Barndommen på Rønnevej

ved Aase Eriksen og Leif Køhler Jensen

En dag i november 2002 var det uigenkaldeligt slut. Huset på Rønnevej 6 var solgt, og Kirkens Korshær fra Ry var kørt med de sidste møbler. – Huset skulle sandsynligvis rives ned eller måske renoveres. Dets fremtidige skæbne var under alle omstændigheder uvis.

Huset blev bygget i 1948 – delvist af et træhus, der blev købt af en bondemand i Høver for 3.300 kr. Træhuset var vist nok oprindelig en træbarak, der stod på Ry flyveplads. Med grund og det hele kom huset til at koste godt 17.000 kr.

I 1948 var huset så tilpas færdigt, at det kunne tages i brug, så vi flyttede derhen fra Skanderborgvej. Jeg var vist lidt misundelig, fordi min spæde lillesøster, Aase, fik lov til at køre med i lastbilen til Rønnevej, mens jeg vistnok sad bag på en cykel.

Huset på Rønnevej var en veritabel byggeplads de følgende 50 år. Far lavede meget selv og havde mange projekter i gang på samme tid. Soklen blev f. eks. aldrig helt fuget færdig, men alt skulle jo foregå i fritiden. Dengang var der ikke noget, der hed weekend. Jeg tror, der var en uges ferie om året.

I starten var der en tømrer, der lavede tag, vinduer, døre og den slags.

En halv snes år senere blev huset beklædt med træbeton-plader og derefter forsynet med et pudslag, så det fremstod som hvidt.

Grunden, som var en stor hjørnegrund, var gennem årene blevet brugt som en genvej ned til søen, så hele grunden blev forsynet med et højt pigtrådshegn og port foran hovedindgangen. Efterhånden voksede der heldigvis en hæk op.

Udsigt mod Bøghsvej før hækken voksede op

Huset blev oprindelig opført som et vinkelhus uden det vaskehus, som senere blev bygget. Der var en stue og et soveværelse, en forgang og et køkken med et lille spisekammer, hvor der var en lem, der kunne åbnes ned til en indvendig trappe til kælderen. Indretningen fremgår af den hjemmelavede tegning øverst på siden. Tegningen blev godkendt af myndighederne.

Ved en lejlighed, hvor vores fætter var på ferie, legede vi ret voldsomt. Det gjaldt om at holde fætter Erik ude af huset, og mor var med i legen. Vi havde låst dørene, men Erik tog turen ned ad koks-slisken, ned i kælderen og forsøgte at komme op ad kældertrappen. Så trådte vi tre personer op på lemmen for at blokere vejen. Pludselig hørte vi et bump og en, der råbte: ”Av, av!” Vi åbnede lemmen for at se, hvad der var sket – og så var det Erik, der bare havde smidt noget tungt. Så der vandt han et point.

– I forgangen var der en hønsestige til loftet, hvor der senere blev indrettet værelser til Aase og mig. Materialerne til de to værelser blev kørt hjem med trækvogn fra Viggo Nielsens tømmerhandel. – I køkkenet var der for øvrigt en emhætte. Den bestod i en loftslem med snoretræk. Udluftning til det fri blev der dog aldrig lavet.

Aases værelse under indretning

Inde i stuen var bl.a. en såkaldt ottoman, en slags sofa uden ryglæn, hård som et bræt. Der var også en stor radio. Engang hvor der var tordenvejr, kom der et lyn ud af radioen, og tro det eller la´ være: radioen virkede uden problemer, da den blev tændt næste gang! – Inde i stuen var der de første år et gulvtæppe, der var flettet af papir. Et minde fra krigens tid. – Ude i køkkenet kan jeg specielt huske et lille spisebord, med en hylde under. Der parkerede jeg den mad, jeg ikke havde lyst til at spise. Det blev først opdaget, da maden begyndte at falde på gulvet.

I spisekammeret var der en dunk med petroleum, som jeg blev noget afhængig af at sniffe til. Den dag i dag synes jeg, petroleum dufter dejligt.

Økonomisk var der ikke meget at gøre godt med – eller rettere sagt, hvis det var et dårligt år med megen arbejdsløshed, kørte projektet på bankens velvilje: veksler.

Udsigt mod Rønnevej 3 og Stilling sø

De fleste af husene på vejen var såkaldte landarbejderboliger: små kvadratiske huse bygget som en slags typehuse med vaskekælder og loftsetage. I køkkenet var der brænde-komfur. Foruden to stuer var der to værelser på loftet. 

Da der boede 4 børn eller flere i hvert hus, kunne det blive til mange legekammerater i varierende alder ganske tæt ved.

Snak med naboerne. Minna, Gurli, Esther og hundene Lasse og Puk

Det var selvfølgelig de større børn, der var initiativtagere til aktiviteterne enten det var rundbold, Antonius (kaste en tennisbold over et hustag), eller fangeleg, mørkeput, gå i dåsen, marmorkugler, hønseringe etc.

Om vinteren førte genboernes børn sig frem med en slæde, der var flere meter lang og havde plads til 4-5 børn. Kælkebakken var ofte bakken på Rønnevej - somme tider forlænget ned langs Peter Juuls hus og ned i "Slagterbækken". Mest spændende var dog kælkebakken på "Gustavs mark" ved Søvejen.

Kælkebakken på "Gustavs mark". 1943. Foto: P. Olesen.

En gang imellem legede vi også i Anlægget, som lå tæt ved. Bevoksningen og det kuperede terræn var en perfekt ramme om lege som f.eks. skjul og røvere og soldater. Sommetider var der også nogle, der legede med ild i det tørre græs – men der var heldigvis aldrig brug for brandvæsenet.

De skiftende årstider gav anledning til forskellige aktiviteter:

Ved forårstid kunne vi gå i skoven og plukke ny-udsprungne bøgeblade som ”salat”, men man skulle være hurtig, hvis man ville have bladene uden huller.

Om sommeren blev der plukket stængler af engelsk græs med lyserøde blomster i Anlægget. Dem kunne der flettes lange kranse af.

Engelsk græs

Om efteråret var der masser af vilde roser på skrænterne ned mod søen. Derfor var der masser af hyben, som kunne bruges både til at spise (skallen) og som ”kløpulver” (frøene).

Hermed var mulighederne ikke udtømt. Hvis man var så heldig at få fat i nogle kålrabi, blev de udhulet til ”lygtemænd”. På den måde havde man mad under arbejdet, og når der blev sat et tændt stearinlys ind i den udhulede kålrabi, fremkom der en helt ubeskrivelig lugt!

Efteråret var også årstiden til indsamling af bog (lidt besværlige at spise) og hasselnødder, som altid blev spist, før de blev modne.

Når der var vind, var det dragetid. Standardmodellen var trapez-dragen lavet af gråt indpakningspapir med en l-a-n-g hale forsynet med sammenkrøllede papirstykker.

Aase og Edith øver sig i højdespring

Om vinteren var der ind imellem tid til stille aktiviteter: bytte glansbilleder eller servietter. Påklædningsdukker var også meget yndet blandt pigerne. De blev klippet ud af bagsiden på havregrynspakker, eller de fulgte med sammen med kiks: Store Marie og Lille Marie. Sommetider blev der tegnet og farvet flotte mønstre på ternet papir.

Legetøjsbiler? Jeg havde dem ikke så længe, fordi jeg ikke kunne lade være med at skille dem ad. Da jeg var 4-5 år gammel, havde jeg endnu ikke fået den dumme vane. Genboens søn, Svend Aage, samlede på det tidspunkt alt det legetøj, der kunne rulle og bandt dem sammen til et langt "tog", som strakte sig halvvejs rundt om spisebordet. Jeg var dybt imponeret!

Svend Aage og Leif

Jeg havde dog også en jævnaldrende legekammerat, som kom på besøg en gang i mellem. Det var min fætter Knud fra Åbyhøj. Vi var gode til at lege sammen, selvom vi sjældent kunne blive enige om, hvem der skulle være "første-bestemmer". Det var spændende at besøge ham i "storbyen", hvor der biograf, pølsemand og bibliotek. Han havde også en stor samling legetøjsbiler. Det kunne jeg måske også have haft, hvis jeg havde passet på mine ting!

Fætrene: Leif, Knud, Bent, Erik - forrest: Claus

Der kunne være stridigheder mellem børnene på Rønnevej, Bøghsvej og Stadionvej. Engang var vi to flokke af børn, der stod og råbte ukvemsord ad hinanden nede ved lygtepælen (ja, der var én), og på et tidspunkt var der nogen, der begyndte at kaste med sten, ikke for at ramme nogen, men for at skræmme ”fjenden” væk.

Jeg var en af stenkasterne, og jeg fornemmede, at stenen, jeg havde kastet, fløj i en "naturstridig", vandret bue og derfor ramte Jonna Antonsen fra Stadionvej, så hun fik næseblod. Så var ”krigen” forbi. Pigens far kom hjem og klagede over mig. Helt berettiget! Først mange år senere har jeg fået sagt undskyld til Jonna for udåden.

Udsigt mod Bøghsvej, Rønnevej og Stadionvej

Nogle år senere var det også genboernes børn (de var 5), der tog initiativet til den årlige påske-tur rundt om Stilling Sø. Den foregik langfredag, hvor vi var en 10-20 personer, der gik rundt om søen – altid med solen. – En tur på en 16-18 km.

Stilling sø med udsigt mod Stilling by

Mens Aase og jeg var små, havde vi en hjemmegående mor, som var nærværende og kærlig. Det er nok mere korrekt at sige: hjemmearbejdende, når man tænker på alle de praktiske ting, der skulle ordnes med børn, madlavning, tøjvask og så den store have.

– De første år gav haven så stort et udbytte, at der blev solgt jordbær og hindbær til private – og nogle år blev der sendt bær med Per Pedersen til Gartnernes Salgsauktion i Århus.

Jordbærsæsonen blev som regel indledt, når Anna fra Krogården dukkede op og spurgte: ”Hår do no´n jo´bæ´ i o´r?”

Da vi nåede et stykke op i skolealderen, tog mor, som så mange andre kvinder, sæsonarbejde i roerne. Lønnen blev typisk brugt til tøj til Aase og mig.

Da vi var blevet lidt ældre (mellemskolealderen), tog mor længerevarende arbejde forskellige steder. Hun har arbejdet som husmoderafløser (hjemmehjælp), på gartneri i Hørning og på en gavefabrik i Skanderborg, hvor de lavede små pynteting bl.a. i bronze.

På et tidspunkt blev hun så træt af at cykle på arbejde i Hørning, at hun købte en brugt knallert af sin far. Den kørte godt, når den først var kommet i gang. Sommetider skulle den dog have den store tur ned ad bakkerne til søen. Desværre kunne det ikke altid gøre det. Knallerten, som hed ”Lion”, blev vist solgt videre til en i familien. Hvem var staklen? Mor gav 100 kr. for knallerten, så den blev nok solgt for en beskeden pris.

Husholdningspengene blev brugt til at købe alt det, man ikke kunne dyrke i haven, og det var jo trods alt begrænset. – Desværre kan jeg ikke rigtig huske, hvad vi fik at spise. To retter har dog bidt sig fast i hukommelsen: ”Brokkemad”. Det bestod af franskbrødsterninger i en kop med varmt sukkervand. Dejligt! Den anden ret var såmænd ris-klatkager, stegt på panden. Øllebrød og havregrød var også blandt favoritterne.

Sidst på vinteren var økonomien som tidligere nævnt meget dårlig på grund af sæson-arbejdsløshed, og det påvirkede hele familien. I den periode var det meget vigtigt at kunne købe på kredit i Brugsen. Vi havde en såkaldt kontrabog (Nr. 110), og det var ikke rart at handle, når den blev mere og mere i minus hen på foråret.

Vinter-arbejdsløsheden slap far først af med, da han blev ansat som fliselægger ved Åby Kommune. Et job, han fik på grund af sin erfaring med at hugge sten, men det var hårdt for ham at arbejde i kulde, fordi arbejdet med hammer og mejsel gennem mange år havde givet ham "hvide fingre". For år tilbage indgraverede han fra tid til anden navne i gravsten. Der er stadig nogle af dem på Stilling kirkegård.

Gurli og Johannes

Vinteren blev brugt til forskellige projekter. F. eks. blev alle de fliser, der blev lagt rundt om huset, støbt oppe på loftet. Andre gange var det en brugt cykel til Aase eller mig, der blev sat fint i stand. Dengang var en ny-lakeret cykel noget, man kunne være stolt af. - Min første cykel var en gammel damecykel, hvor man sad på en sæk helt nede over kædeskærmen. Senere sørgede morfar for, at der blev monteret en sadel halvvejs nede på stellet. - De første gange var den sikreste måde, når man skulle stå af cyklen simpelthen at køre ind i en hæk. (Hækken ved Missionshuset var velegnet til formålet). - Senere blev det til flere cykle-erfaringer: Kan man cykle ned ad Grambakken i fuld fart og dreje skarpt til højre ned ad Søvejen? (Nej!) Kan man sætte en symaskine på bagagebæreren, uden at cyklen tipper, og symaskinen falder af? (Nej!) Kan man blive siddende på cyklen, hvis dynamoen går ind i forhjulet? (Nej!)

Det varede dog ikke længe, før cyklen blev en nyttig ven, når man skulle rundt i byen. Når mor tog os med til ”Skanderleipzig”, var det også pr. cykel.

Aase fortalte for nylig om mors tålmodighed. De havde været nede i en skobutik og var kommet næsten helt op ad den lange Ladegårdsbakke på vej hjem til Stilling, da mor kunne fornemme, at der var et eller andet, der ikke var helt, som det skulle være. Det viste sig, at Aase brændende ønskede sig et par blå træsko. Det havde hun ikke turdet sige nede i butikken, for det var jo ikke sikkert, at de var nødvendige, eller at der overhovedet var råd. Heldigvis var der råd, så mor og Aase vendte om og kørte ned til skobutikken igen.

Målene for cykelturene kunne som nævnt være Skanderborg, for der var Kino. Ellers var det Gram, hvor vores mormor og morfar boede, eller en dagsekspedition til Odder og måske videre til stranden i Saxild. – Da jeg blev lidt ældre, cyklede jeg engang imellem til Åbyhøj for at besøge min fætter Knud.

En enkelt gang cyklede jeg fra Gram til Viby med en ny-plukket høne på bagagebæreren. Den skulle ud til mormors svoger og sælges i hans købmandsbutik.

For vores forældre gik hele sommeren med at afvikle gæld til bank og Brugs og købe ny forsyning af koks, som blev hældt ned i kælderen, hvorfra de blev båret op i en spand til kakkelovnen i stuen. - Noget, der gjorde situationen ekstra vanskelig, når det drejede sig om penge, var, at der eksisterede noget, der hed karénsdage i A-kassen. Så vidt jeg husker, betød det, at når man blev arbejdsløs og var berettiget til understøttelse, blev de første dage i en periode trukket fra, så dem fik man 0 kr. for.

En kort periode havde jeg lønnet arbejde som mælkedreng sammen med naboens søn Ole Pedersen. Det var ham, der skaffede arbejdet. Vi fik 75 øre om dagen for 3-4 timers arbejde + drikkepenge. Dengang kostede et Anders And blad 90 øre og udkom hver anden uge. Vi arbejdede hos mælkemanden Eliot Nielsen i 3-4 måneder. - På den tid kostede 1 liter sødmælk i flaske 48 øre.

En gang kunne det være gået helt galt for os ude ved teglværksgraven. - Ole og jeg, der var omkring 10 år, sad på bukken af hestevognen. Ole havde tømmerne, og jeg sad ved bremsen. Pludselig fik hesten øje på en lastbil (Fischers), der stod med motorhjelmen lukket op. Hesten har nok tænkt, at bilen var et uhyre, så den satte af sted i panik. - Jeg ved ikke, hvor langt vi kørte af sted på den måde langs med teglværksgraven. Bremserne var blokeret mange, mange meter. - Til sidst kørte vi ind i en lygtepæl. Der var en hane, der sprang af en mælkejunge, så skummetmælken fossede ud. - Men vi holdt stille!

- Vores karriere stoppede, da vi forsøgte at forhandle lønnen op til en krone om dagen. Det ville mælkemanden ikke gå med til, og så var den ikke længere!

Mælkevognen. Mary Nielsen og Eliot Nielsen. Foto: Torben Nielsen

Der var også andre ting at tage sig til. Sommetider hjalp jeg genboens søn Kurt med hans avistur med Demokraten. Et par år senere blev jeg selv ugebladbud med Hus og Hjem. En sælger havde været rundt i byen og skaffet 29 abonnenter, og jeg blev hyret til at køre rundt med bladet, tage mod betaling og indbetale til forlaget på posthuset. Snart faldt antallet af abonnenter drastisk, men der var ingen på bladet, der læste, når jeg skrev, at antallet var ændret. Jeg blev hver uge afkrævet det samme beløb, og der blev ved med at komme 29 blade til mig. Først da min far skrev til Hus og Hjem på tydeligt dansk, sluttede det engagement.

Som jeg husker det, var der masser af tid til at lege hjemme på vejen – eller kede sig. En speciel kvalitet ved huset og haven var, at huset ikke var forsynet med tagrender. Derfor kom der sommetider masser af regnvand, som jeg kunne anvende til et udbygget kanalsystem rundt om huset. – Jeg har aldrig hørt et bebrejdende ord i den anledning.

Men jeg var alligevel lidt misundelig på genboernes sønner. De havde fået lov til at bygge en hule nede i jorden. Det måtte jeg ikke!

Selv boede vi i et hus, hvor der var store planer. Vi havde således et splinternyt porcelæns-toilet stående på loftet. Det ventede på, at sognerådet skulle beslutte, at den resterende del af byen skulle kloakeres. Det tog mere end 10 år.

Kloakarbejde efter mange års ventetid

Far havde en grandtante i USA, som der blev korresponderet livligt med, og en eller to gange om året kom der pakke fra USA med tøj og legetøj, som det var helt umuligt at opdrive i Danmark efter krigen, så på det punkt følte vi os privilegerede. – Jeg husker tøj, der var meget ”pyntet” og anderledes, end vi var vant til. I næsten hver pakke var der også mekanisk legetøj (til at trække op). Engang var der også en æske farvekridt med i pakken. Æsken rummede 50 forskellige farver fordelt i 5 skuffer.

Når der var tid, læste vores mor en del. Hver uge var der jo Familie Journalen og Søndags-BT.

Sjovt nok læste vores morfar de samme fortsatte kærlighedsromaner som kvinderne i familien og diskuterede handlingen bl.a. med mor.

Både ugeblade og aviser blev byttet til den store guldmedalje. Aviserne var Land og Folk og Demokraten.

Før Aase og jeg fik forhandlet os til egentlige ugepenge, tog vi det, der faldt af som overraskelser og gaver. Mon jeg husker rigtigt? – Jeg kan dog huske engang i førskolealderen, hvor jeg opsøgte mor ude i rabarberne for at tigge. Jeg ville have et par solbriller. Svaret var klart nej. Så blev jeg fornærmet og gik de 2 km op til mormor for at beklage mig. Jeg fik vist ikke medhold, men jeg fik dog den lille fjer i hatten, at jeg fik lov til at køre med bagerbilen tilbage til Stilling.

Fra min første skoledag husker jeg kun, at genboens søn, Henry Hansen, fulgte mig i skole. Senere gik det op for mig, at det ikke var det rene drømmeland,

jeg var havnet i. De første måneder var jeg dog så heldig at gå i skole hos en elskelig lærer, der desværre skulle pensioneres kort efter. Han forstod kunsten med at motivere og give børn selvtillid. Det var i øvrigt den samme lærer Hansen, som vores mor havde haft, da hun gik i skole, og hun var også glad for ham. - Vi var altid meget spændte, når han kom med sin ”trylleblyant”, der kunne skrive både rødt og blåt. Hvad ville han skrive? Laveste karakter var ug, og højeste karakter var ug særlig fint. (Senere har jeg fået at vide af min sidekammerat i skolen, Steen Jæger, at karakterskalaen blev benyttet fra tg og op).

Da jeg gik i 2. klasse, fulgtes jeg tilfældigt med en dreng fra skole – en dreng, jeg ikke kendte, og det blev indledningen til et venskab, der med afbrydelser har holdt lige siden. Erling Østergaard hed han.

Han og jeg startede en klub, som dels var en detektivklub, hvor vi havde navne efter hovedpersonerne i Jan bøgerne, og dels var en bog-låneklub med rigtige stempler og det hele. – Erling og jeg fandt sammen, fordi vi var ”anderledes”, stille drenge. Det viste sig også, når vi havde fodbold i skolen.

Vi var så talentløse og uengagerede, at vi fik lov til at sidde på skråningen sammen med et par andre ligesindede, hvor vi snakkede eller læste i vores yndlingsbøger. Andre sluttede sig til vores klub: Henning Nørgaard og Preben Jensen.

Den første læsning ud over Ole Bole var Anders And Bladet. Det fik man lov at læse, når man skulle klippes! - En del af mine klassekammerater foretrak dog Skipper Skræk og Kong Kylie.

Stilling skole havde godt hundrede elever. De første 3 år gik man i skole i 3 timer om eftermiddagen. De følgende 4 år gik man i skole 4 timer om formiddagen. Jeg syntes, det var meget hårdt at sidde stille så mange timer.

- Bortset fra første klasse var der to årgange i hver klasse, og hver årgang arbejdede med sit eget pensum. - Én gang om året kom sognerådet for at inspicere undervisningen. Jeg husker, at et af sognerådets medlemmer faldt i søvn under overhøringen.

Efter 3. klasse (svarer til 5. kl.) skiftede jeg til Morten Børup Skolen i Skanderborg. Vi var den første årgang, der fik mulighed for at komme i den kommunale realskole. Før den tid var Realskolen den eneste mulighed for at få en realeksamen eleverne i Skanderup-Stilling Kommune. For vores forældre var det en økonomisk lettelse, fordi undervisningen var gratis.

Selve skiftet til en ny skole var meget positivt: som at flytte til et nyt og spændende land, hvor man blev behandlet som næsten voksen.

Vi var tre drenge, der cyklede til skole sammen i Skanderborg: Kjeld Madsen og Knud Erik Andersen. Sommetider var vi dog så heldige, at Knud Eriks far, Ernst, skulle arbejde i Skanderborg og kunne have os og cyklerne med på ladet af varevognen.

Før de nymodens ting holdt deres indtog i køkkenet, var der til madlavning to petroleums-primusser og en sort blik-ovn på høje ben med hul i bunden (til en høj primus).

Nabokonerne Esther og Minna var dem, som mor snakkede mest med. Esther og Minnas mand Niels kunne godt lide at være uenige. Engang var det deres vægt, det drejede sig om. Så måtte de om i ”foderstoffen” for at få væddemålet afgjort - med vidner.

Men barndommen, hvad med den? Set med voksne øjne var den næsten forbi, før man fik set sig om. Vi var blevet voksne og var flyttet i alle mulige retninger - væk fra vejen. Nu var vejen stille. - Kun lørdag-søndag kunne der høres barnestemmer hist og her, men ikke som det var engang.

Efter flere års sygdom døde mor i november 1996. Far fortalte senere, at da han fik det at vide fra sygehuset i Odder, fik han øje på, at uret i stuen netop var gået i stå.

Selv døde han i efteråret 2002 efter flere år med svær sygdom.

AaE/LKJ 25.11.2007.

 Til Erindringer

Til forsiden