Skrevet i forbindelse med Stilling Skoles 25 års jubilæum - oktober 1991. Bragt i uddrag i skolens jubilæumsskrift.

 

 

 

Svenne-Per i Hwollet's erindringer

 

Svenne Pedersen

Jeg er født i Gram, den 3. jan. 1926 som den yngste af fire. Boede en kort tid i Fruering, hvor mine ældre søskende gik i skole, men i 1929 - lige før jul - flyttede vi så til Stilling, ned i "Hwollet", som det blev kaldt. Hwollet er der stadigvæk, men ejendommen er revet ned. Det er det, der nu hedder Søfaldet. Det var jo langt ude på landet den gang, så der var ikke nogen nære naboer. Så solgte mine forældre en grund engang imellem. Den første blev solgt til en tømrer fra Århus, som byggede et hus, hvor nu Bjarne Pedersen bor, Stadionvej 1. Men det var hans farfar, der købte huset - først i trediverne, og så kommer vi frem til den tid, hvor vi fik den første nabo. Jeg kom aldrig længere omkring end på vore egne marker, men så en dag stod der en rødhåret dreng på min egen alder i skellet og kiggede ned i hullet. Vi nærmede os hinanden med små skridt, - og da vi stod overfor hinanden, spurgte Røde Svend, - for ham var det, og ham kender alle jo - "Hva' hedder du ?" - Jeg svarede Svend, og så spurgte jeg: "Hvad hedder så du ?" - Jeg hedder Svend, svarede han, og så var det bekendtskab gjort.

Vi var - og er - stadig gode kammerater og vi legede jo en sorgløs tilværelse her ved skov og sø og en masse udenomsplads, men så nærmede vi os 1932, og der var tale om, at børn på et tidspunkt skulle i skole. Det var jo nok en helt anden verden, man nu trådte ind i.

 

Jeg blev 6 år i 1932 - den 3. januar. Jeg var et lille års tid yngre end dem, der skulle i skole 1. april, men jeg fik lov til at begynde sammen med dem. Nu var jeg jo ikke vant til at omgås andre børn - med undtagelse af Røde. Mine søskende var nu voksne, og dengang boede min morbror også hos os, så jeg fik jo noget voksensnak. Den dag vi skulle i skole, fulgte min bror Røde og mig af sted. Vi kunne jo nok selv have fundet vej, men det var nu rart nok, at en fulgte med. Lige inden vi skulle til og af sted, sagde min far til mig, at jeg hellere måtte lade piben og slangebøssen blive hjemme den første dag, så kunne vi altid se tiden an. Vi kom så ind i skolen, - der var en masse børn samlet allerede. Vi kom ind i klasseværelset, og der stod en stor dame med sort kjole og opsat hår, briller og broche. Så blev døren lukket og alle de voksne skulle blive udenfor - alle børn indenfor. Da var jeg parat til at gå igen, men sådan gik det ikke. Den store dame i den sorte kjole trådte et trin op fra gulvet, op bagved en stor kasse og med en sort væg bagved. Det blev jeg senere klar over, skulle blive en stor prøvelse for mig og sikkert også for mange andre. Så siger damen: "Mit navn er frøken Sørensen, velkommen i skole."  - Nu skulle vi til at have det rigtig rart. Der blev så nævnt nogle ordensregler, så som vi skulle møde til en bestemt tid hver dag, - alene det var nok til at bringe uorden i hverdagen, så kunne vi ikke komme ud at fiske, når vi havde lyst.

Udenfor døren ind til klasseværelset var der en reol med små firkantede rum. Det var til at sætte sit fodtøj ind i, og oven over var der knage til ens tøj. Nå, vi fik så at vide, hvad man sådan havde brug for i undervisningen, det vigtigste var en tavle, og for dem, der ikke ved, hvad en tavle er, så kan jeg oplyse, at det er en rektangulær sort skifferplade med en ramme af træ udenom. Til tavlen hørte et skriveredskab, som hed griffel.

Det var det vi brugte i 1. klasse, senere blev det til blyant eller pen og blæk. Så var der noget, der hed ABC - vel nok en slags læsebog, en bibelhistorie og en salmebog. Det var stort set, hvad vi skulle bruge. Penalhus var der jo også noget der hed, men det kom senere ind i samlingen. Jeg vil lige vende tilbage til ABC'n, det var en bog med tekst og billeder. Vel nok fordi det skulle være nemmere at tyde ordene, når der var billeder med. Jeg var en af dem, der kunne læse avis, da jeg kom i skole, derimod kneb det lidt med ABC'n. F.eks. var der bogstavet "o" som så sådan ud: o   i bogen, så når vi skulle til at stave højt og jeg kom til "o" sagde jeg "bette stegepande". Det havde min onkel lært mig, så det skulle den store, sorte dame, frk. Sørensen ikke lave om på !

Når vi havde skriveøvelser, gik det i takt på denne måde: "en og to og tre og …" - det vil sige, at vi skrev  3 gange oveni hinanden. Vi havde linier på tværs af tavlen og yderst til venstre stod der f.eks. A-B-C-D-E osv.. Så var der Tage Rasmussen, han var kommet i tanke om, at han kun ville skrive "s", så han skrev hele tavlen fuld. En række havde jo nok været nok, men han skrev, som det nu passede ham. Da frøkenen så skulle vise ham, hvordan man også kunne skrive andre bogstaver, stak han sin griffel op bag ved hendes briller ind i øjet, så efter den tid, kunne han få lov at være i fred.

Tilbage til ordensreglerne: Os i 1-2 klasse måtte ikke spille bold i frikvar-tererne. De store drenge i 3-4 klasse spillede jo altid fodbold, så det var ikke rart at stå og se på. Gymnastik var der vist også noget, der hed. Ude i skolegården var der nogle gamle træribber og en træbom, som kunne hæves og sænkes efter størrelse. Det kunne jeg bedre være med til end salmevers.  Henry Siegel kunne ikke, eller ville måske ikke, slå kolbøtter over bommen, så var den sorte dame der igen. "Henry," sagde hun, "du bliver aldrig soldat, når du ikke kan slå en kolbøtte." Henry svarede: "Det gør ikke noget, jeg skal heller ikke være soldat, jeg skal være stationsforstander." - så kunne han også være i fred. Henry blev nu ikke stationsforstander, men kom en kort tid til at arbejde ved DSB, så det snerpede da lidt derhenad.

Salmevers var ikke min livret, dem har jeg altid haft svært ved at lære, derfor måtte jeg mange gange med den sorte dame op i hendes lejlighed, som lå på 1. sal, og prøve at lære versene, når mine kammerater var gået hjem. Jeg sad på gulvet i ca. 1 time. Jeg måtte ikke sidde på en stol, skønt der dog fandtes stole i stuen. Det halve af min skoletid i første og anden klasse tilbragte jeg på frk. Sørensens gulvtæppe !

Når det så ikke gav noget resultat, brugte frk. Sørensen en anden metode, der gik ud på, at den dreng, der ikke rigtig kunne regne eller skrive eller lære udenad, skulle over i pigerækken og sidde imellem pigerne. Det var meget sjovere end at sidde oppe på gulvet. Nu var det jo sådan, at man ikke selv kunne bestemme, hvem man gerne ville sidde ved. Det kunne være Dora eller Else til postens eller Bette-moster måske, det kunne også være Gerda eller Asta. Det var jo altid spændende, hvor heldig man var. Jeg nød at sidde der imellem 2 piger; - meningen var vel nok ikke, at man bedre skulle kunne lære udenad, meningen var nok snarere, at man skulle blive lidt til grin i kammeraternes øjne, men der regnede "den gamle" s´gu forkert - så det var ikke bare os, der ikke kunne regne !

Andre luner havde frk. Sørensen også: Der var f.eks. Orla Larsen, som havde lidt svært ved at holde fingrene i ro, han kunne sidde og rulle med en blyant, og engang den gamle syntes, at nu kunne det være nok, kommanderede hun Orla op og stå, armene om på ryggen og så tog hun en snor og bandt hans tommelfingre sammen ! Det var der ikke mange i klassen, der syntes var særlig morsomt, det strammede og det varede ikke længe, før Orla begyndte at græde, og så har frøkenen nok ment, at hun måske var gået for vidt og så blev snoren fjernet  igen. Det var en lidt hårdhændet behandling, bare fordi man rullede lidt med en blyant. Gad vist hvad man i det herrens år 1991 ville sige til at få den behandling ?

I en læsebog, som vi havde i 2. klasse, var der en historie, som hed: "Spurve-Mikkel". Det var om en dreng, som gik med en stor hat på hovedet, som han aldrig tog af, når han mødte nogen. Det var ellers skik og brug, også dengang vi gik skole. Hvis frk. Sørensen mødte os drenge inde i byen og vi overså hende af en eller anden grund og ikke hilste og tog hatten af, hvis vi havde en sådan på, - så skulle man nok få en over nakken, når vi kom i skole næste dag.

Navnet "Spurve-Mikkel" kom af, at han i sin store hat gemte en masse spurve. De kom frem en dag, han ikke ville tage hatten af. Så var der en, som slog hatten af ham med en stok ! Det kunne frk. Sørensen trods alt ikke finde på, selvom hun nok havde nænne til det !

Så har jeg også en anden lille ting. Der var en rar og nysgerrig dreng, Bette Polle som tit sad med siden til kateteret og iagttog billederne på væggen. Så vidt jeg husker, var det gamle kongebilleder, - det havde da lidt med skole at gøre, men da frøkenen ikke syntes, det var tilpas, gik hun ned til Bette Polle og drejede  bordet: "Så, nu kan du meget bedre se, hvad det forestiller !"  Det var jo unægtelig sandt, og også bedre end at få armene bundet på ryggen.

 

Nu er det ikke bare det negative, jeg vil berette om. Ved juletid var det ligesom om, frøkenen blødte lidt op. Inden vi fik juleferie, var der juletræ i skolestuen, Det var ligesom alle fortrædeligheder var væk. Vi fik alle sammen en lille julepose i form af nogle hjerter eller kræmmerhuse, og der var konfekt og nødder og også andre småting i. Så kunne frøkenen også finde på at læse et juleeventyr, så det var helt rørende. Til gengæld skulle hun så helst have at vide, hvad de forskellige skulle have at spise juleaften og om nogle skulle holde jul andre steder end hjemme. - Men så var det også lige ved at være slut med julestemningen.

Frøkenen fortalte, så vidt jeg erindrer, at hun ingen steder skulle hen i julen. Jeg ved ikke, om hun ikke havde nogen familie, men hun skulle ikke have noget særligt at spise juleaften - og dog: I de 4 år jeg gik i 1-2 klasse, skulle hun altid have en mellemmad med rullepølse - det var vel for at få lidt medynk.

 

Så var der det med byærinder. Det gik lidt på skift, hvem der skulle en tur til byen efter varer. Jeg havde ingen cykel, så jeg måtte jo gå - og helst løbe, når det var min tur. Det foregik i timen, så det kunne godt tage en time at hente en flaske skummetmælk, som dengang kostede fire øre, - så jeg fik en femøre med. Hvis man så havde sat sig for, at man ville købe en cigaret, som dengang kostede fire øre, så skulle man til byen fire gange. For frøkenen var  rundhåndet nok, når det kom til stykket. Vi fik jo nemlig den ene øre, som var tilbage for mælken. Sådan kunne damen også være.

 

Nu er vi ved at være færdige i 1-2 klasse, og man må nok stoppe her, for at fortælle om 3-4 klasse, selvom der var meget mere, man kunne skrive om.

Vi nærmer os nu året 1936, da vi skulle ind til Rasmus Hansen (Ras). Nu havde man ligesom vænnet sig til at gå i skole, selvom det ikke var min livret - så skulle vi nu ind i himmerige. Go' morgen min bare r.., det var i mange henseender som at komme fra asken og i ilden. Nu var jeg imidlertid blevet 10 år, så nu var det vist på tide, jeg fik piben og slangebøssen med; og det var godt det samme, for nu kom vi ind til nogle ældre elever, som for længst havde mistet både pibe og slangebøsse. De var indsamlet af Ras og lagt i skuffen i katederet, hvor også mine ting havnede. Somme tider kunne vi få fat i dem igen, men ellers måtte vi jo lave en slangebøsse igen, det var værre med piben, den kostede jo penge. Man kunne selvfølgelig lave en af en  Kastanie eller røret fra en Bjørneklo, så det gik endda.

 

Den første dag i 3.klasse var en glædens dag, da kunne vi nyoprykkede drenge og piger komme med til at spille fodbold i frikvarteret. Det havde vi set frem til med længsel i fire lange år. Den ene pige, som kunne komme med på holdet hed Lissi, hun skulle nok have været en dreng. Hun var ikke den ringeste på fodboldholdet. Hun var heller ikke så ringe til at ryge pibe. Vi fik tit en smøg i frikvarteret. Når vi så skulle ind igen, kom Ras ud på trappen og klappede i hænderne. Det betød, vi skulle smide alt, hvad vi havde i hænderne. Jeg havde gerne et sted ovre i ”Læbæltet”, hvor jeg gemte min pibe, men det var der ikke altid tid til, og så måtte den ned i spejderbukselommen lige så varm, den var og så håbe på, at Ras ikke fik nys om den. Det var værre med Lissi, - hun havde jo ikke spejderbukser på, så piben kom op i det ene bukseben, - der kunne Ras ikke finde den. I næste frikvarter stod "Stinne med fiskebrillerne", (som frøkenen hed nu, da vi var kommet lidt på afstand) - oppe ved ribberne med sine nye elever på række og geled, og formanede dem formodentlig om, at det, de her var vidne til, var noget forfærdeligt og ugudeligt noget. Det samme foredrag havde vi selv hørt tidligere.

 

Vi gik i skole hver anden dag om formiddagen og hver anden dag om efter-middagen. Når vi skulle møde om morgenen, var det ikke nemt at passe tiden - ikke for mig og heller ikke for Arvid Tækkemand. Han var endda den, der boede tættest ved skolen. Han var på mange måder en karakteristisk fyr. - Skoletaske og endda rygsæk fandtes allerede dengang, selv jeg havde en håndtaske. - Der skilte Arvid sig allerede ud, han havde de her 2-3 bøger under den ene arm. De dage vi mødte om morgenen, stod Arvid altid ude i gangen og hørte morgensang (I østen stiger solen op). Nogle gange kunne jeg også slå følge med Arvid. Apropos salmevers,  - det var det, som jeg føromtalt ikke kunne lære udenad, - så var det morgensangen "I østen stiger…" det eneste vers på 4 linier, som jeg lærte udenad. Nok fordi man kunne stå uden for døren ind til klassen og koncentrere sig. Nu forstummede sangen, der blev forsigtigt banket på døren, så råbte Ras "Kom ind!" og ind trådte selvfølgelig Arvid. Ras kaldte ham hen til sig. Nu skal det lige siges, degnen var klædt i sort habit, hvid skjorte, slips og firkantet guldur. Uret kom så op af vestelommen. Nu vidste vi i klassen godt, hvad der var lagt op til. "Arvid, hvad er klokken ?" spurgte Ras. Arvid sagde ingenting - eller hviskede han, ingen kunne høre noget, måske kendte han ikke klokken, men det tror jeg nu nok, han gjorde. Nu var det godt, hvis man var klippet kort ved ørerne, - eller at man ikke havde alt for store ører. Ras manglede en af sine i alt 10 tommelfingre, så vidt jeg husker den ene af dem på højre hånd, men det forhindrede ham ikke i, at han med pegefinger og langemand tog fat i de små hår, hvis der var nogen at få fat i, ellers var det jo ørerne.  I allerværste fald brugte han kæppen, - den kendte alle, som dengang gik i Stilling Skole, - så var det med at få en bog eller et hefte ned i spejderbukserne !

Nu kan man jo ikke skrive om hver enkelt elev, man gik i skole med, dels opførte nogen sig mere eksemplarisk end andre, det er ikke det, man altid husker bedst.

 

Når vi nærmede os eftersommeren, skulle Ras have sit vinterbrændsel ind i et rum oven på hans hønsehus, for sådan et hørte også til skolen. Brændslet var til både skolestue og privat. Det bestod af kløvet træ. Det blev dels båret, dels hejst op med et reb over en trisse og stykket af på loftet. Det foregik også i skoletiden, og der var jo ikke plads til alle drengene  på arbejds-pladsen, så for dem, der ikke var med, var det almindelig skoletime. Det  var i sig selv straf nok endda, så hellere træet !

 

Engang skulle Arvid sidde efter om eftermiddagen, da vi andre var gået hjem. Så gik Ras ind i privaten og låste døren ind til skolestuen. Der sad så Arvid, helt alene og glemt. Nemlig glemt i ordets bogstaveligste forstand. Det blev lidt hen på aftenen, inden Arvid kom i tanke om, at et af vinduerne kunne lukkes op, og hjem til Gl. Stilling kom han så. "Nå, Arvid" siger Marinus (som var Arvids far og en lun fyr) "hvor har du da været henne hele dagen og aftenen med ?" "Jo," siger Arvid, "jeg skulle sidde efter, men jeg tror, Ras har glemt mig, så jeg kravlede ud af et vindue." "Det var ikke så godt," siger Marinus, "så må du se at komme tidligt op i morgen, så du kan være på plads, inden Ras indfinder sig i klassen."  Næste dag mødte Arvid så tidligt, at han sad ved sin pult, da Ras trådte ind af døren. Da tror jeg sgu nok, at Ras fik røde ører. Arvid kom med ind til fru Ras og fik morgenmad, og så fik han fri resten af dagen !

 

Nu har Arvid fået en lille hilsen, - så nu tager vi et andet eksemplar, et pragteksemplar, sådan da: Evald Rasmussen, også kaldet "Ret". Han var ikke så god til at tale rigtigt, så når han ville låne eller tigge en ciga"Ret", så sagde vi: "Vil du ikke hellere ha en skærv ?"  Efterhånden gik det op for ham, at vi drillede ham lidt, så måtte vi holde lidt igen, for han var en stor og stærk dreng, men ellers godmodig og til at stole på. Det havde Ras også fundet ud af. Når der var hønsehus på skolen, så var der jo også høns, og Ras skulle sommetider have bud til byen, f.eks. korn til hønsene. Sådan en tur var altid eftertragtet, men ak… "Evald" sagde Ras - "20 pund korn inde fra Elgård" - så gik Evald med kurven ind til Karl Svendsen. Ingen svinkeærinder, bare den lige vej frem og tilbage. Det kunne nok ingen af vi andre ha' klaret, vi skulle jo ha' piben frem henne ved "Kærlighedsbænken".

 

Nu springer vi lidt i det, som det først falder for. Røde og mig fik skyld for at være de værste knægte i byen. Det var mildt sagt - de udtryk, man ellers brugte, kan ikke så godt offentliggøres her. Vi syntes nu ikke, vi var værre end børn er flest. Nu er der nævnt uheldige, gode og slemme. Jeg kunne nu godt nævne flere, som jeg syntes, var værre end os.  - En lille "grov" en, er der vel plads til: Imens vi gik i 2. klasse, kom der pludselig en dreng, gående hen ad sålbænken med front ind mod vinduerne - og tissede hele vejen hen. Da fik den gamle sgu travlt med at trække gardinerne for. Mange så vel ikke engang hvem det var, men der kunne vist kun være tale om én. Jeg ved ikke, om der var andre end frøkenen, der fik anstød af det. Det var jo trods alt også lidt ud over, hvad vi var vant til at se. Drengen hed Verner, - og efter frikvarteret kom Ras trækkende med ham ind i til os i 2., han blev vendt med front mod os, og så fik vi rigtig at vide, hvad det var for en slem dreng, som stod over for os ! Men vi var vel trods alt på Verners side, sådan er børn vel nok solidariske, når det kommer til stykket.

Verner var nok en af dem, der tiest måtte op til Ras. Skolen var ikke noget for ham, men på fodboldbanen fandtes ikke hans lige. Han er desværre ikke er mere. Det jeg skriver, er ikke ment i nogen ond mening og må ikke tages ilde op. For øvrigt spillede Verner og jeg på samme fodboldhold i mange år.

 

Jens "Ledvogter" var ikke af de værste, men alligevel kunne han godt falde i. En sommerdag, der var rigtig varmt, fik vi lov til at gå ned til søen og bade. Der var ikke så langt. Vi skulle gennem Juhls indhegning for at komme om til Kridtbakken, hvor der nylig var anlagt et helt pænt badested med vipper, broer og svømmebaner til store og små. På vejen hen til badestedet var der 2 gennemgange, som bestod af 2 såkaldte møller. Ved den første stod Jens vagt, og da Ras nærmede sig, slog Jens sine hæle sammen, drejede møllen og sagde "Vær-så-god hr. lærer !"  Det var vel nok vel ment fra Jens's side, men Ras opfattede det anderledes, så vi kom hjem i skolen igen og da næste time skulle begynde, råbte Ras "Jens, kom herop!". Jens anede ikke uråd, så han gik frejdigt op til kateteret  - uden bog i bukserne ! - og fik de tre obligatoriske slag i r.…; det var Ras's måde at sige tak på, fordi Jens havde drejet møllen for ham ….

 

Fastelavn var en herlig tid at se hen til, for både Ras og vi drenge. Det var noget, som vi virkelig kunne enes om. Det gik til på den måde, at man iklædte sig en slags soldateruniform, hvid skjorte og helst mørke bukser, dertil alskens tingeltangel. Delingen, som vi godt kan kalde den, bestod af konge, kronprins, prins, fanebærer, kasserer og menige. Når der nævnes kasserer, er det jo som regel noget med penge, og det her var ikke nogen undtagelse. Meningen med hele postyret var, at vi gik fra dør til dør og sang for husets beboere: "Se I kære venner, vi er kuns de små, men så pænt vi bede' om en lille skærv at få…" - Og denne lille skærv var slet ikke så lille endda. På et tidspunkt havde kassereren fået tilstrækkeligt med penge i sin medbragte taske, så nu trådte kongen frem og forkyndte med dyb røst: "Så vil jeg gerne bede alle husets beboere komme op på Stilling Hotel i aften præcis kl. 19.00."

Nu havde vi sunget 1. vers - en slags tiggervise og så fortsætter vi: "Ja, nu skal I have, rigtig mange tak; vi har ikke tid til nogen sludder eller snak. Vi vil bare give jer et højt Hurra, så farvel vi siger og så videre vi nu ska' !"

Fastelavn er gerne i februar og tit var der også meget sne, så når vi i dagens løb havde været ruten rundt, skulle vi som regel ha´ tørt tøj på, eller det vi var iklædt, tørret. Så langt så godt, nu var det pigernes tur til at komme ind i billedet. Soldater uden piger, det går jo ikke. Når klokken nærmede sig 19.00, skulle alle soldaterne være klar til indmarch i hotelsalen, og så skulle alle helst have en pige ved sin side. Jeg var sommetider lidt sent på den med at finde en pige. Jeg løb an på, at når jeg nu gik op til Poul Steffensens, på vej op til hotellet, så kunne jeg spørge om Liliane var optaget, og det var hun ikke, - og så var den jo reddet.

På det tidspunkt var Stillings befolkning nu på plads i salen på hotellet. Når vi havde marcheret salen rundt nogle gange og musikken forstummede, trådte Ras ind i kredsen, klappede i hænderne: Ro i salen.. "Kære alle sammen ! Først tak til jer, som har gået hele dagen, og tak til jer, som har taget vel imod mine drenge og gjort det muligt, at vi kan holde denne fest."  Så blev der oplyst hvor mange penge, der var samlet ind, soldaterne blev kaldt frem, nu skulle vi have soldaterløn udbetalt. Hver fik 1½ krone - hverken mer eller mindre i de år, jeg har været med. Der var stillet et langt bord op med sodavand og kager til alle børnene, uanset om de var soldater eller ej, men Ras, som nu administrerede det indsamlede beløb, brugte ikke alle pengene. Jeg husker ikke, hvad overskuddet skulle gå til. - Vi "rammer" lige Bette Poul en gang til i den her forbindelse, det var det her, med pigen ved sin side. Polle havde næsten altid Annelise, både som soldaterpige og som danse-partner. En meget sød og rar pige, som samtidig var mer en god til at danse. Men et år spurgte Jes Knudsen Polle: "Ka' du ikke invitere Julie med til fastelavnsfest ?" og som den artige dreng Polle var og stadig er, - skulle han nok tage Julie med. Der stod Annelise så tilbage - uden en partner. Det kunne Polle godt se var lidt bedrøveligt. Han var ikke helt godt tilpas ved situationen, men kom alligevel igennem festen.

Det var "soldatertiden" i korte træk.

 

Jes Knudsen havde også nogle drenge, blandt andet Egon og Gunner. De dage, vi gik i skole hele dagen, havde vi en time fri midt på dagen - nok til at løbe hjem og spise til middag. En af de dage havde Egon og Gunnar fået en eftersidder. Da klokken var 12.15 bankede Jes Knudsen på skoledøren: "Hvad f….. sidder I her efter ? - vi spiser kl. 12.00 ! - Hvor er Ras ?" - "Han er inde og spise" - "så få fat i ham !"  Ras kom til stede - "Hvorfor sidder Egon og Gunner her ?"  "Jo, de sidder efter her i middagstimen, fordi de ikke kan deres lektier !" - "nu kunne de komme med hjem og spise deres varme mad, så ku' de sgu sidde efter en anden gang, og så kunne Ras lige prøve på, at det her gentager sig, så skulle han (Jes) sateme sørge for ham !" 

De var ikke for gode  venner i forvejen. Jes var formand i sygekassen og Ras var kasserer, og det kneb altid for Ras at få regnskabet klar til general-forsamlingen.

 

Nå, nok om det - nu tager vi en anden lille en:

Ras må igen holde for. Da vi nærmede os april ved de fleste nok, hvad det vil sige. Vi havde holdt et lille møde, om ikke vi skulle holde lidt fis med ham. Det måtte ikke være for grov, for så kom kæppen jo i brug. Vi blev så enige om, at "der var gået en rude i stykker" . Vi råbte så, da Ras kom ind i klassen den 1. april, en-to-tre: "der er en rude i stykker !" … stilhed i klassen, nu var det sgu spændende. Ras gik ned langs med rækken ud mod vejen. Der var vinduer hele vejen ned, - det var der pigerne sad, og de fniste lidt, så man tænkte, nu ødelægger de det hele. Men Ras anede ikke uråd, så ventede vi spændt på, hvad han nu ville gøre. Så gik han ud i gangen, - så var det i orden, og en-to-tre råbte vi i kor: "Aprilsnar!"  Stilhed ! - Nu ventede vi så på at se, hvordan hr. lærer så ud. Til alles forundring kom han grinende ind, det var ikke det, vi var vant til at se.  Vi havde nok ventet et raserianfald, men Ras havde nok vænnet sig til lidt af hvert.

 

Så kommer vi tilbage til Lissi. Lissi var en stor og stærk pige, som før omtalt, som en dreng. Hun havde meget med at holde døren, både i tide og utide. Døren fra gangen og ind til skolestuen gik udad, altså skulle Lissi holde døren inde i skolestuen. Ude i gangen stod Gunnar Enggaard og skulle ind. Han var vel nok en af de største og stærkeste, så nu skulle han rigtig holde fis med hende, så da han syntes, at nu kunne det være nok, rev han døren op uden større besvær, men den, der havde fat i håndtaget på den anden side, var ikke Lissi, - hvem mon det så var, der kunne have samme manerer ? Det var såmænd Ras, der var på vej ud, men fordi døren gik udad, kom Gunnar om i trekanten mellem dør og væg, og der kunne Ras ikke finde på at kigge om.  Han troede vel, at personen ude i gangen var rendt ud i skolegården, så Gunnar slap for en r…… denne gang.

 

Skoleudflugter hørte også til. Jeg var nu ikke med så tit, men det skete da engang imellem. Det foregik denne gang med damptog, - rutebil og somme tider med skib, eller hvad man nu kalder de både, der sejler fra Ry til Himmelbjerget. På en sådan tur var vi nok alle sammen med, det var jo ikke så langt hjemmefra. Op ad åen, op på bjerget, op i tårnet, så skulle man jo tro, at man ikke kunne komme længere, men det var der da en, der kunne - endda en pige. Nu skulle man jo tro, at det var Lissi, men det var det ikke, det var såmænd Tove Rasmussen, hun fortsatte ud af glamhullerne, ud på gesimsen, sådan skulle det være ! Men det gik jo godt ! Det gjorde det ikke engang vi var i Søndervig, på vej hjem i tog. Et eller andet sted - vel nok et sted, hvor vi skulle skifte tog, fik Annegrete Mogensen en hånd i klemme i døren, og de, der ved, hvor snært sådan en dør passer i karmen, kan nok forstå, der ikke rigtig var plads til ret meget. Hvordan det er gået med Annegrete siden, ved jeg ikke - vi har ikke set hinanden, siden vi kom ud af skolen.

 

Vi har tidligere været inde på, at man brugte træ til opvarmning, og det foregik selvfølgelig i en kakkelovn. Ras kunne godt lide at stå og varme sig tæt op ad kakkelovnen, og en dag syntes vi, det lugtede lidt anderledes end det plejede, så var der gået ild i hans bukserøv - måske kun det ene bukse-ben, men ild var der i hvert fald ! Så var vi lidt spændte på, hvor længe han kunne klare det, for på et tidspunkt måtte han selv da enten se eller føle det, og det skal jeg lige love for ! Lige pludselig kom der en reaktion, så vidste han, hvor døren ind til privaten var ! Ingen snak om det - hverken før eller siden, sådan kunne det også gå.

 

Nu var vi ved at blive rigtig store drenge og piger - vi var i året 1939.  Den sorgløse barndom var nu næsten svundet hen, mange af os skulle i efteråret til at gå til konfirmationsforberedelse, det var i Skanderborg, en dag om ugen tror jeg. Det var ligesom skolen var kommet lidt på afstand, bare fordi vi var der en dag mindre om ugen.

I Skanderborg kom vi til at gå til præst med børn fra andre oplandsskoler, så vi skulle ligesom til at gå i skole på en helt anden måde. For mig, som ikke var alt for glad for at gå i skole, passede det her mig egentlig helt godt.

Inden vi nu går helt ud af skolen, vil jeg lige nævne, at den ufred og krig, som skulle vise sig, kun lige var begyndelsen. Selvom vi var børn, vidste vi jo godt, at der var noget, som var helt galt. Vi vidste f.eks. at der rundt omkring på egnen og vel også mange andre steder - mest på gårdene, var en karl eller pige mere, end der egentlig var brug for. Jeg kendte personlig en karl, som var ved Peder Møller i Gl. Stilling. Han hed Herbert og var jødeflygtning fra Tyskland.

Den 1. september 1939 kom Ras ind i klassen. Vi kunne godt se på ham, at her skulle der ikke grines. Ras var lige pludselig kommet til at se 10 år ældre ud. "Tyskland har angrebet Polen", sagde han med ikke særlig høj røst. Vi var jo gamle nok til at forstå, hvor det nu bar hen.T

 

Men alligevel en tak til min gamle skole - også en tak til Stinne og Ras. De otte år var nu snart omme, jeg blev konfirmeret den første søndag i april 1940, hermed også en hilsen til alle, som jeg har gået i skole sammen med.

 

Apropos konfirmation. En dag sidst i marts 1940, da jeg gik fra skole ind til byen, og kom ind til svinget ved murer Rasmussen (jeg gik på det modsatte fortov), stod Jens Eskild Rasmussen ovre på sin trappe: "Svenne," råbte han, "kom lige herover !"  Det var næsten ligesom, når Ras råbte "Kom herop!". Jeg tænkte, hvad har du nu lavet ? Samvittigheden var ikke altid så god, som den skulle være, - men jeg tog mod til mig og skråede over vejen, stillede mig op neden for trappen, så var jeg klar. "Svenne, du har vel ikke fået nogen til at køre for dig til kirken ?" (Slotskirken i Skanderborg). Nej, det havde jeg selvfølgelig ikke. "Knud skal nok køre med dig og din far." Knud var en af sønnerne, som var murer hjemme i firmaet. (Forresten en bror til Tove på Himmelbjerget). De havde bil med køretilladelse, for sådan en skulle man have den gang, så på den måde kom jeg standsmæssigt i kirke og hjem igen.

 

Nu kan jeg slutte med et tillykke til den nye skole, som ikke er så ny endda - da den bliver flittigt brugt både dag og aften. Tillykke med de 25 år.

Med venlig hilsen fra 

Svenne i Hwollet.

 

 

Renskrevet for Egnsarkivet dec. 2006- godkendt af Svenne 24/1-2007/LN. Korrektur: Aase Eriksen.

 

Til Erindringer

 

Til forsiden