Karl Larsens Erindringer

Lidt om far, mor, bedstefar og bedstemor

Billeder og tekst udlånt af Bent Larsen

 

Bedsteforældre:

 Lars Jensen født ca. 1820 i Sverige. Død d. 18. april 1903 i Falling sogn.

Gift med Martha Andersdatter - om hvem der intet vides.

 

Far og mor:

Jens Andreas Jakob Larsen født d. 17. nov. 1864 på Aalestrup Mark, Falling sogn. Død d. 5. juni 1956 i Gram, Skanderup sogn.

Gift med Birthe Cathrine Jensine Jensen født d. 16. aug. 1862 i Gosmer. Død d. 19. dec. 1937 i Gram.

Birthe Larsen og Bent Larsen

---

Bedsteforældre.

Bedstefar og bedstemor kom fra Linhamn i Sverige og bosatte sig på Aalestrup Mark ved Falling. Der blev min far født i 1864. Da han var 8 år, flyttede de tilbage til Sverige, men der kunne han ikke lide at være, da han skulle passe grise i skoven. Han fik lov til at flytte tilbage til Danmark, hvor han havde en søster, der var gift med urmageren i Gylling. Der blev han plejesøn og blev sendt ud for at tjene ved bønderne. Da han blev voksen, sendte de ham i skomagerlære i Horsens, og han blev en dygtig skomager.

Han arbejdede som svend i København, og derfra kunne han rejse over og besøge sine forældre i Linhamn.

Senere kom hans forældre tilbage til Danmark og boede hos far og mor, til de døde. Der var ikke andre end børnene til at forsørge dem, da der ingen forsorg var - hverken i Danmark eller Sverige. - Bedstemor døde i 1898 og Bedstefar i 1903.

Far arbejdede som skomager indtil 1908. Derefter begyndte han at drive landbrug. Han begyndte med 2 tdr. land og endte med 20 tdr. land, som han solgte i 1928.

---oooOooo---

Til Karl Larsens erindringer

Til forsiden