Et portræt af
Lillebilvognmand og mekaniker H. P. Hansen
Min far, Hans Peter Hansen blev født 28. dec. 1906 i Virring, som søn af snedkermester Anders Hansen og hustru Margrethe. Han var nr. 3 i en børneflok på i alt 10 børn. Mens familien i nogle år boede i Skelhøje, bidrog Hans Peter - kaldet H.P. - til familiens økonomi som vogterdreng. Det var år, som gjorde stort indtryk på ham, og jeg mindes tydeligt, hvordan han - da jeg var omkring 8-9 år - tog mig på skødet og sang Jeppe Aakærs: "Nu er det længe siden". Det var meget vigtigt for ham, at jeg forstod den sang, og at den på en måde fortalte om hans barndom.
Omkring 1921 kom familien til Stilling, hvor de lejede sig ind i Skanderborgvej 2 og startede Stilling Maskinsnedkeri. I 1923 byggede mine bedsteforældre så huset på Vestervej 2, med tilhørende værksted. Om sommeren arbejdede far hos Marinus og Kirstine Ballegård i Virring, og om vinteren hjalp han til på snedkeriet derhjemme. De lavede bl.a. ligkister og spiralsenge med træulds madrasser.
Vestervej 2 - 1924
Far var meget idérig og kunne faktisk lave alting. Midt i tyverne lavede han f.eks. en kælk med rat og plads til 8-9 mand. "Turen" startede fra broen (ved mejeriet), og så kunne man køre tværs over korsvejen (der var ikke så meget trafik dengang) - og helt ned til Tornsbergs hus på Søvejen.
Men der var også mere seriøse projekter undervejs. Far havde fundet hende, der skulle blive vores mor: Astrid Nielsen, - datter af Nora og Jørgen Nielsen på Randersvej. Noget at det første, han fik lavet til hende, var en cykel, og sammen kørte de nu de små veje tynde, for at se på ejendomme og grunde i oplandet. Allerede som 12 årig havde far lavet en model i de nøjagtige mål af sin drømmeejendom. Som starten på jordbruget købte de 4 sammenhængende grunde mellem Vestervej og banen. I begyndelsen avlede de kartofler og havde et lille hus til grise, og ind imellem blev der også tid til ombygning af svigerforældrenes hus - og til at indlægge el. Det var ikke en selvfølgelighed på den tid.
H.P. havde lyst til mekanik og rodede med sin fars motorcykel, en gammel Henderson. Kørekortet var kommet i hus, og drømmen var en motorcykel, men Anders Hansen gav ham det råd at købe en bil i stedet, - den kunne der tjenes lidt ind på ved siden af…
Og bilen kunne jo bruges til noget ! - så den 25. juni 1928 etablerede far Stilling Lillebilforretning - med en brugt 6 cyl. Essex - købt for 2.750 kr.
Far var også dygtig til træskæreri, så i fritiden, som der ellers ikke var meget af, lavede han et 3 etagers dukkehus til sine søstre. Det var meget detaljeret, med udskårne vinduessprosser, trappe med balustre og udskåret tegltag og selvfølgelig forsynet med udskårne møbler. - Senere, da Aage blev født, lavede far et par heste til ham. Ca. 25 cm høje - med korrekt seletøj, som man kunne tage af og på, samt flere vogne, man kunne spænde hestene for.Men kyllinger var sagen, så på en del af grunden blev der nu bygget et hønsehus med plads til en rugemaskine i kælderen, og Essex´en blev ombyttet med en Plymouth, og ikke længe efter stod et lille rødstenshus klar til parret, som forberedte sig til at holde bryllup. Men så kunne huset sælges godt - brylluppet blev udskudt, og de gik i gang med endnu et hus, et lille hvidt hus på Vinkelvej 4. - Byggeprisen var dengang i 1929: 3.400,- + grund.
|
|
|
|
Det lille hvide hus - Vinkelvej |
15. oktober 1929 |
Og endelig, den 15. oktober 1929 blev mine forældre så gift, 19 og 23 år gamle.
Far udviklede endnu en rugemaskine - denne gang til 700 æg, desuden fremstillede han kyllingemødre til videresalg. I fritiden hjalp han sin far på maskinsnedkeriet. Her var produktionen nu vaskemaskiner - den kendte vippemodel.
Min storesøster Else blev født i sept. 1930 - og i jan. 1933 kom Aage.
Lillebil forretningen gik fortsat godt - og endnu en Plymouth blev anskaffet, så nu var der en 29 model og en 33 model - med numrene X6439 og X6440. De bilnumre fulgte familien i mange år.
Byggegrunden på hjørnet ned mod Bassegården blev nu solgt fra til møbelsnedker Mikkelsen, og salget gav penge til at bygge et langt hønsehus (52 m), med plads til 500 høns og forsynet med den tids automatik: Tænde lys kl. 3 om morgenen - slukke ved 9 tiden om aftenen. Det foregik med et vækkeur med brede "vinger", der kunne ramme kontakten. Der var også et godt kyllingerum og en stor kælder med plads til rugemaskiner. Derover var der bygget et tårn til foder. Foran var der en plads med foderkasser, redskaber m.m.
|
|
|
Hønsehuset |
I 1939 kom der imidlertid en køber til det hvide hus, så familien - der nu talte 3 børn, Grete kom i maj 1938, - flyttede ind i hønsehuset, mens det røde hus på Vestervej 1 blev bygget. Der var rejsegilde 23. okt. 1939, og i jan. 1940 flyttede de ind.
Mor skriver i sine erindringer:
"Tiden gik, og i februar fik vi en ny snestorm, og der var isslag og ingen strøm i flere dage. Desværre havde vi lige fået rugemaskinen fyldt med æg, de blev alle ødelagt, og der var ikke penge til et nyt hold æg, og heller ingen petroleum. Det var en drøj omgang. Mange havde bestilt kyllinger og ville hver især have deres bestilling leveret - og ikke alle var lige flinke. - Den snestorm blev faktisk afslutningen på vores "Hønse-og Rugeriforretning."
Og mørke skyer trak op over Europa.
"Siden november 1939 havde næsten alt været rationeret, så der skulle bruges mærker - også til benzin. Til at begynde med til begge vogne, men mærkerne brugtes nu kun til den ene, for den anden blev klodset op, og chaufføren fik plads hos en lastbilvognmand.
Dæksituationen var også ringe, selvom der var sat tvillingehjul på og dæk- lapperne var boltet fast. Hvis vi fik en lang tur, kunne vi låne dæk fra de biler, der var opklodset, men det krævede en tysk tilladelses blanket.
Generatortræ kunne heller ikke skaffes, hvad enten det var med, eller til dyrere priser - uden rationeringsmærker. 6 sække generatortræ på tagbagagebæreren kunne række til en Ringkøbing-tur. Vi brugte også grankogler, og den tomme side i garagen blev fyldt op med dem. - Enkelte tørv kunne også gå an. "
Og Tørv, ja, mange prøvede lykken i tørvemoserne. En af dem vores far. - I 1943 startede han sammen med 3 andre et tørveværk på en lejet grund i Horndrup. Far lavede maskineriet og en vogn, og de købte en hest til at køre dynd ud. Desværre blev forretningen ikke helt som ventet - alle 4 mand solgte tørv - til hver sin pris og side, så kompagniskabet blev ophævet uden megen vrøvl og tørveværket solgt. Læs mere om tørv.
Krigen fik jo da en ende, men alt var nedslidt og fattigt, og det var ikke nemt at få noget, af noget som helst.
Igen fra mors erindringer:
|
"Vi kørte af og til en lille aftentur, og på tyskernes losseplads i Ry stod en 39 Plymouth, 7 pers. - og så forfærdelig ud, men H.P. kunne forestille sig den køreklar for små penge, vi lånte lidt i banken, men der gik 3 dage inden handelen var i orden. Ventetiden var næsten ikke til at holde ud, - men endelig kom H.P., Aage og Poul Rasmussen (som kørte lidt for os) af sted med et svært tov." |
Plymouth før:
|
|
og efter .....
|
"Der blev et større opløb, da de kom hjem med bilen, og der lød mange spydige bemærkninger om den. Få havde vel haft energi til at gå i gang med den opgave, men efter ca. 600 timers arbejde og en lakering var det virkelig en smuk vogn, og jeg undte gerne H.P. den triumf." |
Mor skriver videre :
"Der må have været lidt fritid, for omkring 1947-48 byggede H.P. og Aage i fællesskab en motorbåd, så Aage kunne få sin motorlyst styret på søen, det ville jo vare nogen tid, inden han måtte køre på vejen. Der var optog gennem hele byen, da båden skulle søsættes nede fra Søvejen".
|
|
"Båden blev døbt "Neptun" og sejlede fint, og de havde mange gode timer med den. Jeg tror nu, at den var lige hurtig nok, og Stilling sø kan godt vise tænder, så efter nogle år blev båden solgt til Sunds".
|
"Det var gået godt med Plymouth'en. Nu fik H.P. øje på en Buick, som stod i Ans i knap så slem stand. Ejeren havde forsøgt at bygge den op, men havde opgivet. Hvordan pengene kom frem, husker jeg ikke, heller ikke prisen - men bilen fik vi da hjem, og så var det hele turen om igen.
Men denne gang skulle vi have reservedele fra USA, og efter et katalog blev alle numrene bestilt. Det varede et par måneder, og i den tid blev motor og undervogn gjort klar."
 |
"Endelig kom en stor kasse fra USA. Den blev båret ind i stuen, hvor alle løse ting blev flyttet væk og tæpper lagt på borde, sofa og divan. Jeg tror, at stemningen var som på en premiere aften på Det Kgl. Teater, - så blev låget brækket af, og krøluld og silkepapir afslørede de flotte forkromede ting. Håndtag, emblemer, frontparti - ja, det var der alt sammen og blev krydset af, efterhånden det kom frem. Nu kunne opbygningen gå i gang, og det blev atter til lange dage." |
|
I 1949 opstod idéen om selv at bygge værksted med servicestation - uden for byen. Esso var interesseret og sendte et oplæg. Far lavede som til de andre huse endnu engang selv tegning til huset, så det passede til møbler og behov. Vi havde meget respekt for, når tegne-brættet kom frem, og midt i februar 1950 blev det første spadestik taget på Peder Møllers mark, til Stilling ny Autoværksted, Aarhusvej 66. Huset var slet ikke færdigt, men vi flyttede ind i kælderen 1. maj, og åbnede officielt 1. august. |
- Buick årgang 1939 - |
|
|
Stilling ny Autoværksted - Århusvej 66
Ligestilling var en helt naturlig ting i vores hjem. Far havde nok at se til, så ud over at være medhjælpende hustru, havde mor faktisk "overtaget" lillebil- forretningen.
Om den tid skriver mor:
"Vi købte skadede biler og byggede dem op. Vi havde godt værktøj, og bilerne blev gode, der havde H.P. jo erfaring, og der blev aldrig spildtimer, men det tog til tider lang tid med at få dem færdig, så med reservedelene betalt, trængte vi til at få dem solgt. Der blev ikke altid så meget til os selv, men vi fik da lidt kontanter at arbejde med, - og så forfra igen."
Jeg kan huske, far sad ude i værkstedet og syede betræk til bilerne - på mors gamle Pfaff håndsymaskine fra 1929. Det var han også ferm til. Som barn tænker man jo ikke over, om tingene kan være anderledes. Jeg husker bedst far i kedeldragt, - han var altid i gang med noget og var meget sjældent, det man kaldet pyntet. Ikke engang når han tog et par fritimer i Kino Teatret i Skanderborg. I nogle år havde vi næsten vore "egne" pladser på 9.-10. række.
Ind imellem rodede far også med noget, som vi grinte lidt af. Faktisk "opfandt" han håndmixeren, før den blev kendt. Man tager et stykke svejsetråd, bøjer det til en spiral og sætter det fast i søjleboremaskinen - og wupti, så kan man piske den lækreste æggesnaps! Der var også lidt af en kunstsmed gemt i ham, han holdt meget af at lege med svejseapparatet og fremtrylle blade og roser og andet himstregims, eller sætte noget istand, som andre havde kasseret. - Vi havde i mange år Danmarks grimmeste standerlampe !
I 1959 blev der bygget hus til Aage og Margit - på Bakkevej 16. Og året efter til Else og Jørgen, - det første hus på Skovvej - faktisk midt på Karl Larsens mark. Endnu engang med far som primus motor.
|
|
|
|
På vej til en sjælden ferietur. |
Mor skriver:
"Vores værksted kørte nu i en fast skure, og vi skiftede lidt med bilerne Dodge og De Soto, - jeg husker ikke helt rækkefølgen, men der blev mindre at køre med, da flere efterhånden fik egen bil, så der var mere brug for en, til at sælge benzin til de mange - end en, til at køre med de få, og vi stoppede lillebilkørslen efter ca. 35 år.
H.P. havde været en uhyre arbejdsom mand, der satte sit præg på byen ved at bygge 4 huse, samt medvirkede ved Bakkevej 16 og Skovvej 3, og stor reparation med centralvarmeanlæg for sin mor i huset på Vestervej. Også hjælp til Karl Larsen i forbindelse med den udstykning, der blev til en halv by. H.P. ville nu gerne hjælpe Lisbet til at få et hus, men ….."
I starten af 1964 gik det op for os, at far ikke var rask. Han var dødtræt, og kræfterne slog ikke til. I maj kom han på sygehuset i Skanderborg, og siden blev han flyttet til det, man dengang kaldte "Hospitalsseng" på Århus Kommunehospital, - vi fik at vide, at han havde leukæmi, og at han kun havde kort tid tilbage. 15. oktober - på far og mors 35 års bryllupsdag, var han hjemme for sidste gang. Det var dejligt og alligevel forfærdeligt for os alle. Far havde stadig "huldet", men var kun en skygge af sig selv, og vi vidste jo, at tiden var ved at rinde ud. Takket være en emsig medpatient, havde han hørt, at hans tilstand var uhelbredelig, og det knækkede ham, så den 12. nov. 1964 kunne han ikke mere. Han blev kun 57 år.
Far blev begravet den 15. november. Kirken var fyldt med både mennesker og blomster, og der var stor deltagelse fra hele byen.
H.P. Hansen 1906 - 1964
Astrid Hansen 1910 - 2000
Lisbet Nielsen-maj 2008
