Erindringer fra Stilling 1940 - 1962
Tekst: Vagn Juul Rasmussen
Fotos: Vagn Juul Rasmussen, Erik Juul Rasmussen, Lykke Henriksen, Georg Andersen (Tekno-fotos) og Stilling Gram Lokalhistorie.
Vagn Juul Rasmussens foredrag i Stilling Sognegård - fotos.
"Faurholt"
Jeg blev født som søn af kreaturhandler Viggo Juul Rasmussen og hustru Yelva Gundhild Nygaard Rasmussen, født Siim, den 8. juni 1940 kl. 16.03 på ”Fødselsanstalten i Jylland” i St. Johannes sogn i Århus, hvor jeg tilbragte de første elleve dage af mit liv. Det kostede 66,00 kroner. (Se dokumentation her). Herefter kom jeg til Stilling, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom og ungdom.
Vi boede på ”Faurholt”, der senere blev til Århusvej 34, far, mor, storebror Erik, min farmor Ane og lille mig. Erik ville hellere have haft en hund, men nu havde jeg jo kostet 66 kr., så det blev ikke til noget. Det første, jeg rigtigt kan huske var, når der var ”familie komsammen” ved højtiderne, især julen, hvor fars søstre med familier kom på besøg.
Det var jo under krigen, så de kom med tog, Tante Edith, onkel Hans, og fætter Walter fra København, Tante Grethe, onkel Søren og kusine Bente (”Tutten”) fra Korsør og tante Elly (”Trille”) fra Vejle. De kom 2-3 dage før jul og blev til efter nytår. Så var fløjdørene til Bedstes stue åben (den var normalt låst med nøgle, der var sikret med et stykke ståltråd omkring håndtaget og ned i nøglen, samt en skudrigle og to haspe.), og her var der juletræ, der gik helt op mellem kuplerne på hendes lysekrone. Mændene spillede kort, konerne snakkede, lavede konfekt og julestads og mor og vores ”unge pige” lavede mad og vaskede op. Mad var der nok af. Far var jo udlært ved slagter Steffensen oppe på hjørnet, så han vidste, hvad der var godt og mor var dygtig til at tilberede det. Vi børn legede dagen lang, både ude og inde. Som jeg husker det, var der altid meget sne ved juletid, og søen var altid frosset til. Bag ved huset havde vi 3 tønder land ned til søen. Her var i mange år ”Byens” slædebakke.
På sygehuset
Den. 18. august 1942 kom Erik og jeg på sygehuset i Skanderborg med skarlagensfeber. Vi blev hentet af "smit´-bilen", den ældste ambulance i Skanderborg.
Det er ikke meget, jeg erindrer, men jeg kan tydeligt huske, at vi blev sat ind bag i "sygebilen", og at det ikke var særlig rart.
Jeg mener også at kunne huske, at der lå to gamle mænd ved siden af mig og en anden overfor. Erik lå på den anden side, og over for ham lå der en lille pige, der hele tiden stod op i sengen og skreg: "Luuk døren!", og hvis den så blev lukket, skreg hun: "Luuk døren op! Luuk døren op!"
Der var ikke besøgstid på grund af smittefaren, så pårørende måtte stå på stiger og kigge ind ad vinduerne til patienterne. Erik blev udskrevet d. 25. august. Jeg skulle blive til den 3. oktober, fordi jeg også havde mellemørebetændelse (47 dage).
Tyskerne
Tyskerne, der var på kroen, husker jeg kun i glimt, f.eks. at Erik og jeg lå på knæ på en dragkiste, der stod oppe på loftet ved et vindue ud mod søen. Her kunne vi se tyskerne, der havde lavet skyttegrave og skydebane ovre på Peder Møllers mark. De skød ud over søen med maskingeværer, så det sprøjtede ude i vandet. En anden gang stod min mor og Distriktssygeplejerske Frk. Herta v. Hjort (med cykel og tasken i bagagebæreren) og konverserede, medens en tysk soldat, der var med i en øvelse, kom kravlende langs stakittet med gevær og anden udrustning. Jeg skubbede til mor og pegede, men damerne blev stående og værdigede ikke krigeren så meget som et blik og fortsatte demonstrativt samtalen, så den stakkels soldat måtte kravle udenom.
Tyskerne havde taget vores store garage til at opbevare materiel, de ikke brugte, bl.a. en person bil, som de ikke kunne få repareret. Den blev skubbet ind i garagen selv om der faktisk ikke var plads, så de stod og skubbede og maste, til de endelig kunne få porten banket i.
Der var 3-4 vagter ved garagen, dvs. de gik op og ned ad gaden fra ”Lång Svends” og ned forbi ”Den tavse Dansker”. En kold og blæsende aften i 44 eller 45, dundrede det på døren. Vi sad og spiste, og vi for op. Far smed sin pranger tegnebog hen ad gulvet og sagde til mor, at hun skulle tage den, men da den fortsatte ind under skænken tænkte hun, at der lå den nok bedst. Det var fire tyskere med geværer, der ville ind for at høre Hermann Görings tale i radioen. Mor der kunne tysk fik dem afvæbnet, og de stillede geværerne i hjørnet inden for hoveddøren; på nær en, den yngste. Han ville have sit gevær med ind i stuen. Der var dejlig varmt i stuen, så fem minutter efter sov han sødeligt. Da de havde hørt talen og var gået, sagde far, at han havde været slem nervøs for, at han ikke kunne nå at høre BBC´s udsendelse fra London. Næste dag fortalte ”Maler Søren”, vores genbo, at de også havde spurgt ham, men han havde sagt, at hans gamle radio var så dårlig, at den ikke engang kunne tage Skanderborg.
Jeg kan også huske, at Erik og jeg havde været oppe forbi kroen, og Jørgen Dam, hvis mor havde kroen, kaldte på os. Ham og Erik legede sommetider sammen, han havde en rigtig ”faldskærmskniv” hvor klingen kunne skydes ind i skæftet. Farligt! Tyskerne havde fået nyt træuld, som de brugte til at stoppe i deres madrasser og de kludedukker, de brugte til øvelser i bajonetkamp, og det lå i en kæmpe dynge neden for trappen til verandaen. Så kunne vi springe fra trappen og ned i træulden. Det var skægt. Det var det ikke, da vi kom hjem. Det blev til en ordentlig omgang og så på hovedet i baljen og efterset for lus og lopper. Vi gjorde det aldrig mere.
Den lille grønne Ford. Efter krigen: X6450.
”Under krigen”, sådan sagde man, var min mors bil, en Ford Eifel fra 1938, ”klodset op” som det hed, i den lille garage. Der har jeg ”kørt” mange kilometer, og når vi var flere, kunne vi lege regnvejr, så lå der en oppe på bilens tag og spyttede ned på forruden og kørte vinduesviskeren frem og tilbage med håndkraft. Det lykkedes mig endda at ”køre spritkørsel” i garagen, for de tomme ølflasker blev sat herud, inden de gik til købmanden, og de var ikke altid helt tomme.
Det var også under krigen, at jeg var i tivoli første gang. Det var ovre på pladsen mellem den gamle og nye station. Der havde tyskerne deres biler og bæltekøretøjer ”på Larvefødder” samt nogle øvelses-skyttegrave. På pladsen nede ved svinget var det omrejsende tivoli sat op. Jeg husker, at vi fik vand i håret, og far friserede os meget omhyggeligt, og vi fik vores ”skotte huer” på, som tante Trille havde syet. Der var en særlig stemning over arrangementet. Jeg tror, byen på en eller anden måde ville fortælle tyskerne et eller andet. Det eneste jeg husker fra selve tivoliet var en dame, der hang i tænderne mellem to høje master og lavede kunster. Det var farligt!
Far havde ved hjælp af købmand Herman Siegel, allerede den 9. april 1940, fået et ”Ausweis”, så han kunne køre rundt for at handle. Han havde været ved at læsse køer for at køre på kvægtorvet i Aarhus den 9. om morgenen, da tyskerne ville stoppe ham, men Siegel fik det ordnet, så han kunne fortsætte. (Fra samme tid: Huder & Skind).
Lastbilerne
Jeg var meget tit med ude at handle. Når vi skulle have køer med, var det selvfølgelig i lastbil bl.a. med ”Johannes i Krowert” (Rasmussen), krofatter i Jeksen, med en 1½ t. Ford lastvogn. Når vi bare skulle handle, var det mange gange med HP fra Stilling i en Ford V8. Det var køretøj. Jeg sad for det meste foran, med et ben på hver side af gearstangen. De kørte alle på ”Gengas” dvs. trægas dannet i en generator (kakkelovn) og med store filtre og ekstra køler foran. Om vinteren når det frøs hårdt, havde vi tændte stearinlysstumper til at stå i kanten af forruden, så der blev en række huller i rimen på ruden, vi kunne se ud af. Der var ikke varmeapparat i lastbiler dengang. Det mener jeg, der var i HP´s. Jeg kan huske, at når vi skulle passere flyvepladserne i Ry, Tirstrup eller Aalborg, så skulle vi have passerseddel, når vi kørte ind og aflevere den igen, når vi kørte ud igen på den anden side. Landevejene var en del af startbanerne, så vi måtte ikke gøre holdt. Det var altid lige spændende nok, og selv de voksne var noget trykkede.
Det var fint at sidde på forsædet, så kunne jeg bruge gearstangsknoppen som rat og lege, at det var mig der styrede. Når bølgerne gik højt, fik jeg sommetider lov til at skifte gearene.
I begyndelsen af krigen havde far selv lastbil, der også gik på gengas. Jeg husker ikke, hvad det var for et mærke, men jeg kan godt huske, at jeg har set Poul Rasmussen, som var chauffør, når han rensede vandudskiller og filtre i garagen. Det var et beskidt arbejde, og han var sort som en neger over det hele. Han var sort, kulsort, i hovedet og på armene.
Engang havde far fået fat i fire nye bagdæk (spørg ikke hvordan), og kort tid efter var der indbrud i garagen, og de nye dæk blev hugget. For at det ikke skulle gentage sig, blev der på portene sat to stærke jernbeslag, og i portstolperne lavede tømrer Henning Rasmussen nogle store huller, så en svær træbjælke indefra låste portene fast, ligesom på de gamle ridderborge. Problemet var bare, at så måtte Poul kravle ud af et lille smalt vindue i garagens anden ende. Hvornår vi kom af med lastbilen, kan jeg ikke huske.
Lige efter krigen, havde far fået lavet nogle store tremmekasser til smågrise. De blev hentet i Kolt og stablet op for enden af stalden i flere rækker og i flere niveauer, ud mod vejen. De var helt nye, og fine at lege i. Når man tog lemmen af, kunne den sættes på skrå foran, lige som vindspejlet på en Jeep. Der manglede næsten kun hjulene. Så blev der leget HIPO og Frihedskæmpere og lavet maskinpistoler og geværer af træ. De øverste kasser var i højde med tagskægget og var så Spitfire og Messerschmitt flyvemaskiner.
En sen eftermiddag, hvor jeg sad og legede deroppe alene, kom der en flygtningetransport, bevogtet af soldater, forbi. De kom gående med trækvogne og feltkøkkener trukket af små ”russer heste”. Pludselig kom 3-4 mænd farende over gaden mod mig. Da blev jeg ræd. Nu tager de mig, tænkte jeg, men nej – Vi havde lige fået kålrabi roer hjem. De kunne ikke alle være i roehuset, så der lå en bunke lige bag mig. Hver af mændene tog så mange de kunne bære og pilede tilbage i rækkerne igen. Middagen var reddet og jeg var lettet.
Erik, Bente, Vagn
Jeg havde en gammel trehjulet cykel, af dem med langt træsæde. Den blev brugt flittigt, mest som bil. Når den blev lagt ned på siden, kunne det ene baghjul bruges som rat. Min lille røde stol var sæde, og en Himmelbjergstok med knop blev stukket i jorden som gearstang. Mor lavede en seddel med 1,2,3,4 og B, der viste hvordan gearene lå, og så sad jeg ude under rødtjørnen og kørte land og rige tyndt.
Befrielsen
Den 4. maj 1945 var jeg allerede lagt i seng, da BBC sendte fredsbudskabet i radioen, men mor kom og hentede Erik og mig, så vi kunne høre da de gentog det. Mere husker jeg ikke fra denne aften, men Erik og jeg fik hver en grammofonplade i en bog med hele udsendelsen, året efter. Freden kom og vi kunne igen få dæk og slanger til cyklerne, og jeg fik lært at cykle. Det værste var at komme på og af, men jeg trak cyklen hen til stakittet og kravlede op, så var det bare at støde fra og så rullede det. Når jeg skulle af, kørte jeg ganske langsomt ind i stakittet og når så cyklen væltede, var det bare med at springe af.
Juleaften på "Faurholt"
Omkring 1944-46 begyndte julen på Faurholdt, mit barndomshjem, for alvor midt i december. Mor, den unge pige og min Bedstemor, Ane, havde travlt med at bage småkager: Jødekager, brunkager, Pepittekranse, Vaniljekranse, Pebernødder samt koge Klejner. Der var hele tiden to–tre plader i ovnen i komfuret.
Der var ingen skriftlige opskrifter, Bedste havde dem i hovedet. Hvis de blev skrevet ned, blev de jo bare spredt for alle vinde, det var bedst at holde dem for sig selv. Der gik flere dage med at bage, og travlheden fortsatte i køkkenet med at lave julesul, medisterpølse, sortpølse, rullepølse og meget mere. Far havde jo været slagter og sørgede for råvarerne, der manglede skam ikke noget.
En uges tid før jul ankom julegæsterne, fars tre søstre, onkel Hans og onkel Søren, fætter Walter og kusine Bente. Så kom der liv i huset. Spisebordet blev trukket ud med alle tre ekstra plader sat i, så det fyldte hele spisestuen og så blev der klippet og klistret julestads og der blev lavet konfekt og andre godter.
Inden gæsterne kom, havde mor sat grangrene bag alle billederne og smurt gips på grenene, så det så ud som sne. Der var kravlenisser rundt omkring i begge stuerne. Dengang var der masser af sne, så vi børn slædede dagen lang nede på marken, sammen med mange andre børn fra byen.
Den 24. blev der lavet julemad det meste af eftermiddagen og spisebordet blev pyntet med lys og gran. Lige før vi skulle gå til bords, lavede tante ”Trille” et stort fad risengrød med smørklat og en stor grydeske i, og så gik vi børn med hende over i stalden, trak stigen til høloftet frem, åbnede loftslemmen og satte grøden op til nissen. Hvor var det spændende.
Så gik vi til bords. Først gås med fed sovs, svesker, æbler og hvad der hører til, hvide og brunede kartofler. Så var der risengrød med kanel og smørklat – og naturligvis én mandel i. Hvem mon der fik den, der vankede jo mandelgave (en marcipangris) til den heldige.
Det tog en evighed før de voksne var færdige. Vi børn kunne næsten ikke vente længere, men der skulle tages af bordet og vaskes op, den unge pige (jeg tror hun hed Marta) havde fået fri, inden vi begyndte at spise, så mor og tanterne måtte først få det ordnet, før vi kunne danse om juletræet.
Grødfadet til nissen skulle jo også vaskes af, så vi var med tante ”Trille” ovre i stalden for at hente det. Da hun kravlede op ad stigen og tog fadet, var det helt tomt - tænk nissen havde spist det hele.
Nu var alle klar til at danse om juletræ, Far og onklerne var gået ind i Bedstes stue for at tænde træet. Lidt efter gik fløjdørene op, og der stod træet med alle stearinlysene tændte. Hvor var det flot. Det gik helt til loftet, og stjernen i toppen ragede op i mellem lamperne i lysekronen. Vi tog hinanden i hænderne og gik rundt om træet, medens vi sang næsten alle julesalmerne og sangene, der var i hvert tilfælde mange.
Pludselig bankede det hårdt på døren, og ind kom Julemanden. Han havde stort hvidt skæg, rød hue og en kåbe, der gik helt ned til gulvet. Han havde en sæk med gaver og en flettet kurv med. Kurven var magen til den, mor havde, med låg.
Nu var det pludselig ikke så rart mere, for han begyndte at udspørge os børn, om vi nu havde været flinke, og om vi pænt havde spist vores morgenmad? Det var ikke helt godt, for jeg havde vist ikke spist op den morgen, og det vidste han godt (mærkeligt).
Nå – vi blev enige om, at jeg nok skulle spise op for eftertiden og så åbnede han for kurven, og der i var der en hundehvalp, en Pekingeser, som var til Erik og mig. Derefter åbnede julemanden for sin sæk og delte gaver ud. Han skulle skynde sig videre og sagde farvel og glædelig jul, og væk var han.
Det var synd for tante ”Trille”, hun havde været ud et øjeblik og så slet ikke julemanden. Ærgerligt.
Da vi havde fået pakket gaverne op, havde vi børn hele det store spisebord til at lege med vores legetøj på, og der var skåle med slik og kager, som vi bare kunne spise af. De voksne drak kaffe og snakkede, og de spillede vist også kort.
Vores lille hundehvalp kom til at hedde Ping.
Dampmaskinens endeligt!
Far havde som dreng fået en stor flot dampmaskine med fyrrum, dampkedel, skorsten, sikkerhedsventil og dampfløjte. Maskinen var med reduktionsgear og stort flot rødt svinghjul. Far havde passet meget på den. Den stod i sin originale
kasse oppe i hans tobaksskab og kom kun ned ved særlige lejligheder, ofte til jul.
Det var ham selv, der betjente den, hældte sprit på fyret og vand på kedlen med en lille tragt.
Det var meget højtideligt.
En dag, da jeg var 8 – 9 år, var Erik og jeg alene hjemme og legede med en tre – fire drenge. Erik hentede
dampmaskinen frem for at vise den til de andre. Om den kunne køre? Jo da, man skulle kun hælde vand og sprit på.
Vi kunne da godt lige prøve. Vi havde ingen sprit, men petroleum var nok lige så godt.
Den lille spritbrænder havde to væger af vat, som plejede at brænde med to små klare flammer.
Med petroleum på tanken så det helt anderledes ud: 20 -30 cm høje flammer slog op om kedlen, og en fed røg bredte
sig i køkkenet, og i løbet af et øjeblik smeltede det tin, som kedlen var samlet med og vandet væltede ud over det hele.
Hvordan vi fik ilden slukket husker jeg ikke, og hvordan far reagerede da han kom hjem, husker jeg heller ikke, men dampmaskinen var ødelagt. Ærgerligt!
Selve maskinen kunne dog stadig bruges, men fyr og kedel var ikke til at redde. Jeg lavede en ny el-opvarmet kedel
til den af en konservesdåse, der var omviklet med kobbertråd.
Når der så blev sat strøm til tråden, fra transformatoren til det elektriske tog, varede det ikke længe, før damptrykket
var oppe og maskinen kunne køre.
Selve maskinen har jeg endnu, men kedlen er for længst forsvunden.
Leg og legetøj
Jeg legede meget med Peter Kristensen. Erik og jeg havde et stort skab under fars tobaksskab i spisestuen, fuld af alskens legesager. Vi havde zoologisk-have, bure og abegrotte med en masse dyr til, soldater, byggeklodser, mini muresten (rigtige teglsten med knopper, det var længe før Lego) bondegård, mølle, Falckstation og Falckbiler (de store Tekno forstås), trætog på træskinner, masser af biler og meget mere, (forkælede? Næh.. søde børn). Når Peter og jeg legede inde, brugte vi hele gulvet og det meste af det der var i skabet.
|
|
|
|
|
Tekno-ambulance |
Falck station |
Tekno-brandbil |
Når vi legede ude, var det mest hest eller bil. Vi havde en dejlig stor trækvogn med jernhjul, der kunne bruges til det hele. Den var karet, møgvogn, almindelig hestevogn, sygebil, brandbil m.m. Når den skulle sprede ajle, fik den en
Så gik der et par dage uden vogn, til far spurgte om ikke stangen skulle laves. Så måtte jeg over til gamle Munk, der boede overfor på hjørnet. Det var jeg ikke glad for, for Munk havde godt set den vilde kørsel, og det var jo ikke første gang det var sket. Det fik man så at vide, og så stod man der uden at sige noget, indtil han var færdig med barberingen. Han sad altid ved vinduet i stuen ved et lille bord, når han barberede sig. Bagefter gik vi ned i kælderen, hvor han havde høvlebænk og alskens værktøj. Så lavede han en ny vognstang, det kostede aldrig noget. Jeg tror han nød det og fik sig et godt grin, når vi havde takket mange gange og skyndte os over for at få stangen sat på.
Ellers legede vi i haven. Der var altid nogen at lege med, Knud Pedersen, hans broder Vagn, Finn Rosenberg, Bøje Laursen og så selvfølgelig Peter. Vi ”små” var også mange gange med, når ”de store” skulle være mange til deres lege: HIPO og frihedskæmpere, Cowboys og indianere, Politi og tyv, Gangstere, Sørøvere eller Tonjo over taget, Puttes og lignende. Så var vi rigtig mange.
Nede i haven havde der været et lysthus. Jeg kan huske, at jeg har været derinde et par gange inden det blev revet ned. Der var meget mørkt og ikke særligt hyggeligt. Da det blev revet ned, blev væggen ned mod søen og endevæggen tilbage, og der blev hældt bakkesand inden for soklen, som så blev den herligste store sandkasse. Min onkel Hugo på teglværket kunne ikke lide, at vores legetøjsbiler fik sand i hjulene, så han kom med en masse klinker, så vi kunne lave nogle ordentlige veje i sandkassen.
På et senere tidspunkt, hvor Onkel Hans fra København var på ferie, lavede han en vindmølle af gamle cykeldele som blev sat op på en gammel telefonpæl, der blev rejst i det ene hjørne af sandkassen. Siden byggede vi et trekantet tårn ved hjælp af telefonpælen og nogle bygningsmaterialer, som far havde fået i forbindelse med en handel. Erik lavede en hule øverst oppe sammen med nogle af ”de store”, så vi ”små” måtte nøjes med etagen nedenunder, men så slap vi jo for at lægge tag.
Senere igen da jeg var 8-10 år, byggede vi et lille hus i forbindelse med tårnet og et andet hus op ad ”generatortræs-skuret”, der var af træ og blev brugt til brændsel. Under byggeriet blev vi generet af Heinrik, Fiffer og Knud Erik. De gik altid sammen og var meget farlige. De havde luftbøsser og skød efter os, så vi blev nødt til at forsvare os med slangebøsser og sten. Derfor ville det jo være smart med en forbindelsesgang under jorden mellem de to huse. I første omgang blev det til en jordhule uden for det ene hus. Her holdt ”de store”: Erik, Bent, Henning, Vagn, ”Bette Niels” m. fl. til og hyggede sig med gamle ugeblade, kiks, sodavand, en petroleumslampe og Hennings rejsegrammofon. Hulen var helt fuld, og vi skulle bare ikke blande os. Far og mor var ikke hjemme. Vi kunne heldigvis selv: Peter, Knud, Henry, mig og et par stykker mere. Vi kunne da altid hygge os med et lille bål uden for huset. Da det var ved at blive mørkt, lyste bålet vældig fint, efterhånden som der kom mere træ på. Vi havde det rigtigt hyggeligt.
Pludselig stod min morfar og mormor der og ville vide, hvad der foregik! Ja, vi havde jo bål. Det kunne de jo godt se, men vi havde nok ikke fået lov til det, lige op ad træskuret. Nå, vi fik så bålet slukket med noget vand, men så kom Erik op af lemmen over hulen og skældte ud. De blev jo plask- våde der nede. Så kan det nok være festen var forbi. Morfar og mormor havde været ude at køre og så ildskæret bag bygningerne og troede, at der var ildebrand, men blev lidt beroliget, da det kun var et bål, men da det så viste sig, at der under bålet sad 6-7 drenge. Kulilte! Forbrændinger! Kvælning! Frygteligt! Så var der lagt i kakkelovnen, da far og mor kom hjem og havde fået historien.
At vi skød med slangebøsser og luftbøsser efter hinanden, var ikke normalt. De krige, som blev udkæmpet mellem de forskellige grupper i byen stoppede normalt, når der skete noget voldsomt. Et stort slag på Peder Møllers mark standsede brat, da Heinrik fik en pil fra en flitsbue gennem den ene kind og som slog et par tænder ud. Han måtte hjælpes op til fr. Hjort med pilen dinglende i kinden, og så var den krig slut. Et andet slag, også på Peder Møllers mark endte, da Jørn Ehrenreich fik en hegnspæl oven i sin stålhjelm, så han faldt omkuld. Han kunne dog selv rejse sig, men krigen var slut. Alle venner og fjender skulle jo hen for at se, hvad der var sket. Da Max, ved et slag i Mesingskoven, kom med en lang kæp, hvor der var en livrem i enden, og hvor spændet sad yderst, var det så farligt, at ingen ville være med, og så fulgtes vi alle hjem til byen.
Stilling skole
 |
|
Her gik jeg i første klasse |
Da jeg var 6 år, begyndte jeg i Stilling Skole. Førstelæreren var Rasmus Hansen, han underviste 3. og 4. klasse og 1. og 2. klasse blev undervist af Frøken Olsen. Hun var gift med Hr. Olsen, som vist var kølemontør. De boede på førstesalen. Jeg husker ikke hvorfor, men Peter og jeg var engang deroppe, hvor vi fik saftevand.
Tavle og griffel
Papir var jo dyrt dengang, så vi skrev på små tavler med en griffel. Vi havde et skrivehæfte, når det skulle være fint, og da vi ikke kunne læse hvis hæfte det var, duksen skulle dele ud, skrev fr. Olsen navn på hæfterne og læste så hvem der skulle have det. På mit havde hun skrevet ”Lillebror”, som var det navn jeg var kendt under i hele byen. Der var jo flere der hed Vagn. Det var rigtig hyggeligt at gå i Stilling Skole. Vi havde to-mands borde, og jeg sad ved siden af Peter. Jeg kan faktisk ikke huske navnene på de andre i klassen. Mærkeligt!
|
|
|
|
Læsebog til 1. klasse |
- med skråskrift |
Fr. Olsen kunne ikke forstå, at vi ikke kunne svømme, når vi nu havde søen så tæt på, så hun ville straks lære os at svømme. Der stod nogle lange bænke ude i gangen og der lå vi så på maven og lavede svømmetag med arme og ben. I frikvartererne legede vi i skolegården, men vi skulle passe på ikke at stå i vejen for de store, der spillede fodbold med Knud Lunds tennisbold. Der var mål ved de udendørs gymnastik ribber i den ene ende, og porten ud mod vejen var mål i den anden ende. Når der var mål ved porten, røg bolden ud på hovedvej 10, og var målmanden rigtig uheldig, røg den langt ned på Peder Møllers mark.
Når timen skulle begynde, kom Rasmus Hansen ud og klappede i hænderne og råbte: ”Ind! – Ind!” . Hvis det lige var, når der var optræk til mål, blev der respektløst svaret: ”Hold kæft Ras, vi er lige ved at få mål”. Grusomt!
Jeg kan ikke regne ud, hvor lang tid jeg gik i skole i Stilling. Jeg var 6 år, da jeg begyndte, og det må have været til april og jeg var 7 år, da jeg begyndte på Skanderborg Private Realskole, så det må have været i august 1947. Tænk, jeg måtte gå 1. klasse om.
Tur til Himmelbjeget
Det var i flere år en tradition, at Far, Mor, Erik og jeg tog på tur til Himmelbjerget. Den første gang, jeg kan huske, må have været i 1944. Vi tog med toget til Ry og gik ned til bådene, der sejlede til Himmelbjerget.
Da man ikke kunne få benzin til bådene, brugte man ”gen- gas” generatorer som på bilerne. Der blev fyret op i generatoren og så gik det over bølgen den blå, men ikke ret længe. Motoren gik i stå ude på søen. Medens et par mænd prøvede at få motoren i gang igen, drev vi ind til land og et par køer, der gik og græssede, kom nysgerrigt hen for at snuse til båden.
Det var jo vældig hyggeligt.
Efter et stykke tid fik mændene gang i motoren og vi fortsatte til anløbsstedet ved Himmelbjerget. Derfra kunne man godt forstå, at det havde fået det navn, for det var en lang tur op ad de store bakker.
Inden vi nåede toppen og Himmelbjergtårnet skulle vi fotograferes af en rigtig ”Kanonfotograf”. På billedet ser jeg noget misfornøjet ud, det skyldes den tarvelige fotograf.
Først ville jeg ikke fotograferes, men han lokkede med, at når han kom frem fra klædet, der var lagt over ”kanonen”, så kom der en ”Pipfugl” og fløjtede, men der kom ikke nogen fugl. Sådan noget svindel.
Nå, men jeg havde da fået en rigtig Himmelbjergstok og bagefter fik vi både isvaffel og cacao. Da vi kom ned til landgangsbroen igen, sejlede vi med Hjuldamperen ”Hjejlen” til Silkeborg.
Der var så mange med, at en del måtte nøjes med sidde i en båd uden motor, som var på slæb.
Vi spiste aftensmad om bord og da vi kom til Silkeborg kørte vi med damptoget hjem til Stilling.
Med tog til skole i Skanderborg
|
|
|
Ved det røde hus stod vi på damptoget |
Til at begynde med cyklede jeg mest alene til skolen. Vi var 6 i klassen, 4 piger og 2 drenge. Jeg var den eneste fra Stilling. Året efter, i 2. klasse var vi straks flere og der var også en mere fra Stilling, det var Lene Blom fra Gammel Stilling. Senere kom Steen Bløcher og Aage Svendsen til.
Om vinteren tog vi med toget til skole. Vi kunne lige nå at høre det første af Kaptajn Jespersens
morgengymnastik i radioen, så havde vi travlt med at komme over på stationen. De togvogne vi rejste med, var enten pakvogne, hvor togføreren havde sit kontor og den eneste stol, så vi måtte stå op og passe på, når togføreren skulle fyre i den store kakkelovn, der også var der. Nogle gange var det vogne, hvor der var træbænke i den ene halvdel og postrum i den anden. Begge slags vogne var med udvendige perroner i hver ende med jern ”havelåger”. Det kunne også være, at det var en rigtig passagervogn af ældre model, med dør til hver kupé og et langt trinbræt, hvor togføreren gik udenfor for at se vores togkort eller billet.
En af de gamle togvogne
Vognen var indsat i ordinære godstog, og vi gik ud ad sporet for at stige på, langt uden for perronen og sommetider helt ud til broen, medens lokomotivet rangerede med de vogne, der skulle blive i Stilling eller skulle med derfra. Jeg var ikke ret stor, så jeg måtte smide tasken op på det nederste trinbræt, kravle op på det selv, hive tasken op på næste trin og så mig selv bagefter. De store var nu ret flinke til at hjælpe mig op. Toget kørte fra Stilling omkring klokken seks. Det kom lidt an på, hvor meget der skulle rangeres, men skolen startede med første time klokken otte, så vi havde god tid. Medens jeg gik i de små klasser, fik jeg jo tidligt fri fra skole, men der var altid to-tre timer til toget gik mod Stilling igen. Så kunne jeg nå at læse lektier oppe på banegården i ventesalen for ikke rygere.
Sommetider kom jeg med en skolekammerat hjem, Ole, som var den anden dreng i 1. og 2. klasse (hans forældre havde Banegårdsrestaurationen), eller Ole Lund Kirkegaard, der var fantastisk til at tegne. Det var kun togforbindelsen, der ikke var så god. Der gik rutebil til Stilling to gange, medens jeg sad og ventede, men der skulle man have et ekstra kort til, og så blev det jo en dyr fornøjelse. Det talte min far om med stationsforstander A. C. Guldmann. Han fik udvirket, at jeg fik udstedt et bevis med stempler og generaldirektør P. E. N. Skovs underskrift, der gav mig ret til befordring med DSB.´s rutebiler uden vederlag. Der var ingen udløbsdato. Jeg havde det i 3-4 år. Ærgerligt, at jeg tabte det.
Når jeg kom hjem fra skole og havde lavet lektierJ eg var en rigtig flink elev, der altid havde orden i sagerne og var vel forberedt (tro det om I vil), var der igen tid til at lege. Erik havde fået et ingeniør sæt af mærket ”Metallo”, med skruer, møtrikker og hjul. Det var med kun én række huller i stængerne, men jeg var slemt misundelig. Jeg ønskede mig brændende sådan et sæt, men det blev et ”Tekno” ingeniør sæt jeg fik, og det var bare sagen. Jeg tror, det var,fordi vi ikke skulle blande sættene og blive uenige. Uenige tror jeg ikke, vi var ret tit, for jeg gav (næsten) altid Erik ret. Tekno var med tre rækker huller i stængerne og man kunne bygge næsten alt med det.
|
|
 |
|
Tekno byggehæfte |
Tekno motor |
Af onkel Hugo fik jeg en lille glas akkumulator, så jeg slap for at købe dyre batterier oppe hos ”Bil Jensen” og når den løb tør for strøm, tog jeg den på cyklen ned til teglværket og fik den ladet op. Jeg havde fire el motorer, så der var behov for meget strøm. Jeg kunne sidde dagevis oppe bag rullen på loftet, der var der nemlig fred og ro til fordybelse i ingeniørkunstens muligheder. Jeg kom kun ned, når vi skulle spise og det glemte jeg sommetider.
Vagabonder
Somme tider hændte det, at der hen på aftenen blev banket på vores dør. Det kunne være en vagabond, der gerne ville sove på vores høloft om natten. Det fik de som regel lov til mod, at de afleverede deres tændstikker. De havde altid en æske de kunne aflevere, så kunne de jo komme til døren om morgenen for at få den retur. På den måde vidste vi, om de var taget af sted igen og de havde anledning til at bede om en kop kaffe, som de fik hældt på en flaske med patentprop. Der vankede som regel også en madpakke og en skilling. Fra køkkenvinduet kunne vi så se, at de gik over til købmand Siegel og når de så kom ud derfra, hældte de det halve af kaffen ud og fyldte flasken op med kogesprit.
Jeg har aldrig oplevet, at de farende svende var ubehagelige. Om vinteren og hvis der ikke var køer i stalden, sendte vi vagabonderne ned på teglværket, hvor de fik lov til at sove på ovnen, oppe hos brænderen. Han sørgede for at holde ilden i ovnen ved lige ved at hælde kul på de mange kulbeholdere, som var placeret oven på ovnen, samt overvågede brændingen. Han havde et lille træskur med en seng, så han kunne tage sig en lille lur, dengang var der ikke noget, der hed ”Power-nap”.
Erik havde tit hjernerystelse, og så skulle han ligge i sengen i 5-6 uger. Engang hvor han var sengeliggende, fik han en kattekilling. En anden gang, hvor han lå nede i stuen, også med hjernerystelse, og jeg kom hjem fra skole, så havde vi fået en lille broder. Jeg var da 7 år og anede ikke det mindste. Sikke en overraskelse. Det var den 28. november 1947, og jeg ved ikke hvad han kostede, men vi blev nu meget glade for ham alligevel.
TO tyverier
Jeg havde engang hugget en tikroners seddel i min mors pung. Det var mange penge, - alt for mange. Det blev ikke opdaget, og jeg fortrød det med det samme, men der var ingen vej tilbage.
Til at begynde med gik det helt fint. Først en kæmpe isvaffel til 2 kr. fra ishuset ved Skanderborgvej 10 (jeg tror det var Vera der passede det), så lidt senere en mere. Hen på eftermiddagen en mere, og så var det ved at blive farligt: ”Det er mange penge du bruger til is i dag!”, mistanken var vakt. Jeg fik røde ører og skyndte mig væk.
Det var dejligt vejr og trangen til mere is blev stærkere, og jeg havde stadig 4 kr. tilbage. Alt for mange penge at have med hjem. Der var heldigvis også et ishus ude i Gammelstilling ved dammene. Det blev besøgt, men der var stadig penge til overs.
Sidst på eftermiddagen gik jeg ind i Villumsens butik for at se på legetøj. Jeg tænkte ikke over, at der var mange voksne kunder, der trippede utålmodigt, medens jeg så på legetøjsure og andet godt til et par kroner. ”Hvad søren Vagn, hvad laver du her?”, det var min onkel Hugo fra teglværket, der lige som de andre voksne skulle indlevere de der nye tipskuponer inden butikken lukkede. Så skulle jeg ikke have handlet noget og jeg skyndte mig ud. Tænk hvis han fortalte mor at han havde mødt mig der.
Hvad gør man så med så mange penge? Man gemmer dem, men hvor? Jeg fandt et godt gemmested i kroens hæk ud mod slagter Jespersens. Der gemte jeg min gamle pung med pengene og min lille pibe og kørte hjem for at spise. Jeg havde det ikke godt, hvad hvis Vera eller Hugo sladrede?
Næste dag da jeg ville hente skatten var den væk. Tænk der var nogen, der havde stjålet det hele! Der ser man: ”Forbrydelse betaler sig ikke!”.
Julemærkesanatorium
Da jeg var ni år, fik jeg lungehindebetændelse og kom på Julemærke sanatorium i Kolding, da man var bange for, at jeg skulle få tuberkulose. Der var jeg i ni måneder. I den tid gik jeg kun i skole en 8 – 10 gange, á ca. 2 timers varighed. Da jeg havde været en flittig og dygtig elev på Realskolen, fik jeg lov til at fortsætte i min gamle klasse, da jeg kom tilbage fra Kolding. I første klasse havde vi kun været 6 elever, nu var vi 26, da jeg igen begyndte i ”Femte Under”. Vi var tre fra Stilling i klassen, Aage Svendsen, Steen Bløcher og mig. Aage lærte mig at spille skak, og vi spillede også fodbold. Det var ikke min stærke side, det med fodbolden, men hvor mange af verdensstjernerne kan som jeg prale af, at have vundet alle deres hjemme- og udekampe? De var begge mod Hørning. I den ene spillede jeg målmand og i den anden center forward.
Efter jeg var kommen hjem fra Julemærkesanatoriet i Kolding, var jeg ikke længere så flink mod Erik. Jeg svarede igen og ville selv bestemme. Jeg havde lært at slå fra mig, og jeg gjorde det. Jeg var heller ikke så flink i skolen eller til at lave lektier.
Læs mere om emnet i Koldingbogen 2011, hvor Vagn Juul Rasmussen har skrevet et kapitel om opholdet på sanatoriet.
Sejlads på Stilling sø
Steen boede nede ved søen. De havde et par heste, som vi måtte ride på, og en lille jolle. Vi måtte ikke ro med jollen, men vi stagede os frem med lange kæppe, medens båden var bundet til land med en lang kæde. Vi ville jo gerne sejle langt, så Steen fandt en anden lang kæde som blev bunden i den første. Vi stagede ud, men så kunne kæppene ikke længere nå bunden. Vi halede da bare båden ind i kæden, troede vi. Da vi begyndte at hale ind, sad vi pludselig med den anden ende af den første kæde i hånden. Så ”ror” vi da bare med hænderne, men Steen syntes det gik for langsomt og begyndte at råbe. Hans moder og deres unge pige, kunne se, at der var noget galt, og kom løbende med årerne. Det hjalp ligesom ikke ret meget, og vi måtte ro ind med hænderne, indtil kæppene igen kunne nå.
Der var vist lagt i kakkelovnen til Steen, og jeg skulle vist skynde mig hjem. Det var jo en kedelig historie, men Hr. Hansen syntes, at det var bedre, at vi for fremtiden tog årerne med og fik lært at bruge dem. Det var jo dejligt. Det gik nu ikke så længe, før de dovne drenge ikke gad at ro. Så kom der ”sejl” på skuden. En granrafte på en stump vandrør blev rejst i stævnen, og herpå blev der sømmet et kodækken, spændt ud ved hjælp af et kosteskaft og et stykke tov, som blev holdt i hånden. Så gik det derud ad. Én til at styre, med den ene åre bagud, og den anden til at passe sejlet. Herligt!
Vi måtte ikke få båd hjemme. I stedet lavede vi tømmerflåder. Da vindmøllen i sandkassen ikke kunne mere, blev den, sammen med brædder og et par store bjælker, som far havde fået i bytte i en handel, brugt til at bygge en tømmerflåde. Som ekstra opdrift blev der surret nogle røde dunke vi havde fået på mejeriet. Dem havde der været ”Dampolie” i, til mejeriets dampmaskine. Der kunne godt være en 5-6 knejter ombord. Flåden blev staget frem med lange kæppe, og når der var medvind, blev et ko-dækken brugt som sejl. Den længste tur gik næsten helt til Solbjerg. Det gik fint, når man sejlede ud, men det var træls når man skulle tilbage igen.
Jørn Ehrenreichs far havde snedkerværksted ovenpå værkstedet, der lå over for H. P. Hansens lillebilforretning på Vinkelvej. Her har Jørn og jeg lavet utallige skibe og mange andre træting. Det var et dejligt sted, hvor det duftede af træ, politur og den varme lim, som stod og simrede i en gryde på ovnen. Efter at Gustav Ehrenreich havde bygget hus og værksted på Århusvej, var det også ham, der tog sig af byens skøjter om vinteren. Han havde lavet en holder til skøjten og sat en slibesten på sin fræser, så kunne han hulslibe skøjterne så de gled meget bedre. Jeg tror, det kostede en krone, men jeg mindes aldrig at jeg har betalt for det.
Kælkebakken
Dengang var der vinter til, og skøjter og læder kunne godt være julegaver. Man var helt sikker på, at man fik brug for dem. Søen var som regel altid frosset til, mindst en måneds tid om året. Så gik det derud ad med skøjtesejl lavet af en sæk på et stativ som til en drage. Det var lettest i medvind, men et bøvl, når man skulle tilbage fra f.eks. ”Rekol Skoven” (Rødkol) i modvind. Når søen ikke kunne bære, løb vi på skøjter på dammene ude i Gammel Stilling eller på oversvømmelser på markerne. Her spillede vi ”ishockey” med kæppe som stav og en tom konservesdåse som puck. Ude ved dammene var der gadelamper, så vi kunne spille til vi skulle hjem og spise aftensmad.
|
|
|
Billeder fra slædebakken
Vores mark ned til søen var i mange år ”byens” slædebakke. Vi kunne godt være en tyve – tredive unger, der for op og ned ad bakken. Der var flere baner. Den bedste og længste var kun for dem, der havde ”styre-gaj”, en lang kæp til at styre med. De der lå på maven og styrede med benene måtte lave deres egen bane og de enkelte, der stod på ski, havde deres. Den lange bane kunne, hvis der var sne nok, starte helt oppe på fars læsserampe oppe ved landevejen og fortsætte ned til marken, oven over markleddet, hvor den drejede skarpt til venstre langs hegnet, halvvejs ned til Fuglebæk, hvor den drejede 90 grader til højre og ned over bakken ned mod søen, en tur på ca.
De store skulle altid køre først ned ad bakken og når det blev vi andres tur, var de jo på vej opad. Så syntes de, at det var vældig skægt at slynge deres slæde ud foran os, når vi kom susende ned, og så i sidste øjeblik, når vi skræmte forsøgte at bremse, at hive slæden tilbage. Træls! Det måtte have en ende. På vej opad for der en djævel i lille Vagn. Nu skulle de store føle deres egen medicin. Da de kom farende nedad, slyngede jeg slæden ud på banen. Da de tre – fire første slæder råbte og skreg og skulle til at bremse, ville jeg rykke slæden tilbage, men -- for sent. Et ordentligt brag og jern-slæden jeg havde brugt, var krøllet helt sammen, skønt den var forsynet med et solidt bræddesæde i stedet for de normale ”tremmer”.
Jeg fik selvfølgelig tæsk og blev vasket i sne, men det var nu fedt alligevel, og de store holdt op med at drille. Hvad der ikke var så fedt (ordet brugte vi ikke dengang) var, at det ikke var min egen slæde, jeg havde brugt, det var ”Gomrys”. Den var helt krøllet sammen og kunne ikke bruges mere. Det tog han meget pænt, men Erik, som var mellem dem, der blev stoppet, fik hævn, da han sladrede til far og mor. Far skældte ud, og mor forlangte, at jeg næste dag skulle aflevere 20 kr. til Svend Aage, til køb af en ny slæde.
"Faurholt" tivoli
 |
|
"Dartpil" |
I vores stald, kunne der være rotter. De løb inde i roehuset og under gulvet. Når det blev for slemt, fik vi en femmer af far, så kunne vi lave tivoli i den lille garage i gården. Det var med bl.a. en ølkasse bundet op i loftet som luftgynge, dåsekast, pilekast (pilene var lavet af fire ispinde-pinde fra 15 øres runde ispinde, samlet med to elastikker – med en stoppenål i den ene ende og styrefinner i den anden ende). Desuden tombola m.m.
Gevinsterne var gammelt legetøj og indkøbt slik fra købmand Siegel. Der var naturligvis musik fra en rejsegrammofon. Ude i gården var en af vores små cykler tøjret med et reb til en tyrestage midt på gårdspladsen. To øre for en tur på et par minutter rundt og rundt i gården. Det kunne vare et par dage med høj musik, råben og skrigen. Vi havde det skægt, men der var bare den hage ved det, at de fleste potentielle publikummer jo var med til at arrangere. Vi kunne nok være en 8-10 stykker, så når slikket var spist, måtte tivoli lukke, men så var rotterne også væk.
Øverst på marken havde vi et ”høhus”, hvor køerne også kunne gå ind i dårligt vejr. Her kunne vi lege, når der ikke var køer på marken. Det er også blevet brugt til teater. De store grisekasser far havde, var fine til at lave scenegulv og kulisser med. Kodækkener blev brugt til ”jerntæppe” og til afskærmning. Her i teateret var det samme problem med tilskuerne, de skulle også være aktører, men skægt var det. Når vi blev trætte af teateret, blev der flyttet om på sagerne, og så blev høhuset til et sørøverskib med kommandobro, sejl, udkikstønde og en masse hujende pirater.
Tivoli i grusgraven
Rigtigt tivoli kom der sommetider til byen. Det var ikke Pallis Tivoli fra Aarhus, det var for stort, men små tivolier, der kunne være nede i grusgraven ved søen. Der var der luftgynger, skydetelte, tombola, kølleslag (af dem, der ringer, hvis man rigtig gi´r den én på frakken) og så var der svingkarrusel, som blev trukket pr. håndkraft. Når man havde trukket en tre gange, kunne man få en gratis tur. Det var populært. Man gik op ad en stejl trappe, op i ”kronen” på karrusellen. Der var der 6-8 arme, hvor der kunne stå 4-5 mand ved hver.
Når der blev ringet med en klokke, begyndte man at gå rundt og trak karrusellen med. Når det gik for langsomt (det gjorde det altid), blev der råbt ”Hurtigere – hurtigere”, og til sidst løb man så hurtigt man kunne, så gyngerne stod vandret ud i luften. Når man kun var 10 – 11 år og ikke ret stor, så var det med at få plads inderst ved centrum, så kunne man lige følge med. Der var ikke plads til at falde, men jeg husker ikke, der var nogen der kom til skade. Det var næsten lige så sjovt at trække som at få en tur.
Fin-mekanik
En dag var jeg med mor i Skanderborg, og da vi kom til Leth Espersens isenkramforretning, lå der i vinduet en elektrisk loddekolbe til kun 17 kr. Helt uhørt, det var ⅓ af normalprisen. Det viste sig, at det var en forkert prisseddel, men mor gav sig ikke, heller ikke da chefen selv kom og hældte vand ud af ørene. Sådan fik jeg mit første rigtige stykke værktøj. Den virker endnu efter 57 år. Godt køb!
 |
|
Radio: 2,5x4,5 cm |
Jeg havde god brug for loddekolben, for jeg var begyndt at bygge krystalapparater (radioapparater med hovedtelefoner, der kunne spille uden strøm). I det første apparat jeg lavede havde jeg svært ved at få presset alle komponenterne ned i en skotøjsæske. Senere kunne jeg få både program 1 og 2 ned i en Lego-klods af dem med fire knopper.
|
|
|
Platte |
Jeg lavede også en fin lille modtager i en af Gustav Ehrenreichs palisander servietringe med mahogni forplade, skala og messing knapper. Den var flot. Jeg havde fået servietringen af min gode ven Jens Jochumsen fra Gammel Stilling. Han var ansat hos Ehrenreich, der var begyndt at lave de mange fornemme træ-kunst ting, teaktræs dækketallerkner, salatsæt, tændstikholdere, fornemme skrin med sølv indlæg og servietringe af teak, palisander eller moseeg.
Tidlig chaufføruddannelse
 |
|
Buick. 8 cyl. - på række |
Mor var en god chauffør, men ikke begejstret for at køre Buicken ud eller ind af garagen. Det blev mit job, da jeg var 10-11 år, men jeg måtte kun køre i gården. Man bliver jo nødt til at øve sig, så jeg bakkede ud af den lille garage, rundt om stalden og ind i den store garage. Så kunne jeg køre forlæns tilbage og få lært at skifte gear. Til sidst kørte jeg med lukkede øjne, men der var tænkt på sikkerheden! Erling stod på bagsædet og holdt øje med, at vi ikke kørte mod noget. Han var 3-4 år. Jeg satte også mælkespande op i gården, så jeg kunne øve ”københavner parkering”. Første gang jeg kørte på gaden med Buick´en (da var jeg 12), var for at køre Erik, Henning Andersen og et par stykker mere til bal i Hørning. Vi skulle dog først til Blegind for at hente ”damer”. Sikken en tur!
Modeljernbane
|
|
|
Starten på togbanen
Erik og jeg var også begyndt at køre med modeljernbane Først med ”Pionerekspressen”, et dansk produkt på
Vi fik lavet et bord til banen, som fyldte ca. halvdelen af vores værelse. Der blev lavet et hul midt på bordet, så vi kunne nå ind til de bagerste spor. Herfra kunne vi senere styre en ranger-banegård ved hjælp af tastaturet fra en gammel radio. Loddekolben blev igen flittigt brugt til ledningsarbejde og til at lave lokomotiver og vogne. Blik fra konservesdåser var eminent til at lave overbygninger og vogne, det var til at klippe med en almindelig saks, nemt at forme i de rigtige vinkler og meget nemt at lodde på.
På et tidspunkt begyndte jeg at lave tog med
Kort tid før jeg skulle til eksamen i 4. mellem, blev far, mor og jeg bedt om at møde på Realskolen til samtale med skolebestyrer J. Haubek på skolens kontor for at tale om min fremtid… Nå-da-da! Så vidt jeg husker, var far ikke med. ”Bette Jas” som bestyreren blev kaldt af eleverne, var vældig flink og rar og meget respekteret. Han mente, det ville være godt for mig at få en læreplads, da de fag jeg var bedst til, faldt væk i realklassen. Han kunne da lige ringe til ”Autogaarden”, så kunne han måske skaffe mig en læreplads som mekaniker. Mor mente, at det nok var bedst, om vi selv kontaktede værkstedet. Jeg tror Haubek var glad for den ordning. Det var mine forældre også. Far havde nemlig kort forinden haft et skænderi med værkføreren om en reparation på vores lastbil og det var ikke gået stille af.
Wooler G 249 G Special
Erik var kommet ind til militæret som 16 årig og gik på math skole i Ringsted. Han havde kort forinden fået knallert, en rød Wooler
Jeg fik min mellemskoleeksamen kort tid efter og slap for ”Realen”. Til gengæld ”gik jeg hjemme”, og skulle hjælpe med hvad jeg kunne. Det var ikke lige min kop the.
Arbejdet med dyrene
 |
|
Der handles på Varde Marked |
Nogle køer skulle malkes med hånd, andre med maskine og kalvene skulle have mælk og ”Kalvital”. Det største antal dyr, jeg har været med til at have med til marked, var 156. De kunne dog ikke være derhjemme, men blev hentet rundt på de gårde, hvor de var købt. Det var ikke altid jeg var med til marked, så når far var taget af sted med dyrene, var der kaffe og smørrebrød til den, der havde hjulpet til. Så var klokken også 2-3 stykker om natten. Engang havde vi heste, der skulle til hestemarked. De blev samlet i løbet af et par dage og gik alle løs på marken. Her var der hegn på de tre sider og et par meter ud i søen. På et tidspunkt var der 53 heste samlet sammen af en eller to fra hvert sted, og de kunne jo ikke enes. Der var tre tønder land, så de for op og ned ad marken. Flere gange om natten ringede de fra stationen med besked om, at nu løb der igen løse heste på skinnerne. Så måtte vi ud at hente dem. Det blev ikke til megen søvn den sidste nat. Næste dag var de væk på nær tre. Dem beholdt vi sommeren over som rideheste.
Far kunne godt se, at det med kreaturhandel og passe køer ikke lige var mig. En dag, hvor jeg nok havde brokket mig over det, blev jeg gennet op i lastbilen, det var en Hanomag, for han skulle ud til Ford i Årrhus og have noget lavet ved den, så kunne han lige snakke lidt med værkføreren, og derefter kunne jeg komme i lære som mekaniker med det samme. Det gik lidt stærkt. For stærk!. Da far begyndte at snakke om læreplads, fik han at vide, at de første fire år skrev de ikke nogen op til læreplads. Lang næse!
Da vi kørte fra Århus, kørte vi direkte op til O. Z. Dahl i Stilling, fordi han skulle lave noget andet på bilen. Far havde ligesom noget, han skulle have gjort færdigt, så han spurgte Dahl, om ikke han kunne bruge mig, ”Kan han lave noget?” spurgte han. Det, mente far, godt jeg kunne. ”Så kan han gå ind til Hedegaard og få at vide, hvordan han piller gearkassen af den der.” Så lå det ligesom i luften, at jeg godt kunne humle af. Jeg fandt Karl Hedegaard inde på værkstedet. Han viste mig, hvad der skulle afmonteres, og hvor værktøjet var, og så gik jeg i gang. Lidt senere kom han ud i gården til mig og sagde, hvad jeg så skulle gøre. Inden Hanomag´en var færdig, havde Doris Jensens Opel fået ny kobling, og jeg kunne komme op på værkstedet og se, om der var noget jeg kunne lave, når jeg ikke skulle noget derhjemme.
Jeg havde jo det krævende job med at passe køer, når der var nogle, så når jeg var færdig derhjemme ved 9-10 tiden, kørte jeg op på værkstedet i nogle timer, alt efter om der var noget jeg skulle hjem og lave. Da der var gået et stykke tid på den måde, syntes Dahl, at jeg nok kunne møde om morgenen sammen med de andre. Det ville jeg ikke før jeg kom i lære, selv om jeg fik de timer, jeg var der, godt betalt. Der gik yderligere et par uger, inden vi fik skrevet lærekontrakt - gældende fra den 15. maj 1957 til den 14. september 1961.
I lære som mekaniker
Fotos fra O.Z. Dahls Autoværksted:
|
|
|
|
Værkstedet 2008 med nye porte |
Smøregraven |
|
|
|
|
Ledningsprøveren |
Sådan så der også ud i 1961 |
Stilling Autoværksted v/ Ole Zakarias Dahl. Det var et rigtig godt sted at være i lære. Opgaverne for en første-års lærling var vidt forskellige: Lappe hjul på Johnsens møgbøre, skifte 16 dæk pr. håndkraft på Aage B. Rasmussens lastvogn med påhængsvogn, reparere Slagter-Harrys kødhakker, inden den var gjort ren, hovedreparere en motor, smøre bilerne, hælde vand på centralvarme anlægget oppe mellem tagspærene, tænde op og fyre, når det var koldt og ellers gå til hånde og suge viden til sig. Oliefyret var et kapitel for sig. Læs det her.
Da jeg begyndte på værkstedet, var der to svende, Karl ”Kalle” Hedegaard og Lykke Henriksen, Mester Dahl og tre lærlinge: Store, stærke Erik fra Stjær, der sparede op af sin lærlingeløn, så han kunne læse til lærer i Gedved, to dage efter han var udlært som mekaniker, Kristian, mesters broder og Bruno fra Vitved, der kørte på den sødeste lille motorcykel, en 125 ccm Java CZ med ballontank. De var alle med til at give mig en dejlig læretid og til at lære mig at blive en habil mekaniker. Der var et rigtigt godt klima på værkstedet. Ikke noget med mobberi og drikkeri, som man hørte fra andre lærlinge. Når der var en, der havde fødselsdag og til jul fik vi en fyraftensbajer, ellers var det sodavand og kaffe. Mester og mig var halv Des. Han sagde du til mig og jeg sagde De til ham.
Det meste af min læretid var lønnen 31 kroner og 1 øre, som blev udbetalt kontant lørdag efter fyraften. Hvis ikke der var en enøre i kassen, blev jeg sendt til købmanden for at få vekslet en femøre. Mester ville ikke have vrøvl med fagforeningen. Når jeg havde fået vekslet og kom tilbage med enørerne, kunne der godt falde enten 10 eller 20 kroner ekstra af. Det gjorde der ikke den dag, jeg havde væddet med de andre om, at en tiøre var lavet af to stykker. Jeg vandt og tjente en femmer. For at bevise det, måtte jeg save et hak i en tiøre og vride den, så man kunne se de to stykker. Den sad stadig i skruestikken, da mester kom for at udbetale løn. Da han fik forklaringen, stak han 20 kroner i lommen og sagde, at hvis man havde råd til at ødelægge penge, så behøvede man ikke få ekstra. Surt!
En af dem, der kom på værkstedet, var Gustav Rasmussen. Til at begynde med, havde han en gammel en-cylindret Harley Davidson motorcykel med sidevogn, som han kørte ægge-tur med for købmand Bertelsen. Den havde det ikke godt og var svær at holde kørende. En dag blev Gustav og mester Dahl enige om, at det ikke kunde betale sig at reparere mere på den, så de tog ud til Cykelbørsen i Århus og købte en Nimbus med den største sidevogn, der er set på en motorcykel. Det var sagen.
Herefter var der næsten ingen grænser for, hvad Gustav kørte rundt med. Når der var skiftedag på landet, kunne man se Nimbussen med kalekammerskabe og kommoder i sidevognen og tjenestepigen bagpå, på vej til det nye job. Byture for forskellige forretninger og afhentning af reservedele i Aarhus, når det skulle gå stærkt, tog han sig også af. Talrige gange er han blevet stoppet af politiet, fordi de mente han havde overlæs, men Gustav havde altid papirerne på motorcyklen med, så han kunne vise, at han godt måtte køre med et par kalve eller en stor so til slagteriet i Skanderborg. Nu var der gang i forretningen og han havde næsten ikke tid til at holde stille, hvis der var noget i vejen med Nimbussen.
Løsningen var en ekstra motor, komplet med kobling og gearkasse. Den stod henne under filebænken på værkstedet med en sæk over. Når så Nimbussen ikke ville lade, havde mærkelige lyde eller koblingen drillede, spurgte Gustav: ”Hvor lang tid tager det Vagn?” og hvis det tog ret meget mere end en halv time sagde han: ”Så skifter vi s´gu’ ”.
Tyve minutter efter kørte han ud til nye opgaver. Motoren blev sat hen under filebænken, og så lavede jeg den i stand til næste gang der blev brug for den. Jeg tror Gustav kun holdt en uges ferie om året. Så skiftede han varesidevognen ud med en flot Steib personsidevogn, og kørte til Mors. Jeg tror, det var en søster han besøgte.
 |
|
"Radexi-rødderne: Viggo, Tage og Erland |
Læs mere om knallert og kørekort her.
Da jeg ikke spillede fodbold, tog jeg meget til Skanderborg om aftenen sammen med Jens Jochumsen, der heller ikke var særlig vild med fodbolden. Her kom vi sammen med nogle stykker, som kom en del på K.F.U.M. Det var et godt sted at samles, og vi kunne stort set lave hvad der passede os. Bl.a. sang vi meget. Det var jo Indre Mission, der drev K.F.U.M., så de ville bestemme, hvad vi skulle synge. Så kom vi ikke der længere.
Min første bil
 |
|
Ford model T |
Kreaturhandleren var kørende i Ford´en til kvægtorvet i Odense, hvor jeg skulle overtage den. Det var vældig festligt, da vi handlede, der var mindst 20 – 30 folk der var stimlet sammen. De ville se den gamle herre og hans gamle køretøj og overvære salget til den unge mand. Havde han nu forstand på at starte og køre med den? Vi fik handlet med håndslag og det hele. Jeg fik den for 300 kr. og så fulgte de originale papirer med, med stempler fra de gange, der var udstedt benzinmærker og navnet på den første ejer, som var automobilforhandler. Der var oven i købet en betjent til at dirigere mig gennem menneske mængden! Sådan! Det var en skøn tur hjem, med dejligt solskin og let frost. Det var i februar måned 1959.
Hjemturen fra Odense var den eneste tur jeg fik på landevej med den. Jeg var så heldig, at Søren Nielsen, der havde værkstedet før O.Z., havde været Ford T specialist, så på det gamle lager var der masser af originale Ford T reservedele, hjullejer, styrekugler med gummiindlæg, fjederhængere, remme, platinsæt, tændspoler og meget mere. ”Du må tage det du skal bruge, men ikke mere” sagde Dahl. Det var som at få lønforhøjelse. Og mange af delene kunne kun fås fra Amerika. Bilen blev renoveret fra A til Z, med nye lejer overalt, nye gearbånd og bremser, så mekanisk var den tip-top. Jeg lavede nye bunde i dørene, noget af en opgave og de enkelte huller i karosseriet blev lukket.
Det var et godt lærested, og Hedegaard var en dygtig pladesmed, der kunne lære fra sig (jeg blev s´gu´ god til det, ikke noget med Isopon eller andet fyld). Karosseriet blev slebet og grundet med syv lag cellulose grundfarve, der var så glat som lak. Der manglede kun lakering og indtræk, så var den færdig. Jeg måtte desværre sælge den medens jeg var soldat i Varde. Far havde ikke plads til den længere. Den blev solgt til en sønderjyde, som var på camping. Jeg havde kørt Forden ud af ”Høhuset”, hvor den havde stået, og så havde han set den ovre fra campingpladsen. Han fik den næsten foræret. Jeg fik 650 kr. for den. Træls. Jeg genså den for øvrigt 14. juni 1998, da Storebæltsbroen blev indviet.
|
|
|
Før renoveringen
Tændspoler til Ford T var specielle. Det var trækasser med induktions apparat og påbyggede platinkontakter, der når der blev sat strøm til, afgav en masse gnister i tændrøret. Der var en tændspole til hver cylinder, altså fire stk. i en Ford. Der var et helt skab fuld af tændspoler på loftet i værkstedet.
Søren Nielsen som havde haft værkstedet brugte dem til at lave elektrisk hegn, når der ikke var andet at lave på værkstedet. Apparatet bestod af en Ford tændspole, en jernbøjle, en strikkepind, en bøjet jernstang som anker og et stykke blik som kontakt. Det blev installeret i en kasse, der lignede en stærekasse, sammen med en lille akkumulator og koblet til hegnet. Der kunne det så stå og passe på bondemandens køer og krævede ikke andet end en opladning i ny og næ.
En speedbåd får starthjælp
|
|
Marselisborg Vandskiklub flyttede i 1960 fra Århus og ud til søen. De havde en speedbåd af træ (købt i Horsens) med en 400 hk. Cadillac motor. Det var noget, der ville noget, men når de havde sejlet en halv times tid, måtte de skynde sig i land, så var der ikke mere strøm på batteriet. Batteriet blev afmonteret og båret op ad den stejle bakke til HP, som havde værksted oven for bakken. Her blev det byttet med et med strøm på. Så ned ad bakken og montere batteriet og ud på søen igen. Sådan en omgang, flere gange om dagen, var naturlig vis noget træls, og broder Erik, som var kasserer i klubben, klagede sin nød, om jeg ikke kunne gøre noget ved det? Klubben havde ikke mange penge, så jeg ville have en tur i båden uden skiløbere bagved og med fuld fart på, for at se på sagen.
|
|
|
Derudad med 400 hk
Det viste sig, at der var alt for mange ledninger og dårlige forbindelser i ladesystemet, så efter en halv time lå der en bunke gamle ledninger og tre – fire startrelæer på broen. ”Så er den klar”, sagde jeg, ”og hvad så med det der?” spurgte de. Det skulle ikke bruges. De troede ikke på det, men det virkede og jeg fik en tur med fuld knald på. Sæderne i båden var træsæder uden hynder eller fjedre og det var som om et par store smede hamrede i bunden af båden med store forhamre. Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle have speedbåd.
Den sidste del af læretiden
 |
| Den håbefulde unge lærling |
De lærlinge, der blev udlært før mig, gik i teknisk skole i Skanderborg om aftenen. Jeg var så heldig, at da det blev min tur, foregik det på dagskole i Horsens, på Stjernholmsskolen. Jeg mener det var et par måneder hvert forår i tre år. Da jeg begyndte på sidste år af min læretid, der var på fire år og fire måneder i alt, var mester blevet ”skuemester” og skulle derfor være med til at kontrollere, om de andre mestres lærlinge fik lært det de skulle, og han skulle afholde svendeprøver. Derfor ville han gerne have mig til at aflægge svendeprøve efter de nyeste bestemmelser, der lige var blevet indført. Jeg havde som de tidligere lærlinge gået og øvet mig på at dreje ventiler og andet på drejebænken, men de nye bestemmelser indebar, at jeg skulle på fileskole i Horsens. Så vidt jeg husker, var det elleve uger. Dahl betalte transport og ophold, så jeg sagde ja. Det skader jo ikke at lære noget nyt. Den 27. juni 1961 aflagde jeg svendeprøve, og det gik godt. Mester var lidt utilfreds: ”Hvis du bare havde fået ”ROS” på teknisk skole, så havde du fået medalje” sagde han. ”Jamen det fik ja da” sagde jeg, ”Det ligger i min mappe fra skolen”. Men da var det for sent. Han ærgrede sig.
Jeg blev udlært 14. september 1961 og blev ansat som svend fra samme dato. Der var ikke den store forskel på arbejdet som lærling og som svend, bortset fra lønnen. Jeg havde faktisk arbejdet som ”svend” i mere end et år. Læs om svendeprøven her.
Jeg blev hos O. Z. Dahl indtil jeg flyttede hjemmefra og skulle møde som soldat på Varde Kaserne den 2.- 2. - 1962.
Red. 8.2.2011. LK.
Korrektur AaE.
---oooOooo---