O.Z. Dahls oliefyr

Oliefyret på værkstedet var et kapitel for sig. Det var oprindeligt et gammel kulfyr, der var lavet om til spildolie.

Rundt om varmtvandsrøret, der gik op midt i fyret, var der lavet en krydsfinerplade, hvorpå der var lavet en tragt af en blikdunk. Tragten var forbunden til et rør, der gik ned til en hjemmelavet ”hærd”, der sad inde i brandkammeret. Et større rør var forbundet til en blæser, som stod løst på gulvet. Den anden ende af røret var forbundet til herden. Spildolien blev hældt i en 20 l. oliedunk, der var åben i toppen og som havde en aftapningshane fra en bilkøler i bunden.

Dunken var spændt på varmtvandsrøret på toppen af fyret, så højt oppe, at jeg lige akkurat kunne nå op og hælde olie på, fra et hjemmelavet blik fad, når jeg stod på tæer. Når fyret skulle tændes, hældte jeg først olie på dunken. En tot twist, der var gennemvædet af ”spe-vand”, en blanding af benzin, petroleum, sprit og dieselolie, blev derpå kastet ind i herden og antændt med en tændstik. Samtidig blev der hældt Spe-vand ned i tragten, og blæseren blev tændt og justeret til den rette luftmængde.

Når der kom gang i fyret, blev der lukket op for hanen i bunden af spildoliedunken. Det skulle være meget nøjagtigt. Olien skulle dryppe så meget, at det var lige før det blev til en stråle. Bagved fyret var der et 30 cm tykt støbejernsrør, der førte røgen fra fyret ind i skorstenen. Hvis oliestrømmen blev lidt for rigelig, blev røret gloende og varmede spildolien i dunken op, så det blev mere tyndtflydende og derfor løb endnu stærkere, og så begyndte hele anlægget at ryste, fordi vandet i varmerørene begyndte at koge. Så var det med at få lukket for olien.

Hvis der var fordampet for meget vand fra anlægget efter sådan en omgang, skulle der fyldes vand på igen. Det foregik ved, at jeg kravlede op på hanebjælkerne med en vandslange og hældte vand på ekspansionsbeholderen, som var en halv 200 l tromle oppe under taget. Den måtte ikke være helt fuld, så jeg kontrollerede vandstanden, ned gennem et lille hul, med et oprulletræk fra en bilrude. Var det helt galt og der var tabt meget vand kunne systemet ikke fungere, før det var blevet udluftet. Det foregik ved at jeg, bevæbnet med en boremaskine, fandt de steder, hvor der var luftlommer i rørene og så med boremaskinen borede et lille hul i vandrøret, så luften kunne komme ud. Når så vandet begyndte at løbe ud, skruede jeg en ”galopskrue” i hullet. Så var den klaret.

Spilolien var den olie der blev tappet af bilerne ved olieskift og reparationer. Det blev opbevaret ude bag værkstedet i nogle 200 l tromler. Hvis der var vand i olien og tromlen var helt fuld om sommeren, frøs vandet til is om vinteren og fyldte mere. Så skulle man passe på når man åbnede. Der kunne stå en stråle to meter i vejret, hvis man åbnede lidt for hurtigt, og så var det bare med at få hovedet væk.

 For at undgå vand i fyret, blev der monteret en konservesdåse under oliedunken på fyret, så man kunne dræne olien for vand, når det spruttede lidt for meget. Fyret blev senere forbedret, så der kunne fyres over om natten. Det blev gjort ved hjælp af en karburator fra en Ferguson traktor, der blev hængt op i et stykke svejsetråd. I bunden af svømmerhuset var der en hane med et kobberrør der førte hen til tragten. Fra en dunk der hang ved siden af spildolien løb der dieselolie ned gennem karburatoren og videre ned i tragten. Så var der dejligt varmt, når man kom på arbejde en kold morgen

---oooOooo---

Til Vagn Juul Rasmussens Erindringer fra Stilling