Da de danske ryttere var nået en halv kilometer ud på isen, fandt de en våge med tynd is. Her huggede de hul med deres sabler og kårder og lod kisten synke til bunds sammen med nogle få andre ting, som de havde fået ordre på.
Sagnet om guldskatten på bunden af Stilling Sø
For omkring 50 år siden skete der noget mærkeligt i Stilling: Der kom to frømænd til byen med deres varevogn alt deres udstyr. Der var iltflasker, svømmefødder af forskellig slags, blylodder til at gøre sig tung med, dybdemålere og sikkert en hel del andre ting.
Frømændene kom, fordi de havde hørt en historie om, at for flere hundrede år siden var der nogen, der havde sænket en kostbar skat ned på søens bund, og nu ville de prøve at finde den. Den ene af frømændene havde et mærkeligt navn. Han hed Jan Uhre.
Folk i byen kendte godt den gamle historie. Nogle troede på den – andre gjorde ikke.
Henning,en af mine skolekammerater fiskede tit på søen i en gammel, mørkegrøn robåd, og han påstod, at han havde set et eller andet på bunden af søen, et eller andet, der godt kunne ligne en skatkiste.
Jeg blev så nysgerrig efter at se ”skatte-stedet”, at jeg bad ham om at tage mig med i båden – selvom min mor havde forbudt mig at sejle med ham, fordi jeg ikke kunne svømme.
Vi sejlede derud.
Det måtte være et dybt sted, for ankeret kunne ikke nå bunden, og det var umuligt at se derned på grund af mudder.
- Selvom vi sejlede rundt et godt stykke tid, var det eneste guld, vi så, ”sol-guldet” i vandoverfladen!
------oooOooo------
Her er det gamle sagn, som er blevet fortalt igen og igen og først blev skrevet ned for hundrede år siden:
For 350 år siden var der krig i landet. Svenskerne havde erobret hele Jylland, og danskerne havde lukket sig inde på deres borge. En af dem var borgen i Skanderborg, og på borgen gemte de alle de penge, som de danske soldater skulle have i løn. Pengene lå i en lang tønde med fleretøndebånd omring. Der var både guld- og sølvdalere: Joachimsdalere. Mere end en million værd!
Planen var, at pengene skulle sendes til Århus og derfra videre til den danske konge: Christian IV, som var på Sjællland – men selvfølgelig uden at svenskerne opdagede det.
Der var udtaget rytter-soldater til at transportere skatten, som skulle køres på en slæde, for det var vinter. Måske var en af dem en af vores tip-tip-tip-tip-................................................................................... oldeforældre, hvem ved???
Så kom det gunstige øjeblik: Svenskerne så vist ikke, at en dansk slæde – trukket af heste - listede af sted fra Skanderborg slot på vej mod Stilling, men først da slæden var nået sikkert ud af Skanderborg, satte den farten op.
Desværre for danskerne var der en spion, der havde røbet den hemmelige ekspedition til svenskerne, og de svenske heste skulle ikke trække en tung vogn, som kunne forsinke dem, så de halede hurtigt ind på vognen med de mange penge.
Da vognen med skatkisten var nået til Gram-slugten, kunne danskerne se sneen hvirvle op, der hvor Stilling skole nu ligger. Det måtte være svenskernes heste i galop.
Derfor besluttede de danske soldater, at de ikke ville følge vejen op til Stilling kirke, men i stedet vove sig i fuld fart ud på søens is og se, om den kunne bære.
Tiden var knap, men forspringet holdt - og isen holdt!
Da de danske ryttere var nået en halv kilometer ud på isen, fandt de en våge med tynd is. Her huggede de hul med deres sabler og kårder og lod kisten synke til bunds sammen med nogle få andre ting, som de havde fået ordre på.
Inden de danske soldater flygtede i hver sin retning, tog de en pejling: Skatten blev sænket 125 m fra nordsiden af Stilling sø mellem Stilling kirkes tårn (dengang var der et tårn) – og den vestligste gård i Gram.
Svenskerne kunne tydeligt se, hvad der skete ude på søen, men de kunne ikke nå at stille noget op!
Det var sagnet! – Sagnet er siden blevet fortalt i 350 år.
-------oooOooo------
Frømanden ville undersøge, om det var sandt, så han dykkede helt ned til bunden af søen på det sted, hvor skatten skulle være: 12 m dyb er den der! - Der var koldt og mudret og bælgravende mørkt, så han måtte stole på sin lommelygte! Og hvad fandt han efter flere timers søgning? INGENTING.
Året efter prøvede han igen, og han fandt: INGEN....TING.
Mærkeligt nok fandt en fisker for næsten hundrede år siden på nøjagtigt det samme sted i søen: et lille rustent tøndebånd, kun et tøndebånd – og ikke andet.
Alligevel var det lidt spændende!
Hvad var det nu, der var rundt om skatkisten fra Skanderborg?
lkj. 07.01.2007.
Til Skattejagten på Stilling sø