Svend Pedersen (Svenne): En smededrengs dagbog
Jeg vil begynde med at fortælle om, hvordan det gik til, at jeg kom i smedelære. Min far var gartner, og jeg var jo med i arbejdet, når jeg ikke var i skole.
Gartneriet var der, hvor Søfaldet er i dag - tæt ved skov og sø, det var et dejligt sted at arbejde, hvis man kunne li' at rage i jorden - men det kunne jeg ikke, det var en pestilens hver eneste gang man skulle ud i marken. Jeg havde det vel sådan som alle unge dengang. Hvis man var så heldig at kunne finde en læreplads, så skulle det helst være noget med mekanik. Det var det mest attraktive, men det var også det sværeste at finde.
Jeg havde en ældre bror, Knud, som var i smedelære her i Stilling - fra 1934 til 1938 ved C.O. Carlsen. Det var den tid, jeg lige var begyndt at gå i skole, så jeg skulle jo ikke tænke så meget på, hvad jeg skulle lave de næste 7 år. Men alligevel var man jo i sine tanker i nærheden af smedjen, når man så sin storebror komme godt beskidt hjem fra arbejde, - jeg kunne godt lide at blive lidt beskidt engang i mellem.
Vi nærmer os nu konfirmationsalderen, nu begynder det rigtig at rykke i én igen, - så var der en automekaniker i Skanderborg, som søgte en lærling. Jeg plagede min far så længe, at han til sidst henvendte sig til "Auto Mikkelsen", men det blev ikke noget ud af det. Det her var i 1940, der var tale om - og nu skal vi se på betingelserne for mekanikerlærlinge: Ugelønnen var dengang 3,50 kr. - for 48 timer. Så kan man prøve at regne ud, hvad timelønnen var? og så var det på egen kost og logi. Man kan jo godt forstå, at ens far ikke kunne sætte en i lære på disse betingelser. Der hører jo mange ting til at holde en dreng med tøj, mad, logi, vask, cykel osv..
C.O. Carlsen spøgte stadig i mine tanker, men C.O. var ikke en hvem som helst. Det var ikke et sted, man sådan lige henvendte sig, og C.O. søgte aldrig lærlinge, der var altid nok af drenge, der ville i lære.
Nu var det sådan, at jeg havde en søster, Valborg, der var gift med en smed i Ollerup på Fyn, så da jeg blev konfirmeret, den 1. søndag i april 1940, aftalte vi at jeg kunne komme til Ollerup og være der foreløbig om sommeren. Jeg ankom til Fyn næsten samtidig som tyskerne kom til Danmark. Nu var jeg så kommet lidt nærmere til at blive beskidt, men inden jeg rejste fra Stilling, havde jeg fået stillet i udsigt, at jeg måske kunne komme i lære ved C.O. i Stilling til maj 1942. Det syntes man jo nok var lang tid til - Læretiden var 4 år og Tage Jensen, som var i lære ved C.O., var udlært i 1942. C.O. havde en ældre svend + en lærling. Svenden hed Madsen, - ham kommer vi til at høre mere om senere.
Men tilbage til Fyn. Jeg havde trods besættelsen en dejlig sommer. Bilerne var sat på klodser, så vi cyklede hele Sydfyn rundt. Harald, som min svoger hed, var god til at reparere høstmaskiner. Vi havde rigtig travlt i høsten, så langt som til Thurø havde vi kunder og næsten helt til Fåborg.
Så var der jo de berømte Idrætshøjskoler. Om sommeren var der piger på skolerne, og så var det sådan, at i middagspauserne var vi en halv snes stykker, som hver dag samledes i en vejgrøft i nærheden af skolerne, så der var altid noget at se på og tale om.
Vi havde også smedearbejde på en af avlsgårdene under Hvidkilde, som hed Nielstrup. Der var mange heste, som skulle skos. Som nybegynder kunne jeg jo ikke sko en hest, men jeg lærte da hurtigt at "pudse af". Det var når skoen var sømmet på, at spidserne skulle nappes af, og hoven raspes efter. Nu var jeg godt på vej. Det var en herlig tid. Godt med arbejde, så man var træt om aftenen, men dog alligevel ikke mere, end man kunne cykle til Vester Skerninge engang imellem og måske fiske lidt i søen. Jeg havde aldrig været så langt hjemmefra så længe, men selv om jeg var et fremmed sted, så faldt jeg godt til.
I den modsatte ende af byen hvor højskolerne lå, - med de lidt voksne piger, lå der et børnehjem. Der var unge piger og drenge på min egen alder. Børnehjemmet var et sted, hvor man kunne komme og gå i dagtimerne. Forstanderen var en rar mand. De unge piger og drenge skule være hjemme kl 21.00, så vi havde mange fritimer sammen på Børnehjemmets idrætsanlæg.
Hen på sommeren skulle jeg så hjem til Stilling i 8 dage. Det foregik på cykel! - En aften ringede min kusine fra Vejle, om jeg ville op og køre fra Vejle til Stilling næste dag kl. 9.00. Hendes mand var vognmand og kørte dagligt til væverierne i Grenå. Der skulle en hurtig beslutning til. Enden blev, at jeg satte mig på cyklen og begyndte min rejse. Vi havde nogle bekendte i Årup, så første etape blev Årup. Ankommer sent om aftenen, i seng og sove lidt, jeg skulle jo være i Vejle næste morgen kl.09.00. Tidligt op og på cyklen igen. Jeg nåede målet præcis og kom op at køre!
8 dage i Stilling var hurtigt brugt op, så på cyklen og retur igen. Jeg kendte vejen ud og ind. Det er en lang tur at cykle. Jeg havde prøvet turen en gang før. Det var i 1938 - uden at komme op at køre med vognmanden.
Tilbage til arbejdet igen. Jeg var usigeligt glad for mit job. Jeg vil lige indskyde, at en af de første dage jeg var i Ollerup, var Harald og jeg henne hos træskomanden og bestille et par nye træsko. Det foregik på den måde, at træskomanden lagde en træklods på gulvet foran mig, så skulle jeg sætte mine fødder op på den. De blev afmærket og træet tilvirket, så de passede mine fødder perfekt.
Vi havde kun 2 km til Svendborgsund til en fin badestrand. Der har jeg tilbragt mange gode stunder i min fritid. I høsten havde jeg arbejde ved nogle landmænd, så jeg tjente lidt penge til tobak og biograf.
Sommeren gik på hæld. Tiden var gået hurtigt for mig og aftalen var, at jeg til 1. november var færdig med mit fynske eventyr. Så op på cyklen igen og på vej til Jylland. Nu nærmere målet: Læreplads, men der var endnu et stykke tid til 1942.
Fra november 1940 havde jeg lidt løst arbejde hos landmændene, samtidig med at min far havde solgt gartneriet og købt et mindre hus med lidt jord til. Det er der, hvor jeg bor i dag (Bøghsvej 8). - Der gik jo også nogen tid med at indrette os i de nye omgivelser.
Vi havde både hest og vogn, og den skulle huses.
Vinteren gik, den var hård med frost og megen sne. Der var så megen sne, at alle arbejdsmænd og alle sneplove var i arbejde, og man antog også pensionister og unge mennesker. Jeg havde en onkel, som var med. Han sagde til mig: Ta' en skovl og gå op til Peter Mikkelsen i Gram, han er snefoged. Mig og skovlen gik til Gram, og jeg skal love for, at vi kom i arbejde! Sneen lå i højde med el.- og tlf. trådene. Prøv at tænke på en dreng på 15 år - uden ret meget tøj på kroppen - og en stor skovl i snestorm på arbejde på bivejene omkring Gram!
Vi drenge fik samme løn som almindelige arbejdere. Senere fik jeg arbejde ved snefogeden i Stilling, det var Harald Christensen. Samme løn som før omtalt.
Det var en streng vinter 1940-41. Vandrørene var alle frosset, trods det at de lå 1,2 m under jorden - og der var stadigvæk nogen tid til maj 1942!
I foråret 1941 søgte Vinfeldt Pedersen på Jeksen Hovgård en tredje karl, så far og jeg cyklede op til Jeksen. Det var en stor gård - mere at se til, end jeg var vant til. Vi fik en aftale med Vinfeldt om plads til mig for sommeren. Fra april til november: 500,00 kr. og kost og logi!
Nu skulle jeg så lige have købt noget tøj og nogle gummistøvler. Der var gået et år under tysk besættelse, så der var ved at være vareknaphed, vi havde rationeringsmærker på alting.
Miin far havde givet os søskende en byggegrund hver, da han solgte gartneriet, så jeg solgte min grund, der i dag er Bøghsvej 6. Jeg fik 450,00 kr. Det var mindre end den løn, jeg skulle have for sommeren 1941, men dog nok til, at jeg kunne købe både gummistøvler og spidsbukser med mere.
Jeg mødte op på gården i Jeksen den 1. april - vinteren var knap forbi, der var endnu sne enkelte steder.
Min første arbejdsdag var at muge ud i hestestalden efter 3½ spand heste. Det var fast arbejde hver dag året ud. Det foregik inden spisetid om morgenen, klar til at rykke ud kl. 07.00.
Tilbage til min første arbejdsdag. Jeg fik anvist et spand jyske heste, med forskellige redskaber. Bl.a. det vi kalder en stiv vogn. Så kunne jeg køre ned i skoven efter træ, som var blevet fældet i løbet af vinteren. - Jeg skal love for, at jeg fik brug for alle mine kræfter og de spidsbukser. Men alt i alt var det en god sommer efter den strenge vinter.
Så gik det slag i slag - jeg var nu nærmere lærepladsen end nogensinde. Der er ikke så meget at skrive om arbejdet på gården: der er såtid, roetid, høsttid og efterårspløjning. Jeg nåede at være med til efterårspløjningen – ca. 80 td. land med 3 enkeltplove og 3 spand heste. Første karl, anden karl og så lille mig som tredje karl.
- Der kunne fortælles meget mere om mit sommerophold på landet den sommer, men nu da vi nærmer os 1. november, skal jeg til at pakke min spånkurv med mine få ejendele og sige tak for denne gang.
I skrivende stund - 2009 er det en Vinfeldt junior, der residerer på Jeksen Hovgård.
Den første nov. var jeg tilbage i Stilling igen. Nu var der et halv års tid til den store dag, hvor læretiden stod for.
Siden min far havde afhændet gartneriet, var han begyndt en lille grossist virksomhed, der bestod i at købe gartnervarer på auktionshallen i Århus, - den lå i det vi dengang kaldte Mølleengen, lidt udenfor banegården. Far cyklede, eller sommetider var han med toget, hvis toget gik? - Det foregik mandag, onsdag og fredag.
Han købte varerne om formiddagen, og så var det min tur til at træde til. Jeg startede med hest og vogn lidt over middag. Nu var vinteren igen lige om hjørnet. Det var ligesom vintrene her i fyrrerne var lidt slemmere, end de plejede at være. Jeg havde sommetider nogle kålrammer med indhold, men de burde være tomme på vej til Århus.
Der var lidt byttevarer, som jeg ikke rigtig var klar over, hvad var for noget. Senere - da jeg havde kørt nogle gange - blev jeg klar over, hvad det drejede sig om. Det var noget, som hed "den sorte børs". Det var sådan nogle steder, hvor man handlede med alt muligt, - Alt kunne skaffes, bare man havde penge, eller en vare at bytte med. Det jeg havde med ind på auktionen var hovedsagelig flæsk og mel i større mængder. Når man kom ind på arealet i Mølleengen, kom så de kunder, som min far havde aftale med. Der blev ikke sagt hverken goddag eller farvel - varerne blev byttet i tavshed, far fik en gul kuvert, som han puttede i lommen uden at se, hvad den indeholdt. Sådan et sted snød man ikke hinanden.
Så fik jeg de opkøbte varer ombord og turen gik mod Stilling. Det var de korte dage, og det var altid mørkt, inden Peter og jeg var hjemme i den lune stald. Sådan gik vinteren 1941-42.
Nu var jeg tættere ved målet, om man så må sige. Den 1. maj i 1942 var en rigtig festdag, og endelig var dagen oprundet, hvor man kunne komme til at blive rigtig beskidt, - det hørte faget til, og jeg blev heller ikke skuffet. Nu var man så godt i gang. Jeg havde jo lidt øvelse i hestebeslag fra min tid på Fyn.
Den allerførste dag i min nye plads var en lille rundvisning. Nu kendte jeg jo i forvejen værkstedet, både ude og inde. C.O. var normalt ikke i arbejdstøj, bortset fra en sjælden gang. Han havde flere tillidshverv, bl.a. var han formand for Østjysk Smedemesterforening.
Til gengæld var svenden i arbejdstøj, og det var ham, jeg kom i lære ved! Lønnen var 7 kr. om ugen.
De første dage kom jeg til at skille nogle gamle stive vogne ad, som skulle repareres, ellers var der jo alt smedearbejde, som hørte til en landsbysmedje.
Der var nogle ordensregler, som bl.a. sagde: Ingen tobaksrygning i arbejdstiden, ingen spytning på gulvet, og når vi brugte håndværktøj, måtte vi ikke lægge det fra os på gulvet.
Smedjen var efter datiden, en moderne landsbysmedje. Der fandtes autogensvejser og el. svejser, som ikke fandtes ret mange steder her på egnen. Der var smergelsten og slibesten, hjulrings-bukker, dertil to esser med armbolte + sænkeambolt , og presse-pig (til at lave ringe eller haspe på).
Så var der beslag-skuret med det værktøj, der hørte til. For at blive en rigtig beslagsmed, hørte der et skødeskind til udstyret. Det skulle jeg selv erholde. Jeg gik hen til sadelmager Jørgensen, han havde et værksted på Skanderborgvej. Et rigtigt skødeskind skulle være fåreskind, men det havde jeg ikke råd til, så jeg fik et spaltet kalveskind med smæk og sele, og det gik helt ned til mine træsko. Med det udstyr kunne man ligne en rigtig smed, men der skulle mere til, inden man kunne sko en hest.
Tiden der kom, var ikke så sjov på mange måder, men nu måtte jeg se de lyse sider og selv hjælpe lidt til. Vi kunne jo godt mærke, at tyskerne var her i byen. De havde indkvarteringer flere steder i byen, bl.a. i Missionshuset, som ellers blev administreret af uddeler Olesen i Brugsen. Da tyskerne rykkede ind, var flagstangen lagt ned og beslagene var fjernet. Olesen ville ikke have hagekorsflaget hejst på det sted. Men det fik han alligevel. En dag kom et par flabede tyskere op i smedien. (C.O. så rødt, når han så en tysker) - De talte jo ikke vores sprog, så vi passede jo bare vores arbejde, som om ingenting var hændt.
Så snurrede de rundt på hælen og gik ud af porten. Vi vidste ikke, hvad de ellers ville tale med os om, når vi jo ikke forstod tysk. - Men der gik kun 10 min, så var de der igen, og vi fik at vide, hvad de var kommet for. Denne gang havde de Herman Siegel med som tolk. Siegel var købmand her i Stilling. Som sønderjyde havde han været med på tysk side i 1. verdenskrig, så han kunne jo forklare, hvad tyskernes ærinde var.
De var flyttet ind i Missionshuset, men de manglede nogle beslag til en flagstang. Vi var jo nok lidt tungnemme i starten, her var jo et sted, hvor vi kunne hovere - det var sådan lidt sjovt, at vi var så dumme, at vi kunne drille tyskerne lidt. Det var ikke hver dag, vi fik sådan et tilbud, - det fik vi nok af senere hen.
Vi måtte så lave nogle nye beslag tilflagstangen. De blev lavet af nogle gamle hjulringe - de skulle ikke have vores nye jern. Det havde vi selv hårdt brug for.
Det endte med, at hagekorsflaget blev hejst ved Missionshuset - Olesen var ked af det.
Noget af det første rigtige smedearbejde, jeg var med til at lave, var på splinternye stive vogne til Bille Sørensen, Agerskovgård. En stor gård, som den dag i dag ligger i Fregerslev, tæt ved Stilling sø.
Vi lavede ikke nye vogne derefter - bønderne havde nok ikke råd til at forny vognparken, men Bille Sørensen var en foregangsmand på den tid. Det var vel nok den bedste kunde C.O. havde.
Vi havde jo ellers rigtig mange kunder - ikke mindst mælkekuske og hestevognmænd, og så havde vi 2 hingste fra Skanderborg hesteavlerforening.
Størstedelen af vores arbejde bestod af hestebeslag. Jeg kom hurtigt i gang med at viske ud, afpudsning havde jeg jo lært.
Vedr. selve værkstedet var det sådan, at jeg ikke skulle røre ved drejebænken, andet end når den skulle gøres ren om lørdagene efter arbejdstids ophør. Svejseapparaterne havde jeg ikke forstand på at betjene. Det var heller ikke det, jeg var kommet i lære for, det var hovedsageligt smedearbejde ved essen og så hestebeslag. Nu var det sådan, at der var mange tovlige krikker. Krøl Søren (Krøl Mines mand) havde et par røde russere, hvoraf den ene ville slå med forbenene. Det var lidt usædvanligt, de fleste heste ville slå med bagbenene, - det var dem, man bedst kunne vare sig for.
Engang havde en af Sørens russere fået mig banket ned ude i beslagskuret - op imod væggen, jeg lå med hænderne over hovedet. Den både bed og sparkede. Jeg kom da op at stå og med alle lemmer i behold, men det var lidt skræmmende.
Nu havde man prøvet, hvordan det kunne forme sig, så man var forberedt, når Krøl-Søren kom igen, for sådan en omgang skulle ikke gentage sig!
Ude i beslagskurets væg, var der sat nogle ringe i til at binde krikkerne i, men det bedste var, at manden - hvis hest var under behandling - selv stod ved hovedlaget af hesten. Hvis det nu var en ung mand, der skulle stå ved hestens hoved - og han ikke var alt for dristig - så bandt vi hestens hoved tæt op til ringen, men det ville vi helst undgå.
En anden episode var engang Frode Pedersen, mureren - som tjente ved Peter Møller, kom ind med "Lise". Det var en jysk ”kløj” (1. års føl), som skulle have sko for første gang. Så skulle vi helst være 2 mand, nu kommer så svenden ind i billedet - Karl Madsen - en ældre mand, syntes man dengang, men heller ikke ældre. Jeg var en ret kraftig ung mand, som ikke gerne gik til side for noget, og hvis man skulle have med heste at gøre, så skal man tænke på, det er et levende væsen. Jeg skulle "holde op" – dvs. jeg skulle holde hestens ene ben - de 3 andre stod på jorden. Hvis man så tænker sig, en jysk hest måske vejer 5-600 kg, ja så kan man jo fundere over, hvad en dreng på 17 år stod med imellem benene.
Hvis en hest havde en lang hale, så kunne man binde er reb i halen og ned omkring koden, så kunne man stramme rebet til, så benet hang i halen - så var jeg fri for at være det 4. ben!
Det var noget af en prøvelse at få de fire sko sømmet på. Det gik også galt, da vi skulle pudse af. Forbenene satte vi op på en træbænk - bagbenene tager vi op på låret. Mens vi pudser den ene side af, står vi halvt inde under hesten, når man så pudser den anden, vender man sig om og står på ydersiden af hesten, og så holder man ved under skoen.
I det samme slår "Lise" ud og et af de ”vægnede” (ikke afklippede søm), som er ca. 1 tomme lang - får jeg i min venstre langemand. Lægen kom og satte 2 klemmer i - jeg har ar den dag i dag, - men hesten blev gjort færdig.
Nu havde jeg så småt fornemmet, hvordan det kunne forme sig at forberede sig til at blive en god beslagsmed, - men jeg blev mere og mere glad for mit valg af håndværk.
En anden gang jeg var lige ved at få en lille røvtur, var fordi jeg havde fået et lille hul i mit skødeskind, og den hest, jeg var ved at pudse af, rev sig løs fra fortøjningen, jeg fik så en hage fra skoen ind i det hul som var i skødeskindet - så vi dansede rundt inde i gården - jeg kunne ikke slippe for hestens ben, så længe skoen hang fast i skødeskindet. Så fik Madsen fat i krikken - det hjalp. I sådan en situation får man mange kræfter.
I min læretid kunne man godt få et par lussinger - for næsten ingenting. Det skulle man lige byde en lærling i dag. En dag jeg stod ude i vaskehuset, som var i forbindelse med smedien - jeg hentede gamle aviser til optænding af essen - kom Madsen forbi - jeg stod med piben i munden - fem minutter over syv - det var nok til at udløse et par flade… En anden gang, jeg var ved at bore huller i en hjulring, knækkede boret - igen et par på lampen. Men ikke nok med det - nu kunne jeg gå ind til C.O. i privaten efter et nyt bor, - sådan noget værktøj havde vi ikke adgang til i selve smedjen. Den dag havde jeg tårer i øjnene - jeg har vel været omkring 18 år. En dreng på 18 år, der græder, vil nok i dag se mærkeligt ud -blot for at have knækket et bor - I dag ville man bare hente et nyt på lageret.
Et andet eksempel. Inde i værkstedet var der en lille filebænk langs med den ene væg - med 3 skruestikker på rad. Over dem var der sat en bræt til at holde et kabel - på det bræt stod der også en lille flaske hestejod, som vi brugte hvis vi kom til at hugge for meget hov af en hest.
Jeg stod ved nr. 3 skruestik - og var ved at skafte en spade, jeg var ved at mejsle de gamle nitter af, så var der en, som uheldigvis ramte flasken - der faldt ned ved skruestik nr 2 - og hvem stod der? Madsen!
Nu kan man så selv regne ud, hvad jeg fik ud af det!
Trods lidt lussinger engang imellem var Madsen nu god nok. Han sagde bl.a. til mig en dag, at jeg var ingen rigtig smed, før han en dag - uden egen hjælp - sad på røven oppe i essen! Det gik jeg så og spekulerede på i nogen tid - hvad han egentlig mente med det?
Jeg kom til det resultat, at jeg skulle hjælpe ham op på essen. - Jeg havde ca. 2 år tilbage af min læretid, så jeg blev enig med mig selv om, at jeg havde god tid til at samle kræfter til den dag jeg var en rigtig smed.
En dag i sommeren 1943 var C.O. taget med rutebilen til Smedemøde på Østergades Hotel i Århus. Da han var kørt, så Mette(C.O.s kone) at C.O. havde glemt sin mappe. Det varede heller ikke længe, inden C.O. ringede hjem - og hvem var det så, der pr. cykel blev sendt tli Århus?
Jeg var jo lidt kendt i Århus, ud med mappen - det var jo som en lille udflugt. Cyklen var mesters - den havde gearstang - det var der ikke mange, der havde dengang.
Foruden at passe mit lærlingejob var der jo også en masse fritid. Bl.a. havde jeg job som medhjælper ved en hestevognmand. Vi kørte skraldevogn - både dag- og natrenovation. Det affald, som vi samlede ind, kom i et stort hul, som hed Grus-Fuglebæk på nordsiden af banen. Det var lige ved siden af, hvor Kastor Jensen boede, Århusvej 35. Grunden tilhørte måske endda ham selv.
(Syd for hovedvejen – ned mod søen - lå Vand-Fuglebæk).
Når vi kørte dagrenovation foregik det med hest og vogn - og det var da til at have med at gøre, men når vi kørte natrenovation, var det mig, der var hest. Vi havde en vogn på 2 hjul, hvor der var anbragt en 200 l oliebeholder på højkant. Den ene ende var skåret af. Det var ikke så sjovt - især ikke om vinteren.
Vi var både besat af tyskerne, som sommetider indførte undtagelsestilstand - det betød, at ingen mennesker måtte færdes ude om aftenen og natten - fra kl. 1800 til 0600.
Det var i forvejen en beskidt job - og så skulle vi, som skulle tømme wc gl. model (=lokum), tillige generes af besættelsesmagten, som måske troede, at vi havde bomber i tønden - men når vi lettede på låget, kunne vi få lov til at have det for os selv.,
Vi kørte også tørv for en tørvegrosserer, som hed Miller. Det var også et beskidt arbejde - men på en anden måde. Folk i byen sørgede for at få deres vinterbrændsel bragt ud om sommeren. Det foregik på den måde, at Miller sendte bud f.eks. kl 18 - en sommeraften, at nu stod der en jernbanevogn omme på ladesporet med 15 tons tørv. Vognen skulle være tømt inden næste morgen kl 0700, ellers kostede det Miller penge.
Jernbanevognene skulle helst være i gang hele tiden - så det var med at få fat i den store greb - men vi var altid færdige, til at jeg kunne nå på arbejde til tiden kl 0700.
Selvom jeg tjente lidt supplement til lærlingelønnen, var der såmænd ikke så meget ved det. Vi kunne jo ikke gå ind i en forretning og købe, hvad vi havde lyst til. Vareknapheden begyndte at vise sig mere og mere.
F. eks sådan noget som arbejdstøj, som jeg både sled og brændte op, var også rationeret. Det var specielle rationeringsmærker med både tal og numre, som blev frigivet hen ad vejen. Jeg fik syet et par bukser af en almindelig 100 kg kartoffelsæk . Det var en krads tingest at have på uden undertøj, som jo også var rationeret.
Den ene dag gik jo med den anden, så de første par år var hurtigt gået.
Vi mærkede krigen på mange måder. Vintrene var strenge og det var efterhånden blevet sværere at begå sig. Vi unge mennesker havde det ikke værst - vi var nok ikke så nærtagende, men vi kunne jo godt fornemme, hvordan de voksne bekymrede sig for fremtiden.
Nu nærmede vi os 1944. Vi i værkstedet kunne rigtignok mærke, at det jern, som vi helst skulle have fra Sverige, det udeblev. Jeg tror, at det jern vi fik fra Tyskland, til dels var genbrugsjern- Hvis det fik for meget varme, faldt det fra hinanden. Vi brugte tit jern fra brokkassen om og om igen.
Hvis vi bare havde haft en lille smule af det, der bliver smidt væk i dag - havde vi været i himmerig.
Da tyskerne havde interneret det danske militær, havde de inddraget Stilling Stadion som parkeringsplads for danske militærkøretøjer. Den var fyldt helt op. Når vi store drenge kom forbi i mørkningen, kunne vi godt finde på at kaste en sten over imellem bilerne, så vagten ikke faldt i søvn. Han skulle helst passe påvores biler.
På lastbilerne manglede ruffet, så en dag fik C.O. besøg af værnemagten. Denne gang var Siegel med, så vi med det samme kunne få at vide, hvad de nu manglede. Det vat det føromtalte ruf. Der skulle laves nogle buer til at holde lærredet strammet ud på lastvognene. men selvfølgelig havde vi ingen jern, så det kunne vi ikke levere. Så var der en nævenyttig officer, som fik øje på nogle gamle hulringe, som stod ude i gården. Dem mente han var nemme at lave om til buer - og derved blev det. C.O. var ikke glad ved at komme af med de gamle hjulringe.
Det varede ikke ret længe, så stod hele hæren der igen en dag med en officersbil, som var kørt galt og som skulle have sine skærme rettet op og svejset. Da syntes jeg, at nu kunne det s´gu være nok, så jeg blandede mig i diskussionen, at sådan noget kunne vi ikke lave, men også der havde tyskerne svar på rede hånd. De havde selv en pladesmed med, som nok skulle lave bilen. De skulle bare have et sted at stå med den og så noget værktøj, og det kunne de jo se, at der var nok af.
Dagen efter kom der så en smadret bil og en ung underofficer, så tænkte jeg, at ham skal jeg sgu ordne - man kunne jo altid gå lidt i vejen. Han begyndte så at skifte tøj og uniformen lagde han op på essen og tog kedeldragten på. Oven på uniformen lagde han sit bælte med en P38.
Det varede ikke længe, før end pistolen var væk. Men ved fyraften kom han hen til mig og bankede mig på skulderen - nu var han ikke rigtig tysker, men alsacer fra Frankrig, og han gav tegn på, at hans P38 var væk, og at han ville blive skudt, hvis han kom hjem til sit kvarter uden sin P38. Det blev der så ikke noget ud af denne gang. Bedre held senere.
Jeg havde også ekstraarbejde på mejeriet Alhøj. Bestyrer Hansen og jeg indgik en aftale om, at jeg skulle rage fyret ud i min middagspause . Og om aftenen skulle jeg i trillebør køre brændsel - som bestod af tørv, brunkul, alm. kul. - over til kedlen. 6 læs hver dag, så det var klar til fyrbøderen. Ydermere skulle jeg vende ostene i presserne. Det var de oste som var lavet samme dag, de stod ovenpå hinanden i en form, som var et lille rundt kar med en plade, oven på noget lærred. Når de kom ud af formen, skulle jeg skære en lille kant af, så de blev ens på begge sider. Så i pressen igen, og måtten over i en fart. Den lille kant, som jeg skar af, skulle jeg give til Hansens høns ude i hønsegården - men ost er jo også spiseligt for mennesker, så det hønsene fik, blev de ikke fede af.
Alt dette arbejde fik jeg 20,- kr. for, men som før omtalt var der ikke meget at købe.
En sommeraften jeg lige var færdig med at læsse trillebør nr. 6 og stadig stod op i trillebøren for at lukke lemmen ind til brændslet, hoppede lemmen af hængslerne og jeg gik på røven ned på jorden. Dernede lå greben med tænderne opad. - Den gik ind i hælen, det var hvad det var - skide være med det. Nej, noget helt andet, hvad ville C.O. nu sige, for jeg kunne ikke passe mit arbejde i smedjen? Det var hverken C.O. eller jeg glad ved. Jeg kunne jo lade være med at arbejde udenom.
Noget andet arbejde, jeg havde ved siden af, var, at jeg lavede træskoringe af det aller ringeste affald fra brokkassen. Det var med C.O.'s viden og accept. Der boede en lille invalid træskomand, Peter Larsen, omme på Vinkelvej, som kunne aftage alle de ringe, som jeg kunne lave, så på den måde manglede jeg ikke træsko - og der var desuden lidt penge til overs.
Nu vi befinder os ved fodtøj, blev jeg også leverandør til det danske politi, så længe det varede. Det var en reservebetjent, som hed Svend Madsen, som spurgte, om ikke jeg kunne lave nogle snudeblik til deres støvler. Dengang sidst på krigen var jernbanen tit et mål for sabotage sprængninger, og for at forhindre det, forlangte tyskerne at der skulle patruljeres, så der gik en banemand og en politibetjent på vagt på banelegemet. De blev kaldt ”svelletrampere”. Nu kommer snudeblikket ind i billedet - der lå skærver ind imellem svellerne og de ødelagde snuderne på deres støvler. Det var også en halvgod forretning, stadigvæk uden at kunne købe ret meget.
Man kunne jo på den sorte børs købe alting, men så skulle der også mange flere penge til, end jeg kunne præstere. Eksempelvis kostede et dansk cykeldæk kr. 3,50 hvis man ellers kunne finde et. Jeg fik min bror til at købe 2 cykeldæk - på den sorte børs i Odense. Pris pr. stk. 50,00.
Den sidste vinter inden krigen var slut, skete der mange ting. Politiet blev i september 1944 interneret af tyskerne. Mange af dem var sendt til Tyskland i KZ lejre, men mange fik tyskerne ikke fat i. Det kunne vi her i Stilling mærke på flere måder på arbejdspladser og i private hjem. Eksempelvis var en betjent fra Esbjerg (Larsen) anbragt hos Marius Graff. Han var en god hjælp for modstandsbevægelsen. C.O. havde et skovskifte i Mjesing Skov, og når træerne var fældet, var der kun roden tilbage i jorden, men ikke ret længe -for Larsen og hans venner afprøvede sprængstof på rødderne. Når de så var færdige med deres skovtur, var der kun nogle store huller tilbage i skoven.
Den sidste vinter 1944-45 blev der oprettet et privat vagtværn til erstatning for politiet. Så vidt muligt skulle hver husstand stille en person til 4 timers nattevagt hver 14. dag. Jeg havde foruden den vagt Bøghsvej 8stillede med også en vagt for Faurholt (Viggo Juul). For 4 nattetimer kr. 20,-. Natten til min fødselsdag 3/1 1945, fik jeg 10 grønne Cecil oven i.
Vi havde en streng vinter, som nu var ved at gå på held. Jeg skrev om at C.O. havde en skov i Mjesing. Det træ, han selv havde fået hjem til brændeovnen, fik jeg en akkord på at kløve. Det var tidligt forår 1945 i april måned - og det var jo i min fritid. En aften lige i mørkningen gik det galt. Jeg huggede øksen ned i mit venstre håndled og senen til tommelfingeren var hugget over. Det blev til 8 dage på sygehuset - og armen i gips i 5 uger. Jeg kom ikke på arbejde igen før krigen var forbi.
Så kom der jo en igen en rigtig god tid med mange rare ting i butikkerne, øl bl. andet. Nu havde vi jo lige alderen til at vi kunne alting, - troede vi da, men der skulle gå endnu nogen tid, før end alt var normalt.
Vi var nu godt på vej henad 1946. 1. maj - så var de 4 år lagt bag os. Nu var jeg jo lige ved at være fuldbefaren.
Jeg har før nævnt, at drejebænken rørte man kun ved, når den skulle gøres ren og helst efter fyraften. Så kunne det somme tider være, at nogle af vennerne kigge ind i smedjen. Det var acceptabelt uden for arbejdstiden. Med hensyn til rengøring hørte det med, at der blev fejet under ambolten. Den stod på en træknot og for at give den mere klang, lagde man et stykke af en gammel filthat eller en korkprop i klemme under ambolten. Man kunne jo vippe armbolten op på enden, så man kunne gøre rent under den. Men som 20 årig - tog man kalorius i nak og røv og satte den ned på gulvet. Den vejede 104 kg!
Men når mine venner var på besøg, skulle vi vise hinanden, hvem der kunne løfte ambolten op og ned flest gange. Røde var enormt stærk - han kunne løfte den op og ned 10-12 gange. Jeg kunne uden at prale gøre det samme, men jeg skulle jo også have samlet nogle kræfter, som jeg skulle bruge siden hen.
Lige inden min læretid var forbi, skulle jeg lige huske, hvad Madsen havde sagt angående, at jeg først var smed, når han sad oppe i essen ved min hjælp. Men jeg var nu ikke så stolt ved situationen, når det kom til stykket. Madsen var jo en voksen mand - og jeg var kun en dreng. - Men så en dag tog jeg mod til mig, og pludselig sad Madsen oppe i essen, så nu kunne jeg kalde mig for smed!
NB: I min læretid var jeg så heldig, at Mette og C.O. havde sølvbryllup, ydermere havde C.O. 25 års jubilæum, så jeg var jo med til to store fester.
Til sølvbryllupsfrokosten sad jeg til bords ved siden afsmeden fra Vitved. Vi blev enige om, at jeg kunne få arbejde hos ham den 1.6.1946. Det blev min første plads som smedesvend. 48 timers arbejdsuge til en ugeløn af kr. 106,20. - Det var den gang.
Svenne.
Svend Pedersen er født på Anebjerggård i Gram d. 3. jan. 1926.
Renskrevet okt. 09. ln. Red. LK. Korr. AaE og Vagn Juul Rasmussen.