Må denne skrivekløe brede sig til alle ærlige snaphaner
- Skribent: Wammen -
Skånetur september 2008-10-24
Dørklokken signalerer diskret 2 korte og 5 laaaannge på Gl. Kalkbrænderivej 8 st. tv. Kbh. De to friskytter Køhler og Haagen entrer lejligheden med topmoderne grej til vor anonyme mission i det gamle danske Skåneland.
Vort mål vil være at fremskaffe beviser for klare svenske overtrædelser af endnu gældende fredsbetingelser ved indgåelse af Roskildefreden af 1658, undertegnet af både Frankrig og England. Især den brutale forsvenskning af Skåne, Halland, Blekinge. I vor tid betegnet som etnisk udrensning med tvangsflytninger , vilkårlige henrettelser uden rettergang, afbrændinger af hele byer. Men vi møder op med nye krav. Omskrivning af både den svenske og danske historie omkring Skånelandene. Afskaffelse af systembolaget. Genindførelse af Skånske Lov fra 1200-tallet: En mand er en mand, og et ord er et ord. En mand skal holde sit ord, og kvinder skal tie i forsamlinger. Og mænd har lov til ikke at kommentere en kvindes udsagn. m.v.
Men en solid frokost er en forudsætning for en så stor og betydningsfuld aktion. Her indtaget med gammel dansk øl og snaps og kildevand. En beslutsom og ophøjet ro, uden magelighed føltes i vore hjerter. Vi fokuserer. Vi chouster. Cost benefitmanualer er vertificerede i detaljer. Så hva!
Oh, hverken PET eller Udenrigsministeriet understøtter vores mission på nogen måde. Vi er civile og ulydige, som vi plejer.
For dog at opnå en mulig støtte i vort forehavende, kørte vi til Slangerups nedlagte smedje, hvor den skånekyndige strateg og turistchef Stig Colbjørn gav anvisninger på sikre tilholdssteder i det okkuperede område. Den lokale spillemand, Børge mødte op med sin torader harmonika, og jeg greb fiolen, og vi spillede skånsk/dansk folkemusik, mens Køhler og Haagen nød deres kaffe og kage i de gamle stuer. Dansk-skånsk hygge, så roligt, så fredeligt. Men ude i selve smedjen stod gnister fra esse ambolt og hamre. Unge kraftkarle smedede et dørhængsel med en symbolsk ornamentik, som jeg personligt ville plantere et hemmeligt sted på den oprindelige grænse mellem Skåne og Sverige.
Hen mod aften igen mod København, hvor Astrid havde forberedt menuen ” Jansons fristelser ”. Megen snak med vin og gammelt øl fremtvang en tidlig sengegang rundt om i lejligheden. Sædeligheden i højsædet. Kodeord for start rettidig: ” NU ELLER ALDRIG ”. Citat ca.1709 Frederik IV. Den store nordiske krig. Ak, endnu et nederlag. Men ” NU ” , men vi må sove på det.
Morgenfriske og udhvilede, stædigt optimistiske, indtog vi et skånsomt, men solidt måltid med friskost, fyldte vores madtejne til bristepunktet.
Vi farer mod Skånelandene. Må guderne være med os.
Gud i dette tilfælde måtte være GPS, der trygt ledte os igennem København, over og under broer, tunneler, indtil vi øjnede Malmø, som vi strøg hastigt forbi. Lund domkirke og universitet skulle besøges inden lukketid. Messefald ikke p.g.a. os. Vi klistrede os på en svenskguidet rundtur i det gamle, danske ærkebispesæde. Eskild og Absalon kom os i hu som gode danske biskopper. På stedet ikke særlig synligt, og kun lemfældigt omtalt af guiden. Haagen og jeg fulgte diskret med i omvisningen. Guiden talte kun svensk henvendt til en turisthob af ældre svenskere. Jeg forstod inte als. Men Haagen signalerede med tydeligt kropsprog, at han forstod hendes opfordring til også at besøge krypten under kirken med spændende gravmæler. Også andre fulgte med i dybet. Kors i røven et dystert sted. Senere gik jeg selv derned helt alene og så høje lys omkring et gravsted med den sidste biskop. En svensker ! Bandlyst følte jeg mig, da en guide havde bortvist mig fra et sæde ved højalteret, hvor en statuette af ----. Jeg nåede knapt at opfatte det, men jeg tror, det var Sct. Laurentius. Frit oversat efter svenska guiden: ”En meget hellig mand, der var rigtig god til at blive ristet på et bål, mens han sang smukke salmer”. Køhler gik meget omkring og tog fotografier.
Vi mødtes dog alla i hob i den smukke universitetspark, hvor vi nød indholdet af vores madtejne sammen med de smukke unge studerende fra det dansk-svenske universitet i Lund. Trevligt med blommor i flor og plaskande springvatten. Især Haagen følte sig næsten hjemme her, tror jeg, men Køhler og jeg tvang ham ud af fortidsminderne. Missionen siger Malmø. Historik uden timing lig nul. Så op på ”VWén og GPSén” DERUDAF. Den venlige damestemme i GPSén viste os hele Malmø, inden den endelig meddelte: ”Destinationen fundet 200 m forude”. Motion er sundt, men -- Vi parkerede korrekt svensk og gik det sidste stykke.
Vi så det karakteristiske danske slot tone frem af den tunge svenske tåge. Den beskedne udstilling var overraskende god. Den indeholdt endog selvkritiske udsagn om de svenske krigerkongers anfald i Skåne, men også synspunkter, der støttede den ulovlige og brutale forsvenskning af Skånelandene. Klare brud på den internationalt aftalte Roskilde Fred 1658. Kaffen i kantinen var tynd og dyr.
Da vi kom tilbage til min kære VW- transporter, var sideruden ved førersædet knust og hang i splinter. Et indbrud, der gjaldt vor uundværlige GPS. Den var gemt under sædet, men ubetænksomt havde jeg ladet æsken, den var købt i, ligge fremme et meget iøjnefaldende sted. En kort rådslagning fulgte. Vi søgte den lokale policen og anmeldte skaden. Tyven opnåede ikke sit mål. GPSén lå, hvor den var efterladt. Køhler og jeg deltog nu i et meget grundigt og langsommeligt krydsforhør på politistationen. Vi udfyldte ret mange skemaer og måtte besvare mange spørgsmål. Hvem var vi. Hvor skulle vi hen. Vort formål med rejsen. Køhler undgik med stor sproglig behændighed at røbe missionen. Endelig fik vi vor rejsetilladelse retur med samt en masse papirer og noget plast til at påklistre ruden. Vi kunne dog ikke låne en saks og noget tape til reparationen.
Haagen havde taget sig en gevaldig slapper imens og sikkert nydt det myldrende gadeliv i byen. Da han gennemlæste dokumenterne fra policen, mente han vist, at de kunne bruges i en rigsretssag mod den storsvenske stat med krav om fuld erstatning for tort og smerte. Vel en slags forsinket krigsskadekompensation. Heldigt var det dog, at policen ikke beslaglagde vor kære GPS, der jo indeholdt vigtige hemmelige koder over udvalgte destinationer. Meget forsinket drønede vi nu i storm, blæst og regn med vidt åben førersiderude og med glassplinter fløjtende bagud som ishagl til stor gene for efterfølgende svenske trafikanter. Så kan de vel lære det!
I god kondition nåede vi til aftalt tid Gæstgiverhemmet i SSHHJØBY.
Her blandt venner kunne vi straks låne både saks og stærk gaffa tape. Haagen gik med håndværksmæssig mine straks i gang med opgaven. Meget vanskeligt så det ud, men med tungen skråt hængende ud af venstre mundvig fastspændt mellem stramme læber lykkedes det ham at påklistre plast i det manglende rudeparti. Sikke et øjemål den mand besidder. Jeg bistod ved at holde på materialerne og værktøjerne. Dog fandt jeg det svært at forstå hans ordrer p.g.a. den særegne mundstilling, når han forlangte ”hast”, ”sads” eller ”hæjpe”. Han opfandt sågar at lave et rundt kighul med kun et lag plast, så udsynet forbedredes for hans vedkommende. Hullet var for lavt placeret i forhold til Køhlers og min fysiognomi Vi måtte som så ofte før krampagtigt bøje nakken for at benytte kighullet.
Opholdet på Ssshøby Gæstgivergaard var yderst tilfredsstillende. Gode venner, god mad, meget imødekommende betjening og gode senge for Køhlers og mit vedkommende. Haagen havde uegennyttig tildelt sig selv en klap-ud og ind seng af tvivlsom karakter og bæreevne. Straks havde Køhler bemærket en udløsningsmekanisme på sengekanten, der sandsynligvis kunne fremprovokere en voldsom hurtig sammenklapning. Altså en moderne snaphanefælde. Haagen kunne i værste fald på denne snedige måde blive indfanget af svenskerne og derefter anbragt på Ssshhøby stortorv til spot og forhånelser og det der var værre. Paranoid. Ikke tale om! Først knuste ruder, tyveriforsøg af GPS, så politikrydsforhør, og nu dette! Lidt må man vel nok forestille sig fortidens grovheder. Spitseringer m.v. Nu åbenbart med et vist humant, humoristisk tilsnit. For at nå vort værelse på 2. sal måtte vi kun benytte køkkentrappen der samtidig også var flugtbrandtrappen med videoovervågning af hver afkrog. Vor konspirative formål med Skåneturen, måske afsløret, men af hvem. Var der en meddeler blandt os selv, eller en der nøje fulgte vor gøren og laden. Mistænksomhed og påpasselighed måtte fra nu af opgraderes betydeligt. Altså plan B. Så efter en god middag i krostugan slentrede vi ligesom tilfældigt rundt om i den mennesketomme soveby for evt. at møde snaphaner og høner med sympati for vor sag. Ikke et øje. Er forsvenskningen mon dog så total? Ingen fra den tilforn så stolte skånske frihedskæmpertradition kom frem fra nattemørket.
Åh! Tidligt op. En herlig morgensol. Fortræffelig buffet. Friskost, æg, skinke, surbrød. Vi betalte hver især kontant imod sædvane for at undgå for mange mellemregninger og personopgør. Min plan A mod Ystads seværdigheder blev opgivet til fordel for en mere diskret rute til det centrale snaphaneland nær Blekinge via Tommalilla , Far Lasses hjemby. På vej mod målet mødte os et skilt med en todelt oplysning. Til højre Tommelilla. Til venstre Tosselilla. Vi drejede til højre mest af intellektuelle grunde, støvsugede byen for evt. sympatisører. Intet. End ikke et monument var at opspore her. Et lille klunsermarked på byens pæne torv viste os, at der var liv i den ellers hyggelige rene by.
På vor vej igennem gaderne så vi en morsom statue i et nedløbsrør, så der blev taget et foto som dokumentation på min tilstedeværelse hinsidan.
Vi fortsatte turen mod Simrishamn for at opsøge den ældste danske middelalderborg, Glimmingehus. Smukt foldede det sensommerlige skånske høstlandskab sig ud til udfordring for vore tilbageværende sanser, mens vi kørte ad små lige veje i det flade gamle danske land. På markerne snorlige rækker af plastomklamrede hø- og halmballer så store som møllehjul. Moderne landbrug som det også ser ud i dagens Danmark. Ak, fortidens smukke traver og høstakke fyldt med Morten Korchske elskende par prydede nu landskabet bedre, sukkede jeg. Men i høj sol fremstod nu den stolte borg Glimmingehus for vort åsyn. Så markant og magtfuld velegnet for den danske bygherre og lensmand Jens Holgersen. Haagen og jeg nåede at tilkøbe os en guidet rundgang i den indre borg. En ung svensk gut gjorde sit bedste i formidlingen af borgens indretning og historie. Køhler foretog egne sonderinger omkring stedet. Vi mødtes dog alle i museets butik, hvor Haagen købte en smuk ravhalskæde, som han dog senere ville ombytte, da han ikke kunne finde ud af låsemekanismen.
For at more mine rejsefælder og mine børnebørn lod jeg mig fotografere i borgens gabestok, som sikkert i vore dage kunne genanvendes til effektiv rygeafvænning. Bemærk dog bødlens slet skjulte triumf. Den sidste cigaret.
Køhler måtte overtage rattet, og vi kørte nu mod Åhus, hvor der måske var spor af snaphaner. En skånsksindet værtinde dér skulle kunne tilbyde bed and breakfast og formidle videre kontakt til Gøngeland og Sven Gønges nulevende slægt. Men fy—fan. Værtinden præsenterede sig som svensker og ikke som skåning. Haagen måtte havde taget fejl, da han bestilte dette natlogi over nettet. Men med sin naturlige charme tiltvang han sig adgang til hendes personlige computer, hvorved han fik oplyst vigtige detaljer om snaphaneruten, som vi straks vedtog at følge. Glemt var ideen om at tulle rundt på Øland og holde lidt ferie, kigge foglar og snuse til orkideer.
Vi skulle jo nedgrave et symbolsk dørhængsel, hemmeligt fremstillet i Slangerups gamle nedlagte smedje, ved den oprindelige grænse mellem Skånelandene og Sverige. En tro kopi af dørhængslet opbevares hos mig i rustfri box med D.K. tegn og det Danske Rigsvåben. Ornamentikken på bagsiden af symbolet forestiller to danske urkæmper med køller halvt strittende ud fra de løvomkransede lændepartier. Jeg nedgrov dog symbolet i al hemmelighed uden mine to friskyttevenners medvirken, idet jeg ville have lov til at have bare en hemmelighed med mig i gravens mørke og lune mig ved. Jeg er dog lidt spændt på svenske arkæologers erektion, hvis de finder denne kraftfulde -kom i hu- påmindelse. Mon ikke den udebliver totalt. Det ku ligne dem. Øh, åh jo, hos den i øvrigt meget søde værtinde, der betjente os så treveligt i Åhus kom jeg til at glemme et kort over nedgravningsstedet på hendes natbord i Køhlers og mit værelse. Tja!
Se et større billede af dørhængslet på Skånesiden.
På vor vej i og rundt omkring snaphaneruten, så vi i byen Loshult endelig et markant mindesmærke om den heldige erobring af den svenske kong Karls ( nr. 11) krigskasse indeholdende ca. 80 mill. gode svenske mønter fordelt på flere hestevogne. Beslaglæggelsen blev udført snarrådigt af lokale bønder, bistået af skånske friskytter og snaphaner. Men ak efter det danske nederlag i den skånske krig måtte de medvirkende lide forfærdeligt. Henrettelser, voldtægter, afbrændinger af mange landsbyer i området. Mange nåede dog at nedgrave deres bytte. Der kan stadig gøres gode fund med metaldetektor. Køhler jamrede. Han havde glemt sin. Men nogle småmønter blev det vel til alligevel.
I Gønge sogn stødte vi på en lille flække af et museum med gamle bondehuse, hvor også snaphaner kunne få mad og natlogi, når kulden i skovene blev for streng, og løvet ikke længere kunne skjule dem for de frygtede svenske snaphanejægere. På området var også anbragt en mindesten over snaphaner. Sven Povlsen Gønges navn var der. Vi var på sporet. Men hvor var hans afkom? Et hemmeligt sted i de dybe dunkle snaphaneskove forsøgte vi at genskabe lidt af stemningen omkring en snaphanehængning. De blev jo klynget op i det nærmeste vejtræ til skræk og advarsel. Jeg skulle være snaphane, Haagen Snaphanejæger, Køhler fotograf. Ikke helt vellykket. Offeret kunne ikke fuldføre. ”Vi leger bare,” sagde de to andre.
Nu søgte vi stedet, hvor et par berømte træfninger fandt sted mellem en overtallig svensk styrke mod friskytter. Resterne af et jordfæstningsanlæg skulle befinde sig i området. Vi spurgte de lokale eneboere, men de havde aldrig hørt om stedet. Haagens meget stædige søgen gav dog endelig resultat. Pludselig stod vi i en tæt skovtykning over for en minimal mindetavle, der ganske kort beskrev stedets begivenheder. Vi hæftede os ved en hjemmelavet gynge, der dinglede frem og tilbage med vinden over voldgraven. For lavt I jævla svenskere at mindes Gøngehøvdingen på denne måde. Beskæmmede drog vi mod den nærmeste by, hvor vi trøstede os med en svensk korv, som vi fortærede i hidsighed. Ned med den. Vi kørte videre mod Chr. 4tals by, Kristansstad. På torvet så vi en flot bygning i hans karakteristiske byggestil med en statue af ham selv øverst i frontpartiet. Vor stoute kongeguru. Vi nåede desværre ikke at se snaphanemuseet i byen. Klokken fortalte os at nu var det hjemad mod moderlandet med de skrammer og ar på sjælen turen bød os.
I snaphaneskovene havde vi for resten også fået kofangeren revet løs af en skjult vejsidetrærod, snedigt anbragt af moderne snaphanejægere. Paranoid? Ikke tale om, rene fakta. Vor kære gamle hovedstad tog livligt imod os med myldrende trafik. På Gl. Kalk fik vi stillet sulten og tørsten. Køhler gik tidligt til sengs med tonerne fra klaver og mundharpespil. Han gik ud som et lys, da vi spillede:” Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to.” Han havde også spist to portioner svampestuvning af de Karl Johanér, som jeg plukkede i gøngeskoven, mens de to andre klistrede kofangeren fast med tape.
Vi tog pænt afsked med hinanden efter morgenmaden. Astrid og jeg drog til loppemarked i Ballerup. Haagen og Køhler i stillekupe mod Jylland.
Ja, endnu en givende tur sammen for gammelt venskabs skyld, men fremtiden kalder os vist til Kristiansø. Vi ses.
Wammen (skjald).