Johs.: Stilling foråret 1945.
Afskrift fra ”En arbejds-bi kommer til verden”.
Tidens barskhed krævede beskedenhed på mange områder, - ikke mindst hvad boligforhold angik – og den ”lejlighed”, som Gurlis forældre havde skaffet os, var et eksempel herpå. Den bestod af en stue, samt et lille rum. Køkken var der ikke noget af, så madlavningen foregik i den gammeldags, firkantede kakkelovn med kogerum, og det var ikke allerbedst i et gammelt bindingsværkhus med fugtproblemer.
Madlavning i stuen krævede meget brændsel, og for at strække vores brunkul længst muligt, anbefalede min husvært mig at strejfe rundt i skovene for at samle grankogler. Det gjorde han nemlig selv. – Derfor tog jeg cyklen hver morgen og havde en sæk på bagagebæreren. På gode steder kunne jeg samle sækken fuld på en time – og kunne så nå hjem, til jeg skulle hen på fagforeningskontoret til kontrol.
Der var jeg selvfølgelig genstand for megen nysgerrighed – i min egenskab af bornholmer var jeg nok i de lokale arbejderes øjne at betragte som et sjældent dyr i zoologisk have.
Arbejde var der ingen mulighed for at få, så længe det var vinter. Der var kun 2 faste arbejdspladser: teglværket og jernbanen. For begge gjaldt det, at de havde deres faste stab år for år. Ud over det var det sæsonpræget arbejde i tørvemoser og måske håndlanger hos en murer.
Inde i Århus var situationen den samme, så for en tilflytter var situationen temmelig dyster, ikke mindst fordi der dengang gjaldt en praksis om ikke at tage folk fra andre kommuner i arbejde.
Da foråret kom, steg spændingen yderligere, men da alle efterhånden – gennem sladdertelegrafen – vidste, at jeg havde arbejdet i brunkulslejerne, lykkedes det for mig, ved min svigerfars mellemkomst, at få arbejde i en tørvemose, ude i Vrold, syd for Skanderborg.
Dette arbejde var på ingen måde strengere end i brunkullene, men ugelønnen var mindre på grund af, at vi havde normal 48 timers uge og trods akkordvilkår ikke kunne nå op over timelønnen, uanset hvor meget vi knoklede, hvad der selvsagt ikke var tilfredsstillende – men gårdmanden, vi arbejdede for, var ikke tilbøjelig til at forhøje akkorden. Han tilbød os i stedet at få et læs tørv frit leveret, når sommeren var forbi, og det måtte vi så nøjes med.
------oooOooo------
Til Johannes Jensen: Erindringer