Los Pagayos
2005
3 kronikører - 3 vinkler
En kanotur på søerne mellem Mossø og Silkeborg .
Turen foregik fra mandag d. 27.6. til onsdag d. 29.6.
Inden turen var der grundige forstudier søndag d. 26.6. i Illerup Ådal, hvor vi dog måtte konstatere, at sejlruten derfra ikke just var farbar.
Til gengæld kunne vi fundere lidt over, hvad der sket på stedet for næsten 2000 år siden. De nordmænd, de nordmænd! Et eller andet er åbenbart gået galt. (De har sikkert glemt at advisere Skanderborg Turistforening om deres ankomst).
Haagens skarpe øjne lokaliserede en langdysse, som vi andre – beskæmmede – måtte indrømme, vi ikke kunne se.
Inden selve turen måtte vejrudsigten gennemgås nøje:
Vejrudsigten lovede kraftig modvind (og mod-bølger), og det holdt stik.
Sejlruten:
Mandag sejlede vi fra Ry til Øm Kloster i Gudensø. Ved et sært held holdt muséet åbent, selvom det var mandag, så vi så på klosterhavens natskygge, skarntyde, digitalis m.m. – og fik nogle spændende opskrifter med hjem.
På [1]Neptuns bølger.
Fra en liden stad i nord
Steg tre skikkelser om bord.
Faktisk var der bare plads til to
(men der var en, der skulle ro).
Kursen blev [2]bestukket durk mod vind og strøm
I håbet om at nå til Øm.
De trende havde hørt om en sælsom have
Hvor den ældste gartner kaldtes ”Pave”.
Men desværre blev der ingen humle plukket,
Muséet var jo ”mandags-lukket”!
Ej heller bønner eller kage.
Med uforrettet sag tog de tilbage.
Dog midt i bølgeskummet – var det ikke [3]Neptuns kontrafej?
Oh, Under – trefoldige pagaj!
Som med en fork i ryggen båden fór,
Og se: den søgte selv mod nord.
Til sidst var gudens ånde blot en bliden bør
Og rejsen endte snildt ved lejrens hoveddør.
Teknisk vejledning: Peg med musen på [4]fodnoterne.
Ham Bill Gates er godt nok en knag!
(Tryk lige på: Insert hyperlinks først).
Lidt [5]ugler blev der fanget undervejs
men der var stadig langt til Sejs!
Turen gik derfra tilbage til Ry og videre til Knudsø med kun to strandinger, inden vi kom til Birkhede Camping.
Kaptajn (før mytteriet)
Sommerturen, juni 2005
Det var en tirsdag morgen , eller som Koeh-ler, bemærk den tilnærmelsesvise uldnordiske stavelses-måde, ville udtrykke det, det var d. 28. juni 2005..
Altså en ganske almindelig ”dagen derefter” på Bjorkheidr Legrplaz(i dag blot Birkehede Camping). Og hvilkæ uhyrlige manndomsprøver havde Los Pagayos ikke været ude for, inden dette Elysium var nået?!
Med skeppén sikkert trukket op efter en mannhaftig tørn fra Ryd,mandag d. 27.juni : En periculosus stormvind, som Wammen udtrykte det, kæmpebølger, kampen mod sivskovene og en dæmpet om end ukontrolleret brølen fra de to roere , Los Pagayos, inden skeppén kunne tvinges ind i Mare Nostrum ( Knutres sjor, Knuds Sø).
Det afhænger af kildematerialet. Dvs om det er funderet på det nordiske(lokalold.) eller det romerske/Latium).
Den selvfølgelige og rutinemæssige dubitatio om vores, skeppéns, landingssted fløj som en bisværm imellem de udmattede amigos, indtil jeg med en rimelig myndig og dog mildpædagogisk henvisning fik vendt skeppén og anvist vejen : Per crucum ad lucem! El.på lokalnordisk: Man skal ikke slå en større bager ned, end man kan bolle ham.
Med andre ord: et lysende eksempel på næstekærlighed, ingen lossen, ingen stikkende bemærkninger, blot dette: Los Pagayos! følg min finger.
Og de vendte sig og såå….(jf. ”at se”, indse, skue, frelse etc) og måske Wammen i sit stille sind tænkte de så livskloge tanker: ”Scriba poeta est.Dolores corporis generi humano duri toleratu sunt.” (Fra Højskolesangbogen (Historiske sange): Løft dit hoved…).
Lejligheden på Campen blev et centrum og et udgangspunkt for en manhaftig søgen mod dansestedet, da mørket faldt på, og dets mørkemænd overlod valpladsen til den aldrende ungdom, om end Wammen lod resterne af sin hjemmegjorte, men naturligvis anløbne moral udtrykke sig i ordene: ”Ligonærer, vid at jeg, -Bonus pater familias – ikke stikker op for bollemælk”. Og den gik lige hjem.
Budskabet var klart nok for de indviede,han søgte arnestedet, hvor man kunne se Flamencoens flammerøde hvirvlende skjørter el. som han dog kunne sige det: Donde se puede ver Flamenco.
Vi bøjede hovederne i ærbødighed for hans stærke vilje til at udleve det kække ordsprog og ikke blot lade det forblomme i uldtottet tale : Lysten er bedre end forstanden.
Koeh-ler, den liflige hjemstavnsskjald, lod sig dog ikke voldføre, men lovede ved guderne at holde hytten varm, indtil jeg og Wammen ville komme tilbage efter udført dåd, trækkende med erobringer. ”Med hvilken middel vil du kunne hjemføre Trojas ungmøer, kvad Koeh-ler(den fik jo ikke for lidt)”. Jo, replicerede Wammius, man skal blot kunne citere O-vid, så skulle de selv komme”.
”Hvad, hvo som ikke vover
skindpelsen ved højsommer, den skal ikke komme til fadet”, var naturligvis Koeh-lers svar”. ”Nå”,replicerede så vores romerske centurion,
for hans spyd var klar, ånden karsk som kilderne ved Roms høje, sååå var også hans muse,der rakte ham tavlen og kridtet.
Og han griflede: ” Kom! Jeg vil kranse de besejrede med lauer og bringe hastigt til templet dem hen, ofre dem Venus til tak ((helt ærligt nægter jeg et tro, at han mente damerne)).
Og jeg vil prente på disse for nylig værdsatte: ”Kærligheds bud har de bragt. Amor var vidne”” (tja! udmattelsen efter kampen mod bølgerne, sad endnu både i tale og (s) kridt).
Aftenen gik. Gik. Gik.
Og - på hosefødder kom ungersvendene tilbage og med faldende øren og uden antydning af flænger i skindet. Blot listende ind for ikke at vække vores nordiske kæmpe.
Da skjød Koeh-ler bringen frem, heimskringlemester udi Bjarkemål og sagnskriveren af hjemstavnens stille sagaer. Da skjød han bringen frem som for at minde på,
at det blev ham sværget , at indtil flere kvinna af nordisk æt (O, Island, O, Snorri Sturluson,O, Helga) ville ankomme senere - og han kvad:
”Før mælte vores Ho-mer
at mig skulle gives kvinna
og fagre möer
for skjæmt med Pagayos.
At stå op i lejet,
at styre den kære åre
at føre den kærligst
som våben
og siden holde havn.
Og dog kom I tomhændet tilbage!!”
Efter dette kvad måtte alle ord på læben vige. Manglende handling lod sig ikke omgjøre – og ikke engang muligheden for at ligge til højbords med Baccus fængede de betyngte sind. Sådan endte den dag!
Tirsdag.
En helt anden stemning lod sig allerede ved det beskedne morgenbord ane uden for vores lille etværelses. Morgenbrød og snak og….undersøgende blikke ud i morgenhorisonten.
Var der ikke kviste, der rørte sig i trætoppene mod nordvest? Lød der ikke en begyndende hvislen ned fra søen?!
Øjnene var store som skovlhjul på Hjejlen, ørene som parabolantenner. Jeg måtte træde til, forsøge nogle af de tillærte beroligende pædagogiske tiltag.
Det var nu eller aldrig. Ellers kom vi ikke videre, men måtte lade os drive med vinden til Ry. Hvor vi kom fra!
2/3 af Los Pagayos var tydelig i krise, gårdsdagens oplevelser sad endnu som kimærer i sindet.
”Kære medroere(den var go!), lad os komme af sted, inden det blæser op!!! Og her benyttede jeg mig så af min erfaringer fra flere års sejlads på vande, herunder naturligvis Middelhavet, der trods alt var noget mere omfangsrige end den Å, vi besejrede med så stor succes dagen før.
”Vinden ser ud til at være ved at dreje om i syd( ja, hvorfor ikke!), så vi kan regne med en stabil, men ROLIG medbør, hvis vi begynder rejsen over JULSØ nu.”
Det unævnlige var nævnt! De sank en smule sammen, skuldrene hang, brødskorperne smagte sikkert som Johannesbrød i munden.
Så meget afhang af modet til den endelige manddomsprøve.
Ved Jupiter, hviskede Wammen. Ved Odin og Tor, Uffe hin Spage og hans to ravne mumlede Koehler i hukommelsens klarsyn . Og Sképpen stod fra land.
Alle var enige om, at bedste mand sidder bagerst. Jeg greb derfor styreåren hurtigere end de andre ROERE!, pegede mod mundingen af Knutres Sjo, fik roerne rettet ind og focuseret mod den rigtige retning.
Vi nåede broen -og da lød brølet fra Minotaurus. Brølet fra dybet af Juuls sø, brølet fra himlene over.
Til mit muntre mundharpespil, denne gang i stævnen, fordi roerne af ren brødnid, havde forlangt time out og bytte, bytte, bum, og hvad de nu ellers kunne finde på , tog disse de 2/3 af Los Pagayos , så med fortvivlelsens kræfter kampen op med elementernes rasen, med bølgerne der i skumsprøjt væltede over skèpsiden, hvor JEG sad, men jeg følte mig bestandig for, hvor hårdt jeg kunne presse mine med-roere( den var go´!) med mit melodiske, kække sirenespil.
Og de stred, og de malede tændernes emaljebelagte kviksølv til roden, dødsangst giver heldigvis kæmpekræfter, ellers måtte jeg jo have lagt spilleriet på rælingen.
Ingen frygt lod sig naturligvis ane hos mig, hverken i tone eller valg af repertoire. Tog jeg få øjeblikke skalmejen fra mundvigen, var det kun for at opmuntre, berolige:
”Nej, nej, sképpen ville ikke synke (de skulle selvfølgelig blot stikke pagajerne ordentlig ned i vandet, gire lidt af, når bølgerne med skum kom på tværs etc. etc), nej, nej, vi skulle nok nå bredden, inden det blev mørkt, jo, der var godt nok 25 m under kølen, men man skulle blot blive ved sképpen, når vi væltede( den gik lige hjem, i hvert fald hos Wam-men, for han kunne ikke svømme!).
Sådan stred de, nu høje som kæppe,
eller som Koeh-ler mange timer senere, da vi ENDELIG sad på hyggeterrassen på Skyttehusets camping, udlagde det:
”Skjalden var ikke ræd
for hvad som helst.
Mange mænd har fundet grav
på Juuls Sø,
jeg kæmpede tappert,
med kæppen holdt jeg
jætterne fra sképpen,
tog røven på Loke,
og undveg trælquindens
lurspil
på Møgleø.
Siden undgik jeg Valhal før tid!”
Mange ord senere, da mørket faldt på, slentrede jeg op til Campens kiosk for en stille snak med den kvindelige indehaver. Men Wam-men havde allerede været der, triumferende over sejren over Søen over Døden over over…! Og hun havde kigget på ham og lagt en blød hånd på hans appeninske overarm: ”I roere( hun skulle blot vide!!) I har da sørme gjort det helt umulige”.
Den gik han lige hjem med. Ingen svinkeærinder, ingen sonetter, aleksendrinere eller elegier,blot dette, som han havde fortalt hende og kioskens kunder, børnene på gyngerne, lejschefen og hans famile, campisterne i hytter og telte, blot dette:
TROEDE VI SKULLE DØ!!
Det blev en rigtig hyggeaften!
Mundharpespil og knallingesang til ud på de små timer. Koeh-ler gnækkende fra lejet.
Om natten hans sping ud på det lerstampede gulvog den næsten akrobatiske stepdans til omkvædet: Oh krampe,Oh Oh!! Oh krampe!!
Og han kvadrede , mens benene gik som kæppe på pindsvineskind:
”Løst og sluppen
imod Slægters Hjem
vil Fenrisulven fare,
før på Koeh-lers leje
en mand med så stor krampe
igen kan få manddoms søvn”!
Jeg lettede det ene øjenlåg, holdt fast i den oprejste åre, som Ho-mer har berettet det, og sov ind til de rappe fødder og uldent bjarkemål. Hvilken liflig søvn jeg havde i udsigt!
Da vågnede Ho-meren i Wam-men og med hans elegi strømmende som blomster ud over Akaciens slette slog han lyrens strenge an til Los Pagayos` svanesang:
”Ej var de længere i løb så let på fødderne som fordum,
hverken til hastigt at hente en åre eller stå bølgerne imod.
Kækt i nærkamp værged de sig mod dødsdagens jammer;
men til at ro i hast fra stormens rasen var deres arme for tunge.
Jo, jeg kender jert mod. Hvi nævner man i lejren det, som er velkendt?
Valgtes til skeppén ikke de kækkeste blandt mænd og sendtes de ikke
frem over dybet, hvor mænds mod kom lettest til syne,
der kom det nok klart for en dag, om en mand var fej eller tapper.
Skrællingen røber sig straks. Han skifter ustandselig farve.
Aldrig har han mod i sit bryst til at sidde helt stille.
Fødderne flytter han tit, når han skutter sig slemt i sin rædsel.
Hjertet slår vildt i hans ængstede bryst; thi tankerne dvæler
stadig ved dødsstundens gru, og tænderne klaprer i munden.”
Og da var det, netop i den stund, hvor de så smukke og mandige heksametre
flød som ranker i rummet, at Los Pagayos tog hverandre i hænderne og svor, at næste år ved samme tid, da skulle også Gendarmstien besejres og såret ved Dybbøl endelig heles!
Natten i Skyttehuset. UHA ! UHA !
Vi tre aldrende pagayos havde indtaget et rigeligt måltid i Skyttehusets spisested, serveret af yndige ferieansatte småpiger, der ikke kendte til øst eller vest, og slet ikke til vindforhold på vores sejlrute. Værtinden på stedet havde ellers tidligere berømmet vores færd over Juelsø i storm og sus. Beundrende blikke fra andre gæster på stedet højnede også vores bevidsthed om veludført dåd. Overskriften i B.T. den dag var ”DE OVERLEVEDE”. Et kort øjeblik troede jeg, at det handlede om os, men nej. Det drejede sig blot om en banal sag fra hovedstaden, om bål brand og ødelæggel-ser .
Vores anviste hytte lå oppe på en bakke med udsigt til en lille sø. Og her kom vi i tvivl. Hvem er vi ? Søren Kirkegård havde vist i sin tid haft megen besvær med at finde et ”jeg”. Nu stod vi med et tredobbelt problem et ”vi”. Forslag som Pagay-Leif , Canoe-Niels og Indiana-George kunne ikke umiddelbart samskrives til en enhedsbetegnelse. En Don Juan figur, en etisk figur eller en ophøjet religiøs figur, løb vi totalt sur i - rollefordelingsproblemer. I frustration greb Haagen sin mundhar-monika og jeg mandolinbanjoen. Musikken lød,mens Køhler udmattet tog natteleje i den underste køje. Gamle højskolesange, westerns og sømandssalmer gav ekko i sommernatten over den lille idylliske skovsø. Aftenen afsluttedes med en kontant mundharpelektionstime nr.1. Jeg lærer, Haagen elev. Han skylder endnu for honorar! Køhler ymtede noget om, at han vist morede sig lidt ? Et forslag om, at vi alle skulle tage vores pagaj med i køjen, og hvad den i så fald kunne symbolisere,udløste en byge af delikate forslag med latterkramper til følge ( detaljer uden for referat---studentikos pubertet ). Haagen tog dog for en sikkerheds skyld sin pagaj med i den øverste køje. En sengehest kaldte han den. Hvor sødt ?
Jeg selv tog et simpelt natteleje i en børnekøje, hvorved mine underben stak ud over kanten uunderstøttede. Men midt om natten vågnede jeg ved et ufatteligt syn. Køhler var stået op med smertefulde kramper i benene, hoppende rundt på gulvet, råbende: ”Oh, oh”, mens Haagen i den øverste køje, halvt i søvne greb sin pagaj og ivrigt padlende råbte: ”Jeg redder jer”. Personligt var jeg blevet afbrudt i min drøm, hvor jeg omdirigerede troppeenheder for Napoleon i slaget ved Waterloo år 1815. En naturlig forklaring på disse sammenfald kan jeg ikke give endnu, men herefter faldt vi alle i en dyb naturlig søvn.
Morgen d. 29. 06. 05.
Efter rigeligt med kaffe, te og en hel del wienerbrød satte vi kurs mod det lidt uhyggeligt klingende navn INDELUKKET ved Silkeborg. Var det en institution?, men for hvad? Vejret var denne gang med os –kun en stille brise i fuld sol. Det var ingen udfordring for garvede kanofolk. Tid blev der til afslappende muciseren om bord, hvilket affødte glade smil og vinken fra forbipasserende. Men inde fra bredden af Borresø lød dog forførende sirenesang fra rigmandsstuer. Vi modstod presset - klassisk skolede som vi er, huskede vi Odysseu`s problemer på hjemturen fra Troja -fik et fast greb om årerne – padlende uanfægtet videre til en tilsyneladende fredelig og øde søbred, hvor vi restituerede os. Da vi atter skulle sætte fra land, kunne vi ikke komme fri af søbredden. Et kvarters skubben og padlen hjalp intet. Noget mystisk holdt os tilbage. Køhler og Haagen havde før ombordstigning været et stykke inde i landet og var forblevet der i nogen tid. Jeg spurgte nu forsigtigt, om de havde mødt troldkvinden Kirke eller måske Kalypso, der jo i den grad havde forsinket Odysseu´s hjemfærd ( 10 år). ”Tja” hævdede de med nedslagne blikke, de havde dog frekventeret en træbygning, de troede var et toilet, men intet nævneværdigt usædvanligt var hændt dem. Men på søbredden ganske nær os gik en meget ensom and rundt og tiggede om mad. Vi havde netop tidligere på dagen mødt en enlig kajakroer, der ikke kunne finde sin ledsagende ven. Var denne stakkels lille and en omskabt kajakroer kreeret af Kirkes sataniske trylleri. Hvad var så ikke os i vente? Nu kastede Haagen et par brødskorper til anden, og pludselig fik vi alle øje på det usynlige reb, der forbandt vort fartøj til et stort træ ved søbredden. Fortryllesen var hævet, og ved et enkelt let åretag gled vi ubesværet ud i det dejligste sølandskab, hvor vi straks mødte et par glade kajakroere, der havde genfundet hinanden. Anden var tilsyneladende en dykand. Den var ej at skue.
Endelig nåede vi INDELUKKET, som ikke viste sig at være en institution for nedslidte sejlere, men et yderst gæstfrit sted. Efter at vi havde afleveret kanoen med udstyr korrekt, blev Køhler og jeg straks inviteret til frokost i den lokale mondæne roklub. Haagen satte sig derpå demonstrativt ved søbredden og læste i en bog om maleren F. Schyberg, mens han spiste et par tørre franskbrøds-skiver. Han syntes derved bedre at kunne leve sig ind i den fattige malers ungdomsliv. Frokosten var ellers yderst delikat – sildeanretning mørbradbøf m. v.
Fra INDELUKKET søgte vi hyre på det gamle dampskib HJEJLEN, der skulle bringe os tilbage til Ry ad nogenlunde samme rute. Frem og tilbage er lige langt ?? Det viste sig imidlertid, at ca. 50 andre djærve søfolk havde fået samme geniale ide. Jobbet som søfyrbøder var allerede optaget. Køhler og jeg så med misundelse ned i det lumre underste dæk, hvor en svedig kraftig fyr skovlede kul ind i skibets dampmaskine, så røg og damp stod ud af skorstenen. Min rygetrang var for et øjeblik tilfredsstillet. På et tidspunkt stod Køhler og jeg i bagbordsiden og fortalte hinanden kedsommelige sømandsanekdoter fra DKP- tiden - søfyrbøderforbundet – Richard Jensen m.v.,
da en bøsig kaptajn bad Køhler og et par andre lignende bodybuildertyper ”skrubbe ad helvede til” og skyndsomst flytte sig til styrbordsiden p.g.a. kæntringsfare. Den lidt aggressive stemning, der herefter bredte sig ombord, resulterede i, at vi alle blev fyret og sat i land ved Himmelbjerget uden hyre. ”Gud ske tak og lov. Hvad kunne der ellers ikke være sket med en lettere ophidset Køhler ombord”? tænkte Haagen ret højt. Vi lagde nu småmønterne sammen og fik noget kaffe og kage med Irish whisky på den nærmeste beværtning. I det hele taget syntes indtagelsen af rigelige mængder af kager og wienerbrød at motivere mine medsejlere til kraftfulde præstationer, hvor normale søfolk ellers i almindelighed benytter sig af blidere stimulanser som: tobak, whisky, beers kvinder m.v.
På trods af vores små fortrædeligheder undlod vi på ingen måde at nyde det pragtfulde sølandskab omkring Himmelbjerget, og mange smukke ord blev ymtet derom såvel i sang som i tale.
Fra Himmelbjerget tog vi imod et tilbud om som halvblinde passagerere at blive sejlet til Ry med en personfragtbåd. Det kostede nu alligevel nogle kroner, selv om jeg tilbød lidt vinduespudsning undervejs. Meget trætte ankom vi til Ry, hvor vi genfandt vore efterladte biler.
Vi kørte straks mod Ry Højskole, hvor vi kunne disponere over min søn Ivans lejlighed i tagetagen. Alligevel nød vi en dejlig kinesergrillmiddag i smukt vejr i gården foran lejligheden. På et tidspunkt måtte jeg ud i byen for at lede efter noget tobak - dog med en advarende bemærkning fra Køhler om at undgå kontakt med de kvindelige indfødte, da de efter sigende havde et dårligt ry. Han har åbenbart lokalt kendskab. Mens jeg var borte, kom skolens pedel Svendsen forbi bordet, hvor Køhler og Haagen stadig sad og spiste. Han forhørte sig, om det var Ivans far, der spiste her. Både Køhler og Haagen svarede samstemmende et klart: ”ja”. Svendsen gik lidt hovedrystende videre undrende sig over Ivans tilsyneladende noget komplicerede fædreforhold. Ivan er trods dette stadig ansat på Ry højskole - et frisindet sted.
En sky gik fra himlen, og aftensolens sidste røde stråler lod sig ane. Haagens kæreste Tove kom med friske forsyninger af dejlig rødvin. Hunden Kappa var også med, logrende som altid - en stjernestund især for Haagen, kys og kram og gensynsglæde. Køhler må have savnet et eller andet. Han brød op. Jeg kunne jo kun genkalde Astrid i sød erindring. København var pludselig langt væk fra Jylland.
Da aftensolen langsomt slap sit tag i horisonten, gik Tove, Haagen og jeg op i Ivans lejlighed. Der var stadig rødvin, og efter en del hyggesnak gennemførte Haagen og jeg mundharpelektion nr.2. Honorar?? Med Tove som medvirker og inspirator kastede Haagen og jeg os ud i dristige improvisationer udi det folkloristiske univers. Vi følte os som små verdensstjerner, indtil trætheden tog over, og vi måtte overgive os til søvnens livgivende hvile.
Næste morgen spiste vi en dejlig brunch på badebroen i højskolens have ledsaget af smuk salmesang af pastor Krarup med følge – en fin afslutning på nogle minderige dage i det jyske sølandskab
Epilog.
Til oplysning for eventuelle læsere af dette skrift kan der henføres til de nye dogmeregler for rejsebeskrivelser: 1/3 løgn, 1/3 digt, 1/3 fakta.
Jeg beder derfor vor fælles litterat Haagen Nielsen gennemgå teksten og nøje påse i hvor høj grad disse regler er overholdt.
Jørgen!
Onsdag sejlede vi til Indelukkets Camping ved Silkeborg, hvor vi afleverede kanoen og sejlede tilbage til Ry.
Sejlruten er markeret med rødt.
Kronologien i ovennævnte tildragelser er – tilsigtet - kryptisk, men vil ikke volde den indviede nævneværdige problemer.
Encyklopædiske opslag i verdenslitteraturen vedr. ”Los Pagayos”.
De glemte årer. Eng./da.
De ensomme papegøjer. Polsk.
Store burgere. Amr. Slang.
De forvirrede. Portug. Overført bet.
De fortabte. Spansk. Overført bet.
”Idioter”. Islandsk. Overført bet.
Storskrydende Don Juan´er. Ital. slang.
En slags årer til at ro med. Peru, Brasilien.
Tyrefægtere (frygtløse). Marokko. Slang....................... etc.
