 |
| Til forsiden |
STILLINGs og GRAMs historie i 1950´erne og senere
Tegninger: Helle Jardenbæk Tekst: Leif Køhler Jensen
Findes som bo
TRAFIK
TRAFIKULYKKER
BILER
BYKORT
"CENTRALEN"
"LYTTEPOSTEN"
PIGELEG/DRENGELEG
TRADITIONER
TUBERKULOSE
ARBEJDE OG ERHVERVSLIV
SKOLEN
"Det offentlige"
"HENRIK LØVE"
DENGANG DER VAR SNE TIL!
I 2003 blev der etableret nærbane mellem Århus og Skanderborg med mellemstationer i Viby og Hørning – men hvem ved : Om nogle år: også i Stilling, så det igen bliver lige så godt med hurtige forbindelser mellem Stilling og storbyen, som det var i 50´erne.
Foto: Thorvald Halkjær. 1979.
På den tid var der et sidespor på den modsatte side af stationen, hvor der kunne rangeres godsvogne ind. – Bortset fra trækkraften foregik alt manuelt: Sporskifterne skulle løftes, og den store kran ved sporet blev betjent med håndtag og håndkraft.
Dengang var der ganske vist ikke mange daglige forbindelser, men det gik hurtigt: Godt 20 min. tog turen. – Når man var heldig, var det med damptog, som undertiden slog gnister på skinnerne, hvis lokomotivet fik for meget fart på i starten. Billeder fra stationen.
Signalerne på stationen var et kapitel for sig: En halv kilometer fra stationen stod signalmasten (foto), en gittermast på højde med en flagstang med to røde arme og lys. Armene kunne hæves og sænkes fra stationen ved hjælp af stålwirer, der var forbundet med store håndtag på stationen. Dengang kunne man HØRE, når der blev skiftet signal. En ekstra finesse var klokken på muren ved stationen. Den ringede højt og tydeligt, når et tog havde passeret et af forsignalerne på vej til stationen. Jernbanen.
– På stationen var der også et levn fra ældre tid: telegrafen med papirstrimmel og det hele. Den blev brugt som reserve, hvis der var noget i vejen med telefonforbindelsen mellem stationerne. – Og det flotteste af det hele: Toget måtte ikke køre fra stationen, før stationsforstanderen i uniform og med den fine kasket egenhændigt havde været ude på perronen og givet grønt lys med den batteridrevne ”slikkepind”.
Personligt blev jeg aldrig træt at holde på jernbanebroen og se på eksprestog, lyntog og de lange godstog med brunkul (40-50 vogne så vidt jeg husker) til Midtkraft i Århus.
Noget, der var ganske imponerende, var de første diesel-elektriske MY´ere, og ikke mindst lydniveauet, når sådan et lokomotiv kørte under en af broerne: infernalsk larmende! Jernbanen ved Stilling.
Foto: Leif Tychsen. 1969.
Ellers var der rutebilen, som kørte måske 10 gange i løbet af en dag. Meget mere kan det ikke være blevet til: Der var 5 rutebiler til at betjene ruten Århus – Skanderborg – Horsens. Da de første rutebiler uden "snude" blev taget i anvendelse, rykkede motoren ind foran i rutebilen ved siden af chaufføren - og foran i den modsatte side var der et lille sæde, hvor der ofte sad nogle børn. Døren til ind- og udstigning virkede ved hjælp af stænger og et håndtag ved siden af chaufføren. Hele mekanikken virkede ved håndkraft.
Hvis man havde et månedskort til f. eks. Skanderborg, var der 50 felter med tal (svarende nogenlunde til antal hverdage - lørdag var også arbejdsdag) - og i dem blev der klippet huller med en billettang.
– Rutebilen leverede også aviser ude på landet – ud gennem sideruden! I øvrigt medbragte den også pakkepost.
Dengang kørte der også rutebil til Randers. Det vil sige: bussen kørte kun til Skjoldelev, hvor man skulle skifte til en anden bus. –
Når man skulle med rutebilen på en kold vinterdag, var man altid velkommen til at komme ind og vente i den nærliggende varme smedie. – Det var spændende at se hestesko blive formet og, hvis man var heldig: maskiner i brug – alle trukket af brede kileremme, der blev drevet af et system af remme og hjul under loftet.
Specielt to steder uden for byen skete der mange alvorlige ulykker. Det ene sted var Mallinggaard-svinget, som dengang var ganske skarpt. Det andet sted var Hørning-viadukten, hvor der også var et skarpt sving. Begge steder forekom der voldsomme sammenstød enten med modkørende biler, vejtræer eller gelænderet på viadukten.
Inde i selve byen var de farlige steder svinget på Århusvej ved købmand Siegel og svinget ved bageren og ikke mindst krydset ved "Korsvejen".
Den 5. jan 1951 blev gartner Mæhlisens hus vædret af en personbil, der kom fra Randers. Føreren af bilen blev overrasket af det glatte føre, så i stedet for at dreje til højre mod Skanderborg, som det var meningen, fortsatte bilen ligeud og ned i butikken, hvor den kørte gennem butiksruden og ind i butikken.
Lyden af knust glas kunne høres ½ km væk. Ingen kom noget alvorligt til.
Den 12. aug.1954 kørte en 8 tons lastbil fra Ribe ind i en kampestensmur ved Smed Carlsens hus, Århusvej 1. Bilen, der var læsset med radiatorer, standsede få cm fra selve huset. Ingen kom alvorligt til skade ved ulykken, der skyldtes, at føreren af en mælkebil ikke overholdt sin vigepligt.
Den 10. feb. 1955. En 12 tons lastbil skred i det glatte føre og kørte ind i hjørnet af Tatol-forretningen, Århusvej 28, med er brag, der kunne høres i store dele af byen. Både forretningen og stuen i etagen ovenover blev stærkt beskadiget, men ved et heldigt sammentræf var der ingen personskader.
Privatbiler var kun for de få. I byen var der dog 2 ”lillebiler”, som man kunne benytte sig af, hvis man havde brug for at blive transporteret til steder, hvor rutebilerne ikke kom. De 2 konkurrerende firmaer var mekaniker HP med sin mørkegrønne Ford Customline. (Billedet med bilen og Astrid Hansen er fra 1956). - Der var også ”Nutte” Mæhlisen med sin ”bindingsværk” stationcar model. - Nogle år senere begyndte Eigil at køre lillebil med en bil i limousine-størrelse.
En meget yndet hobby dengang var at ”skrive nummerplader”. En nummerplade, der ikke begyndte med R (Skanderborg) eller X (Århus), var LIDT sjælden. – Udenlandske biler kom der næsten aldrig.
– Jeg har dog senere fået at vide af en skolekammerat, som åbenbart var mere tålmodig end mig, at der faktisk kom en del udenlandske biler gennem Stilling i de år.
– De få lokale nummerplader kunne vi udenad. Én nummerplade husker jeg endnu: Lærerinden Karen Mortensens lille Ford fra 30´erne: R 6928.
I okt. 1959 blev R-nummerpladerne skiftet ud med RR....
Stilling omkr. 1958. Amatørtegning:
Kort over Stilling omkr. 1958. Amatørtegning.
D. 26. okt. 1954 besluttede sognerådet efter 10 års overvejelser, at vi skulle have husnumre, og d. 2. februar 1955 begyndte Borgerforeningen det praktiske arbejde med at gå rundt og uddele numrene og modtage betaling fra hver husstand. – Der eksisterede desværre ikke noget alment tilgængeligt kort over byen, så derfor cyklede jeg rundt i byen og gjorde notater til mit eget ikke ganske nøjagtige bykort.- Den tids statussymboler var telefon, bil eller fjernsyn. Bogstaverne: x, y eller z på kortet angav, om husstanden havde en eller flere af delene – desværre har jeg glemt, hvad bogstaverne betød.
Kortet er sandsynligvis lavet omkring 1958.
Stilling central 1950
Et af byens knudepunkter var telefoncentralen, som lå nogle få huse fra den nuværende bagerforretning på Århusvej i retning mod Skanderborg. (Oprettet i 1908 med 11 abn.).
Jeg gætter på, der har været nogle få mennesker til at passe den. – På den tid drejede man på et håndsving, når man skulle ringe til en anden abonnent. Så svarede centralen: ”Det er centralen”. Så sagde man: ”Jeg vil gerne have nr. 386.” ”Værsgo`”, sagde centraldamen. – Andre steder i landet, hvor man boede ude på en lang markvej, kunne man deles om det samme telefonnummer, men med betegnelsen x, y eller z.- Måske var det også tilfældet i Stilling?
Det har jeg så senere fået at vide, også blev brugt i Stilling og mange andre steder. – Første bogstav var: u. – Et lokalt eksempel: Smed Carlsen og Knud Per på Bøghsvej deltes om et telefonnummer.
”Telefonboksen” var en halv meter høj vægtelefon i forgangen på centralen. – Engang kom der en opringning fra Tjekkoslovakiet til mig. Det foregik på den måde, at Kaj Lykke kom ned med en seddel på privatadressen. På sedlen stod et tidspunkt, for hvornår jeg kunne ringe tilbage. Service!
Centralen blev nedlagt d. 17. dec. 1968.
”LYTTEPOSTEN”
Telefoncentralen havde en trådløs konkurrent i form af en bænk strategisk placeret i nærheden af "Korsvejen". Denne bænk - også kaldet ”lytteposten” var næsten altid bemandet med en lille udsøgt flok, som holdt hinanden orienteret om, hvad der var værd at vide om livet i den lille by. - Dengang passede Korsvejen til sit navn, da 4 veje mødtes her i et "kors": Skanderborgvej, Århusvej, Randersvej og Gramvej (som var meget stejl).
En ”nyhed” på den tid kunne være, hvis en ambulance fra Zonen i Skanderborg var kørt gennem byen (med gult udrykningsflag og udrykningshorn, hvor den ene redder skulle trykke på en gummibold). – I 60´erne, hvor privatbiler blev mere almindelige, var der unge mennesker i byen, der konsekvent kørte efter ambulance eller brandbil for at se, hvad der nu var sket.
PIGELEG/DRENGELEG.
I 50erne var det langt mere almindeligt end i dag, at børnene hjalp til derhjemme eller havde lønnet arbejde hos andre. Det betød dog ikke, at der slet ikke var fritid. Det var der. Ikke mindst fordi der ikke fandtes daginstitutioner. Men fritiden var ulige fordelt: Pigerne havde mange jobs derhjemme, mens drengene var langt mere frit stillet.
Med hensyn til pigernes lege er det første, der falder mig ind: Leg med dukker - nogle af celluloid, andre dukker havde et blødt, fabriksfremstillet hoved og en hjemmesyet blød krop. Sommetider var der også en dukkevogn, så dukkerne kunne blive kørt en tur.
Nogle af pigerne havde også et dukkehus, som kunne være hjemmelavet, hvad angik huset og inventaret. Man kunne dog købe f. eks. mini-murstenstapet og færdige møbler.
For at blive i dukke-afdelingen skal det nævnes, at der fandtes påklædningsdukker af karton og dertil hørende tøj. Noget af det kunne man skaffe sig ved at spise havregryn eller kiks.
Noget, som både piger og drenge havde til fælles, var glæden ved at samle på ting i serier. Det kunne være bøger: pigebøger eller drengebøger. Glansbilleder (foto), servietter og nipsenåle (mest pigerne), marmorkugler og hønseringe (foto) (mest drengene). (Nipsenåle, marmorkugler og hønseringe blev brugt til spil).
Hvad boldspil angår, havde drengene nærmest eneret på fodbold, mens pigerne var mestre i at spille med flere bolde op ad en væg. Sommetider var det sæson for "Antonius", hvor to hold stod på hver sin side af et hus og forsøgte at kaste en lille bold over taget, så modparten ikke kunne gribe den. Her var både piger og drenge med.
Hvad angår kunsten at lære at køre på cykel, var det også et fælles problem. Det skulle jo læres, enten man var pige eller dreng , men dengang var det ikke almindeligt at eje en cykel i børnestørrelse med støttehjul. Måske var de første forsøg med balancen en tur med et "trillehjul" (kasseret cyklefælg) drevet frem af en pind. Når det så var alvor, havde man måske været så heldig at arve en gammel damecykel, hvor sadlen var blevet afmonteret og anbragt længere nede på cyklen. På et tidspunkt tog man simpelthen mod til sig - og så kunne man cykle!
Mange lege var forbeholdt drengene. Hvad angår samlermanien var det vist kun drengene, der samlede på frimærker og mælkekapsler. De sidste stammede fra de gennemsigtige mælkeflasker fra de forskellige mejerier og var lavet af aluminiumsfolie med mange strålende farver. De kunne anbringes som pynt på egerne på cykelhjul.
Senere blev kapsler af plast brugt som en slags "spareindretning" (af begge køn, naturligvis). Hvis man anbragte sin salmiakstang (til 10 øre) indeni kapslen, var det kun muligt at sutte på den. På den måde varede den meget længere.
Hvis man også ville lave larm med sin cykel, spændte man et stykke pap fast på cyklen, så det ramte egerne, når man kørte. Nemt og larmende!
Det var ofte kreative udendørs aktiviteter, der optog drengene: bygning af hytter i skoven, fiskeri ved søbredden, skydning med slangebøsse eller flitsbue, opsætning af hjemmelavede drager med lang papirhale af sammenkrøllede avisstumper, udhuling af lygtemænd (lavet af kålrabi = kålroe) var et fast ritual om efteråret. - Indholdet smager udmærket, men lugten af en lygtemand med tændt stearinlys var uudholdelig.
Hvis der var tilstrækkelig mange drenge, var det oplagt at lege "cowboys og indianere" eller "sabotører og tyskere".
En del af de nævnte former for leg i fritiden kunne også leges i skolegården - men der var også lege, der udelukkende foregik i skolegården. Det kunne både være sanglege, forskellige fangelege såsom "dåseleg" (hvor man kunne befri ved at sparke til en dåse) eller "en-to-tre-krone" (hvor fangevogteren skulle huske de tilfangetagnes navne), når en ny blev taget til fange).
Sommetider tegnede man en "mand" eller en "flyver" i gruset i skolegården. Dem skulle man så hoppe i efter nogle bestemte regler. Der var svært at komme hele vejen igennem uden at lave fejl. Der var også en leg, der hed "hugge i land", hvor det gjaldt om at erobre territorium ved at ramme rigtigt i jorden med en kniv. -
Der blev også trænet i længdespring og højdespring i sandkassen i frikvarterene.
Sjipning var pigernes speciale. Det foregik efter sindrige regler. Sommetider blev der brugt et langt tov, som to piger skiftedes til at svinge, mens de øvrige deltagere forsøgte at tage så mange ture som muligt.
At hinke var en anden af pigernes aktiviteter. Det foregik i nogle afmærkede hinkeruder, hvor man skulle hoppe på ét ben og skubbe en hinkesten med foden foran sig. Hvis man var heldig, kunne man erobre en hinkerude.
Det skal lige nævnes, at ved vestsiden af skolegården på Stilling Skole var der et bredt, tilvokset læhegn, der kunne kunne bruges til at lege i.
Det skete af og til, at der blev leget i skoletiden. Det kunne være lege som: "Fri til kongens datter", "Panteleg - Tag den ring og lad den vandre", "Alle mine kyllinger - kom hjem", "2 mand frem for en enke".
TRADITIONER.
-Det var jo meget begrænset, hvad der var af adspredelser i den lille by. Noget, vi så frem til, var dog det månedlige besøg af Sana Bio, hvor vi kunne se lidt bedagede, men populære film i krosalen.
I lokalet hvor filmfremviseren stod bag en lille glasrude, hang den klassiske Tuborg ølplakat med den svedende mand.
Tilbagevendende i årets løb var der også: Fastelavnsfesten, hvor drenge i soldateruniform gik rundt i byen og samlede penge ind til en fest.- For de unge var der bal på kroen. Hvor ofte kan jeg ikke huske, men navnet: ”Nolles Orkester” har af en eller anden grund sat sig fast.
Næsten hvert år var der dilettant-teater på kroen med forskellige lokale foreninger som initiativtagere.
Ringridning efter sønderjysk skik blev der også afholdt i løbet af sommeren, og en gang imellem kunne det hænde, at et lille tivoli kom forbi og slog sig ned i den nedlagte grusgrav ved søen. Der var altid luftgynger, hvor man selv skulle levere energien.
I sommertiden var der endvidere fodbold i serie 3 for et trofast publikum.- Det er lige før, jeg kan høre tilråbene endnu: Meyer! Graff! Egon! ”Krøl ham!”
Der var vist også noget med at råbe:” Stilling, Stilling skyd så mål – så får Hørning ingen nål!”
En del af drengene gik med specielle "hårnet", der var hjemmestrikkede eller -hæklede. (Opl. fra Vagn Juul Rasmussen). Billedet til venstre er et udsnit fra et konfirmationshold i Skanderborg i 1948.
Journalist Ole Jessen, Århus Stiftstidende, har d. 27.11.2008 undersøgt sagen blandt sine læsere, som alle kunne berette, at "hårnettet" eller "grimen" blev brugt af forfængelighed - også når drengene sov - for at frisuren kunne være perfekt!
Der var også pigehåndbold, der foregik ved badestedet ved søen, hvor der var etableret håndboldbaner.
Nogle år var der sportsfest med optog gennem byen og underholdning på fodboldbanen. Den 10. juni 1953 var det Horsens-garden, der gik i spidsen for optoget, flankeret af nogle drenge, der havde politiuniformer på. På fodboldbanen var der væddeløbs-kørsel mellem nogle drenge, der kørte på mini-motorcykler.
"Anlægget" (foto), der blev etableret sammen med fodboldbanen i 1933, blev flittigt brugt som lokalt udflugtssted og til leg. Somme tider blev der sat ild til græsset på de stejle skrænter ned mod søen af de halvstore drenge. Heldigvis gik det aldrig rigtig galt - branden blev slukket med interimistiske branddaskere. Til gengæld var græs og bevoksning smuk og grøn efter nogle måneders forløb.
Midt i anlægget var der en stor blodbøg og en krans af høje stedsegrønne tuja, der var velegnet til at gemme sig i og anbringe "fanger" i. Hele Anlægget lå på sandet jord, og på plænerne trivedes engelsk græs, som nogle af pigerne var meget dygtige til at flette til blomsterkranse. I skellet mod syd og vest og på den øverste del af skrænterne voksede der vilde roser.
Med den jordbund er det ikke svært at forestille sig, at vandstanden i søen på et tidspunkt har været en meget højere. Måske har der været forbindelse til Illerup Ådal.
Til at begynde med var Anlægget indrettet, så det krævede en del pasning. Dette arbejde blev varetaget af pensionister, der havde jobbet efter tur.
Nede ved søen var der en badebro (og rester af én mere). Pæle og snor i vandet markerede, hvor vandet blev så dybt, at man ikke kunne bunde.
På et tidspunkt i 70´erne byggede et bådelaug en lille havn til små sejljoller og robåde ved siden af badebroen.
Ellers kan det nævnes, at danseskolen på kroen og søndagsskolen i missionshuset på Stadionvej havde bidt sig godt fast i den lokale tradition.
Andre traditioner og institutioner, som Stilling delte med resten af landet, var sygekassen og ”Julens Glæde”. – For at få økonomisk og praktisk hjælp, hvis man blev syg, skulle man indbetale et fast beløb (kvitteringen var et klistermærke, som blev sat i en lille bog).
Sygekassekassereren kom selv rundt i de små hjem og samlede pengene ind.
Hvad Julens Glæde angik, var det en frivillig opsparingsordning, hvor man ingen rente fik af sit indskud. Renten gik til at betale kassererens løn. Han/hun kom rundt en gang om ugen og tog imod indbetalinger, som blev udbetalt op til jul. Det var en meget populær ordning, som flere hundrede mennesker deltog i.
– I Stilling er der dog stadig folk, der kan huske, at der engang i fyrrerne ikke var nogen udbetaling, fordi kassereren ikke havde passet ordentligt på pengene.
Fagforeningen, Borgerforeningen og Søndagsskolen holdt juletræ med leg, oplæsning af julehistorier og uddeling af godteposer.
En tilbagevendende begivenhed i de år var folkeundersøgelserne mod tuberkulose (en smitsom lungesygdom). Det var både voksne og børn, der blev undersøgt med regelmæssige mellemrum. I Stilling foregik det på kroen, hvortil der ankom en eller to røntgenbusser (hvide - vistnok), og alle blev gennemlyst og tuberkulinprøvet for at se, om man havde en naturlig beskyttelse mod sygdommen. Hvis det ikke var tilfældet, blev man Calmette-vaccineret.
På den måde lykkedes det efterhånden at udrydde tuberkulose.
Byens befolkning boede næsten udelukkende i énfamiliehuse, men der var dog undtagelser: I den tætte bebyggelse omkring kroen og ”Kasernen” i den nordlige ende af Randersvej.
Den voksne del af befolkningen arbejdede på de arbejdspladser, der var i byen eller gårdene i lokalområdet eller evt. de nærliggende byer. Det var derimod begrænset, hvor mange, der arbejdede i Århus. – Teglværk, møbelfabrik og mejeri er nu enten revet ned eller bruges til andre formål.
I dag er det svært at forestille sig, hvor meget liv og LARM, der kunne være på de to ramper på mejeriet, når metalspande blev læsset af og på hestevogne og traktortrukne do. Fra ved 7-tiden om morgenen og til ved 10-11 tiden, tror jeg.
Mejeriet. (foto).
Der var et lille udsalg, hvor man kunne købe mejeriets produkter.
Der var også en form for service i forbindelse med mejeriet, som det kan være svært at forestille sig i dag: Der var et frysehus, hvor man kunne leje boksplads til opbevaring af madvarer. – Efter hvad jeg har fået at vide, var der typisk åbent over middag. (Det må have været dengang, man holdt middagspause).
Mon ikke en ganske pæn del af forsyningerne til frysehuset stammede fra det ugentlige andespil, hvor alle præmierne var madvarer? – Der var familier, som uge efter uge vandt så meget, at man måtte undre sig. Jeg har dog ikke nogen sikker viden om, hvor mange spilleplader, de pågældende familier købte.
Troværdige kilder beretter, at hovedparten af frysehusets indhold bestod af hjemmeavlede produkter, som på den måde kunne langtidsopbevares. Mejeriet blev nedlagt d. 1. feb. 1971. Fra 1974 har der været symaskinefabrik i bygningerne (Moos Sillesen). Derefter rykkede Aurora Naturfarver ind.
Virksomheder
Mejeriet ”Alhøj” lå på Randersvej ved jernbanebroen. – Teglværket ”Lynghøj” lå ved Randersvej i udkanten af byen og var dengang byens største arbejdsplads. - Møbelfabrikker - eller snedkerier er vist en bedre betegnelse- var der flere af, men de var små.
Der var Borums Møbelfabrik ved Korsvejen. Det var vist den største. På Vinkelvej lå ... endnu en lille møbelfabrik....?
På Vinkelvej lå ligeledes ”Imprægneringsanstalten” v. Ejnar Christensen, som havde specialiseret sig i at træbeskytte telefonpæle.- Øvlisen omme ved kroen fremstillede møbler. – På Vinkelvej lå Fischers garveri.
Endelig var der SILHORKO (vandbehandling), 1 km uden for byen på vej mod Hørning. Det var den første fabrik i det, der nu er industriområde.
Brøndborer Holger Nielsen, Schillers Møbelfabrik.
Butikker, service og håndværk.
Butikker var der mange af. Ikke blot var der mange, men der var også butikstyper og erhverv, der nu er forsvundet fra bybilledet.
Noget, der også er forsvundet, er "landturene". Købmænd, slagtere, bager og Brugsen leverede varer én eller to gange om ugen til beboerene på landet.
Benzintanke: Der har været salg af benzin adskillige steder i Stilling.
Skrædder (Århusvej)
Skomager og sadelmager – begge ved Harry Andersen (Århusvej) og træskomager Jørgensen (Hotelvej)
Smed - C.O.Carlsen ved Korsvejen. Han fremstillede: hestevognen ”Carlsvognen”, skoede heste og udførte traditionelt smedearbejde – og så var der også smed Gas-Hansen, "ERGO" i Gl. Stilling, som havde specialiseret sig at lave maskiner, og som også havde depot for Kosan-Gas.
Murer Rasmussen, Århusvej, murer Ernst Andersen.
Tømrer Henning Ramussen.
Grønthandel – der var gartner Mæhlisen ved Korsvejen og sommetider en konkurrerende butik.
Bager Jensen (senere Herluf Winther) på Århusvej og ”Randers-bageren” på Randersvej.
Slagter: Slagter Harry Andersen ved Korsvejen, der lavede en speciel spegepølse, der blev meget populær rundt om i landet, og Slagter Peter Jespersen på Århusvej over for bageren.
Boghandler M.C.Villumsen på Århusvej – senere blev butikken ført videre af Doris Jensen.
Tatol (en slags Matas) – i et kælderrum på hjørnet af Århusvej og Stadionvej.
Manufakturhandel : Børge Andersen på Århusvej 20 og på Århusvej 6.
Mejeriudsalg: dels på selve mejeriet og i en periode: et udsalg fra Mejeriet Nonnebjerg i Skanderborg (Korsvejen).
Cykelhandler (foto): Ejnar Jensen (tidl. Bil-Jensen) med én benzintank: BP og flaskegasdepot ved Korsvejen - og ”Cykel-Willy (Jensen)” som også lejede vaskemaskiner ud, som han transporterede på cykeltrailer (Randersvej). Har han holdt til 2 forskellige steder på Randersvej?
Vaskeri. På Stationsvej mellem stationen og vandtårnet var der et lille vaskeri i nogle år. Der var også vaskeri på Lynghøjvej 20.
Tømmerhandel: Viggo Nielsen (Randersvej).
Banker: Banken for Skanderborg og Omegn havde en filial i samme bygning som boghandelen. Over døren var der et buet halvtag, der fik indgangen til at se ud, som om det var en biograf. På den modsatte side af gaden var der en sparekasse på Århusvej 6. Desuden var der Andelsbanken.
Stilling Kro: (Hotelvej) overfor det der var byens station, da der var enkeltsporet jernbane.
Foderstoffer: Der var Alhøj-Virring ved Østervej og Elgaard ved Korsvejen (senere blev bygningen brugt til produktion af souvenirs (Busy Birdie og Hoptimisten) af Ehrenreich).
Pensionat på Gramvej. Eksisterede i mange år (dog uden værelser).
Budcental : Drevet af Gustav Rasmussen (med hestevogn eller Nimbus med sidevogn) på en sidevej til Århusvej over for boghandelen.
Petroleumsmotor: Marinus Nielsen, Gl. Stilling, havde en lille transportabel petroleumsmotor, der blev brugt til hugge pinde, save træ eller pumpe vand.
Vognmænd: Chr. Rasmussen, Skanderborgvej, som overtog vognmandsforretningen efter Jens Karl Jensens død. Horsbøll, Randersvej 40 – hans første lastbil var med manuelt tippelad.
Lillebil: H.P. Hansen, Århusvej, Knud Mæhlisen, Århusvej, Eigil Nielsen, Århusvej.
Øldepot: Chr. Rasmussen, som på et tidspunkt fik et Ceresdepot.
Cementvarefabrik og brøndborer ved Korsvejen: Ejner Nielsen.
Gartneri: Østergaard (Skanderborgvej 11) og Holger Mæhlisen (Korsvejen).
Herrefrisører (barberer): Frandsen ved Korsvejen, barber Petersen på Hotelvej og en konkurrerende frisør ved siden af boghandelen.
Damefrisører: En ved siden af Slagter Harry: Helga Christensen og Maren Petersen på Bøghsvej og Irene på Østervej.
Mekanikere: O.Z.Dahl ved Korsvejen og HP i Gl. Stilling med benzintank: Esso.
Håndværkere i øvrigt har jeg ikke overblik over.- Jeg kan dog huske tømrer Hedegaard i Gram og tømrer Pedersen i Gram ---og Knud Andersen og Ernst Andersen (far og søn) begge på Stadionvej, Murer Rasmussen på Århusvej --- elektriker Froberg på Stadionvej --- smed Svend Pedersen (Svenne) på Bøghsvej og smed Knud Pedersen ved Korsvejen. --- snedker Carlo Sørensen på Bakkevej.
Fisker: I en kort periode var der en (vistnok tilflytter), der forsøgte sig som erhvervsfisker på søen, hvad der viste sig ikke at være basis for. Desuden Ludvig på Søvejen og Egestrøm ved Århusvej.
Fiskehandler Jørn Laursen.
Købmænd: Udover Brugsen ved Hotelvej – Randersvej var der skråt over for Brugsen: Købmand Bertelsen, på Århusvej: Købmand Siegel og på Randersvej: Viggo Nielsen – med benzintank: Esso. - I Gram var der købmand Richard Rasmussen (foto).
Ishuse: I kortere perioder har der været: Pyramide Is (huset vest for boghandelen), Skanderborgvej 24, Århusvej (over for Vandtårnet) Premier Is, Rønbjerg Is og pølser over for skolen (Ehrenreich), et ishus ved Damtoften i Gl. Stilling v. Else Nielsen. I Gram forsamlingshus blev der solgt Vesterbro Flødeis.
Museum: I en periode eksisterede der et ganske beskedent privat naturmuseum: Skanderborgvej 11: Erling Østergaard.
Kreaturhandler Rasmussen på Århusvej skråt over for købmand Siegel. – Her var der næsten dagligt dyr, der ankom og dyr, der blev hentet.
I flæng kan jeg nævne ting, jeg husker fra byens butikker:
Brugsen ”Brugsforeningen Alhøj”, der lå over for mejeriet, var absolut det vigtigste indkøbssted af dagligvarer – ikke mindst fordi man kunne handle på bog (kredit). – Hvis man f. eks. skulle have mel eller havregryn, åbnede kommis´en (ekspedienten) en skuffe og skovlede varen op i en pose.
- Kaffen blev naturligvis malet på en de flotte kaffemøller.
Til gengæld fandtes der ikke frysediske, så kød var noget, man købte hos slagteren.
Den første brugsforening i Stilling var Gram-Stilling Brugsforening, der havde adresse samme sted som Siegels købmandsbutik. Senere flyttede Gram-Stilling Brugsforening til samme adresse som købmand Bertelsens butik.
- I det hele taget var det meget få varer, der var pakket fra fabrik. – Hvilke konsekvenser, det havde på mængden af affald, kan man sikkert forestille sig, når man også tænker på, at bl. a. papirbleer ikke eksisterede. – Men på den tid var der ikke behov for nogen egentlig renovation. – Affaldet blev brændt i kakkelovnen, komfuret eller gruekedlen. – I dele af byen var der i øvrigt heller ikke nogen kloak. Den sidste del af Stilling blev først kloakeret i 60´erne. –
Kun det, der absolut ikke kunne genbruges, brændes eller bruges som gødning, blev smidt ned på lossepladsen: ”Fuglebæk” ved søen.
Brugsen havde dog konkurrenter inden for visse varegrupper: Det gjaldt f. eks. købmand Siegel. Der kunne man købe ”meterlakrids”. En meter kostede en krone. Havde man mindre (det havde man ofte), kunne man få lakridsen kortet af. – Den ”normale” belønning, hvis man havde gjort sig forjent til sådan en, var en 25 øre – og for den kunne man få, to små lakridsstænger og en flødekaramel eller 25 cm tyk, snoet, lækker lakrids.
Uden tvivl havde Brugsen sin stærkeste konkurrent på den modsatte side af gaden: Købmand Bertelsen.
Boghandler Willumsen skal nævnes for sin naturlige venlighed. Jeg kan ikke komme i tanker om andre steder, hvor børn blev tiltalt på samme måde: som voksne.
Der var to slagtere i byen: Slagter Harry og Slagter Jespersen. Slagter Harry lavede en spegepølse, som var en stor salgsartikel, også uden for lokalområdet. – På et tidspunkt lavede myndighederne af eller anden grund den begrænsning, at en person, der skulle til udlandet, kun måtte medbringe én spegepølse. – Det varede selvfølgelig ikke længe, før Slagter Harrys eft. Danielsen lavede pølser i den længde, kunden ønskede (en meter eller mere).
Nogle af butikkerne havde bydrenge til at køre varer ud. – De større børn gik kun i skole fra kl. 8-12. – Der var var også en hel del drenge, der hjalp til på landet fra 12 års alderen. Nogle af dem kom så ud at tjene, når undervisningspligten var overstået (når de var 14).
Hvad så med pigerne? Mange passede mindre søskende, mens deres mødre var på arbejde i andre og større husholdninger. En del af pigerne kom ud at tjene, når de var konfirmeret.
– Mødrenes arbejde kunne også være præget af årstiden: roehakning eller roeoptagning eller høst: sætte korn i traver.
Enkelte børn (2-3 pr. klasse) fik lov til at fortsætte skolegangen i Skanderborg (på Realskolen eller Kommuneskolen. Det var et stort privilegium.
Stilling Skole, som var bygget i 1910, havde 2 lærere og 2 klasselokaler (senere 3). Den havde godt 100 elever i 50erne.
De 3 yngste årgange gik hos lærerinden Karen J. Mortensen, og de 4 ældste årgange gik hos C. Aa. Lykke-Møller. Bortset fra første klasse var der 2 årgange i hver klasse (hhv. a og b).
Lykke-Møller var meget opmærksom på, om der var elever, der var egnet til at læse videre. Hvis det var tilfældet, gjorde han om nødvendigt sin indflydelse gældende over for forældrene. Lykke-Møller interesserede sig også for elever med læsevanskeligheder og indførte "særundervisning" på skolen for de elever, der havde behov for det.
- Da skolen fik endnu et klasselokale, blev lærer Erik Poulsen ansat.
De vigtigste fag i skolen var: dansk, regning, Danmarkshistorie og religion med katekismus. (Ole Bole: Foto fra Skanderborg Egnsarkiv).
(De nederste vinduer i klasselokalet var overmalet, så eleverne ikke kunne kigge ud og måske blive distraheret. - Idéen stammede helt fra 30´erne).
Én gang om året overværede skolekommissionen undervisningen. Det var ikke en helt almindelig skoledag, men en slags kollektiv "eksamen". - (Skolekommissionen var et af sognerådets udvalg).
Der var også idræt på skemaet. Det foregik på fodboldbanen ved Stadionvej eller i skolegården, men aldrig indendørs, da der ikke var nogen gymnastiksal. Nogle år senere blev krosalen dog brugt til gymnastik.
I Gram Skole havde man ligefrem fået sat ribber op i Forsamlingshuset, som på den måde fungerede som skolens gymnastiksal.
|
Ugentligt timetal for drengene om sommeren i 1953: 1. kl.: 15 timer 2. kl.: 17 timer. Pigerne: 19 timer. 3. kl.: 23 timer. Pigerne: 25 timer. 4. kl.: 26 timer. Pigerne: 28 timer. Om vinteren havde både drenge og piger 2-4 timer mindre om ugen.
Skolebøgerne: Kristendomsundervisning: 1. og 2. kl.: Ester Salminen: Den dejlige have og den ny konge. 3. og 4. kl.: Nikolaj Nielsens bibelhistorie. Luthers katekismus. Dansk: 1. kl.: Ole Bole ABC og Oles første læsebog. 2. kl.: Hegelund m.fl.: Den ny læsebog for landsbyskolen. 3. og 4. kl.: Hansen, Heltoft, Sunesen: Dansk læsebog. Byskovs lille sproglære. Skrivning: Herman Larsens skrivesystem. Historie: 2. kl.: Hjuler og Schroll: Forskolens Danmarkshistorie. 3. og 4. kl.: Nik. Holms Danmarkshistorie. Geografi: Niels Juul og Hans Kyrre: Geografi for folkeskolen. Naturhistorie: Balslev: Naturhistorie og botanik. Regning: Friis Jessen og Norup: Landsbyskolens regnebog. Sang: "Arvesølv" og Den lille sangbog. |
”Det offentlige”.
En stor del af det arbejde, der var i Stilling, var sæsonarbejde: arbejde på landet, på teglværket og ved jernbanen (vedligeholdelse af spor) – og så i vinterhalvåret: snekastning. – Det var derfor ikke usædvanligt at gå arbejdsløs 4-5 måneder om året. – Således var det meget naturligt, at der var en lokal fagforening og arbejdsløshedskasse, så man kunne ”stemple” der, når man var arbejdsløs. – Dengang havde man pligt til at møde op hver dag, så længe man var arbejdsløs, for at se om der var brug for én – om det så kun var enkelt dag. Min søster gav et eksempel på sådan et job: Engang der var sluppet nogle kviekalve løs, kunne ”kassen” stille med en del folk, som så kunne tjene en dagløn.
Fagforeningens kasserer hed Søren Sørensen og boede i huset øst for boghandelen. Formanden hed Marius Graff. - Der var vist omkring 80 medlemmer i DASF Stilling afd., da den var størst.
Den offenlige sektor/servicesektoren fyldte ikke meget i byen. – Der var ingen læge eller dyrlæge eller præst i byen. Men der var en hjemmesygeplejerske: frk. Hjort, som havde byen og den nærmeste omegn som distrikt. Sundhedsvæsenet var bygget op omkring den enkelte borgers betaling til læger, sygehuse m.v. Det skete ved, at der regelmæssigt kom en kasserer rundt i hjemmene og opkrævede kontingent. Som kvittering fik man et lille "frimærke" i en bog.
Med til gadebilledet hørte også landposten, der kørte rundt i sit distrikt i den karakteristiske sorte uniform. Han bragte breve, udbetalingskort og pakker ud, men han tog også imod breve og indbetalinger.
Der var hhv. en sognefoged i Stilling sogn og en sognefoged i Gram, Skanderup sogn.
I 1920-1930 var gårdejer Jørgen Jørgensen, "Køllen", sognefoged i Stilling. Han blev omkring 1940 afløst af Arne Hegelund, Stilling Østergård.
Tilføjelse til sognefodens opgaver i Stilling: Amtsstueskat - restance - skulle betales hos sognefogeden, der dog ikke havde ret til at pante. Hvert år kom der folk forbi, som skulle erlægge et beløb som restanter. Bortset fra tiden under krigen, som jeg har berettet om, var der ikke nogen større opgaver, men han var dog forsynet med politiskilt.
En gang om året kom politimesteren fra Silkeborg (38. politikreds) for at se protokoller efter og ellers sætte sit navn under, når der ikke var noget at betænke. Yderligere måtte sognefogeden foretage borgerlige vielser. Min far gjorde det vist ca. 20 gange under overværelse af to vidner og så selvfølgelig brudeparret. Jeg er ikke sikker på, at der skulle lyses i kirken for de, der ville vies borgerligt.
Hvert år i januar var sognefogederne indkaldt til nytårsmøde (parole) i Silkeborg. Det var noget af en rejse under og lige efter 2. verdenskrig. Det var altid en bestemt ugedag. På et af disse møder kom der besked om at Kaj Munk var fundet skudt lige uden for Silkeborg. Reaktionen var selvfølgelig fyldt med harme og vrede. Vi fik det først at vide, da min far kom hjem (jeg kan dog ikke huske det pga. alder), men de vidste det, før der kom meddelelse via BBC. (Thomas Ole Hegelund).
I okt. 1952 blev der opført et stort alderdomshjem (plejehjem) "Solgården" ved Ladegårdsbakken med udsigt over Skanderborg sø. Hjemmet skulle betjene hele Skanderup-Stilling Kommune.
I 1953 blev det besluttet at lukke Stilling Kirke i en periode og restaurere den grundigt, da man frygtede, at dele af kirkeskibet skulle styrte sammen. Lukningen varede i 2 år.
Modpolen til ”lov og orden” repræsenteredes af færgemanden Henrik Løve, som i sine yngre dage (Krisen i 30´erne) havde været en af de toneangivende i faglig kamp (også gadekamp) mod politiet på Århus havn. Ved den lejlighed flygtede han over et hegn, og politiet sendte en hund efter ham. Henrik Løve løftede imidlertid hunden tilbage over hegnet, hvorefter han forsvandt.
I lokalområdet gik Henrik Løve for at være lidt af en Robin Hood-figur: Han havde tidligere været kryskytte i Friisenborg-skovene, hvor han i følge den lokale tradition kunne finde på at aflevere byttet hos en af de fattige familier på egnen.
Hjemmesiden: Erindringer: Henrik Løve.
– I en artikel i Århus Stiftstidende blev det i øvrigt nævnt, at færgestedet Vitved – Fregerslev stadig var i brug til ind i 50´erne. – Ved Færgestedet, hvor søen er ganske smal, kunne man sende bud efter færgen ved at ringe med en klokke
Underligt nok er det ikke langt herfra (mod øst), at søen er dybest. Smedemester Svend Pedersen (Svenne) har en vinter gået rundt på isen på Stilling sø, hvor han har boret huller og taget mere end 100 pejlinger (med line med afstandsmærker og lod) af vanddybden, som han har noteret på et kort. Andre målinger af søens dybde foretaget med ekkolod bekræfter Svend Petersens måleresultater.
”Guldskatten”.
I Århus Stiftstidende berettes der om et forsøg på at finde en skatkiste på bunden af Stilling Sø d. 21. september 1954.
Link til artikel om Jan Uhres skatteeftersøgning v. Åge Skjelborg.
Århusvej 34. Foto: Vagn Juul Rasmussen
Og så til en absolut forældet vejrudsigt fra omkring 1950 for lokalområdet omkring Stadionvej – men fra pålidelig kilde: – En skurvogn ved Ernst-murerens nybyggeri blev af en skypumpe løftet fra Stadionvej og ned i anlægget. – Om skurvognen var uskadt ved ankomsten er næppe sandsynligt.
Mere om vejret: Personligt kan jeg huske vintre, hvor sneen lå så højt som et menneske – ja i virkeligheden er det, der skulle være en vits, en underdrivelse. – Der var faktisk strækninger mod Gram og mod Jeksen, hvor sneplovene ikke altid kunne komme igennnem. - Så var der ikke andet at gøre for snefogeden end at spørge, om der var ledige folk i arbejdsløshedskassen. (Det var der altid på den årstid).– Det var hårdt arbejde, men en kærkommen ekstraindtægt for dem, der blev valgt ud.
Kilder: Aase Eriksen, Erling Østergaard, Knud Køhler Nielsen, Henry Simonsen, Torben Nielsen.
Stilling Gram Lokalhistorie. 2007. LKJ. Korrektur: AaE.