Ve æ hav å æ klit

En tur langs Vestkysten

- Rejsende skjald-

 

Jeg ankom præcist til Jeppe Kilde, Bredballe kl.16 søndag d. 2. sept. efter fire timers ensom bilkørsel fra Buresø. Den hærdede søulk Haagen tog imod med skipperøl og beskøjter, mens Tove måtte ordne de sidste regnskaber fra en nys overstået og heldigt gennemført sejlads i den svenske skærgård.

Efter en god middag slæbte jeg lydanlæg med mikrofoner og musikinstrumenter ind i villaen, hvorpå Haagen kunne afprøve lydstyrker i potent grad på sine mundharmonikaer, mens jeg beskedent supplerede med violin og sang. Vi fik et par numre til at svinge rigtig godt: ”Sixteen tons” og den sjælfulde: ”I skovens dybe stille ro”. Sangen: ”We shall overcome the next three days”, havde vi lidt sværere ved at få has på. Tove var tålmodigt lyttende, mens hunden Kappa fortrak til hundekurvens trygge pude, som den vistnok flåede op under koncerten. Vi sluttede af med et par stille folksongs og godnatdrinks. Jeg blev ført til et specielt indrettet anneks med japansk bad, bibliotek og et soverepos med udsigt over fjorden. Fornemt; En god nats søvn fulgte.

Frisk som en havørn mødte jeg Køhler just ankommet med nødvendigt udstyr til at imødegå flodbølger, sandstorme, strandinger og motorstop m.v. langs den farlige jyske vestkyst. Glemt var sidste års ømme fødder på Gendarmstien. Nu skulle nye udfordringer afprøves via min komfortable VW transporter med GPS system.

                                  Vi vestjyder trives nu bedst i blæst

                                        Vi dukker ej nakken for en storm fra vest

                                        Den hærder vor hud, og den bruner vor kind.

                                        Den passer så godt til vort stridige sind.

Denne, vores tursang, fundet af Køhler på nettet og via min personlige hukommelse, burde have lydt ud af bilruderne, da vi startede vor tur mod den ebbe og flod truede Mandø. Tænk en ø uden kvinder formoder jeg; Vi slog dog et herresving sydover og kørte over dæmningen til Rømø, hvor vi kunne køre helt ude langs strandkanten. Vi blev rigtigt gennemblæste, da vi gik en lille strandtur. Vi kørte til øens sydligste by, hvor vi nød en lille frokost på kroen. Sild, skinke, ost.                      

Inden Rømø nåede vi et meget specielt museum ved Lindtrup. Welling hed den lokale samler, der i årtier på en mindre landejendom havde samlet gamle ting og sager fra oldtid til næsten nutid. Det hele opstillet i virkelighedstro tableauer. Der var en kro, en smedje, en kirke, en skolestue, en købmand osv. Meget seværdigt. Både i kirken (nadver) og i skolestuen (geografitime) anno ca. år 1900 indgik Haagen, Køhler og jeg på skift som levende rollemodeller i udstillingen. Måske en fremtidig indtægtskilde for os tre pensionister. Reklamekronerne lokker?

 

 

Vi nåede velbeholdne over til Mandø, inden springfloden dækkede vejen kl.1700. Vi fandt kroen og værten, men p.g.a. overbooking henvist til et nærliggende, tidligere lægehus, som indkvarteringsmulighed. Det viste sig overordentligt velholdt og veludstyret med bar og medicinskab, men markant afstand fra et tiltrækkende hus: Jomfruburet. Det fremkaldte dog en protest fra et par stykker af vor lille rejsegruppe. Og dog, kroejer Jørn Luther bedyrede, at der ingen jomfruer var tilbage på øen, efter at han havde genetableret kroen et par årtier tilbage.

Vi åndede lettet op. Så blev vi vel fri for at blive overrendt af utilfredse fruentimmere denne gang; Vor forplejning var lagt i kroens regi, men Haagen fik solgt nogle af Toves flotte Mandø malerier, der kunne finansiere vores videre færd nordover og noget af kroregningen. 500kr per persona blev det til.

En lidt underlig oplevelse havde vi dog på vor vej fra kroen til lægehuset. Kroejer Jørn havde anvist os dette refugium, sikkert observerende vores synlige alderssyndromer og psykiske posttraumatiske gangarter. Vi trængte til ro og harmoni. Hans gennemlysende blik fortalte os alt. Han vidste alt. Så alt. Vidste hvad der var godt for os lige nu. Altså lægehuset;

Netop på vor lille vandring op ad bakken mod det mondæne lægehus, ligesom flængedes luften af hjerteskærende dødsskrig. Vi stod forstenede et kort minut. Kun stilhed. Nede på alle fire mavede vi os omsider frem til et formodet gerningssted. Haagen opdagede da en hare liggende livløs ved en busk nær lægehuset.

Men i et nu hyperventilerede dyret. Liv? Ja, et liv. Jægerpulsen er oppe i højeste gear; ET BYTTE? Jeg begyndte at lede efter et stumt instrument, hvormed jeg kunne gøre en ende på dette dyrs lidelser, overbevist om at det var blevet dødeligt skambidt af en ræv eller en rovfugl. Køhler fulgte optrinet med tilbageholdt åndedræt, mens Haagen nærmede sig det stakkels værgeløse dyr—måske med ambivalente følelser. Bortset fra drømmen om knitrende spejderbål med spidstegt hare, måske også denne, at bringe det sårede dyr ind i lægehuset og helbrede det med de forhåndenværende resterende medikamenter fra det efterladte medicinskab, kirurgi?  Slige tanker ville han aldrig delagtiggøre andre i, ham Haagen. Her er han som en lukket bog. Men pludselig som et lyn fra en klar himmel. Haren rejser sig, drejer tre gange rundt om sig selv og styrter ud i den mandøske frie natur, hvor den fortsat må friste en farefuld tilværelse, som livet nu byder.

Vel inde i lægehusets trygge varme, greb jeg fiolen og spillede melodien til Bjørnsons digt om haren og ræven og deres fælles birkerod tæt ved lyngen. En natursymfoni med et legende tema om offerrollen i dyreverdenen. Måske symbolske hints til menneskeverdenen.

 

Vi nåede at besøge Mandømuseet, der med gode informationer anskueliggjorde øens historie og naturforhold. På en lille times tid kørte vi øen rundt, tilså digerne, kiggede fugle og iagttog stormflodspælen, der anviste højden på vandstanden fra de værste stormfloder fra nyere tid, betænkeligt tæt på digernes øvre kant. Klimaændringer med vandstandsforøgelse kan blive et problem her. Digebrud er en virkelig trussel for den lave ø. Om aftenen spillede Haagen og jeg musik til langt ud på natten, uden at dette medførte en invasion af lokale folk. Der var ellers en mandøsk brudedans og flere Fanø-sønderhoninger udsat for harpe og fiol, der indbydende lød ud fra lægehuset. Der kom ej heller nogle patienter, som vi kunne more os med at helbrede. Men vi hyggede os alligevel fortræffeligt i hinandens selskab.

Da barskabet og medicinskabet var tømt, gik vi til ro med havets susen i ørerne. Haagen i eneværelse, fri for snorken og søvngængere. Næste morgen genoplivede jeg Køhler ved at spille et par morgensalmer: ” Vågn op og slå på dine strenge” (Kingo) og ”Den mørke nat forgangen er” (H.C. Steen).

Vi forlod øen i tide, inden vandstanden igen ville dække den 6 km lange grusvej. Der blev endog tid til korte ophold på vejen, hvor vi kunne nyde det særegne marsklandskab og samle medicinske urter til vores restitution.  Kveller kan f.eks. anvendes i salt og forynge enhver.

Med GPS styrede vi mod Søren Kirkegårds fars fødeby Sædding. Her ville SK finde sine slægtsrødder, og han foretog da en jyllandsrejse efter ordre fra sin nys afdøde far ca. 200 år før vores tur. Han i hestepostvogn med 6 km. pr. time på stenede hullede veje. Vi med VW transporter med audimotor og GPS 80 km. pr. time på asfalt. Hans rejse varede 2 mdr. - vores 3 dage.

Haagen og jeg besteg den gravhøj, hvorfra SKs far forbandede sin Gud, som fattig hyrdedreng på heden.  Et traume, der forfulgte ham resten af livet, og som også påvirkede SK. En utilgivelig synd, der jo nedarves til dommens dag. Læs SK´s samlede værker. Men vi måtte fortrække fra højen, da der pludselig stormede Natosoldater frem fra buskene og erobrede den til feltobservationer.

Vi flygtede så nordpå mod en lille landsby, Lyngby, hvor der skulle ligge en forladt redningsstadion fra det forrige århundrede. Her kunne vi så overnatte, hvis vi kunne finde den lokale strandfoged, der besad nøglen til stedet. Jørgensen, hed han vist. Undervejs blev vi meget uenige med GPSen om ruten dertil. Den ville hele tiden sende os ind i landet mod nordøst, mens vi jo foretrak en rute nordvest så tæt på havet som muligt. Nær Nissum bredning slog vi dyret fra og orienterede os i stedet via mit gamle vejkort fra 60erne.

Sulten indhentede os i Hvide Sande. Vi fandt snart et pænt gulmalet hotel. Efter nogen ventetid blev vi præsenteret for et menukort. Vi bestilte alle stjerneskud, overtroiske som vi er, og diverse drikkevarer. Først da gik det op for mig, at det var et missionsk afholdshotel for enlige sømandsenker, vi befandt os på. Sarkastiske smil bredte sig uhæmmet på mine rejsefælders læber, da jeg bramfrit bestilte humle og snaps til min fisk. Servitricen slog tre kors for sig og forsvandt ud i køkkenet. Nu fulgte en lang ventetid på nærmest en time, inden de bestilte stjerneskud nåede vort bord. Imens kunne vi sidde og iagttage sømandsenkerne ved nabobordet, der småhulkende indtog deres skipperlapskovs.

Da jeg på et tidspunkt gik ud på gaden for at ryge lidt, kiggede jeg ligesom tilfældigt ind af vinduet på en nærliggende Skipperkro. Her sad fiskere og skålede i øl, måske for at fejre et heldigt togt? Så måske var enkerne slet ikke enker, men forsmåede fiskerkoner, der kun ventede på, at deres mænd skulle afslutte festlighederne og hjembringe det, der var tilbage af hyren.

Men nu hastigt videre. Vi skulle nå et strandingsmuseum i Torsminde inden lukketid. Køhler og jeg måtte udskyde kaffen til museets kantine, så vi nåede kun en halv time inde i den ellers udmærkede udstilling, hvor fokus var rettet mod strandingen af den store fregat St. George, og det store søslag ud for Jyllands vestkyst under 1. Verdenskrig. Hvad Haagen foretog sig imens, vides ikke med bestemthed. Måske stod han på den yderste mole og drømte om at besejle verdenshavene? Køhler havde medbragt et par bøger om strandingshistorier til hyggelig godnatlæsning, som vi ikke rigtigt fik anvendt efter formålet.

Jeg selv har senere genlæst nogle af Mylius Erichsens autentiske beretninger ”Fra klit og hav” f.eks. ”En redningsmand”, ”Strandvagt” og ”Et standfogedhjem” udkommet i 1912 på Gyldendal. En særlig alvorlig stilhed fylder mit sind ved denne læsning. Den stormægtige natur i kamp med den menneskelige formåen. En kamp, hvis udfald stadig er et universelt spørgsmål med eller uden gudelig indgriben; Men hvilken kontrast til fordoms tider er dog vor lille lystrejse langs Vesterhavet. At fornemme landskabets karakter uden sommerhuse og turisthoteller og genlæse det scenarie med spredte bebyggelser af små og store klitgårde iblandet fattige fiskerhuse med det liv, der i svundne tider udlevedes her, stiller store krav til os 2 ud af 3 landkrabber fra det lune Østjylland. Jo, Haagen må jo være en sand ætling efter en udfarende sejler fra vest, hans ubændige hang til bølgegang taget i betragtning. En snak i bilen, om hvorvidt vi umiddelbart kendte til berømte redningsmænd, gav to navne fra vor fælles hukommelses skattekiste. Søren Kanne og Lars Kruse.

Om Lars Kruse vidste vi: Født 5. 6. 1828, død 9. 3. 1894. Fisker og redningsmand fra Gl. Skagen. Han har bjerget over 200 skibbrudne og fik derfor mange medaljer og et sølvkors. Han druknede ved fiskeri en vinterdag i Skagerrak. Er også kendt fra Drachmanns digtning.

Om Søren Kanne vidste vi: Født 10. 2. 1801, død, 10.11. 1860. Fæstebonde og snedker fra Grenåkanten. Han gjorde sit navn kendt, da han med to heste i en forrygende storm svømmede ud og reddede skipperen Ole Jensen, jyde fra et strandet skib d. 16. 2. 1835. Blicher besang begivenheden i et lidet korrekt historisk digt. S. K. fik også en medalje og nogle få håndører af Kongen. Fra Aarhusborgere modtog han et sølvbæger. Han druknede i en å, da han søgte efter en bortløben ko.

Vi nåede færgen i Thyborøn efter hæsblæsende kørsel med Haagen ved rattet. En kraftig søgang med stærk understrøm fra Vesterhavet ind i Limfjorden hævede straks vor erfarne søulks humør. Han havgassede sig, og ligesom drog søluften i sig med dybe vejrtrækninger og knæbøjninger. Fra overbordkørsel? i Agger var der ikke langt til Lyngby. Efter nogen tid fik vi dog GPSen overtalt til at vise os vejen til stedet. Snart parkerede vi bilen lige midt imellem redningsstationen og strandfoged Jørgensens hus. Hans hoveddør var låst. Jeg ringede til ham fra mobilen. ”Æ et ja dær stoe dærover no?”, spurgte han, mens han lindede ved gardinet i et af husets vinduer.

 

Han kom så endelig ud med en kæmpe nøgle til selve redningsstationen. Med noget besvær fik han dirket den rustne lås op, og vi beså herlighederne. Der var både sengepladser, et bord med stole, en stikkontakt, en kogeplade og toiletter med koldt vand. Fint! Pris 30 kr. pr. person. Haagen stak ham en hund, og glad travede strandfogeden over i privaten. Det var sjældent, han fik besøg helt herude, oplyste han.

Vi fik hurtigt indrettet os med sengetøj og ekstra varmetæpper. Derpå en primitiv middag bestående af et glas blege pølser, som vi kogte lidt i en medbragt vandkoger. Dertil sennep og ketchup og nogle humpler rugbrød med skinke og ost. Noget øl og sodavand havde vi dog også til at aftenhygge med. Pulverkaffen efter maden havde dog en umiskendelig eftersmag af pølsevand fra Haagens vandvarmer.

 

Da tusmørket sænkede sig, måtte vi til stranden for at passe vor vagt, som vel var en del af lejen for natlogi.  En meget høj klitbanke ligesom spærrede adgangen til stranden, men Haagen og jeg forcerede den uden klynkeri, mens den mere kløgtige Køhler fandt en mere farbar vej rundt om klitten, kaldet Redningsvejen, selvfølgelig! Vi tilså et par efterladte tyskerbunkers og observerede også en stor mængde kraftigt tovværk og en enkelt styrthjelm. Vraggods som vi pligtopfyldende rapporterede til strandfogeden næste morgen kl. 8,00. Mærkeligt nok var der næsten vindstille ved kysten den aften. Et betagende syn af den nedgående sol havde her været på sin plads, men vi var kommet for sent.

Udmattede vendte vi tilbage fra den hårde strandvagt. Kun lidt småsnak og det sædvanlige klammeri omkring fordeling af de varmeste tæpper og dyner blev det til. Haagen og jeg samtalede lidt med en ikke etnisk vestjysk dame, der var ude at lufte sin Fido. I den stjerneklare nat udpegede vi de kendteste stjernebilleder for hende og fortalte om vor hårde strandvagt. Haagen afsluttede samtalen med et par gode råd om hundeluftning ved vestkysten. Men så til køjs, basta!

 

Jeg tændte nu min medbragte varmeblæser, der kunne rotere på sin fod for derved at sprede lidt varme i det nattekolde rum. Knapt hensunkne i dyb søvn hørtes en besynderlig lyd som fra et for længst uddødt større dyr. En let uhygge spredtes i det mørke rum.

Der blev hvisket ud i den nattekolde luft med mærkelige bud på fænomenets karakter. Forslagene blev efterhånden så absurde, at de ikke bør nævnes her af hensyn til vort eftermæle. Den modigste af os fik efter nogen tøven tændt et lille lys, og det måtte desværre konstateres, at varmeblæserens roterende fod var årsag til miseren. En let omrokering af apparatet, og natteroen burde være genoprettet. Men når en stakkels nattetisser skulle efterkomme sit naturlige behov og febrilsk  gennemsøgte det store mørke rum for at finde stedets eneste lyskontakt og storbandende faldt over stole, borde og andet habengut, da kunne det knibe at holde øjenlågene i og undgå sprutlatter. Synd for Haagen, der i forvejen har svært ved at sove p.g.a. af mine natlige oratoriske udgydelser i randsøvnens fase. Jeg bør dog her påtage mig al skyld for nattetisseriet, også for at dække Køhler ind her. Så det!

Tidligt oppe næste morgen, da en fast aftale om en guidet tur ved Skjoldborgs fødehjem i Øsløs kl. 10.00 var aftalt før turen med Thisteds turistkontor. Men Strandfoged Jørgensen bød på hjemmelavet klitrosesnaps, da vi afleverede nøglen og berettede om nattens begivenheder omkring vor første strandvagt på vestkysten.

Haagen spurgte ind til hans livs historie. Jørgensens far-far var også strandfoged og redningsmand. Huset var hans fødehjem, en lille hvid ejendom med udhus, hvor en gammel traktor

var parkeret. Den brugte han, når han skulle overvåge 6 km strand m.h.t. strandinger, vraggods, forurening m.v. Han skulle også lede auktioner over vraggods med passende mellemrum. Men i vor tid var der sjældent noget af værdi, der skyllede i land. Strandinger var også undtagelser. De store skibe i dag havde alt gods i store containere. Godt forankrede med stålkabler.

Haagen kunne dog berette om en stor container fyldt med dyre italienske sko, der landede på vestkysten få år tilbage. Vor gode strandfoged kunne her bekræfte historien. Haagen havde ved den lejlighed egenhændigt bemægtiget sig en pæn del af skolasten, og gavmildt delt ud til venner og bekendte. Noget som Køhler og jeg ikke havde mærket spor til. Måske havde han et svagt øjeblik glemt vore skonumre? Strandfogeden fortalte fåmælt også om sin tid som fisker bl.a. under krigen. Han ejede en lille kutter sammen med sin broder. De kunne på et 3 ugers togt tjene lige så meget som en bondekarl på et helt år. Det var tider, sluttede han, mens han kastede et længselsfuldt blik på et stort billede af kutteren, der var placeret centralt i hans ydmyge stue. Ærgerligt!

Vi kunne sagtens have tilbragt flere timer i hans stilfærdige selskab. Ulempen ved at have faste aftaler viste sig her. Det går ud over spontaniteten. Men guiden i Skjoldborgs fødehjem ventede os kl.10 i Øsløs. Vi blev vist rundt i det lille hus af en slægtning til Skjoldborg. En lokal ung pige, der var noget fåmælt af en guide at være. Men god informativ viden fandtes på væggene i et lille kammer. Et beskedent skomagerhjem, hvori en stor digter fødtes i en stor børneflok under fattige forhold for over 100 år siden.

Vi besøgte på opfordring fra guiden en gammel æblegartner i nærheden. Stedet var ren idyl, pertentligt velholdt ude som inde. Konen gik konstant og fejede op efter vore fodtrin på den nysselige stenbro. En hyggesnak senere købte vi nogle gode Guldborg æbler, inden vi kørte videre mod øen Mors, som vi nåede via færgen fra Feggesund.

Vort mål var Øster Jølby, Frode Jakobsens fødeby, som jeg så gerne ville vise mine gamle venner fra Gedved Seminarium. For her stod arnen for det folkelige gennembrud markant imod det etablerede system af vanetænkning omkring kirke, skole og samfund. Her ville man selv bestemme. Med få midler og stor handlekraft byggede de lokale en kirke, så rigelig stor til 600 personer. Så usædvanligt i det lille sogn. Man havde udsyn til resten af øen Mors, ja sikkert endnu videre. Også et stort ottekantet forsamlingshus blev det til i den sjælsoplivende tid omkring 1870erne. På tværs af Mors blev der oprettet flere friskoler. Højskoler med egen tolkning af kirkeliv og skoleliv og kristen livsforståelse, dog med stor inspiration fra især Kold og Grundtvig, der i øvrigt har skrevet et hyldestdigt til den frie menighed på Mors.

FRIT AT TÆNKE TALE TRO

FRIT AT LADE LIVET GRO!

Her var også markant modstand mod Estrups Højreradikalisme i form af skytteforeninger, folkelige gymnastikforeninger m.v. Der førte til systemskiftet i 1901. Ja, her må min egen rod være! Stem på Enhedslisten. Se forandringerne fra det nye frie venstre, hvor stort frisind råder!

Frode Jakobsen var hele livet stærkt præget af sin opvækst i dette miljø. Derfor ingen tilfældighed at han ligger begravet her nær sit fædrene ophav. Ole Jakobsen, friskolelærer i Øster Jølby i gennem årtier. Samme Ole Jakobsen var som barn elev hos min oldefar Søren Olesen, der også satte spor i omkring oprettelse af både friskoler og højskoler i området. Han vel også en drivende kraft bag oprøret på Mors mod myndighedernes skole og kirketyranni. Søren Olesen fra Mors blev senere grundtvigiansk lægprædikant, der vandrede landet tyndt med det enkle budskab: Gud elsker alle mennesker, især de fattige og bønder. Derfor blev han valgt ind i landstinget for reformvenstre, og talte deres sag til sin dødsdag i 1902.

Frode Jakobsen den kendte leder af Danmarks Frihedsråd under den tyske besættelse og senere en besværlig socialdemokrat, der ofte indtog særstandpunkter og brød med partidisciplinen.  Hans beskedne gravsten syner ikke meget blandt noget større gravmæler for de mange fri og højskolefolk og frimenighedspræster fra Mors. Han burde have haft en statsbegravelse og et mausoleum. Det har den beskedne mand sikkert frabedt sig.

Vi gik ind i den første frimenighedskirke i Danmark fra 1871. Det flotte rum med den fremtrædende prædikestol og altertavle gjorde et højtideligt indtryk på os. Hvorfor bliver man ofte stille i et kirkerum, tænkte jeg og stillede mig i positur som kirkesanger og afsang et par vers af Altid frejdig når du går! På Gedved Seminarium fik jeg et papir, hvorpå der stod: Kan forestå kirkesang. Nu var det vel på tide at prøve, men stemmen knækkede lidt over ved verselinjen: Dø om så det gælder: Om tobaksrygning, mangel på træning, bevægelse eller drilagtig indgriben fra højere magter for manglende respekt, var årsag, hvem ved?  Jeg ved dog, at sangen blev sunget ved Frode Jakobsen bisættelse. Jeg gjorde det for at udtrykke min respekt for hans integritet som menneske.

Nu trængte vi til noget vin og brød, som vi ikke fik tilbudt i kirken, men måtte købe hos bageren i Øster Jølby, og som vi fortærede på vej mod Jeppe Åkjær’s gård Jente i Salling. Her var lukket for almindelige besøgende. Kun større selskaber med forudbestilling kunne få adgang til stuehus og stalde for en entre på 600 kr. Ærlig talt for ringe! Men vi så dog den præsentable gård udefra, og vi søgte også hans grav, der lå i en lille skov i nærheden.

Herfra gik turen mod syd til Søby brunkulleje og museum. Vi beså de små træskure, som indeholdt megen dokumentation om det hårde liv i lejren både før under og efter krigen. Køhlers far har beskrevet disse forhold fra tæt hold, idet han selv har haft arbejde i sådanne lejre. Se evt. links.

Lidt mætte af de mange rejseindtryk vendte vi snuden mod Vejle, hvor Tove blev advaret om vor snarlige ankomst. Her fik vi endelig god mad igen, men så indtraf regnskabets time. Snart flød bordet med bon’er og en hoben papirer med tal, der ved Haagens forunderlige behandling udviklede sig til et økonomimøde, der i omfang og intensitet vil gøre en Danfossdirektion misundelig.

Køhler hjemtog det omfangsrige materiale* i en meget stor plastpose for om muligt at give det en skriftlig påtale angående de anvendte procedure og udregningsmodeller. Denne bør i såfald vedhæftes denne dagbog. Haagen forklarede sin grundige arbejdsform med en pointe om sin årelange revisorvirksomhed i en lokal skakklub. Køhler takkede af og kørte mod sine kære. Resten af selskabet fandt snart efter nattesæder rundt om på adressen. Jeg i den japanske suite. Næste dag tidligt op, et solidt morgenfoder og så fo´r jeg af sted mod mit kære Buresø.

Endnu et område af Jylland gennemset og godskrevet rejsekontoen. Vor fjerde tur i alt. Tillykke med os og højt HURRA! En tak skal lyde til vore efterladte for de afsavn, de måtte have lidt.

*Materialet er bortkommet! 

 

                                                   Wammen!