Barndomserindringer fra Stilling
v. Jørgen S. Basse
Jeg ser for mig mit barndomshjem ”Home”, Stadionvej 14 og Karl og Kristine Svendsens hus ”Fredensbo”, Århusvej 12B. Vi var naboer, så det var let for os børn at smutte gennem en lille åbning i hækken og løbe frem og tilbage hos hinanden.
Karl og Kristine havde 6 børn: Kristian, Ingrid, Knud, ”Nusse” (Anne Margrethe), Erik og Aage. Erik og jeg er jævnaldrende, så vi var meget sammen.
Kristine sagde tit: ” Kan I ikke lige rende over til Karl på ”Lageret” (Foderstoffen) med noget kaffe?” (Kaffen var hældt op i datidens termokande: en patentflaske pakket ind i en avis). Det var omkring 1941, så mon ikke, det har været erstatningskaffe? - DET ER RICH´S DER DRIK´S.
Lynghøjvej 1940. Udl. af Ole Pedersen.
Det var spændende at lege på Lageret. Vi satte f.eks. to sækkevogne sammen på en smart måde, så man kunne sidde på den bageste vogn og styre med den forreste vogn. Vi skiftedes til at styre og være skubber – og kørte rundt på Lageret. Det gik nok til tider lidt voldsomt for sig – men som regel fik vi lov til at boltre os. Det kunne dog ske, at Karl mente, det var lidt for hektisk. Det var, når der kom en hestevogn med fyldte kornsække, som fra rampen skulle køres på sækkevogn ind på lageret.
Karls Lager! Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Det hele lå hen i en lidt ejendommelig belysning. Måske ovenlys? Der var ingen vinduer i selve lageret. Dertil kom denne rare, lidt krydrede duft, som omsluttede hele rummet. Jeg kan næsten fornemme det hele den dag i dag.
Det hændte, at man kiggede ind til Karl på hans kontor. Det herligste lyse rum med et hjørnevindue mod sydvest! Der stod et skrivebord med en fin kontorstol med rundt rygstød og let buede ben. Derfra kunne Karl holde øje med, om der kom en landmand med et læs korn. – Op ad nordvæggen stod en lille brun bænk og overfor et højt skab. Gulvet var malet lysegråt, hvad der var med til at gøre rummet endnu lysere. På den væg, der stødte op til lageret var der ophængt en del flotte landbrugsplakater i pæne farver. Karl Svendsen husker jeg som en ikke meget talende mand, men rar, det var Karl.
”Legepladser”.
Legepladser var der nok af (ikke altid lige pædagogiske).
Vi løb forbi smeden, som tit var i gang med at sko en meget STOR hest – og man var meget tæt på, syntes man.
Hurtigt var man nede ved landevejen (Århusvej) - og lige så hurtigt ovre på den anden side af vejen. Dengang var der ikke megen trafik at tage sig i agt for. Her lå Stilling Cementstøberi, som også var et mægtig godt sted at røre sig på. Her lå store stabler af brøndringe – sommetider i 3 etager. Det var sikkert ikke en helt ufarlig legeplads, men vi kravlede ubekymrede ud og ind gennem disse brøndringe. Det kunne dog ske, at en af cementstøberne kom ud og satte en stopper for morskaben. Rimeligt nok!
En sommerdag kunne vi finde på at lave væddeløb med cykelhjul eller – fælge, med eller uden eger. Dem med eger var de bedste! Med en pind som styreredskab gik det vilde ræs op til landevejen og ned igen. Hvem der vandt, var vist ikke så afgørende.
Der var også mere stilfærdige glæder som at sejle med vores flotte sejlskibe i en zinkbalje. Det var jo herligt!
Sejlskibe i zinkbaljen. Erik og Aage Svendsen. I baggrunden Kristine Svendsen.
”Home”, Stadionvej 14.
Min mor, Ragnhild Marie, fandt på at fabrikere et lille bord til den ”fine stue”. Oppe på Cementstøberiet lavede de mange drænrør, så hun skaffede sig et. Desuden skaffede hun en rund træplade (måske fra Borums Møbelfabrik) - så en solid krog i midten af træpladen, en kraftig snor og en tilpas tung sten bundet i den ene ende og en løkke i den anden - og vupti - hele molevitten igennem drænrøret.Til sidst en gang maling i en passende farve. - De drænrør, man havde i 1940, havde en større diameter i den ene ende af røret. Det betød, at bordet stod solidt på sit ene ben.
Et andet af hendes projekter var et stenhøjsbed i forhaven op til huset. Hun skaffede sig noget blank, slebet marmor i mange forskellige farvenuancer. Hun havde formet bedet i en pæn lille bue og pyntede det så med marmorstykkerne, så det blev en hel lille mosaik. Ikke mindst når det havde regnet, strålede marmorbedet ekstra smukt.
Marmorbedet til højre. På havelågen: Irma og Hans Abild.
Min far, Tage Stenberg Basse, var ekstraarbejder ved DSB i Skanderborg. Der var mange nattevagter, og han blev efterhånden træt af cykelturene mellem Stilling og Skanderborg. Derfor blev huset solgt i 1944. Efter en tid, hvor vi boede til leje på Århusvej, flyttede vi til Århus.
Da min farfar, Karl Basse, solgte ”Bassegården” (Stilling Vestergaard), beholdt han et lille stykke jord, hvor han dyrkede skalotteløg. Min far cyklede rundt til kroer og restaurationer for at afsætte løgene, og det gik faktisk rigtig godt.
Farfar og farmor var imidlertid flyttet til Skanderborg. Derfor opførte min farfar et lille lysthus på grunden, så han kunne holde en pause, når han arbejdede med løgene - og oven i købet få sig en lille lur på divanen. Efter nogle år med løgene holdt han med det - så købte jeg lysthuset.
Jeg cyklede mange gange til Stilling, hvor jeg tegnede og malede rundt om i den kønne egn: Pilbrodalen, Jeksendalden og selvfølgelig den smukke Illerup Ådal. Den stødte jo op til mit lysthus.
Lysthuset lå på gårdens grund, så der var den klausul, at jeg ikke måtte udvide grunden ved huset. Det gjorde nu ingen skår i glæden, for jeg havde mit tilholdssted og båndene til mange af de mennesker, som var en stor del af min barndoms verden i Stilling.
Men længe efter min erindring om al denne landskabelige skønhed, kom den - i mine øjne - stygge motorvej og skar sig brutalt gennem landskabet. Det var ikke rart at se.
Red. LK. 16.2.2011. Kor. LN/ AaE.
Til Jørgen S. Basses fotoalbum
Til omtalen af Jørgen S. Basse i Weilbachs kunstnerleksikon
---oooOooo---