem disse nye folk blev vi klar over, at entreprenøren var arbejdsmand, for de havde gået til kontrol sammen med ham, inden han etablerede sig i brunkullene. På denne baggrund betragtede de ham nærmest som en kammerat, men glorien blegnede, alt som tiden gik, og det varede ikke længe, før de forsvandt igen. Der var jo andre arbejdspladser.
Der skete mange ulykker i brunkulslejerne, og vi gik heller ikke ram forbi. Jeg husker et tilfælde, hvor den 7 meter høje sandbrink skred ned over os og den 12 meter lange transportør.
Denne kraftige rørkonstruktion blev slynget til side og bøjet, som om den kun var et stykke ståltråd, og 2 af vores folk lå begravet under sandet.
Vi kunne se hårtoppen af den ene, og i rasende fart gravede vi hans hoved fri med hænderne, så han kunne trække vejret. Det viste sig, at han havde været snarrådig nok til at bøje armene op foran ansigtet, så der var en lille luft-lomme.
Nu brugte vi skovlene som besatte, for når vi gravede, kom der flere, mindre skred, og trykket på hans ryg fik ham til at stønne af smerte.
Lidt efter kunne vi også se den anden. Så vidste vi, hvor vi kunne grave uden at ramme nogen af dem med skovlen – og i løbet af et kvarter havde vi fjernet så meget sand, at der ikke kom flere skred.
Derpå fik vi dem hurtigt helt befriet, men de var både chokerede og forslåede, så de blev sendt hjem for at komme til lægeundersøgelse. Vi andre kunne ikke arbejde, før transportøren blev repareret. – Vi kørte hjem med en følelse af, at døden havde peget fingre ad os.
Blandt mange oplevelser, jeg havde dengang, er der én, som jeg ikke kan undlade at fortælle om:
Med mellemrum kom der to vagabonder i arbejde. Ustabile var de, for når de havde tjent en del penge, stak de af – landevejen var livet for dem – men fantastisk dygtige til at arbejde var de, så de blev antaget, hver gang de kom, ganske uanset deres omstrejfer-natur.
Den ene var præstesøn fra Fyn, han hed Johannes Pedersen, men blev kaldt ”Fyn”. Den anden hed Svend Eskerod, det er alt, hvad jeg ved om ham. De lejede aldrig et værelse, men sov i en dynge halm i en lade hos en mand, der handlede med kartofler.
Af tøj havde de kun det, de gik og stod i: Det var en luvslidt soldateruniform af de grågrønne, som militæret havde lige op til krigsudbruddet.
En dag hoppede wiren af kranen, i blokken, 12 meter over kullene. Det plejede kranføreren at ordne ved at kravle på maven langs udliggeren – men uden at tøve gik ”Fyn” armgang i selve wiren, ligesom en abe. Da han kom op, krogede han den ene arm om udliggeren og lagde wiren i blokken med den anden. Ligeså hurtigt som han kravlede op, var han nede på bunden af kulgraven igen – og råbte ”Kør bare!” – og så var den klaret.
I spisepauserne var det interessant at høre ”Fyn” fortælle om sine mange meriter. Sin far omtalte han som ”den gamle, skinhellige rad derhjemme”. Brølende stærk var han. Han kunne bøje et kronestykke med tænderne ved at presse det mod bordpladen.
Johannes blev sammen med 5 andre valgt ud til at starte et nyt brunkulsleje ved Kølkær. Der blev han valgt som tillidsmand – og umiddelbart derefter fyret.
Derefter fik han et job med at fælde ca. 200 træer.
En kort tid arbejdede han i et meget lille brunkulsleje (2 mand) ved Studsgård, men arbejdet gik hurtigt i stå på grund af dårligt vejr.
En uge før jul vendte Johannes tilbage til Bornholm.
---oooOooo---
Lidt hen i det nye år (1944) besluttede jeg mig for, at jeg ville rejse til Jylland igen, for vejret var tåleligt, og den kummerlige understøttelse stod i et skævt forhold til en rigtig ugeløn. Jeg havde heldigvis været så forudseende at bede fru Pedersen holde værelset til mig, mod betaling naturligvis, så jeg risikerede ikke denne gang at skulle sove i hønsehuset oppe ved vandtårnet. Vel ankommet til Kibæk skulle jeg finde en ny arbejdsplads. Lejet i Nørre Vium var lukket på grund af økonomiske vanskeligheder. Malling-folken var rejst hjem med undtagelse af én, jeg havde truffet på Bornholm, og han havde fået arbejde i et leje, de kaldte ”Andedammen”.
Nu spurgte han, om jeg ville med derud, for de manglede hele tiden folk. Det skyldtes, at det var natarbejde, og det var der ikke ret mange, der brød sig om i de lange, mørke nætter. Det var oven i købet en 12 timers vagt. Grunden til, at der skulle graves jord også om natten, var, at der var 12-14 meter sand over kullene, så dagholdet kunne umuligt overkomme at afdække kul nok.
Jeg sagde ja, for jeg havde efterhånden prøvet så meget, at der skulle en hel til at afskrække mig, og det var vel heller ikke værre for mig end min kammerat – men jeg blev hurtigt klar over, at det var endog meget krævende.
Efter at vi havde tilbagelagt vejen til Troldhede, hvor der var asfalt, skulle vi ad hede-veje, der nærmest bare var et hjulspor gennem lyngen. Derfor væltede vi også adskillige gange undervejs i det løse sand. Havde vi ikke haft ungdommens overskud af energi, så havde cykelturen i sig selv næsten været arbejde nok.
Det gik godt et par nætter, fordi vejret var stille og tørt, men så slog det om i regnvejr, hvad der voldte os store problemer, fordi det elektriske lys reflekterede i regn-dråberne , så det blev til tåge. Vi kunne umuligt se ned til bunden af graven, hvor transportøren stod. Hvis vi mistede balancen, kunne vi risikere at blive knust eller på anden måde komme til skade, så vi sad inde i skuret i adskillige timer.
Da vi gravede på akkord, sagde vi til tillidsmanden, at det kunne vi ikke blive ved med – men han svarede, at han ville garantere, at vi fik den normale timeløn uanset vejret, for han ville nødig af med os.
Denne garanti klarede han på en både spidsfindig og uærlig måde, hvad vi fik vished for efter nogle dages forløb. Vi havde ingen egentlig formand, tillidsmanden fungerede som sådan, men entreprenøren i København havde en repræsentant og regnskabsfører. Det var en pensioneret skolelærer, der boede i Havnstrup vest for Herning.
Han kom en gang om ugen for at måle op og udbetale penge. Inden han kørte igen, målte han 10 m fra kanten af graven og hen ad marken. Der slog han en række pæle i, så han den følgende uge kunne se, hvor mange meter, vi havde arbejdet os henad og regnede akkorden ud efter det.
Til fyraften gik tillidsmanden hen og rykkede pælene 5 m tilbage, hvad der altså gav os en regnskabsmæssig favør på 5 m, når skolelæreren kom næste gang.
Vi var lidt beklemte ved situationen, men tillidsmanden sagde, at det skulle vi ikke være – for da han skulle acceptere natarbejdet, havde han forsøgt at få garantier for, at afsavnet ved natarbejde indebar fuld timeløn til holdet. Det ville entreprenøren ikke gå med til, og derfor var der ingen grund til at have dårlig samvittighed, fordi vi gav ham tilbage af samme mønt. ”Han har ingen medlidenhed med os!”, sluttede han sine ord.
Nå ja – ansvaret var jo ikke vores. Ydede vi ikke arbejde for pengene, så døjede vi i hvert fald ondt for dem, og denne københavnske fabrikant havde i hvert fald ikke startet et brunkulsleje for vores skyld.
Selv om vi på denne durkdrevne måde kunne holde ugelønnen, så blev det os for meget, da det ustadige vejr fortsatte. Vi ville prøve at finde noget andet.
I weekenden tog min kammerat fra Malling hjem på familiebesøg, og da han kom tilbage var det for at hente sine ting. Han havde fået arbejde hos tyskerne og skulle bo i Lemvig. Det lød, som om det var alle tiders, for han skulle ikke gå og knokle, men være vogn-kontrollør. Betalingen var det dobbelte af, hvad vi kunne tjene i brunkullene – men opgaven var jo et led i tyskernes befæstning af den jyske vestkyst.
Det var et minus, rent moralsk set, men realiteterne var jo, at vi allesammen arbejdede for tyskerne, enten direkte eller indirekte. Denne dårlige undskyldning var vores eneste trøst!
For mit vedkommende gik det sådan, at jeg fik arbejde i et brunkulsleje uden for Kibæk, omtrent ved siden af det sted, hvor jeg var først, og det blev også mit sidste arbejdssted i brunkullene. Der var jeg til januar 1945.
Jeg havde det held at få tilbudt et værelse med varme. En ung fyr fra Bording ville hjem, og han sagde til mig, at jeg skulle gå hen for at sikre mig værelset. Han skulle nok sige til værtinden, at han kendte mig fra pensionatet.
Det var dejligt at kunne sidde og hygge sig på værelset om aftenen, hvis man skulle skrive et brev. Da jeg så i avisen henne på pensionatet, at ”Gyldendal” havde udskrevet en roman-konkurrence, beslutte jeg, at den ville jeg deltage i, fordi jeg altid havde haft lyst til at skrive.
Jeg havde en gammel skrivemaskine, som jeg havde købt af en af de tyske Hitler-flygtninge på Bornholm. Den sad jeg så og klaprede på om aftenen.
Dengang faldt det mig ikke ind, at dette klapreri kunne give anledning til gisninger om, at jeg udførte illegalt arbejde for Modstandsbevægelsen – men der boede et ungt par i den anden ende af loftet, og konen havde hørt mig skrive så at sige hver aften. Det fandt hun så mærkeligt, at hun omtalte det til naboerne. Heldigvis kom der ikke mere ud af det – ikke engang da jeg senere fik kontakt med lokale modstandsfolk.
Henne på pensionatet var der næsten hele tiden nogle, der rejste, og andre der kom. En af disse nye var en fyr fra Århus eller rettere omegnen, for hans forældre var fodermester-folk på Holmstrupgård. Han virkede meget sympatisk, og da der var gået et stykke tid, stak han mig diskret et illegalt blad, der hed ”Ugens Ekko” og var udgivet af kommunisterne.
Der var artige ting at læse om tysker-håndlangere og den slags. Detaljer, som vi hørte henne på pensionatet efter spisetid.
Da der var gået et par måneder, og jeg havde fået flere blade, trak han mig en aften til side og sagde: ”Jeg skal spørge dig fra Arnold henne i boghandelen, om du kunne tænke dig at have kontakt med Modstandsbevægelsen.”
Jeg tøvede lidt med svaret, for det var et farligt område. Vi hørte jo i pressen, hvad der skete, men jeg var også oprørt over tyskernes fremfærd. En af mine bekendte, Jens Peter fra Sandvig, var blevet henrettet i Ryvangen. Jeg sagde, at jeg godt ville snakke med Arnold uden på forhånd at love noget.
Resultatet blev dog, at jeg ville være med til at drøfte situationen en gang imellem. Det psykiske pres, som den tyske besættelse havde lagt på os, gjorde, at vi muligvis på et tidspunkt kunne blive nødt til at være med til at drive dem ud.
Arbejdet i brunkulslejet gik på den efterhånden kendte facon: 12 timers arbejde på de 6 hverdage og 10 timer om søndagen. Til gengæld havde vi fri hveranden weekend.
Hen på foråret mødte der en dag en ny mand på arbejde i lejet – man kunne også sige, at det var en gammel mand – han havde passeret de 60. Han var fra Århus-egnen, idet han i mange år havde gået som altmulig-mand på Lyngbygård.
Han må have hørt nogle rygter om brunkulslejerne og troet, at det var en slags guldgraver-virksomhed. Denne falske forestilling blev hans ulykke. Han havde ikke fysik nok til det hårde gravearbejde. Derfor satte formanden ham til at gå og rydde op. Desuden skulle han smøre transportøren, inden vi begyndte arbejdet ved seks-tiden om morgenen – og det blev hans død.
En morgen hvor det var tæt tåge, og vi var på vej ned i graven, kunne vi høre en mærkelig lyd, ligesom en svag brølen. Vi antog, at det var ung-kreaturer i en indhegning ved siden af brunkuls-lejet, men da vi kom helt ned, så vi den gamle mand ligge på ryggen og give en hvæsende lyd fra sig.
Transportbåndet var slimet af væde fra tågen, så han må være gledet og faldet baglæns ned på bunden af graven. Uheldigvis stod der en trillebør, fuldt læsset med sand. Den havde han ramt med nakken.
Vi fik i fart arrangeret en båre og bar ham op, mens formanden ringede efter en læge inde fra Kibæk. Vi dækkede ham med vores jakker og stod og så, hvordan han skiftede kulør i ansigtet, det blev efterhånden helt gulligt, og da lægen kom, måtte han nøjes med at konstatere, at manden var død.
Det var første gang, jeg så et menneske dø. – Arbejdet blev standset den dag. – Vi sendte en krans og fik senere et takkekort fra Lolland, hvor han var hjemmehørende. Hvilken tragedie at en gammel forslæbt mand skulle ende sit liv på den måde.
Formanden var en hård hund, der kunne skabe sig noget så frygteligt, men vi var efterhånden så forhærdede, ar det ikke bed på os. Vi passede vores arbejde og lod ham rase.
Han havde også en under-formand, en gammel gårdmand, der hed Søndergaard. Hvad han havde ham til, kunne vi ikke finde ud af, for han lavede aldrig noget, udover at stå og snakke med os, og det gave ingen kul i kassen – men vi fik alligevel lov at opleve, at der kom gevaldigt fut i ham. Det var om morgensen den 6. juni 1944. Han kom farende ud af skuret, alt mens han fægtede med armene. Han havde nemlig lige hørt presse: Invasionen i Normandiet var startet. Derefter kom formanden, og han var lige så ivrig: ”Hør nu her, gutter”, sagde han, ” Det må fejres. Det må vi have en bajer på!”
De gik begge og kom lidt efter tilbage med favnen fuld af øl. Vi var vældig oplivede og havde frisk mod til at fortsætte arbejdet.
Men det her med øl lugtede lidt af fup, for der var ganske vist en tildeling af øl til hårdtarbejdende, men vi så aldrig noget øl! Det drak formanden og Søndergaard – men den morgen fik vi allernådigst lov at drikke en af vores egne øller!
Det var meget varmt i den periode, men vi kunne ikke få andet end mælk. Vi konsumerede gerne en flaske om formiddagen og en om eftermiddagen. Dog husker jeg, der var en ung fyr fra Fårvang, der drak 5 liter om dagen. At han ikke blev syg, betragtede vi som et mirakel. Han må have haft et godt fordøjelsessystem.
Kort efter opstod der en kritisk situation inde i Kibæk. En af mine kammerater trak mig til side en aften og fortalte: ”Arnold har fået underretning om, at en af hans bekendte i Herning er blevet snuppet af Gestapo, så hvis han ikke kan holde tæt, er der risiko for, at de henter Arnold også. Sagen er den, at Arnold har en maskinpistol skjult i baghuset. Den skal væk for alle tilfældes skyld, og nu vil han gerne, du vil være os behjælpelig med at få den væk i nat.”
”Hvordan skal det foregå?” spugte jeg.
”Vi venter til sent i aften, så er der sandsynligvis ingen folk på gaden. Maskinpistolen er demonteret i en jernkasse. Den tager Arnold på bagagebæreren. Jeg tager en skovl – og du kører forrest ud af byen, uden noget, og sonderer terrænet, særlig ud for forsamlingshuset, hvor der bor 5 tyske soldater. Hvis vejen er fri, kommer du lige så stille tilbage, hvorpå vi alle 3 med passende mellemrum kører ned mod åen og videre, stadig med dig foran. Når først vi er ude af byen, er der ingen risiko, og vi graver pistolen ned i et læhegn langs jernbanen.”
Jeg kunne ikke undgå at blive nervøs. Der var en risiko. Jeg syntes dog ikke, jeg kunne svigte i så alvorlig en situation, så jeg lovede at komme hen til Arnold ved 10-tiden.
Ude i baghuset fandt Arnold maskinpistolen frem. Jeg havde aldrig før set sådan en i smådele, da jeg ikke havde været soldat – og forstod selvfølgelig heller ikke at bruge den, men nu skulle den altså væk.
Inden Arnold lukkede kassen, smurte han kanterne med konsistensfedt for at gøre den så vandtæt som mulig. Ingen kunne vide, hvor længe den skulle ligge nedgravet. Skulle situationen opstå, hvor den kunne komme i brug, ville det være ærgerligt, hvis den var totalt rusten.
Vi var nu klar til afgang og kiggede først ud på gaden for at se, om der var fri passage – men tilsyneladende var alle mennesker gået i seng – og så kørte jeg.
Det var trykkende at køre i den mørke, nattestille by. Jeg kørte uden lygte. Nede ved åen gjorde jeg holdt for at se, om de andre var med. Da de lidt efter dukkede ud af mørket, fortsatte vi ud ad Velhusted-vejen, langs banen, og ved den læplantning, Arnold havde omtalt, standsede vi.
Først skar vi græstørv af, så vi kunne camouflere hullet, hvorpå kassen blev lagt ned. Det hele blev lavet så omhyggeligt, at ingen ville lægge mærke til, der nylig havde været gravet.
Da vi på tilbagevejen nåede byen, skiltes vi, fordi vi anså det for sikrere at køre hver for sig, og vi nåede da også hjem i god behold.
Et par dage senere da jeg kom hen på pensionatet, så fru Pedersen meget oprevet ud, og hendes stemme rystede, da hun fortalte: ”De har hentet Arnold til morgen. Gestapo kom kl. 4, og de gennemrodede hele huset, inden de kørte med ham.”
En solforformørkelse kunne ikke have virket mere knugende end denne meddelelse. Alle spiste i tavshed - og gik hver til sit knap efter.
Johannes turde ikke blive i Kibæk, men tog til Århus og skjulte sig der i 10 dage. Da Gestapo ikke havde været i Kibæk i den periode, vovede han sig tilbage til igen.
Den næste morgen tog jeg ud til brunkulslejet, hvor de kiggede lidt forundrede på mig. Formandens ansigtsudtryk sagde mig mere end ord, at han var klar over situationen: ”Nå, du er klar igen – lad os komme i gang.”
Alt som dagene gik, blev jeg mere og mere overbevist om, at det var lykkedes Arnold at holde stand, siden Gestapo stadig ikke viste sig. Denne vished forstærkedes ved, at der var kommet et brev til Thora, Arnolds kone, om at han var blevet overført til en tysk koncentrationslejr.
En knugende vished for hele byen og i særdeleshed for Thora, der var gravid. – Måske ville dette barn aldrig få sin far at se.
På den baggrund følte jeg stor beundring for Thora. Hun viste sig langt stærkere, end jeg havde turdet håbe.
Arnold overlevede opholdet i koncentrationslejren og vendte efter krigen tilbage til sin kone og sit barn i Kibæk, men han havde mén af opholdet i Tyskland, både fysisk og psykisk.
Johannes bevarede kontakten med Arnold og besøgte ham flere gange. Han havde et stort ønske om at besøge ham endnu engang, men på grund af alvorlig sygdom nåede han det ikke.
24.05.2004.
---oooOooo---